Villa d'Amelia

Michelin-stjerner 2017

Fem hoteller med Michelin-stjerner du skal besøge i 2017

Gastronomisk ferie har aldrig været nemmere.

Michelin-guiden har netop offentliggjort, hvilke europæiske spisesteder, der i 2017 kan glimte med en eller flere stjerner, og som altid bringer det stor glæde og stolthed eller strid og diskussion med sig.

Ikke desto mindre kan den almindelige madglade forbruger roligt læne sig op ad stjerneguiden og lade sig pege i retning af gastronomiske oplevelser af høj kvalitet.

Er du et ekstra mageligt madøre, kan du endda bruge den til at finde et hotel med egen stjerne til din næste ferie. Så er det nemt at tumle op i seng, når du har fyldt maven med lokale delikatesser og store vine.

Her er fem fede europæiske hoteller, der glimrer ved at have en eller flere stjerner i 2017. God appetit.

Spanien, Mallorca:

Hotel Predi Son Jaumell
1 Michelinstjerne 2017.

En klassisk mallorcinsk finca, der er i dag fungerer som boutique hotel med gastronomi i højsædet. Køkkenchefen er nemlig den, i madkredse, berømte Andreu Genestra, der også tidligere år har skaffet hotellets restaurant stjerner.

Man kan køre Michelin-mad under hele opholdet, eller veksle med hotellets mere ydmyge bistro.

Mallorca – et af de mest populære sommerrejsemål for danskerne. Mallorca er fed, fordi man kan komme fra den ene ende af øen til den anden på blot en time, og vejene er gode. Lej en bil og find din egen lille badebugt, shop lækkert i Palma, og nyd livet på spansk. Hvis du trænger til en pause fra Michelin-niveauet, finder du massevis af gode alternativer over hele øen.

Frankrig, Provence:
Hostellerie Bérard & Spa
1 Michelinstjerne 2017

På toppen af et bjerg drives dette hotel med fast og sikker hånd af flere generationer af familien Bérard. Hver dag samles krydderurter og grønt ind i haven til dagens måltider, som spises i restauranten, Jean-François Berard med udsigt over hele dalen og de grønne bakker nedenfor. Her er desuden et vinkort, der kan det meste. Også her kan man vælge at spise på hotellets bistro.

Mellem måltiderne bør man besøge hotellets Spa, der ligesom maden, er i særklasse.

Provence – det bedste af Frankrig. Nede af bjerget er der 10 km til den berømte kystby, Bandol, der er berømt for sine vine – her er vinsmagning overalt. Den fine fiskerby, Sanary Sur Mer, har et hyggeligt havneområde fyldt med restauranter og caféer, eller besøg klassikeren, byen Cassis, der ligger direkte ud til Middelhavet ca. 26 km. fra hotellet. Provence byder på det bedste af Frankrigs gastronomi, vin, hav og udsigter.

Portugal, Porto:


The Yeatman Oporto Hotel
2 Michelinstjerner 2017
De kører ultra luksus i den klassiske stil på dette pompøse hotel, der er ejet af Yeatman familien, en berømt portvinsfamilie. Vinen spiller også en hovedrolle på hotellet, selv i indretningen, hvor hotellets swimmingpool er formet som en gigantisk karaffel, eller du kan sove i stor vintønde. Værelserne og restauranten har vid udsigt over floden Douro og Porto by – og maden, åh, maden! Køkkenchef Ricardo Costa har sørget for to af de eftertragtede stjerner i 2017.

Porto – Portugals næststørste by, og fuld af muligheder. God shopping, bl.a. på gågaden Rua de Santa Catarian i centrum af Porto. Byen er portvinens vugge, den er tæt på kyst og strand og her er masser af fantastiske gastronomiske oplevelser. Porto har desuden et smukt historisk centrum, og en sejltur på Douro er både oplagt og romantisk.

Italien, Piemonte

Hotel Villa D´Amelia
1 Michelinstjerne 2017
Et moderne hotel i historiske rammer. Gården stammer fra 1800-tallet, og har en fin balance mellem moderne komfort og rustik charme. Køkkenet her fik første gang tildelt en Michelinstjerne efter at have eksisteret i blot fire år, og på hede aftener kan man spise i den hyggelige gårdhave eller med panoramaudsigt fra restaurantens terrasse. Stedet er afslappet og samtidig luksuriøst, og det anbefales at bestille bord på gourmetrestauranten i god tid. Hotellet har desuden en bistro.

Piemonte – Hotellet ligger 20 min. kørsel fra byen Alba, der har et rigt udbud af restauranter og fødevarebutikker, ligesom der er flere nysselige småbyer i området. Området er præget af grønne bølgende bakker, vinmarker, skove og dale, og er oplagt hvis du vil kombinere gourmetoplevelser med ro, natur og afslapning. Lej en vespa eller en cykel, og pak en madkurv til en dag i det grønne.

Portugal, Lissabonkysten

Hotel Fortaleza do Guincho
1 Michelinstjerne 2017
Eventyrligt er kun et fattigt ord at bruge om hotellet her. Havet bruser mod klipperne lige nedenfor det ældgamle fort, der i dag er indrettet som luksushotel, og restauranten har udsigt til Atlanterhavet og kystens berømte, gyldne klipper. Miguel Vieira er køkkenchefen, der igen i år kan glæde sig over en stjerne i den store guide. At bo – og spise – her er en oplevelse for livet, intet mindre.

Lissabonkysten – Det er helt oplagt at leje en bil, for her er så meget at opleve og se. Kør til den farverige, gamle kongeby, Sintra, tag til Cascais for byliv og shopping, dyp dig i det viltre Atlanterhav, og besøg selvfølgelig landets stolte hovedstad, Lissabon.

 Guiden er skrevet til Euroman af rejsebureauet Hideaways

LÆS OGSÅ: Nordsvensk hotel giver dig søde drømme og vilde udsigt til nordlys mellem trækronerne