Havde denne artikel handlet om Ishøj, var den startet på en pub. En lille bar, hvor der blev spillet ’Sidder på et værtshus’ med John Mogensen og røget cigaretter. Det hele ville være lidt kikset, men i grunden ret hyggeligt, og folk havde drukket øl på sådan en Flyttemand Olsen-måde, hvor flasken kommer op i lodret position som flagstangen på et kolonihavehus, og en af de 10 % fra den kommune, der er arbejdsløse, havde sagt: ”Ja, Ishøj … Det er noget helt specielt,” og fortalt om det sammenhold, de har der.

Havde artiklen handlet om Vesterbro, havde den startet hjemme hos Erna, der havde boet i sin lille, mørke lejlighed, siden Tove Ditlevsen var barn, men nu skulle flytte, fordi nogen havde købt den bygning, hendes lille beskedne lejlighed var i, og ville rive den ned for at gøre plads til noget med en masse glas og hvid beton, der var som skabt til forældrekøb.

SE VIDEO: NYT AFSNIT: Peter og Esben besøger Danmarks rigeste kommune 

Eller havde artiklen handlet om Kolding, havde den startet med en gruppe mennesker, der var gået sammen om at gå fra dør til dør og samle aflagt legetøj ind til flygtningene, selv om de selv ikke havde meget, men alligevel gerne ville have, at alle skulle føle sig velkomne.

Men artiklen handler om Gentofte, og jeg er på vej hjem. Den starter på Vældegårdsvej. Ikke engang Vældegårdsvej i juli, når tagene er rullet af bilerne, og hver dag føles som en uendelig søfart på det gode skib ’HMS Cabriolet’, rundt i villalabyrinterne og op og ned ad Strandvejen med kurs mod hvad-ved-jeg. Nej, en råkold novemberdag starter denne artikel, mens en genert bunke sne ligger grå langs fortovet uden for Bernstorffsparken. Artiklen starter med, at jeg tager hjem.

Jeg var teenager i Gentofte som søn af en fraskilt bankdame 3-4 dage om ugen og de resterende dage hos min far i Vedbæk. Min mor og jeg boede i et hvidt hus med rødt tag og en hund, der hed Scarlett O’Hara. Jeg var til fester et par gange i Danmarks dyreste hus og fik en (dog meget brugt og gammel) bil af mine forældre, over et par fødselsdage og julegaver, men det meste af tiden lå jeg på sofaen og drømte om at være Kim Larsen eller Dan Turèll, sådan en, der virkelig kendte til arbejderklassen, livets realiteter og sådan noget.

Jeg kom til mange digtoplæsninger inde i byen, og jeg glemmer aldrig en aften, hvor en dame læste et ualmindelig langt digt op om folk i Gentofte. Det var der tit nogle, der gjorde, og det var sjældent i Gentoftes favør. Som regel var det noget med, at vi var psykopater, der kun havde penge i hovedet og ville skide den tredje verden et vist stykke. Den aften handlede det om, at folk i Gentofte var dårlige forældre, fordi de havde så travlt med at tjene penge. At man i Gentofte ikke elskede hinanden. Jeg kom i tanke om det for nylig, da jeg overhørte nogle tale om, at Gentofte-borgere var racister, fordi de ikke ville have flygtninge.

LÆS OGSÅ: Erik Sviatchenko: ”Jeg kan kun tillade mig at sige, at jeg er god, fordi jeg træner hårdt og forbereder mig optimalt hele tiden”

Sådan har jeg aldrig selv tænkt på Gentofte. Måske er det mig, der er galt på den. Derfor er jeg taget hjem for at finde ud af, hvad Gentofte i virkeligheden er for et sted. Jeg er kommet med toget fra byen, er stået af på Gentofte Station og er nu på vej ned ad de samme villaveje, jeg gik på, når jeg skulle hjem fra gymnasiet eller kom hjem fra byen om natten.

