Syv fængselsbetjente og en afdelingsleder rejser sig. Deres radioer vibrerer, mødet er afbrudt. I et besøgslokale sted i bygningen har en indsat besøg af politiet. Nu skal han følges tilbage til celle 508, og på whiteboardet med oversigten over afdelingens indsatte står der, at mindst fire mand skal være med til at åbne for ham. En af betjentene tager sin knippel, som han har lagt på bordet, og placerer den i sit bælte ved siden af peberspray og håndjern.

Fængselsbetjentene bevæger sig hurtigt ned ad trapperne og videre hen ad gangen. Nøglerne i nøglebundtet klirrer hos dem alle. I midten går Daniel. Han er 38 år og har et stort fuldskæg, der når ned til slipseknuden og den lyseblå uniformsskjorte, hvis ærmer er smøget op, så hans tatoveringer er synlige. Han er lige mødt ind på en aftenvagt. Sidst han var på arbejde, pustede manden i nummer 508 sig op og spændte sine nakkemuskler foran betjentene. Han var truende og provokerende og gik lige til grænsen. På vej ned ad gangen indstiller Daniel sig på, at det kan ske igen.

Fængselsbetjentene snakker ikke meget, før de når til besøgsrummet. En af dem sætter nøglen i låsen, drejer rundt og åbner.

”Vi lukker lige jer ud først,” siger han til de to politibetjente og låser døren igen. ”Kom godt hjem.”

Da betjentene er væk, låser han op. Gruppen af fængselsbetjente venter på manden fra celle 508. Han trasker ud fra besøgrummet. En tynd ung mand i klipklapper, shorts og kasket. Han ser ugidelig ud og kigger knap nok op, da han går forbi betjentene og drejer ind i et rum ved siden af for at smide tøjet og blive kropsvisiteret. Det tager få sekunder. Daniel og hans kolleger følger ham ned til cellen og låser hans dør.

Det hele forløber udramatisk.

Det gør det oftere og oftere. Men sådan var det ikke tidligere på afdelingen, hvor 27 af bandekrigens tunge og unge drenge er placeret i samme bygning.

Eftermiddagsmødet, som morgenholdet bruger til at overlevere til aftenholdet, bliver genoptaget i det, man kan kalde afdeling E’s kaffestue. En betjent lægger sin knippel tilbage på bordet ved siden af Ekstra Bladet og en Oddset-guide, og på fryseren i hjørnet står der, at en Sun Lolly-is koster to kroner. Betjentene gennemgår de indsatte ved at kigge op på whiteboardet med oversigten over cellerne. De dvæler ved ham i 614, som ikke ville på gårdtur i morges, og som også kræver, at fire mand åbner for ham. I hans felt er der en rød magnet. Var den gul, ville det betyde, at han lige er blevet placeret. Var den grøn, ville han være velfungerende. Men den her er rød, og det er den, fordi han enten har været lagt i sikringscellen, fordi betjentene har været i en magtanvendelse med ham, eller fordi han har en problematisk adfærd.

”Skal vi have stiksikre veste på?” spørger afdelingslederen Michael Pedersen.

”Så længe vi i hvert fald er fire mand dernede, tror jeg ikke, det er nødvendigt,” siger en.

”Nej. Vi er et godt hold i dag,” siger en anden.

De kigger op på whiteboardet igen. Ud for en indsat kan man læse, at han kommer tilbage fra strafcelle om en uge. Ved en anden står der, at han har skrevet ’LTF’ på væggen inde i cellen.

Forkortelsen for Loyal To Familia. Territoriet er pisset af.

Det var hen over sommeren 2017, at bandekrigen i København igen brød ud. Der var uger, hvor skuddene faldt hver dag, og da det rigtigt bragede løs i hovedstaden, var der skyderier flere gange i døgnet.

Fire blev dræbt, og 65 blev såret i løbet af året.

Det var Brothas mod Loyal To Familia – plus det løse.

