Foto: Rasmus Weng Karlsen

Kristian Thulesen Dahl: "Klappen gik ned. Jeg kunne pludselig ikke huske, hvad min fabelagtige pointe var"

"Jeg hører tit, at jeg er meget kontrolleret".

Jeg hører tit, at jeg er meget kontrolleret. Men det er fra folk, der ikke har set en fodboldkamp med mig.

Det første politiske møde, jeg var til, var med Mogens Glistrup (stifter af Fremskridtspartiet, red.) på Nørre Snede Kro. Jeg var 13 år, da jeg cyklede ned til kroen og trykkede ham i hånden og stillede et spørgsmål om skat.

Jeg kan huske, at han tog sig god tid til at svare på mit spørgsmål. Det har siddet i mig lige siden. Ligegyldigt hvad, der bliver spurgt om, og hvem der gør det, så skal man tage det alvorligt, for det er vigtigt for den, der stiller spørgsmålet.

I 1994 stillede jeg op til Europaparlamentet. Et af mine første vælgermøder var på Ærø sammen med Karin Riis-Jørgensen fra Venstre og Niels Sindal fra Socialdemokraterne.

LÆS OGSÅ: Forstå valget med gifs

Jeg var meget ung og også dengang meget optaget af EU-politik. Jeg lod følelserne løbe af med mig og kom med et meget hårdt personangreb på Karin Riis-Jørgensen. I pausen kom Sindal hen til mig og sagde, at jeg var gået for vidt. Jeg vidste godt, at han havde ret. Jeg havde været fuldstændig overgearet i forhold til at diskutere EU-politik på Ærø.

Det duede ikke. Så efter pausen måtte jeg stå frem og undskylde. Sådanne fejl skal man rette med det samme, også selv om man kommer til at blotte sig. Siden har jeg haft et fortrinligt forhold til både Sindal og Karin Riis-Jørgensen.

Jeg har prøvet at stå i et tv-studie, hvor klappen gik ned. Jeg fik ordet, og så kunne jeg pludselig ikke huske, hvad min fabelagtige pointe var. Så er det godt, man har noget på rygraden, man kan gribe fat i. Helst noget, der er nogenlunde relevant.



27. maj 2005 spillede vi (Liverpool, red.) Champions League-finale mod Milan. Vi var bagud med 0-3, men vandt efter straffesparkskonkurrence. Jeg har kampen på dvd, og hvis det fx går dårligt i en valgkamp, kan jeg finde på at sætte den på. Og så går jeg hele følelsesregisteret igennem igen. Jeg jubler, som om jeg ikke har set det før, når vi scorer til 1-3, 2-3 og 3-3. Jeg kan også finde på at sætte den på, når vi har gæster. Det, er der nogle, der synes, er lidt underligt. Jeg har nok set den kamp 10 gange.

Det var et meget langt tilløb. Jeg havde i flere år vidst, at jeg skulle tage over efter Pia (Kjærsgaard, red.), når hun engang ville trække sig tilbage. Efter valget i september 2011 fortalte hun så den nærmeste kreds i ledelsen, at hun ville trække sig efter sommerferie i 2012.

I løbet af den sommer cyklede jeg til Paris med Team Rynkeby. Holdet havde en følgebil med, hvor der sad en pressemand. På et tidspunkt rullede han vinduet ned og råbte:

LÆS OGSÅ: 11 geniale jyske vendinger alle burde bruge

”Kristian Thulesen Dahl, det forlyder hjemme fra Danmark, at Pia Kjærsgaard er gået af, hvad er din kommentar til det?” Jeg stivnede fuldstændig. Tænkte: ”Åh nej, er det kommet ud? Hvordan skal jeg forholde mig til det på en cykel?” Jeg tog chancen og råbte tilbage: ”Sludder og vrøvl, Pia har altid sagt, at hun bliver som formand, så længe Dolly Parton synger, og hun synger stadig", og så cyklede jeg videre og håbede det bedste. Det første, jeg gjorde, da jeg nåede frem, var selvfølgelig at tjekke mobilen. Det var heldigvis bare gas.