Jeg har aftalt et interview med min mors nabo, Rete, som er den, jeg kender, der har boet længst tid i, og gjort sig de fleste tanker om Gentofte. Hun bor på den anden side af stillevejen i et hus, der ligner min mors, drejet 90 grader. Faktisk ligner de fleste huse i kvarteret hinanden og er bygget i en tid, hvor man kun gjorde plads til enkelt-carport. Derfor holder der som regel en bil mere ude på vejen. Rete kommer sent hjem fra arbejdet som trade marketing manager, er i slut-halvtredserne og har næsten samme frisure som Victoria Beckham. Hun er en lille, spinkel dame i sneakers, otte armbånd og et galoperende, let nasalt og hurtigsnakkende højkøbenhavnsk:

”Da jeg læste på CBS, holdt vi en julefrokost, hvor vi skulle holde taler om hinanden, og en af de andre sagde om mig, at det efter et halvt år var gået op for ham og de andre, at jeg jo ikke var ’sådan en’. Det var ment i sjov, men jeg undrede mig alligevel over, hvad det gik ud på. Så spurgte jeg, hvad ’sådan en’ var. Det var, fordi de havde regnet med, at jeg var snobbet. Det var første gang, jeg blev opmærksom på, at jeg var fra Gentofte,” siger Rete.

Rete har sådan nogle fine kopper, til gengæld er jeg ikke sikker på, at hun har krus. Vi sidder i hvide sofaer og spiser guldkarameller fra en glasskål på et bord, der er nyt, fordi Rete og hendes mand har haft et indbrud, hvor de stjal det gamle. På væggene hænger familiebilleder, bl.a. af hendes søn, der er advokat.

”Jeg havde aldrig tænkt på før det, at der var en speciel Gentofte-type. Og jeg synes ikke, folk her er snobbede. Snarere tværtimod. Ham, der boede i jeres hus før, var en klovn. Og snobbet. Han havde været murer og var så blevet advokat, og pludselig var han en stor og fin mand. Han hilste ikke, hvis vi mødte hinanden på vejen. Han inviterede aldrig over, og når vi gjorde, gad han ikke. Han passede slet ikke ind. Din mor passer ind. Da hun flyttede ind, ringede hun på her og sagde, at hun fik otte mennesker på besøg, men ikke havde noget bord, og om hun måtte låne havebordet. Så blev vi veninder.”

Rete beder flere gange om, at artiklen understreger det fællesskab og den varme, der er imellem folk i Gentofte: ”Vi er ikke nær så asociale og indelukkede, som mange nok regner med.” Foto: Tobias Selnæs Markussen.

Siden Rete var syv år, har hun stort set uafbrudt boet i Gentofte. Altså i kommunen, for hun voksede op i Gentofte-bydelen Hellerup. For Rete er der stor forskel på bydelene, der for en udefrakommende ser ens ud. Klampenborg er det fineste. Det er de gamle københavnerfamiliers sommerpalæer fra dengang, de rige boede i byen. Lidt mindre fint er Charlottenlund, Hellerup, Ordrup og Skovshoved. Nede i den anden ende af skalaen er Vangede, som med Dan Turèlls ord var det sted i Gentofte, hvor lossepladsen og sindssygeanstalten og husvildebarakkerne blev anbragt. Lidt bedre er Dyssegård og så Jægersborg, og i midten ligger bydelen Gentofte. 

”I slutningen af 70’erne holdt jeg op med at sige, hvor jeg kom fra, når jeg mødte nye mennesker,” siger Rete. 

”Hvis de spurgte, sagde jeg, at jeg var fra København, for jeg orkede ikke at skulle have et prædikat på mig fra starten af. Det gjorde jeg i fem år, og så begyndte det at vende. Så blev jeg stolt af Gentofte. Jeg har haft en fantastisk opvækst her, der har givet mig nogle gode værdier, som jeg gerne ville give videre til min søn. Derfor skulle han også vokse op her.”

Selv kalder vi det Reservatet. Reservater er jo normalt områder til bevarelse af indianere og pandabjørne. Derfor siges det med tilpas selvironi om området, der starter nord for København og alt efter observans går op til Rungsted Havn på den lange led og mellem motorvejen og Øresund på den korte. Her lever denne specielle art beskyttet. Rete lånte for nogle år siden en stabel dvd’er af mig om København i gamle dage. Der var bl.a. nogle klip fra slummen i Den sorte firkant, et område på Nørrebro med faldefærdige huse, toiletter i gården og intet sollys. Klippene er fra 50’erne, altså på samme tid som Rete var barn i Hellerup.