De skød og skød, og efter to tilfældige personer var blevet ramt i løbet af et døgn i august 2017, gik chefpolitiinspektøren ved Københavns Politi i medierne for at sige, at alle unge mænd i alderen 17 til 25 år skulle passe på, når de bevægede sig rundt på Nørrebro, i Nordvest og i de øvrige bydele, hvor der blev skudt. Justitsminister Søren Pape Poulsen var rasende. Den tredje udgave af politikernes bandepakke var for længst vedtaget, og den konservative partiformand fremlagde yderligere 12 initiativer, der skulle stoppe krigen. Blandt andet skulle der flere politifolk til både at efterforske og forebygge, der skulle mere synligt politi på Nørrebro, og så blev idéen om at opløse Loyal To Familia også luftet.

Der var pres på banderne. Cyklede man ned ad Nørrebrogade i den periode, så man en politibil hvert andet minut, sad man på Blågårds Plads og fik en øl i solen, kiggede man over på en blå bus, som var politiets mobile politistation, og når man forsøgte at sove, brummede Forsvarets helikopter og C-604 Challenger-fly oppe på himlen.

Banderne skulle væk fra gaderne, og det kom de. Stribevis af unge mænd blev anholdt, og det betyder, at antallet af indsatte med tilknytning til bandemiljøet er steget med 40 procent det seneste år. I dag sidder over 400 bandemedlemmer i fængsel. Det er historisk højt.

Knap 30 af dem – dem fra Loyal to Familia – sidder bag en næsten halvanden kilometer lang og seks meter høj ringmur, foran 340 kameraer, igennem en metaldetektorkarm, forbi en mobilscanner, der spotter telefoner, rundt i en millimeterbølgescanner, som kan se, om man skulle have organiske materialer på kroppen, igennem en underjordisk tunnel, bag en ny ringmur og under wirere, der skal forhindre en helikopter i at lande og tage indsatte med.

Det er afdeling E i det nye Storstrøm Fængsel.

Landets mest sikrede afdeling i landets mest sikrede fængsel er bygget på en mark på det nordlige Falster ved siden af motorvejen og cirka midt mellem Nørre Alslev og Stubbekøbing. Her sidder de, fordi Kriminalforsorgen har erfaring med, at netop den slags indsatte ikke anerkender et fængsels skrevne og uskrevne regler. De senere års enslydende volds- og trusselsstatistikker fra netop denne gruppe af fængslede betyder, at her skruer man helt op for sikkerheden.

Det er her i Storstrøm, at Daniel arbejder. Banderne blev fjernet fra gaden, men nu sidder de her og er blevet de danske fængslers største problem, fordi de er så mange, og fordi de er mere ’voldsparate’, som de kaldes, end man tidligere har oplevet.

Daniel er en af de betjente, som arbejder med den gruppe af indsatte, som Kriminalforsorgen og resten af systemet er udfordret allermest af. Oprindeligt blev afdeling E bygget til særlige indsatte som eksempelvis krigsforbrydere og terrorister, og det vidner wirerne om. I dag joker man med, at der nok ikke er mange bander, som har penge nok i klubkassen til at få en helikopter til Falster for at befri en bror. Men Kriminalforsorgen manglede pladser til de mange anholdte bandemedlemmer, og så blev afdeling E til Loyal To Familia-afdeling.

Daniel banker på døren ind til celle 609. Tre hurtige bank med venstre hånd. I højre har han nøglen, som han, inden der er kommet svar fra cellen, stikker ind i hullet og drejer rundt. Han tager fat i dørhåndtaget og skubber døren cirka en halv meter op. Ikke helt op, kun så han lige kan få et overblik over, hvor den indsatte befinder sig inde i cellen.

”Fællesskab?” spørger Daniel, som også siger hans navn, men det må Euroman ikke videregive.

”Jeg er lige i bad. Fem minutter!” råber han inde fra det badeværelse, der er på hver celle. 

Daniel har stadig fat i håndtaget. De står i alt fem fængselsbetjente ude på gangen.

