“Are you guys ok??”

Sådan lød teksten, der tikkede ind i en gruppechat, jeg havde med en flok venner her i Barcelona. Klokken var lidt over 17 torsdag eftermiddag, og jeg sad på mit værelse i min lejlighed i Raval i det indre Barcelona.

Forvirret svarede jeg tilbage, at jeg var okay, uden at vide, hvad beskeden hentydede til, men knap nok når jeg at trykke send, førend flere beskeder poppede ind på både smartphone og sociale netværk. Nyheden om angrebet i Barcelona ramte nu også os.

På dette tidspunkt ved vi ikke så meget, og selvom ordet ’terror’ ulmer på manges læber, var det endnu for tidligt at komme med den skræmmende udmelding.

“Uheldet” skete ved Ramblaen, der forbinder havet i øst med Plaza Catalunya i vest og kan kaldes Barcelonas svar på Times Square. Dagligt er der flere titusinder turister samt lokale, som slentrer langs den 1,2 kilometer lange facade de fleste tider af døgnet.

Angrebet, hvor en hvid varevogn kørte 500 meter gennem ramblaen med 80 kilometer i timen, skete blot 200 meter fra min lejlighed. og allerede få øjeblikke efter jeg modtog beskeden, kunne jeg fra min altan høre flere politisirener og helikoptere. I en metropol som Barcelona er lyden af politisirener ingen sjældenhed, men denne gang føltes det som om, det kom fra alle sider.

Nu står de ubehagelig tal tilbage. 14 døde, og 80 er indlagt på hospitalet.

Klokken 17.45 på denne forfærdelige aften bevægede vi os ned på gadeplan for at kunne komme tættere på realiteterne, som endnu ikke var gået op for os.

Politiet havde på det tidspunkt ryddet hele ramblaen og afskærmet adgangen fra de mange tilstødende gader. Klos op af de opstillede hegn stod mediefolk med udstyr sammen med nysgerrige tilskuere med deres smartphones - alle prøvede de at fange optagelser af, hvad der præcis er sket. Jeg forsøgte at se, om jeg kunne nærme mig, men selv et pressekort virkede ikke denne gang.

Vi vendte snuden hjemad efter 20 minutter via samme vej, som vi kom fra, men besluttede os alligevel for at fortsætte forbi vores lejlighed for at se, hvad der skete på den anden side af gaden.

Hvad der ellers virkede til at være et roligt og aflukket område, skulle dog hurtigt overtages af panik. Pludselig så vi en menneskemængde komme løbende rundt om hjørnet fra den tværgående gade.

Af ren refleks løb vi med, og jeg nåede hurtigt at låse døren til vores opgang op. Umiddelbart efter, at min sambo og jeg selv er løbet ind, fik vi fat i to amerikanske turister og fik dem med ind, samt sekunder efter, tre spanske teenagepiger, der (med god grund) var paniske og græd helt hysterisk.

På det tidspunkt var pulsen så høj, at mine sætninger blev en blanding af spansk, dansk og engelsk, men jeg formåede at spørge en af pigerne om, hvad de løb fra. Hun viste mig det med sin hånd, som hun formede som en pistol, der skød.

Vi kom op i vores lejlighed, hvor vi sørger for mad og drikke til vores gæster, mens vi alle prøvede at holde os opdaterede på, hvad der sker. Samtidig skinner funktionaliteten af Facebook også frem.

I takt med at flere og flere i mit netværk melder sig sikre efter angrebet, strømmede det også ind med invitationer fra folk, der åbnede deres hjem til fremmede mennesker.

I en gruppe for expats i Barcelona blev der tilbudt gratis oversættelseshjælp til de mange hospitaler. Samtidig blev der eftersøgt bloddonorer, men allerede omkring klokken 21, kunne jeg læse, at samtlige hospitaler i Barcelona havde fået blod nok doneret til at hjælpe de hundrede tilskadekomne.

I mit nabolag var der stadig folk på gaderne, omend kun en brøkdel af det normale. Politiet anbefalede, at man blev indendørs, så vi prøvede at gøre det så behageligt for vores gæster som muligt.

Al metrokørsel blev lukket straks efter angrebet, men omkring klokken 23, begyndte det igen at blive muligt med bus og taxa nogle steder. Det blev også hurtigt meldt ud, at alle busser, taxaer og über-lignende kloner som Cabify ikke krævede betaling denne aften og nat, samt at mange af byens hoteller var hjælpsomme med gratis overnatning, hvis nogle skulle stå og akut mangle det.

Kort efter fandt vi en taxa til de tre spanske piger, der efter aftale med deres forældre nu kommer hjem. Vores sidste sambo er disse dage i Madrid, så vi fik redt op til nat til de to amerikanske turister på hendes værelse.

Dagen derpå

Klokken 12 i dag og dagen derpå var der samling på Plaza Catalunya, for at mindes ofrene med et minuts stilhed. Som med så mange andre terrorangreb i verden var eftermælet meget følelsesladet, og blandt de titusinder forsamlede var blandt andre også den spanske statsminister Mariano Rajoy og spanske konge Felipe VI.

Hvor luften i går summede af fortvivlelse og sorg, er der i dag en følelse af empati, håb og sammenhold, mens der i kor bliver råbt ’no tinc por’ - catalansk for ’jeg er ikke bange’. En kort parade, der følger angrebsbilens spor, ender ved ulykkesstedet, hvor hundrede af blomster og lys dækker de slidte fliser.

Det catalanske folk er et åbent og varmt folkefærd. Jeg betegner stadig mig selv som dansk, men de mennesker jeg har mødt i Barcelona, siden jeg flyttede hertil for to år siden, har alle været kærlige og varme mennesker, der ikke har tøvet med at åbne deres dør for fremmede.

Hvor diskursen i andre lande efter et terrorangreb straks går på at skyde skylden på en bestemt gruppe af mennesker, så oplever jeg noget helt andet her i den catalanske hovedstad, hvor hashtagget #stopislamophobia straks blev mere udbredt end dets højreorienterede pendant #stopislam.

Til trods for at overturisme er et stort problem i Barcelona, og at der som følge heraf findes indbyggere, der gerne ser at catalanerne tager byen tilbage, så er der ingen tvivl om, at når det kommer til en tragedie som gårsdagens angreb, så står alle sammen uanset nationalitet.

Det kan ikke beskrives smukkere end som på dette banner, der læser: “En esta rambla toda la gente del mundo sois bienvenidos. Y no nos asustaran esta lacra de cucarachas (aqui somos de paz)”

“På denne rambla er mennesker fra overalt i verden velkomne. Og vi vil ikke lade os skræmme af denne sværm af kakerlakker (Her er vi fredelige)”.

Post script:
Det skal siges, at der i medierne ikke er blevet nævnt noget om skyderierne i Raval. Der er imidlertid, fra øjenvidner, blevet meldt om skyderier både i Raval, i det kæmpe storcenter El Corte Ingles samt ved Triumfbuen. Disse er endnu ikke blevet bekræftet, men både jeg og mange andre i lokalområdet er sikre på, at vi hørte skud i nærheden af os.

LÆS OGSÅ: Én gang om året mødes magtens elite bag lukkede døre - og du må ikke få at vide, hvad der foregår

LÆS OGSÅ: Tidligere Facebook-moderator taler ud: ”Du mødte ind på arbejde kl. 9 hver morgen, tændte din computer og så nogen blive halshugget”