GODT NOK ER Lucca lillebror i forhold til Firenze og Siena, idet der er lidt færre spektakulære sights, men det har skærmet byen for de vanvittige mængder af turister, der ellers har lagt Toscana ned i de sidste årtier. Her slipper man for tung biltrafik, og de arkitektoniske mesterværker står i kø for at blive beundret. I traditionelle købmandsbutikker kan man købe sig fattig i regionens specialiteter i form af toskanske pølser, pasta og bælgfrugter solgt i uprætentiøs oldschool indpakning, der kan få autenticitetsbarometeret op og ringe hos enhver madnørd.
Toscanerne har ry for at opføre sig som en slags italiensk adel: Når man har bidraget til verdenskulturen ved at opfinde renæssancen, er der ingen grund til at råbe højt og gøre et nummer ud af sig selv. Så kan man endda tillade sig med italiensk målestok at være lidt reserveret. Den lokale accent er nem at genkende, for folk i Toscana er ikke vilde med at udtale k-lyde, men de er alligevel indehavere af en slags rigsitaliensk, fordi man regner med, at Dante talte på den måde.
