"Dér har vi dødsstødet til det klassiske armbåndsur".

Det var nok en tanke, der løb gennem manges hoveder – måske også mange urproducenter - da Apple i år lancerede deres Smartwatch.

For hvad skulle vi egentlig med et ur nu? Når nogen spørger til klokken, er refleksen – og det var den allerede med de første Nokia-telefoner - et tag ned i lommen efter mobilen.

Det er telefonerne, der hovedsageligt fortæller os tiden, og nu kom Apples Smartwatch så som en tung digi-tech-hammer lige ned i glasset på det ur, du havde arvet fra bedstefar.

Men det er bl.a. historien, der gør, at armbåndsuret har mange klokkeslæt tilbage endnu. Historien, kvaliteten og symbolværdien.

Det danske urmærke Urban Jürgensen er et godt eksempel på dette. Et ur-dynasti, der strækker sig helt tilbage til 1773, hvor grundlæggeren Jürgen Jürgensen og hans søn Urban Jürgesen skabte ure, hvis finish og design holder den dag i dag.

Og apropos Nokia, så er det faktisk tidligere Nokia-direktør, Søren Jenny Petersen, der, efter at have købt Urban Jürgensen tilbage fra schweiziske hænder, nu sidder i virksomhedens nuværende ejerkreds.

Men hvilke andre parameter snakker ydermere for, at smartphones og andre gadgets ikke tager livet af det klassiske armbåndsur, som vi kender det?

Fra bling-bling-rapperen til direktøren

Armbåndsuret slog for alvor igennem efter Første Verdenskrig. Inden havde man haft lommeuret, der typisk lå skjult i habitvestens inderlomme. Men de gamle lommeure var ikke praktiske i en skyttegravskrig, som Første Verdenskrig var. Her havde eksakte klokkeslæt afgørende rolle for koordinering af angreb på fjenden, hvorfor man designede ure på læderremme, så soldaterne i en regn af kugler og granatsplintrer ikke skulle ligge og bakse med et lommeur. Og måske var det grundet de tilbagevendende soldaters heltestatus, at armbåndsuret efter Første Verdenskrig skabte mode.

Det klassiske kvalitetsarmbåndsur er sidenhen blevet synonym med kvalitet, design og autenticitet, og det er derfor også blevet et statussymbol - hos bling-bling-rapperen såvel som Novo Nordisk-direktøren.

Samtidig hjælper det også, at Hollywood altid har taget uret til sig. Tag James Bond-filmen Skyfall, hvor James Bond a.k.a. en skarptskåret Daniel Craig bærer et klassisk sølvarmbåndsur. Efter filmen steg interessen for netop den type armbåndsure markant. Og det er ikke kun Hollywood. Er man fodboldspiller i Champions League, er uret ligeså obligatorisk en accessori som høretelefonerne, når man går fra spillerbussen ned i omklædningen.

Det handler om kunst, design, historie og kvalitet

Vi er så godt som holdt op med at stille os kritiske over for det faktum, at vores såkaldte "smartphones" er faldet drastisk i kapacitet, allerede inden vi har pakket dem ud af æsken. En smartphone holder i gennemsnit halvandet år. Jo, de er smarte, bevares, men deres fabriks-kinesiske (og altid udskiftelige) hightech har egentlig kun tilføjet til værdien af et armbåndsur, der er skabt til at holde og af folk med lidenskab for produktet.

Det gælder også Urban Jürgesens ure. Her er det traditionelle håndværksmetoder, gjort i unikke dele, som f.eks. urskiverne, der er skabt i massivt finsølv.

Armbåndsuret handler ikke om tid. Det handler om kunst, design, historie og kvalitet.

"Du ejer aldrig et ur, du tager dig bare af det i en periode"

Forstil dig den aparte scene, hvor konfirmanden får farfars forældede Nokiatelefon i konfirmandgave. "Værs'go knægt!".

Der er en grund til, at det er lige netop uret, vi har tradition for at videregive fra generation til generation. For uret er det eneste smykke, man som mand virkelig gerne vil arve, hvorfor et kendt ur-motto måske også hedder, "Du ejer aldrig et ur, du tager dig bare af det i en periode".

Det klassiske armbåndsur er på sin vis blevet modparten til den brug-og-smid-væk-tendens, som vores Smartphones står for. Det er sammenspillet mellem perfektion, historie og kvalitet, der gør et godt armbåndsur.

Alle nøgleord, der går igen i Urban Jürgensen urkollektion, der bl.a. har vundet international anerkendelse med urenes svar på en Oscar – den prestigefyldte GPHG-pris for verdens bedste ur til mænd. Det var med uret Ref 1142C.

Deres 1140L og 1140C kollektion fra 2015 er en meget mulig kandidat til endnu flere prestigefyldte ur-priser.

Så for at svare på overskriften; Nej, selv ikke det smarteste high-tech smartwatch vil kunne udradere et armbåndsur - ikke så længe vi fortsat værdsætter kvaliteten, autenticiteten og designet.