Det gør de stort set hver gang, en celle skal låses op, og det er blandt andet det, der gør afdeling E til et særligt sted i dansk fængselssammenhæng. På almindelige afdelinger i lukkede fængsler og arresthuse går man en, måske to, ned til en indsat, og på fællesskabsafdelinger, som er helt typiske afdelinger, er to fængselsbetjente normalt på arbejde blandt 20-30 indsatte.

På afdeling E er fem fængselsbetjente med til at lukke én indsat ind og ud ad gangen. Skal han uden for afdelingen, får han håndjern på. Skal han på gårdtur, foregår det sammen med én anden indsat i noget, der minder om et bur. Og skal han ’i fællesskab’, bliver han klokken 16 lukket ind til en anden i fire timer. Hvem der må besøge hvem, bestemmer betjentene. Har han en rød magnet på whiteboardet i kaffestuen, kan han under ingen omstændigheder have fællesskab med en anden rød. Det er på ’brættet’, at betjentene kan se, hvad hver indsat skal i løbet af dagen. Listen kan være lang, og det kan tage tid og være omstændeligt, når man kun kan tage en ad gangen.

Derfor er det heller ikke helt efter planen, at den indsatte i 609 er i bad og er fem minutter om det. I dag skal han have fællesskab med 612.

”Prøv at høre 12, hvor han vil være,” siger Daniel til sin kollega.

Kollegaen går ned til 612, banker på, låser op, stiller spørgsmålet, får at vide, at de skal være nede hos ham og låser igen.

Daniel låser 609 op.

”Vil du ned til 12’eren?” spørger han.

”Ja,” siger den indsatte rustent.

Inde på badeværelset står han og kigger sig selv i spejlet. Endnu en tynd, ung mand. Han sætter kasketten på toppen af hovedet, tager et kortspil med og går ned mod nummer 612. Da han drejer ind på cellen, giver de hinanden hånden og siger ’hva’ så?’, inden en fængselsbetjent lukker og låser døren.

Nu skal de videre til den næste.

Sådan går det i et par timer. Betjentene kalder det selv ’futtoget’, når de går samlet fra celle til celle og fra indsat til indsat. En kvindelig kollega, der har skridttæller på, kan på en dobbeltvagt, der varer 13 og en halv time, gå over 20.000 skridt. Det er frem og tilbage på de seks sektioner plus en isolationsgang, som afdeling E er opdelt i.

Hver sektion har sin egen farve på gulvet, men ellers er det umuligt at skille dem fra hinanden. Man går under de hvide lysstofrør i loftet, og man går forbi de grå døre med indsatte inde bag. Det tog et par uger for Daniel, før han var helt sikker på, hvordan man fandt rundt i det et år gamle fængsel.

Da fængselsbetjentene vender tilbage til kontoret, kommer afdelingsleder Michael Pedersen ned. Han siger, at han lige har fået en opringning om, at en af deres kolleger inde i Vestre Fængsel i København er blevet overfaldet af en LTF’er. Han ved ikke meget, fortæller han, men det han ved, er, at den indsatte brugte en tundåse i en sok som våben.

Nyheden er et ubehageligt deja-vu for de fem fængselsbetjente.

Afdeling E havde været åben i to og en halv måned søndag den 15. april 2018, da Daniel besvarede et opkald over det interne samtaleanlæg. I den anden ende var en af de indsatte, som ville gøre rent og låne støvsugeren.

Daniel svarede ham, at der var en af de andre, som skulle låne den først. Det blev han ifølge Daniel stiktosset over, og han råbte ind i samtaleanlægget, at det skulle han kraftedeme ikke bestemme, for det er LTF, der bestemmer, hvornår de må låne støvsugeren.

Daniel forklarede ham, at her er det ’os, der styrer hvornår’.

Oppe fra kontoret kunne han og kollegerne i det ellers meget lydtætte fængsel høre, at den indsatte begyndte at råbe og sparke på døren. Dengang gik de ikke nødvendigvis fire-fem mand ned til de indsatte, men det gjorde de denne gang. Da de nåede cellen og låste op, stod Daniel som en af de sidste.