”Det overraskede mig, for jeg anede ikke, at sådan noget eksisterede, mens jeg voksede op. Det bekræftede mig i, at jeg var utrolig privilegeret at have haft den opvækst, jeg havde. Jeg har levet i en lykkelig osteklokke.”

Til slut spørger jeg Rete, hvem der kan fortælle mig noget om Reservatet. Hun nævner Villabyerne, lokalavisen, der leveres gratis til alle husstande i kommunen med nyt om det nære og reklamer for konditoren, Slagter Broe og tøjbutikkerne på Jægersborg Allé.

Mens jeg gik i gymnasiet, var jeg ungereporter på Villabyerne. Jeg skrev mest om kultur, som fx da Thomas Blachman spillede på Hovedbiblioteket i Hellerup under Copenhagen Jazz Festival og kaldte Gentofte for Udkantsdanmark. Eller et lyrikarrangement på Dan Turèlls Plads i Vangede. Oftest skrev jeg om folk fra mit gymnasium, Aurehøj, der havde startet et band og spillede rundtomkring.

LÆS OGSÅ: Liv på Mors: "Kampen mellem det nye og gamle hjemland foregår hele tiden indeni. Men jeg tror, Danmark vinder"

På vej hen til Villabyernes kontor på Ordrupvej slår jeg et smut forbi Ordrup Gymnasium. Det er blandt lokale døbt ’Det nye Øregård’. Det gamle Øregård Gymnasium har nemlig de senere år mistet sin status som attraktiv ungdomsuddannelse for Gentofte-elitens teenagere. Blandt tidligere elever kan nævnes prinserne, Rigmor Zobel foruden både hr. og fru Mc-Kinney Møller, men pga. en række sager, hvor der blev fundet spor af kokain på toiletterne, ’tegnebogsdyster’, hvor elever konkurrerer om at have den tykkeste pung, og andre ekstraordinære opførelser er gymnasiets renommé nu så belastet blandt områdets unge, at det måske forklarer faldet af ansøgninger. Alene siden 2010 er antallet faldet 37 %.

Mærkatet som det bedre borgerskabs foretrukne gymnasium tilfalder derfor OG i stedet for ØG, foruden selvfølgelig kostskolerne Herlufsholm, Sorø Akademi og en håndfuld internationale gymnasier i Danmark og udlandet.

Spisefrikvater på Øregård Gymnasium. Foto: Tobias Selnæs Markussen. 

På OG er der frikvarter, og jeg spørger nogle af eleverne, hvordan det er at gå på det nye Øregård. Men af de fire, jeg spørger, har to ikke tid, en går videre, mens den fjerde, så snart jeg siger, at jeg er journalist og gerne vil stille et par spørgsmål, siger, at hun ikke orker det. Og det er ikke så underligt, at eleverne er trætte af journalister. En hurtig Google-søgning på ”Øregård + Ekstrabladet” giver 2.080 hits og overskrifter som ”De vælter sig i stoffer og sex”, ”Fucked up på første klasse” og ”Sniffer coke i specialdesignede guldrør.”

Pia Nyring er rektor på det gamle Øregård Gymnasium og mener, at Ekstra Bladet har kørt en hetz på gymnasiet i kølvandet på tv-serien ’2900 Happiness’ (2007-09) og filmen ’Rich Kids’ (2007). I filmen skildres nordsjællandske unges liv som en lang rus af kokain, sex, vold og penge. Siden har gymnasiet arbejdet med at modbevise rygterne, bl.a. ved stofkontrol til skolearrangementer, oplæg om narkotikamisbrug og en nultolerancepolitik. I marts sidste år påstod Radio24syv at have fundet spor af kokain på toiletterne, hvilket Pia Nyring tvivler på. Hun har ikke ønsket at kommentere gymnasiets omdømme, da hun ikke mener, der er brug for at rippe op i noget, der blev sat i verden af en ni år gammel film, men understreger dog over telefonen, at Øregård er ”et helt almindeligt gymnasium”.