Langt hovedparten af de, der kommenterede lederskiftet i Dansk Folkeparti, var enige om, at nu ville vi få problemer, fordi vi gik fra at have en meget karismatisk, udadvendt formand, der var i tråd med vores vælgere, til en knastør bankmandslignende type med gule sedler i finansloven. Min første målsætning var at gøre skeptikerne til skamme.

Jeg var syv år gammel, da vi mod min vilje skulle flytte fra mit barndomshjem. Jeg fik de nye ejere til at skrive under på et dokument, hvor der stod, at jeg altid havde ret til at komme og besøge huset. Jeg fik aldrig brug for det, men jeg møder tit de mennesker, der overtog huset, og de ved godt, at dokumentet findes. Jeg har det ikke specielt godt med forandringer.

Jeg tror ikke, der er mange partier, hvor man kunne holde et kommende lederskifte hemmeligt så længe, som vi gjorde i Dansk Folkeparti. Min familie og jeg skulle rejse til Kina i fem uger i sensommeren 2012.

Da Pia fortalte mig, at jeg skulle være formand lige efter sommerferien, blev vi nødt til at rykke rejsen nogle måneder frem. Lige pludselig skulle min kone og jeg forklare alle vores omgivelser, at den tur, der havde været planlagt i månedsvis, skulle flyttes.

Jeg måtte sige, at det var fordi, jeg forventede, at jeg ville få travlt med finansloven. Der var ingen, der tænkte over, at vi havde fået ny regering, og at jeg formentlig ikke ville få særligt travlt med nogen forhandling.

Jeg gad godt være fabelagtig god til at spille fodbold. Jeg har altid elsket det spil, men jeg er ikke specielt god.

Vi var til hovedbestyrelsesmøde med Fremskridtspartiet i Nyborg. Hele formiddagen var Glistrup blevet stemt ned i alle mulige sammenhænge. I frokostpausen så jeg Glistrup sidde nede i hjørnet alene. Da jeg kom ind, slog han ud med armene: ”Har vi det ikke dejligt?”

LÆS OGSÅ: Anders Samuelsen: "Jeg kan se symptomerne på en alkoholiker fra 1.000 kilometers afstand"

Nogle år senere mødte jeg ham i et tog. Det var lang tid efter, at Fremskridtspartiet reelt var gået i opløsning, og vi havde dannet Dansk Folkeparti. Glistrup og jeg havde været modstandere, og jeg havde i høj grad været medvirkende til, at han var blevet stemt ud af sit eget parti. Da han så mig, sagde han: ”Nej, men er det ikke Kristian Thulesen Dahl, nej hvor hyggeligt, dejligt at møde dig.” Han blev aldrig bitter.

Som barn så jeg altid TV-Avisen sammen med min far, også hvis jeg havde legekammerater med hjemme. Så legede de bare videre imens. I dag kan jeg godt se, at det er lidt specielt.

Jeg har aldrig nogensinde overvejet at forlade politik. Jeg er et politisk dyr.

I 2003 sad jeg i toget på vej til Christiansborg for at deltage i en konference, da jeg fik at vide, at min far var kommet på sygehuset, og at det var meget alvorligt. Jeg fandt ud af, at det hurtigste var at fortsætte mod Kastrup Lufthavn og få fat i en billet og flyve til Billund og så videre derfra til Horsens Sygehus. Dér blev jeg bange. Jeg ville nå frem i tide. Det gjorde jeg. Han døde et døgn senere.

Jeg tror, det var i 6. klasse, at jeg midt i matematiktimen rakte hånden op og spurgte min lærer, hvad meningen med livet var. Der blev helt stille. Jeg er ikke kommet det meget nærmere siden, men det må være noget med, at man anerkender, at man er forpligtet til at bruge de evner, man har, og gøre sig umage også over for andre mennesker. Det må være en stor del af meningen med livet.

LÆS OGSÅ: Morten Østergaard: "Jeg går glip af mange ting i mine børns liv"

LÆS OGSÅ: Jeg har det med valget som en vegetar i en slagterhal

LÆS OGSÅ: 16 eksempler på at lokaljournalistik er det bedste

Se, hvad vi ellers skriver om: Portræt