”Hvor er han henne?” råbte den indsatte.

Daniel bevægede sig op forbi sine kolleger for at tage konfrontationen. Han havde aldrig før set en, der var så rasende. Han havde fråde om munden, var blank i øjnene og hamrede sin hånd ind i væggen. Daniel forsøgte at tale ham ned, men det virkede ikke.

For fængselsbetjente er det altid en balance, hvornår man skal ty til magtanvendelse og gribe fysisk ind. Da Daniel vurderede, at nu var det tid, gik han ind i cellen med fire kolleger i ryggen.

Som han husker det, nåede den indsatte at sige, at han havde to år herinde, men han tog gerne 12 år mere på bekostning af Daniel. Betjentene holdt den indsatte fast, lagde ham ned, gav ham håndjern på, fik ham ud og ned mod sikringscellen. De andre indsatte havde hørt tumulten, og de råbte og hamrede på deres døre. Daniel tænkte, at de allesammen var på vej ud af cellerne.

Bagefter skrev han en rapport på den trussel, han fik under magtanvendelsen, og den blev politianmeldt, men i dagene, der fulgte, fik han flere af den slags. Nogle af de indsatte mente, at Daniel ikke skulle være på afdelingen. Fængselsbetjentene fastholdt, at det skulle de ikke styre, og den var Daniel med på. Han ville gerne vise, at ingen skulle bestemme, hvor han arbejdede.

Om aftenen samme dag kom så det, Storstrøm Fængsel betragter som hævnaktionen. En såkaldt ’bytter’.

”De havde sagt det rent ud. Når vi gør sådan noget mod dem, vil LTF slå tilbage,” siger Daniel.

På afdeling E var en indsat ved at blive lukket ind på sin celle. I den ene hånd havde han en sok med en tundåse nede i, og pludselig vendte han sig mod en af Daniels kolleger og slog ham flere gange i hovedet med den. Inden nogle betjente kunne nå at gribe ind, lagde den indsatte sig demonstrativt ned på gulvet og ventede på at blive lagt i håndjern.

Fængselsbetjenten blev kørt på skadestuen, han var chokeret, men var ikke kommet slemt til skade.

Den indsatte blev smidt i sikringscellen, og de besøg, der var i gang på afdeling E, blev afbrudt.

Til TV 2 Øst sagde institutionschefen i fængslet, Michael Gjørup, at ’hver gang, der er en episode som denne, prøver vi at sikre os mod, at det gentager sig. Dog kan man aldrig udelukke, at det sker’.

Der gik fem dage, så blev endnu en fængselsbetjent overfaldet på afdeling E. To mand skulle ind til en indsat, og da den ene trådte ind på cellen, fik han en knytnæve i hovedet. LTF’eren løb hen imod den anden og slog ud efter ham, men ramte ikke, og man fik styr på situationen.

Afdelingen var blevet presset i bund. Fængslet var rystet. Et rygte gik på, at de indsatte i hver af E’s sektioner skulle lave et overfald. Så manglede der fire endnu.

LTF’erne kørte rundt med fængselsbetjentene, som ikke var i kontrol, følte Daniel. Der var ingen faste rammer, og de indsatte gik til grænsen.

Dengang var de to mand til syv LTF’ere. I dag joker de tragikomisk med det, ryster på hovedet og kalder det grotesk, men dengang var det måden, det foregik på. Reglerne over for de indsatte på afdelingen var forskellige, alt efter hvem der var på arbejde, og ledelsen lyttede ikke til betjentene, var oplevelsen.

Daniel følte, at de tabte konflikterne til de indsatte. Han var ikke tilpas, for han trives i struktur, og hvis der var noget, der ikke var på afdeling E i de første måneder, var det struktur.