Ved en tidligere lejlighed mødte jeg tre Øregård-elever ude foran Lagkagehuset på Strandvejen. Der var den dag loppemarked på gymnasiet til fordel for hjemløse, men eleverne fortalte mig, at det udelukkende var for at hjælpe på gymnasiets omdømme. ”Du er ikke fra Ekstra Bladet, vel?” spurgte de mig. Det var jeg ikke. ”Godt nok, for vi har fået at vide, at hvis nogen fra Ekstra Bladet spørger, så skal vi bare sige, at det var for at hjælpe de fattige, ikke?”

Jesper Bjørn Larsen er lokalredaktør på Villabyerne. Han har været journalist på Villabyerne siden 2006 og har siden februar 2015 siddet i chefstolen for det medie, der nok kender Gentofte bedst.

”Selvfølgelig findes de typer, fordommene handler om, men Gentofte er langt mere sammensat, end folk tror. Her bor både dem med mange penge i store palæer på Strandvejen, enlige mødre med deltidsarbejde i små lejligheder og alt indimellem,” siger Jesper Bjørn Larsen.

Han blev for et halvt år siden kontaktet af et produktionsselskab, der ville lave en tv-serie, hvor man fulgte Villabyernes journalisters arbejde. Et møde blev sat op, men her viste det sig hurtigt, at interessen for lokaljournalistik kunne ligge på et meget lille sted.

”Jeg kunne mærke, at han gerne ville have det kørt over på ’de riges paradis’, der, så vidt jeg forstod, var en tagline for det her program. Derfor gjorde jeg meget ud af at fortælle ham, at vi yderst sjældent interviewer nogen i villaer til 70 mio. kr., men oftest beskæftiger os med helt almindelige mennesker, der har en helt almindelig historie, eller en helt almindelig frisør, der åbner, eller en helt almindelig politisk sag. Men han vendte flere gange tilbage til, at hvis programmet skulle fungere, skulle der være et stort element af fascination med, og hvis folk i Jylland og på Fyn skulle se det, blev det nødt til at leve op til deres opfattelse af Gentofte.”

LÆS OGSÅ: ”Hvis du er svag, er du på vej væk. Schæferhundene går altid efter det blødende dyr i flokken”

Jesper Bjørn Larsen fortæller, at han flere gange blev nødt til at afvise, at den vinkel ville være realistisk, og at han heller ikke for programmets skyld ville prioritere den type historier. Siden har han ikke hørt fra produktionsselskabet.

”Det er ikke sådan, at vi undgår at skrive om den slags, men vi laver ikke artikler, der spiller på sensationen ved umådelig rigdom. Det er ikke så glamourøst, som mange måske forestiller sig. Vi tænker kun over, at folk har mange penge, hvis der er kommet en ny liste over de dyreste huse i Danmark, eller hvis vinhandlen har et tilbud med seks flasker vin for 20.000 kr.,” siger Jesper Bjørn Larsen. 


Bellevue by night med Arne Jacobsen-tegnet livreddertårn. Foto: Tobias Selnæs Markussen.

Han betegner Villabyernes læsere som ressourcestærke. Ikke blot hvad angår penge, men også i forhold til tid og engagement. Folk i Gentofte er veluddannede og lader gerne deres mening blive hørt. Det viste sig fx for et par år siden, da der i læserbrevssektionen rasede en legendarisk debat om hundeluftning i Bernstorffsparken, hvor nogle mente, at det var for dårligt, at hundene gik løs, mens andre agiterede for tradition og personlig frihed.

Senere var der mange, der luftede deres utilfredshed med måden, Skovshoved Havn og senere Kystvejen blev renoveret. Læserne satte sig ind i sagerne, læste og tjekkede alternative forslag og skrev ind til avisen. Det, der senest har fået læsere til tastaturet, er en artikel, hvor Villabyerne går kritisk til måden, flygtninge fordeles mellem danske kommuner. Reglerne er nemlig sådan, at flygtninge og øvrige indvandrere fra tredjeverdenslande regnes sammen, når der skal fordeles flygtninge. Det betyder, at Gentofte bl.a. på grund af au pair-piger og udenlandske ingeniører får relativt færre flygtninge end andre kommuner af Gentoftes størrelse. (Reglerne er efter deadline på denne artikel ændret således, at Gentofte nu skal tage tre gange så mange flygtninge som før, red.).

