Rejs til Speyside i det skotske whiskyproducerende højland og oplev den unikke arkitektur og natur, mens du sitrende smager dig igennem skotternes favoritalkohol. Følelsen af at være trådt direkte ind i et britisk mordmysterium begynder, så snart du sætter dine fødder i Dufftown, (der i bil eller bus ligger ca. 270 kilomter nord for Edinburg og ca 300 kilometer fra Glasgow).

Her kan du overnatte på et af de familieejede bed and breakfasts, der holder til i den lille stenbelagte by med de gamle victorianske huse, der giver indtryk af, at der stadig bliver lavet haggis og short bread fra bunden i køkkenerne bag de tykke granitfacader og hvide gardiner.

Besøg byens pubs, hvor hverdagsstressen ikke har fået de lokale til at droppe den daglige dram i de bodegavarme omgivelser af mørkt træ, grøn maling, røg og dæmpet belysning. Og kør firhjulstrækkeren (eller lej en chauffør) ud ad de snørklede landeveje omgivet af lave stenmure, når du skal besøge nogle af de over 50 destillerier i Speyside. Området har den største koncentration af destillerier i verden, og herfra produceres alt fra den mest nichede whisky for  den nørdede feinschmeckergane til hyperkommercielle lufthavnswhiskyer, der sælges verden over.

Whisky-ruten

 

Mortlach

Begynd din whiskysmagningstur med at spadsere til det lokale destilleri Mortlach, der ligger lige indenfor bygrænsen i Dufftown. Mortlach er det ældste lovlige destilleri i Dufftown og er kendt som en gedigen producent af stærke smage, hvorfor den også kendes som ’The Beast of Dufftown’.

Med til historien hører, at William Grant (ja, ham du kender fra Netto) arbejdede på netop dette destilleri i 20 år, inden han grundlagde Glenfiddich.

Glenfiddich

Tag videre til Glenfiddich, hvor du kan se, hvordan den bedst sælgende whisky i verden bliver fremstillet. Det er stort set de samme processer – bare på en helt anden skala. Men selvom destilleriet har plads til 13 millioner liter whisky og dagligt producerer enorme mængder, foregår arbejdet stadig i de samme traditionelle, grønne omgivelser med pagoda-lignende tagtoppe, som da virksomheden blev grundlagt i 1886.

Balvenie

På Balvenies destilleri træder man atter tilbage i tiden, når man ser de helt traditionelle produktionsmetoder, som stadig holdes i hævd her.  Størstedelen af moderne destille-rier køber den færdiglavede malt, men hos Balvenie står firmaets egne specialister selv for hele maltningsprocessen fra blødgøring til spring, tørring og sortering.

Derudover har de deres eget bødkerværksted, hvor mændene står med deres gamle, rustne værktøj og reparerer egetræsfade dagen lang.

Lerduer, ørreder og golf

Har du (og dine tømmermænd) brug for at komme ovenpå efter nogle travle whiskysmagningsdage i procenternes tegn, så udforsk Nordskotlands omskiftelige natur, der veksler fra store nøgne områder til tætbevokset skov og sø.

Der er masser af muligheder, uanset om du er til golf på den lokale Dufftown Golf Club eller vil besøge Trump International Golf Links lidt nord for Aberdeen, om du vil prøve at skyde til måls efter lerduer, eller om du vil vandre eller tage på Land Rover-safari i Cairngorms Nationalpark.

Fish and chips

I Skotland kureres tømmermændene efter en lang nat på pubben ikke med shawarma og cola, men med fish and chips og den orange, syntetiske drik Irn-Bru, der kaldes ’Skotlands anden nationaldrik’.

Du tænker måske, et avispapirskræmmerhus med fisk og kartofler hører mere hjemme i England. Mens  de sydlige naboer bruger torsk, har skotterne traditionelt brugt kuller til sine Golden Wonder-kartofler og mushy peas.

Her skal du bo

Dufftown har mange overnatningsmuligheder, hvad enten du vil bo som de lokale på et Airbnb, mærke gæstfriheden på et af de mange bed and breakfasts eller bo på et overdådigt hotel. Conval House Bed and Breakfast ligger midt i Dufftown og tilbyder ældgammel britisk stemning med tunge træmøbler, grønternet væg-til-væg tæppe og english breakfast til morgenmad.

Er du mere til moderne skotsk luksus, kan du tage til det familieejede The Dowans Hotel, et stort victoriansk palæ, der ligger 12 minutters kørsel fra Dufftown med udsigt over Spey Valley.

Sådan kommer du af sted

Med direkte fly fra København til Aberdeen tager det ca. halvanden til to timer og koster i omegnen af 1.200 kroner retur. Derfra kan du leje en bil, praje en taxa eller prøve den skotske jernbane til Dufftown.

Vil du i stedet se noget mere af den berømte skotske natur og spare penge, kan det anbefales at flyve til Edinburgh til halv pris. Brug de penge på at leje en bil. Kør op gennem Cairngorms Nationalpark og ankom til Dufftown efter knap fire timers smuk naturkørsel

LÆS MERE: Korea for begyndere: 10 ting du skal opleve i Sydkorea

LÆS MERE: 8 anbefalinger til Val Gardena: Skiferie med italiensk charme i Dolomitterne

LÆS MERE: Drømmejob: Bliv betalt for at rejse verden rundt