Tre-fire gange besøgte han en psykolog, som er en del af den sundhedsordning, Kriminalforsorgen har for alle ansatte. Det var ikke overfaldene og truslerne, der var ved at blive for meget for ham. Det var kaosset på afdelingen.

”Så længe der er struktur og sammenhæng, og så længe vi står sammen, kan vi næsten klare hvad som helst. Hvis vi føler, vi er i kontrol, er vi trygge i det, uanset hvad de finder på at sige til os,” fortæller Daniel.

Afdelingsleder Michael Pedersen kom til efter overfaldende, og så begyndte han at stramme op på regimet over for Loyal To Familia. I en lille måned efter gik fængselsbetjentene med stiksikre veste, hver gang de skulle i kontakt med en indsat, og de begyndte fast at gå fire-fem mand ned til hver. Det var nu, futtoget begyndte at køre.

Det er blevet tid til en kaffepause. Snakken går blandt betjentene. Temaet er sikkerhed. En fængselsbetjent, som normalt ikke er i Storstrøm Fængsel, er på besøg. Han har hørt om episoden i Vestre Fængsel, hvor en betjent blev overfaldet med en tundåse.

”Han skulle have fået en lige i nakken. Han fik faktisk to. Han havde vist været helt rundt på gulvet,” fortæller betjenten.

Daniel lytter til historien:

”Det er svært at vide på forhånd, hvordan man selv ville reagere.”

”Man skal lige have et par dage,” lyder det fra en tredje betjent.

Daniel er enig og mener, at det nok ville være det sundeste at give sig selv noget tid til at restituere. Men som han siger:

”Jeg tror bare, jeg vil være så forhippet på at vise mig. Du ved. Men jeg kan godt se, at det måske er fornuftigt nok lige at blive hjemme.”

Betjenten, som er på besøg, kommer i tanke om en anden episode:

”Jeg fik engang en på snotten inde i Herstedvester. Der var jeg sgu på arbejde dagen efter. Men det skulle jeg nok ikke have gjort. Det er også en del år siden.”

Daniel spekulerer af og til over risikoen ved sit job. Han har to børn, og det er særligt dem, han tænker på, når han hører, at antallet af registrerede volds- og trusselsepisoder mod kollegerne er fordoblet siden 2011, og at der har været 288 overfald med fysisk eller psykisk vold mod fængselsbetjente i den første halvdel af 2018. Kriminalforsorgen har udsendt nogle omfattende sikkerhedsanbefalinger.

Blandt andet skal man ikke hænge sin uniformsskjorte til tørre derhjemme, så man kan se den udefra, og tager man offentlig transport, skal man sidde i nærheden af udgangen.

Når en fængselsbetjent er i medierne, er det sjældent med efternavn, og når han er på Facebook, anbefales det, at han ikke kan genkendes på profilbilledet, og at han ikke skriver, hvad han arbejder med.

Noget af det har Daniel taget til sig. Og noget har han ikke. Han mener, at hvis der er nogen, som vil finde ham, finder de ham. Også selvom han har hemmelig adresse. Truslerne efter magtanvendelsen i april var ikke særligt behagelige, husker han, men han siger også, ’at det er en del af gamet. Hvor sindssygt og kynisk det end lyder’.

”Jeg ved ikke, om jeg er atypisk på det område, men jeg tager det ikke så ilde op. Meget kynisk sagt er det min holdning, at det er en del af jobbet simpelthen. Jeg lever med det, og jeg accepterer det. Jeg tror ikke, at nogen kan stoppe det. Hverken regeringen, ledelsen eller os. Det vil altid være der, uanset hvad fanden man gør, hvordan man deler det op, og hvad man tager fra dem. På en måde motiverer det mig mere at gå på arbejde, når trusselsniveauet er, som det er nu. Det er svært at beskrive. Det er ikke sådan, at jeg har lyst til at løbe ind på afdelingen og smadre det hele. Men jeg får en motivation til at gå ind og løse det. Og være til stede,” siger Daniel.

