Debattør, præst og tidligere folketingsmedlem for Dansk Folkeparti Søren Krarup er kommet i vælten, efter han søndag aften kaldte Frankrigs nyvalgte præsident Emmanuel Macron for en ”bøssedreng” i ’Debatten’ på DR 2. 

”Jeg ville aldrig stemme på den der lille pæne bøssedreng, var jeg lige ved at sige, som jeg ikke overhovedet kan tage alvorligt,” sagde Søren Krarup i debatprogrammet, der handlede om det franske præsidentvalgs betydning for Europa.

Da vært Clement Kjærsgaard efterfølgende spurgte Søren Krarup, hvorfor han valgte at kalde Macron ”bøssedreng”, modererede han sine udtalelser og forklarede, at han ville have sagt ”lille artige skoledreng”. Ikke desto mindre har Krarups sprogbrug fremkaldt mange reaktioner på bl.a. Twitter:

Men det er ikke første gang, Søren Krarup har udtalt sig kontroversielt om homoseksuelle. Hans optræden i ’Debatten’ i går faldt næsten på tiårsdagen for, at han kaldte homoseksuelle handicappede i et interview med Nyhedsavisen 25. april 2007. 

”Homoseksuelle er handikappede, fordi de ikke kan opfylde betingelserne for et ægteskab og skabe en familie. Derfor kan de heller ikke forlange at blive ligestillet på det område,” sagde Søren Krarup dengang. En udtalelse, der også mødte stor kritik.

I 2010 beskyldte Søren Krarup homoseksuelle for at køre hetz mod Dansk Folkeparti, efter en pressemedarbejder i partiet ved en fejl var kommet til at sende en mail med nedsættende udtalelser om homoseksuelle ud til Christiansborgs samlede pressekorps.

”De ser Dansk Folkeparti som en sygdom, der skal udryddes. Og den kvindelige pressemedarbejder reagerer derfor på det i mailen ved at advare de inviterede folketingsmedlemmer mod at deltage. Så dem, I (pressen, red.) angriber i denne her sag, er i virkeligheden dem, som selv bliver angrebet. Det er jo de homoseksuelle, der kører en hetz mod os. Det er fuldstændigt meningsløst,” sagde Søren Krarup til Berlingske.

Efter Søren Krarups udtalelser har Dansk Folkepartis næstformand Søren Espersen, der selv deltog i gårsdagens udgave af ’Debatten’, været ude og forsvare sin tidligere kollega i Folketinget.

”Jeg skal ikke vurdere, hvad folk mener. Jeg hæfter mig ved, at Søren Krarup med det samme beklagede sit ordvalg, og så er den ikke længere. Så stor en sag er det altså heller ikke,” siger Søren Espersen til Ekstra Bladet.