På en våd regnvejrsdag i München kan der virke langt til solrige amerikanske kyster. Men så må Ford jo tage et stykke af Østkysten med sig over Atlanten. Og det er netop, hvad de har gjort.

Ford Mustang. Mustang mere end Ford, et brand mere end en bil. For nogle en ældgammel drengedrøm om en potent bil, der står for frihed, for andre et eksempel på plastikskrammel af værste karakter. Men for de fleste er det stadig et amerikansk ikon.

LÆS OGSÅ: Ford Mustang: Chefens bil

Fords nye model er sjette generation i en familie, hvis rødder rækker mere end 50 år tilbage i historiebøgerne til Michigan i 1964, og den første Mustang der bliver produceret til det europæiske marked. 

På trods af mange dårlige og til tider usmagelige varianter gennem årene, har den vist et beundringsværdigt overlevelsesinstinkt. Nu er det så igen tid for Ford til at vise, at de er i stand til at bære Mustang-familiens mildest talt tunge arv videre ind i 2015.


 
Den nye Mustangs design præsenterer flere elementer, der gør krav på et ekstra glimt af opmærksomhed. De karakteristiske baglygter i tre barer er bevaret i sin oprindelige form, og det er svært at skjule sin begejstring over det, Ford har formået at gøre med bagenden i det hele taget. Udtrykket er intet mindre end brutalt og samtidig utroligt velproportioneret.
 
Fronten skal ifølge Ford selv udtrykke en knyttet næve, der bryder luften omkring den, og den kommer godt i mål hele vejen rundt. Den fås både i den historiske fastback og som cabriolet med soft top.



Sætter man sig ind, mødes man gennem forruden af den demonstrativt store kølerhjelm, der hele tiden minder en om, at man sidder i en amerikansk muskelbil. Vender man blikket bagud ses to bagsæder, der dog ikke kan benyttes af personer med ben. 
  
Interiøret er en opgradering fra forrige generation, og selvom det ikke kan måle sig med mange europæere, er det hvad, man kan forvente af en bil, hvis formål er at tilbyde fart og attitude til en rimelig pris… og af en amerikaner for den sags skyld.

Det vil glæde mange Mustang-entusiaster at høre, at den nye model kommer som GT med en 5,0 liters V8’er. Men mere om den version senere, først skal vi byde velkommen til dens nyfødte lillebror.

Den nye dreng i familien

En stor del af Mustangens lange levetid og årsagen til dens fødsel i tidernes morgen skyldes og skyldtes Fords evne til at gøre den til et produkt af tiden. Derfor virker det da også ganske naturligt at introducere et mere miljøbevidst alternativ til den noget benzinslugende V8’er. Det har Ford forsøgt at imødekomme med en ny firecylindret udgave, der går under navnet Ford Mustang EcoBoost.

Den ligner umiddelbart GT’eren, der dog er udstyret med et stort 5.0-emblem på siden og et GT-patch i stedet for det traditionelle Mustang-logo bagtil, til forveksling. EcoBoosten er pakket med en 2,3 liters motor, der yder 317 hestekræfter, og den fås fra 615.000 kroner som fastback og fra 694.000 som cabriolet.

På vejen overrasker den ved første indtryk positivt. 0-100 på lige omkring seks sekunder, og med baghjulstrækket byder den på mere underholdning, end man næsten turde håbe på.

En Mustang EcoBoost kunne være et godt valg for de Mustang-entusiaster, der tænker økonomi og miljø. Den kører 12,5 km/l (dog kun 10 km/l med automatgear), og selvom det ikke kan siges at være synderligt imponerende i dag, vil mange kvinder verden over uden tvivl komme til at elske den som cabriolet og med automatgear.

Som mand, kan man da også godt nyde den for at være en udmærket bil isoleret set.
Mustang har altid tilbudt noget for enhver, så dens plads i familien kan næppe komme bag på nogen. Men den vil altid – måske i et uretfærdigt omfang – leve i skyggen af sin storebror.

