Boris Johnson

Efter Brexit: "Jeg vil stadig lytte til Oasis, heppe på Liverpool og mene, at jakkesæt fra Paul Smith er de flotteste"

Vi er ikke blinde for Brexit og andre mørke kapitler i briternes historie. Men vi vil stadig gerne løfte en pint i hyldest til en kultur, der har givet os så meget. Derfor har vi dedikeret det nye nummer af Euroman til Storbritannien, skriver chefredaktør Karl Erik Stougaard.

'Always Look On The Bright Side Of Life'

Sådan lyder det i en uforglemmelige scene, hvor Monty Python bryder ud i fløjtesang, selvom de hænger på korset, i den geniale 'Life of Brian', som den nyligt afdøde Terry Jones instruerede.

Derfor har vi også fortrængt dommedagsprofeterne fra vores spalter. Det er slut med sortsynet. For i dette nummer fejrer vi Storbritannien.

Vi er ikke blinde for Brexit og andre mørke kapitler i briternes historie: kolonitiden, hooligans, undertrykkelsen af Irland, den stigende børne­fattigdom, dødt øl og One Direction. Men i denne historiske stund, hvor vores naboer på den anden side af Vesterhavet forlader det europæiske fællesskab, løfter vi en pint i hyldest til en kultur, der har givet så meget til omverdenen, at vi slet ikke kan få plads til det hele på den Cool Britannia Top 60-liste, vi præsenterer inde i magasinet, og som vi nøje har sammensat på redaktionen.

Det har ikke været en let opgave. Det burde fremgå, når jeg nu røber, at vi ikke har fundet plads til hverken Aston Martin, Kevin Keegan, John Le Carré, tweed eller Single Highland Malt Whisky. Det vil nok føre til protester fra flere af jer, men lad mig opfordre til, at I tager listen med godt humør og fører diskussionen om den som sande gentlemen.

Jeg er vokset op under massiv påvirkning fra britisk kultur. Det er vi nok alle. Mine første fodboldstøvler var af fabrikatet Gola, og så snart de var snørret (i begyndelsen af min mor), var jeg Keegan eller en anden fra Liverpool FC. Jeg slugte ’Battler Britton’-hæfterne.

Min storesøster havde en plakat med Sweet i fuld størrelse på sin væg. Det var i 1970’erne. I 1980’erne dansede jeg til Depeche Mode, forsøgte at imponere de fynske damer med vers fra The Smiths og klædte mig i aflagte, stumpede jakkesæt i mod-stil. Og så i 90’erne, netop som jeg troede, at rocken var død, hørte jeg Oasis, og det har jeg gjort lige siden. Der går et fællestræk igennem alt dette.

En betagelse af den ukuelige, britiske folkesjæl. Af en churchillsk optimisme, der ikke overgiver sig. En humor, der gør grin med autoriteter. En Liam Galla­gher-fuckfinger til alle, der forsøger at presse ham ind i nogle fucking faste normer, som han udtrykker det i vores eksklusive interview med ham i dette nummer. Af individets stræben efter at folde sig fuldt ud.

FORSIDE.jpg

Jeg forstår ikke Brexit. Jeg betragter det som selvskade og vil altid mene, at det er klogere at holde sig inde i varmen, hvor beslutningerne tages, end at lukke sig selv ude i kulden. Men jeg forstår godt demokrati, og jeg vil påstå, at det er den samme optimisme og fighterånd, der formede Churchill, Gallagher og kick and rush-fodbold, som har ført til Brexit.

Briternes karakter har nok bare aldrig været 100 procent kompatibel med EU-systemet, og de har meldt sig ud efter en fair folkeafstemning og bekræftet udmeldingen med valgsejren til den konservative Boris Johnson i december.

Mange havde afskrevet ham som en klovn, men briterne har opfattet ham som den, der bedst kunne levere Brexit, og intet tema – hverken udlændinge, klima, sundhed eller børnefattigdom – har tilsyneladende vejet tungere hos vælgerne. Det må vi som gode demokrater, naboer og venner respektere.

Og mon ikke Storbritannien forbliver en nær alliereret af Danmark og danskerne? Vi vil fortsat drage til London på shoppingweekend med koner og kærester og fodboldture med venner og børn. Briterne har næppe købt det sidste stykke dansk bacon. Og jeg vil stadig lytte til Oasis, heppe på Liverpool og mene, at jakkesæt fra Paul Smith er de flotteste, der findes.

’Cool Britannia’ kaldte man perioden i midten af 1990’erne, da britpoppen regerede, og Tony Blair gav venstrefløjen et ungt og moderne look. Dengang satte det amerikanske magasin Vanity Fair Liam Gallagher på forsiden som et symbol på Storbritanniens dominans på den kulturelle verdensscene.

Nu rammer han Euromans forside. Han er nemlig stadig indbegrebet af cool og umulig at komme udenom i en hyldest som denne. Ingen udtrykker bedre end gavflaben fra Manchester, at vi skal huske at se tilværelsen fra dens lyse sider.