Knud Romers liv fortalt i biler: "Jeg lånte min fars Toyota, og så kørte jeg med min kæreste ud på Amager, og så kneppede vi i den"

Man kan sige meget om en mand ud fra hans bilvalg. Så her er forfatter Knud Romers Auto-CV.

Mercedes 180 (W120), blå, ca. 1960, Mercedes S 220 (W111) beige, ca. 1968,  Mercedes E220 (W114), hvid, ca. 1975, 
Ford Granada, guld, ca. 1983 og Toyota Carina, bordeaux, ca. 1990. 

Barndom og opvækst i Nykøbing Falster.



Hvis historien skal være komplet, må vi have min barndoms biler med. Jeg er ikke en bil-mand, jeg ved intet om det, men jeg forstår, hvad biler betyder. Jeg skal bare tænke tilbage på min opvækst og mine forældres biler. De kørte Mercedes. I Nykøbing Falster. Og hele deres sociale selvværd og deres borgerlige selvforståelse lå i den Mercedes. Fars Mercedes og mors antilope-pels. Det var det, der udmærkede dem, men også det, der isolerede dem. Så kunne man køre rundt i Nykøbing og være noget. De var udenfor, og det rummede i sig selv en social anerkendelse – at være udenfor. Det formede min barndom og gav mig den der følelse af at være statsløs. Så var man da noget, og det var jeg, lige indtil min far gik på pension. Jeg husker det helt tydeligt, for det var den dag, han begyndte at køre Ford Granada. Så var det slut med at være noget. Så var der ikke længere den der afgrænsning. Det var slut med at køre rundt og være højt på strå i et pensionsselskab. Jeg følte det som en social degradering. Min far var blevet kastreret. Og den købekraft, jeg troede, vi havde, fandtes ikke, for det havde alt sammen været firmabiler. 

Bilfri. Evighedsstudent og reklametekstforfatter.



Fars motoriserede deroute kulminerede med en bordeaux Toyota Carina, men der var jeg flyttet hjemmefra. Med mig i en kasse havde jeg min barndoms andre biler. Matchbox-bilerne, James Bonds Aston Martin og min Batmobil, som jeg fandt frem igen i 90’erne, da den pludselig var penge værd. På det tidspunkt arbejdede jeg i reklamebranchen. Jeg havde endelig fået mig et rigtigt job – efter 17 års uafsluttede studier på Københavns Universitet. Jeg var 36 år gammel og endelig rigtig voksen. Jeg burde så meget have købt mig en bil, men det var jo midt i 90’erne. Jeg gik rundt i lyseblåt suit, lyserød flæseskjorte og spidse, spidse sko. Hvilken bil kunne matche det? Jeg havde kig på en guldfarvet Cadillac, som jeg var lige ved at købe, hver gang jeg var fuld. Det var den der mulighed for at leve barnedrømmen ud, men jeg kunne ikke gøre det, for jeg var blevet voksen, og jeg vidste, at det ville gå galt.

Toyota Carina, bordeaux, ca. 1990. Reklametekstforfatter, foredragsholder 
og forfatter.



Det gjorde det også med min cokedealers Mercedes. Han holdt foran døren til min opgang i en sort S600. Jeg stod ind, han fik sine penge, og jeg fik mine breve. Da transaktionen var klaret, sagde han: ”Se her,” og så trykkede han på en knap, så bagsædet lagde sig ned. Jeg spurgte, hvad han skulle have for den, og han sagde 100.000. Det lød rimeligt, og jeg anede et comeback – en hævn for min fars Mercedes – men altså. Min far var retskaffen, hans skjorte var nystrøget, hans suit var helt stift, og så sad jeg der som hans søn reklamemanden og handlede coke ... Det kunne jeg ikke gøre mod ham – og heller ikke mod bilen. For mig var det at købe en bil ligesom at få en hundehvalp. Du fik ansvaret for den, og derfor fik jeg aldrig nogen bil. Jeg lånte min fars Toyota, og så kørte jeg med min kæreste ud på Amager, og så kneppede vi i den. 

I den samme Toyota, som jeg små 10 år senere skulle køre rundt i med min kone og mine børn. Nu var det min bil, jeg havde overtaget den, men den lugtede stadig af mors cerutter. Og af piben, som jeg selv røg. Og af mus. Der gik mus i den, som der gør i gamle biler ude på landet. Min kone hadede det, mine børn hadede det, jeg hadede det.

Honda CR-V, sort med tonede ruder, 2003. Forfatter, foredragsholder og vært i ’Romerriget’ på Radio 24syv.



Toyota’en endte sine dage efter en påkørsel. Jeg fik 15.000 fra forsikringen, og så skulle jeg have en ny bil. Som altid satte jeg min kone på sagen. Hun er mere mand end mig, så hun brugte en måned på at sætte sig ind i det, og til sidst nåede hun frem til, at vi skulle have en Honda CR-V. Den går aldrig i stykker, og der er plads i den. Den er dyr i benzin, men ellers perfekt. Jeg havde drømt om en Hummer med ønskenummerpladen FLYT DIG, men det blev der ikke noget af, så jeg måtte bide i det sure æble og tage tog og taxa til Fyn for at købe bilen. Det er virkelig svært, når man ikke ved noget om biler, men til sidst lykkedes det, og så listede jeg hjem og kørte op foran huset, hvor mine børn stod og var så glade. De væltede ind i den og sagde: ”Far, se, der er lys i loftet,” og ”Far, se, den kan spille cd’er.” De var så stolte, og min kone lænede sig ind over midterkonsollen og lagde hovedet på min skulder og sagde, hun elskede mig. Jeg er endelig blevet en rigtig mand.

LÆS OGSÅ: Søren Rasteds liv fortalt i biler: "Mercedes SLK 230 var for mig den ultimative 'non-familios'-bil

LÆS OGSÅ: Volvo XC90: Så mangler vi bare kaviar og champagne

LÆS OGSÅ: 10 klassiske biler du ikke taber penge på

Se, hvad vi ellers skriver om: Bøger, Biler og Auto-cv