”Hvis der kører en række historier i de landsdækkende medier, som der fx gjorde omkring ’Rich Kids’, skal vi også skrive om det, hvis der er noget i det. Vi skal turde være kritiske og ikke være bovlamme, men hvis vi er forudindtagede, som Ekstra Bladet kan være, står læserne selvfølgelig af,” siger Jesper Bjørn Larsen.

På vej ud ad døren spørger jeg Jesper, hvem han synes, jeg skal tale med for virkelig at kunne forstå Gentofte. Han tænker sig om og nævner så Morten Ingemann. Der er et eller andet, der afslører, at Morten Ingemann ikke er fra Gentofte, selv om han har haft bopæl i Kommunen siden 1997 og de seneste otte år har resideret på Skovshoved Strandvej. Det er en bydel, som Morten Ingemann selv kalder ’Gentoftes Christiania’, som hovedsagelig består af gamle ’Skovserhuse’, svundne tiders svundne fiskeres små boliger med aflange haver til tørring af fisk, der er bygget ind i hinanden som et stort patchworktæppe af fællesstier, skorstene og havemøbler. Hækkene er så lave, at man kan hilse ind over dem, og skulle man være løbet tør for en kop sukker eller en flaske rødvin, findes der blandt Skovserhusene en deleøkonomi, der er en kortere universitetsafhandling værdig.

Omvendt betyder kommunen, strandvejsadressen og adgangen til Skovshoved Havn, at et Skovserhus på 50 m2 sagtens kan gå for fire millioner. Måske er det Morten Ingemanns halvlange hår og halveksisterende skæg, der nærmere peger på hans opvækst i Rødovre end hans hus i Skovshoved. Måske er det hans kropsbygning. Han er bred over skuldrene, rund om maven, og hans jeans sidder, som om han ikke går op i den slags. Jeg møder ham i hans og konens galleri, hvor de udstiller og sælger hver sine kunstprojekter, siddende sammen med et vennepar.

Galleriet er i stueetagen af en flot bygning i tre etager, der kun består af en smal facade og ligger lidt nord for den amerikanske ambassadør Rufus Giffords embedsbolig, lidt syd for Arne Jacobsens benzintank, og ovre på den anden side af Strandvejen ligger parrets Skovserhus. Morten Ingemann byder på Nescafé og taler med en rar, dyb stemme, der ikke har for travlt.

”For mig er Gentofte et trofæ. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg kunne få råd til at bo sådan et dejligt sted ved at lave tegninger. Der er jo rigtig mange, der slet ikke kan få lov til at leve af det, men jeg har opnået så meget, at jeg nu har alt, hvad jeg vil have. Der er ikke mere at opnå. Som barn kørte vi søndagsture herud og fik en is, og jeg tænkte på, at man umuligt kunne få råd til sådan nogle kasser på redelig vis. De ejede alle fabrikkerne, som dem fra Rødovre arbejdede på. Nogle gange kan jeg stadig godt føle mig anderledes.”

Da Morten Ingemann første gang flyttede til kommunen, var det med sin daværende kone, hvis børn gik i skole i Gentofte. De flyttede ind i et stort hus på Høeghsmindevej midt i Gentofte i 1997. Datteren gik til dressurridning, og derigennem mødte parret nogle mennesker, der var meget anderledes end Morten Ingemanns vante omgangskreds.

