TV 2’s Poul Erik Skammelsen har dækket alle amerikanske præsidentvalg siden 1992. Hvad husker han bedst, og hvorfor er et valg i USA så specielt?


Mindet
”På valgaftenen i 2008 befandt jeg mig på Howard University i Washington. Det er et eliteuniversitet, hvor der primært er afroamerikanske studerende. Jeg kunne tydeligt fornemme, hvor meget valget betød. Da det stod klart, at Obama havde vundet, spurgte jeg en af underviserne, om hun ville interviewes. Hun var en lidt hårdt udseende dame i halvtredserne eller tresserne. Sådan en, de studerende nok ikke lige driller første gang, de møder hende. Da vi var igennem til TV 2, spurgte jeg, hvordan det så føltes, at Obama havde vundet. Man skal huske på, at mange i hendes aldersgruppe stadig håbede at se en sort præsident, men mange var holdt op med at tro på, at det blev i deres levetid. Da hun skulle svare, kunne hun ikke sige et ord. Tårerne løb ned ad kinderne. Det var enormt stærkt og fortalte hele historien. Jeg fik at vide hjemme fra Danmark, at det havde gjort stort indtryk. To år senere opsøgte jeg hende igen under midtvejsvalget. ’Det er jo dig!’ sagde hun, da hun så mig, og jeg fik et stort bjørneknus. For folk som hende vil det være svært at bære, hvis Obama ikke bliver genvalgt.”

 


 

6. november bestemmer amerikanerne, hvem der skal være præsident de kommende fire år. I det nye nummer af Euroman fortæller Danmarks Captain America, Poul Erik Skammelsen, hvorfor et amerikansk valg er så specielt. Læs blandt andet om et mindeværdigt interview, hvorfor vi skal høre på kandidaternes koner, og hvorfor religion fylder så meget set med danske øjne.


Babyen på billedet hedder i øvrigt Samson. Da han begyndte at græde, blev det trods alt for meget for den hærdede reporter, der ikke nænnede at stå med det grædende barn. Heldigvis er Samson allerede rutineret model, så billedet kom i kassen, mens Samson klamrede sig til den fremmede mands slips - og tre mennesker viftede med balloner bag kameraet. 


Læs interviewet med Poul Erik Skammelsen i Euromans novembernummer.