Det begyndte allerede, da han i 2003 lidt tilfældigt blev fængselsbetjent i Vridsløselille. Han havde ikke sat sig ret meget ind i, hvad det var for et system, han skulle til at blive en del af, og han havde vist også set lidt for mange amerikanske film. Han forestillede sig, at han bare skulle ind og have brede skuldre og sige fra over for fangerne. Men Daniel fandt ud af, at sådan er tanken bag fængslerne i Danmark ikke.

Her var også en helt masse sagsbehandling og resocialisering, og omgangen med de indsatte i Vridsløselille kunne være både positiv og behagelig. Men det var ikke det, han søgte. Efter et par år fik han job på Bandidos-afdelingen i Vridsløse. Og siden da har det været indsatte i den kategori, han har beskæftiget sig med.

Det er morgen på afdeling E. Klokken er otte, og Daniel og kollegerne går rundt med morgenmad. Næsten ingen indsatte vil have noget. De spørger bare efter den seddel, hvor de kan melde sig til gårdtur og fællesskab senere på dagen. Nogle af de indsatte og fængselsbetjentene kan joke sammen. Men ikke så tidligt på dagen. Daniel har en teori om, at de indsatte ikke sover så meget om natten.

Oppe i kaffestuen snakker betjentene om, at den aftenvagt, jeg var med på for halvanden uge siden, var ekstraordinært rolig. Flere har ikke haft en så stille vagt før. ’Men for helvede, du skulle ellers have været der i går,’ siger Jesper så til mig. Han er en høj, smilende fængselsbetjent, som har været i systemet i ni år. Før det var han håndværker.

Midt på en gårdtur i går så centralvagten på overvågningskameraerne, at to indsatte stod og puttede noget ned i en sok ude i buret. Og med bevidstheden om de tidligere overfald med den slags våben gik alarmen.

”Det, der så skete, kunne være undervisningsmateriale på fængselsbetjent-uddannelsen. Så godt kørte det,” siger Jesper.

Han og fire kolleger fik hver en af de store tasker med kampudstyr, hvor de fandt de stiksikre veste og hjelme, som de tog på. De slog visiret ned. Jesper skulle være gruppefører, så hans position skulle være bag ved de fire kolleger, som hver havde et skjold. Ved den låste dør ud til gårdtursarealet havde de radiokontakt med centralvagten, som fortalte, hvor langt væk de to indsatte var.

”Nu er de 10 meter væk fra døren … Nu er de 20 meter væk fra døren,” sagde hun til Jesper.

Og så åbnede de. Først kaldte de på ham, de vidste, ikke havde sokken. De fire betjente stod stadig med skjoldene oppe, og Jesper stod bagerst og havde overblikket. Den indsatte fik håndjern på, og så førte de ham ned på en celle på isolationsgangen.

Så var det den næstes tur. De vidste, han havde puttet sokken ned i bukserne. Da de kom ud på gårdtursarealet, trak de pebersprayen, og Jesper fik sine mænd med skjolde ud på en række, så de stod som en mur over for den knap 165 centimeter høje indsat. Men betjentene tog ingen chancer. De vidste ikke, om de ville få en tundåse smasket i ansigtet.

”Læg dig ned,” råbte Jesper til ham.

Den indsatte tøvede lidt, inden han lagde sig på maven. Betjentene lagde skjoldene oven på ham, så han ikke kunne rejse sig, og han fik håndjern på. Nede i sokken fandt de nogle cigaretter og et par lightere.

Måske ville han smugle det med ind på sin celle. Måske legede han bare med fængselsbetjentene. Det er der ingen, som er helt sikre på.

Men ud over den episode i går er afdeling E inde i en rolig periode. Mistænkeligt rolig, kan Daniel af og til tænke.

”Er det bevidst, at de gør det? Og lige pludselig slår de til. Det kan man godt blive lidt småskør af. Man er hele tiden mistroisk. Det kan jo være, det bare er velment, at de er rolige lige nu,” siger han.