”De snakkede om Seychellerne, og jeg snakkede om Gran Canaria. De var i en position, hvor de kunne købe en hest til en million, hvis datteren skulle have lyst. Jeg sled og sled i kælderen med at lave tegninger, for at det hele skulle løbe nogenlunde rundt. Og så åd vi en stor del af den friværdi, der kom på det tidspunkt, og før jeg havde set mig om, havde vi to heste og to firehjulstrækkere. Jeg kan huske en dag, vi hjalp min ekskones veninde med at indrette hendes nye hus sammen med de andre. En af pigernes mand ringede og spurgte hende, hvem der var. Så sagde hun så: ’Der er hende og hende og Helle og Helles mand. Han er sådan en håndværkertype.’ Og der havde jeg ikke været tømrer i 15 år. Omvendt kan jeg godt lide Gentofte på den måde, at du ikke skal accepteres, som du fx skal i små lokalsamfund på Lolland eller i Sønderjylland. Her er alle accepterede, hvis de kan følge med.”

LÆS OGSÅ: Business class: "Jeg er ekstremt optaget af at acceptere fejl. Jeg har selv truffet mange fejlbeslutninger i min karriere"

Siden blev Morten Ingemann og Helle skilt. Han flyttede til Skovserhusene, hvor han befinder sig bedre.

”Jeg synes, folk er mere nede på jorden her. Hækkene er ikke så høje som på Høeghsmindevej. Der er hyggeligt nede på havnen, hvor alle kan snakke med hinanden, uanset om man har en lille eller stor båd. Det er alle slags mennesker, der kommer på galleriet, lige fra studerende til ældre mennesker. Der er mange, der kan genkende mine striber. Ikke fra Ekstra Bladet, som jeg har tegnet for i 11 år, men fra Børsen, som jeg lavede striber til for over 15 år siden.”

Huset er fyldt med kunst: På plane overflader står skulpturer og krukker, på væggene hænger billeder tilfældigt, men snorlige ophængt. Morten Ingemann trækker et par gange i land og siger, at man jo skal passe på med at generalisere, når jeg spørger, hvordan han tegner karikaturer af Gentofte-borgere. Dog vil han gerne have deres selvironi nævnt:

”Når vi er nede på Travbanen og høre torsdagsøver med The Antonelli Orchestra, og Master Fatman er vært, kan han tage så meget gas på dem. Han gør nar ad au pairer og Ferrarier og skattely, og folk hyler af grin! Det er jo også nemmere at have overskud til selvironi, når man er ovenpå.”

Til sidst spørger jeg ham, hvem han synes, jeg skal tale med, hvis jeg skal videre i min stafet. En, der virkelig ved en ting eller to om Gentofte. Først nævner han et par af naboerne, men kommer til sidst frem til, at jeg skal tale med Hans Toft.

Borgmesteren?

”Ja ja, borgmesteren. Han ved i hvert fald rigtig meget om Gentofte. Og så er han meget populær.”

Stemte du på ham?

”Ja, det gjorde jeg. Og så stemte jeg på Mattias Tesfaye (tidligere murer og SF’er, nu socialdemokrat, red.) til Folketingsvalget. Selv om jeg er meget uenig med både De Konservative og Hans Tofts politik omkring flygtninge, synes jeg godt om ham, fordi han vægter kulturen højt. Når vi en gang om året har ’Åben dør’ med de andre gallerier i kommunen, dukker han op hvert eneste sted og hilser pænt. Han engagerer sig i alle dele af kommunen.”

Gentofte Rådhus ligger på Bernstorffsvej tæt på Femvejen, rundkørslen, der leder af til fem af kommunens prydbyer: Gentofte, Charlottenlund, Jægersborg, Ordrup og Klampenborg. Rådhuset er bygget som et italiensk domhus fra slutningen af 20’erne, symmetrisk og med en statue ud mod vejen forestillende to nøgne bronzemænd til minde om frihedskampen under besættelsen. På Rådhuset har De Konservative flertal. Alene.

Uden om alle de andre. Og borgmesteren er selvsagt også konservativ, og det har han været lige så længe, som der har været en liste C. Før det var borgmesteren fra Højre, det, der senere blev til Det Konservative Folkeparti. Hans Toft blev borgmester samme år, som jeg blev født, og selv om partiet siden det år, 1993, på landsplan er gået ned og ned i mandater og meningsmålinger, er hans position i Gentofte Kommune lige så urokkelig, fast og stærk som den arkitektur, Rådhuset er bygget i. Man siger sågar, at i Gentofte er der kun én, der er større end Hans Toft, og det er Gud – men det ved Hans Toft ikke.