Stik os så nøglerne til GT’eren!

Manisk Mustang med mening

Brembo-bremser, større udstødningsrør og bredere bagdæk med tilhørende større fælge. Tryk på start-knappen og en fornemmelse af power, overskud og aggressivitet buldrer frem fra dybet. GT’eren bønfalder dig med sit genkendelig løvebrøl om at køre den til grænsen, og den forsikrer dig om, at den har kræfter nok at give af. Det er nu, det går op for en, at man sidder i en amerikansk legende. En 5,0 liters Mustang med en V8’er, der er klar til at give slip på 421 hestekræfter.



GT’eren kommer aldrig til sin ret på den våde asfalt langs de tyske bjergskråninger. Træd blot en anelse for meget på speederen og omgående tager den dig sidelæns. I regnvejr er det umuligt at mærke forskellen på den og dens mere impotente lillebror. Men det klarer op, og tør asfalt melder sig under os. Unleash the beast!

Ved 200 km/t er den stadig behagelig at sidde i, og da vi møder en ældre Porsche 928 på autobahn, tvinges den nemt op til betydeligt mere. Generelt indbyder Mustangen til ræs på de lige motorveje. Man sidder hele tiden med fornemmelsen af, at den har power nok at give af, power nok til at fortsætte langt over de 250 km/t, den er begrænset til. Fra 0-100 river den enhver tvivl om sans for fart fra hinanden, og de 4,8 sekunder, Ford selv oplyser den til at gå, føles unægteligt mere som 4,4 sekunder, som flere amerikanere har målt den til. Pludselig giver Mustangen mening igen. Den har alt det, en Mustang bør have: Masser af køreglæde og masser af attitude. 



LÆS OGSÅ: Gentlemanbilisten: Sådan kører du sikkert og sexet

Men vigtigst af alt indeholder den alt det til en fornuftig pris; Mustang GT starter ved 719.000 kroner, og i Europa er det inklusiv Performance Packen, der blandt andet tilbyder Brembo-bremser. Spenderer man 49.400 kroner yderligere får man også en Custom Pack med, der dog ikke er nødvendig for den gode køreoplevelse, selvom ”Shaker Pro”-lydanlægget, der hører med i pakken, giver en ret så lækker lyd. Med paddle shift starter prisen ved 757.000 kroner, og ønsker man en cabriolet, skal man i både GT’erens og EcoBoostens tilfælde lægge næsten 100.000 kroner mere, end fastbacken koster.

Ford Mustang anno 2015

Den nye Mustang handler ikke om at være så entusiastisk, at man er villig til at gå på kompromis. Den handler om at være så entusiastisk, og måske endda så fornuftig, at man nægter at gå på kompromis. Har man først prøvet GT’eren ville EcoBoosten ikke længere kunne tilfredsstille i mængder, der er 615.000 kroner værd.

Så hvem ville have glæde af den nye Ford Mustang? GT’eren henvender sig i høj grad til manden, som sætter pris på Mustangens historie, men som ikke ønsker at smide store summer efter vedligeholdelse og sjældne reservedele. Til ham, som er villig til at gå ned på udstyr for at få hænderne i en kraftfuld bil, der indeholder en god portion løvebrøl og masser af fart til en fornuftig pris. Og selvfølgelig til ham, som ikke har noget imod at tanke en ekstra gang for ikke at skulle fortælle gutterne, at han kører rundt i en firecylindret Mustang. 

Hvem ville have mest glæde af EcoBoosten? Hans kone.



Tillykke til Ford med Mustangs 50-års jubilæum og tillykke med at have skabt en bil, der på mange måder formår at leve op til sin slægt. Den nye Ford Mustang er en vanedannende oplevelse, man ikke kan fornægte at nyde og elske.

LÆS OGSÅ: Mig og min cabriolet: Anders Lund Madsen

LÆS OGSÅ: Ford Mondæn

LÆS OGSÅ: Fodboldstjernernes vildeste bilindkøb