Sådan har det været, siden de to overfald i april 2018. Efter ’regimet’, som kontrollen over de indsatte i fagsprog kaldes, er blevet strammet helt op, og LTF’erne på afdelingen maksimalt kan være to sammen på gårdture og i fællesskab, har der ikke været noget alvorligt. Daniel og jeg taler om, at det er svært at forestille sig, at man gider overfalde en fængselsbetjent, når der konstant er fem af dem.

Aftalen er, at han ikke vil tale om Loyal To Familia, og at jeg ikke videregiver hans navn, hvis vi skal snakke.

Fængselsbetjentene henter ham, og vi bliver lukket ind i et samtalerum ved siden af kontoret. På afdelingen har man drøftet, hvordan interviews med indsatte sikkerhedsmæssigt skal finde sted, og nu er det blevet sådan, at to fængselsbetjente sidder uden for døren til lokalet. Ikke fordi de regner med, at der sker noget. Men her tager man meget sjældent chancer.

Den indsatte er talsmand på sin sektion af afdeling E, og han er ifølge betjentene en, som kan lægge en dæmper på de andre.

Han har siddet i Storstrøm Fængsel i fire måneder, og han har været varetægtsfængslet for vold siden september 2017. Jeg citerer Fængselsforbundets formand, Kim Østerby, som efter det seneste overfald i Vestre sagde, at ’vi har at gøre med en gruppe, som helt bevidst prøver at sætte sig på magten’.

”Det er løgn,” siger den indsatte.

”Vi er jo mennesker. Vi ved godt, at det er dem, der har nøglen. Det er dem, der styrer showet her. Vi anerkender det danske retssystem, og vi anerkender loven. Så hvem fanden skulle jeg være at overtage et fængsel? Kom nu. Det er sådan noget, man ser i film. Vi lever i virkeligheden. Det, der er sket med de overfald, har ikke været på de sektioner, hvor jeg har været. Jeg ved ikke, hvad der er foregået. En teori kunne jo være, at det er en 18-årig knægt, som gerne vil vise sig frem og synes, det er sejt at gøre sådan noget.”

Den indsatte skal på gårdtur om lidt. Det melder han sig til hver dag, uanset hvordan vejret er. Det er heller ikke så afgørende, for hverken ret meget sol eller ret meget regn kan nå ned i det område, de indsatte her er ude på. Men han synes, det er vigtigt at komme udenfor og få luft og bruge nogle af de rettigheder, de stadig har.

Andre steder i de danske fængsler sidder en anden gruppe, som Kriminalforsorgen tidligere har kæmpet med. Det er rockerne. Dengang i 1990’erne var de nogle kæmpestore, unge mænd, som under krigen mellem Bandidos og Hells Angels kastede håndgranater efter hinanden i fængslerne, og når betjentene fik fri fra arbejde, var der flere eksempler på, at de blev overfaldet. Men rockerne havde også et stærkt hierarki, og de fandt efterhånden ud af, at de fik færre rettigheder under deres afsoninger, hvis de blev ved med at bekrige systemet.

Dér er Loyal to Familia ikke, er vurderingen. Banden er ikke i ligeså høj grad topstyret, og der er ikke på samme måde ’orden i gelederne’, som det bliver udtrykt.

Det første afdelingslederen Michael Pedersen gjorde, da han blev ansat her, var at slå reglerne fast over for LTF:

”I skyder jer selv i foden big time, hver gang I havner på forsiden af avisen. Så sidder der nogle og ringer rundt, og den første, som ringer til Kriminalforsorgen, er Søren Pape, som siger ’hvad fanden er det, I har gang i? Kan I ikke kontrollere fangerne?’ Og så går Folketinget ind og siger stram, stram, stram.”

Den indsatte forstår ikke, hvorfor der skal være forskel på grupperingerne.

”Det er lige før, at man bare skulle have kaldt den nye bandepakke for LTF-pakken,” siger han.

Inden han kom til Storstrøm Fængsel, sad han i Vestre. Og det var bedre, mener han.