Selv er Hans Toft en lille mand i et marineblåt jakkesæt og slips. Han sidder lidt akavet afslappet, men stentungt i en stol, der har samme farve som de cigarkasser, jeg engang fandt på min farfars loft, og har sort kaffe i en musselmalet kop med underkop.

Den konservative Hans Toft er født i Hvidbjerg, blev student fra Thisted Gymnasium og cand.jur. fra Aarhus Universitet i 1976. Han var efterfølgende ansat i Norsk Hydro og i advokatfirmaet Jonas Bruun, hvor han blev underdirektør. Han sad en periode i 70’erne i Folketinget og blev valgt ind i Gentofte Kommunalbestyrelse i 1990. Tre år senere blev han borgmester og har været det siden.

Hans hænder er overraskende bløde, og hans håndtryk omfavner nærmest min hånd, da jeg kommer ind, og vidner om en, der har trykket flere hænder end de fleste. Det er også noget af det første, han siger, da vi får sat os ned: At han gør sig umage med at være til stede. Komme ud til borgerne og høre dem. Da jeg arbejdede på Villabyerne, vidste han, hvad jeg hed, og hilste på mig, når vi stødte på hinanden, fx i Bernstorffsparken. Han har vist glemt mig siden. Men han har ikke glemt, at jeg over telefonen fortalte hans kommunikationschef, at min mor boede i Gentofte

”Hvad hedder du til efternavn?” 

Reimar.

”Nåeh … Nej, det siger mig ikke lige noget. Hvor bor din mor?

”Nede ved Bernstorffsparken.”

På Vældegårdsvej?

”Ja, deromkring.”

”Det er et dejligt sted. Et af kerneområderne i Gentofte.”

Så taler han lidt om Villabyerne og Morten Ingemann, om Keld Heicks far, der var ejendomsmægler på det hus, Hans Toft bor i, og om Bernstorffsparkens lysthus, Svenske Villa, indtil jeg får ødelagt den gode stemning.Hvordan synes du, omverdenens billede af Gentofte er?

”Hvis politikere i SF, Enhedslisten, Radikale Venstre eller Socialdemokratiet hænger Gentofte ud, meget ofte på et falsk grundlag, er det tit en god salgsvare. Det kan være alt muligt. Lige nu er det sagen om filippinske au pair-piger. Der er nogle, også af de store dagblade, der har følt sig kaldet til at påstå, at vi laver små tricks for at modtage så få flygtninge som muligt. Også Villabyerne.”

Lokalavisens artikel fik Hans Toft til, på vegne af egne og 16 andre kommunalbestyrelsesmedlemmer, at sende et brev til Folketingets medlemmer, hvori han kritiserer Villabyernes artikel.

Hvorfor ikke bare melde Villabyerne til Pressenævnet, hvis det, de skriver, ikke passer?

”Hvad skal jeg bruge det til? Det er en påstand, der er skæv i forhold til virkeligheden. Derfor ville vi gøre politikerne opmærksomme på, hvordan tingene egentlig forholder sig. Jeg føler tit, at jeg skal slås for Gentofte mod et flertal i Folketinget, der bruger … Nej, blandt andet mod et flertal i Folketinget, som jeg føler bruger et angreb på Gentofte som en salgsvare.”

Hans Toft ruller en imponerende paratviden om udligningsbidrag, procenter og skatter ud. Han siger, at en familie i Gentofte har det halve månedlige rådighedsbeløb i forhold til en identisk familie i Tønder, og jeg får tilsendt dokumentation efter interviewet. Der er ingen, der har ondt af Gentofte, siger han. De er misundelige. 

”Du kan selv høre det, når de omtaler os. Når der er noget i tv om Gentofte, filmer de altid et stort hus på Strandvejen, selv om 60 % af boligerne i kommunen er lejligheder, der er underlagt samme regler som alle andre steder. Det er altid noget med, at de rige bare kan betale noget mere. En af de første gange, jeg skulle stå på mål for Gentofte, var allerede i 1996, hvor Folketinget ville have Gentofte Kommune til at gå ud og købe nogle huse til flygtninge. Det endte til sidst med, at vi fik nogle penge til det. Det er heller ikke fair, at der står huse tomme på Lolland, og vi skal gå ud og købe nogle.”

Under hele interviewet sidder hans kommunikationschef Marianne ved bordet og skriver ned. Han bruger hende de par gange, han ikke er sikker på, hvad han skal svare, for at få et nik eller et blink, fx da jeg spørger, hvad der adskiller Gentofte fra andre steder i Danmark. Han svarer halvt, kigger på Marianne og ombestemmer sig.

”Ej … Det vil jeg ikke sige. Glem det. Du spørger, hvad der er specielt ved Gentofte …”

Hans Toft viser en hånd frem og tæller særprægene:

”Landets laveste administrationsomkostninger, en robust økonomi, innovativt skolesystem …”

Han vil også gerne fortælle om Svenske Villa i Bernstorffsparken. Den er hans hjertebarn, siger han. Han fortæller meget detaljerigt om, hvordan dronning Louise købte den af Den Nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling i 1888 og satte den i parken. Om hvordan lysthuset var forfaldent, og om hvordan han gik tur med hunden i parken og syntes, det var synd. Om hvordan han fik sat træhuset i stand.

Han vil gerne fortælle om de 40 frivillige, der driver huset i sommerhalvåret, men han vil ikke tale om striden mellem hundeluftere og ikke-hundeejere på debatsiderne i Villabyerne. Hvis jeg skal tage videre nu, hvem skal jeg så tale med?

”Desværre lever han ikke længere, men jeg ville have sendt dig ned til Kaj Torp, der boede ved Gentofte Sø.”

Han sender et blik hen til Marianne.

”Men nej, der er ikke nogen, jeg umiddelbart vil sende dig videre til.”

Et sted så?

”Der er mange steder, der er interessante, men jeg vil ikke fremhæve et frem for et andet.”

Jeg finder selv ud. Hvis denne artikel havde handlet om Ishøj, havde den sluttet med, at en gammel kending fra pubben skulle flytte fra hus og hjem, men fik lov til at flytte ind på sofaen hos ’en af de andre’. Erna fra Vesterbro havde fået lov til at blive boende i sin lille lejlighed som et endnu levende minde om en svunden tid, og flygtningene havde fået tårer i øjnene over den smukke modtagelse i ’Kool-eng’.

Men denne artikel handler om Gentofte, og derfor slutter den med, at jeg står i Bernstorffsparken og pisfryser, mens Svenske Villa er lukket, det er ved at blive mørkt, og der er ikke et øje i parken, ikke så meget som en au pair, der lufter hund – hverken fritgående eller i snor.

Efter at have gået vagt mellem Svenske Villa og Bernstorff Slot en times tid går jeg igen. Jeg går ad stien igennem villalabyrinten hjem til min mor med et par bukser, der skal lægges op, og en artikel, der skal have en eller anden morale.

Skal jeg tage ned til Strandvejen og stemme dørklokker, indtil jeg bliver lukket om bag murene og med egne øjne kan se de store biler og guldurene? Skal jeg crashe en gymnasiefest og tage dem med bukserne nede og coke om næsen? Eller er jeg for hård ved Gentofte? Bør jeg i stedet tage til Dyssegaard og høre, hvordan livet i de små lejligheder i kommunen af palæer er? Besøge en af skolerne med landets højeste gennemsnit? Hvad er Gentofte?

Min mor syr bukser og siger:”Gentofte er, hvad man gør det til.”   

LÆS OGSÅ: 10 nøglescener fra Nikolaj Lie Kaas' liv

LÆS OGSÅ: "Jeg har tabt knap 10 mio kr. på ganske få sekunder. Det er hele min livs-opsparing"

LÆS OGSÅ: "Når jeg siger til fremmede, at jeg er fra Tønder, kan jeg se, hvad de tænker. Uanset hvem, jeg er stødt ind i, har jeg forholdt mig til Tøndersagen"