Han vil hellere være placeret i det 122 år gamle fængsel med celler på otte kvadratmeter end her i det, som visse politikere har kaldt et ’luksusfængsel.’ Det vil en anden indsat, som sidder varetægtsfængslet for drabsforsøg, og som vi taler med på afdeling E, også. I Vestre havde de deres venner tættere på, og der kunne selv de ’fucked up vagter forstå os,’ som han siger.

”Hvordan skal jeg forklare dig det? I Vestre syntes jeg, jeg havde det godt med dem. Her er det, som om de ikke forstår os. Jeg ved ikke, om det er, fordi vi er langt ude på landet. Vi sidder 23 timer inde på cellen. Hvis det ikke var, fordi vi fik mad, var det her til dyr.”

Der kommer narkohunde om lidt. Afdelingens enhedsleder Rune har lige fået meldingen over den radio, han står med i hånden, og han spørger Daniel og Jesper, hvilke celler der vil være oplagte at visitere.

”Der er en masse, der skal på gårdtur nu, så deres celler kan vi tage,” siger Daniel og peger op på whiteboardet.

”Ham der er lidt spøjs engang imellem, men om det er, fordi han har røget hash, eller om han bare er sådan, er svært at vide,” siger han.

”Vi tager det oppefra og ned,” siger enhedslederen.

Cirka en gang om ugen kommer hundeførergruppen uanmeldt forbi Afdeling E.

Det er fængselsbetjente, som har taget en efteruddannelse, og som nu kører rundt i de forskellige fængsler med deres labradorer, der er trænet i at finde stoffer eller mobiltelefoner. Bliver en celle udpeget, endevender de den.

Da man byggede Storstrøm Fængsel, gik man op i, at det skulle være svært at gemme genstande, og det er derfor, fjernbetjeningen og fjernsynet på hver celle er i gennemsigtigt plastik. I gamle dage var det et yndet sted at gemme stoffer.

Den tid er forbi. Det lykkes dog stadig for de indsatte både at få ting med ind og holde dem skjult for fængselsbetjentene. Men det er genstande, som er lavet herinde, og som kan bruges som våben, der er det største problem lige nu. En tilspidset tandbørste eller et barberblad fra en skraber eksempelvis.

”Vil du lige komme med ned på etteren?” spørger en kvindelig fængselsbetjent pludselig en af sine mandlige kolleger.

Hundeførerne har problemer med en af de indsatte, som ikke er på gårdtur, men hvis celle de vil visitere.

”Han er lidt …” siger hun.

”Hvis der bliver noget med ham, trækker du dig bare væk,” siger kollegaen til mig, mens vi skynder os ned på den sektion, etteren ligger i.

Da vi når derned, er den indsatte ved at blive lukket ind i et lokale ved siden af. Han skal visiteres, mens hans celle skal det samme. Ud over de fire fra hundeførergruppen er her tre fængselsbetjente fra afdeling E, og situationen er under kontrol, stemningen er afdæmpet. En mand fra hundeførergruppen har gummihandsker på og er ved at skrue en stikkontakt ud af væggen på cellen, mens en anden løfter madrassen fra briksen. Labradorerne søger.

I en lille plastikpose ligger et barberblad, som de har fundet herinde. Det er lille og bøjeligt og kan ligge inde under en læbe, indtil det skal bruges som våben over for enten en anden indsat eller en fængselsbetjent, ved de. Hvorfor skulle det ellers pilles ud af skraberen?

Fundet er en påmindelse om, hvad der kan ske her på afdelingen, selvom der umiddelbart er stille for tiden. Man ved aldrig, hvornår den næste knytnæve fra bandemiljøet rammer. Det er lige sket for kollegerne i Vestre og Nyborg Fængsel. Sådan nogle episoder gør det kun endnu sværere for betjentene at tro på den gode, gamle resocialiseringsdrøm og forestillingen om at nå ind til nogen af dem.

”En sagde, at det måske er svært at resocialisere nogen, som ikke engang er socialiseret,” siger Daniel uden at sige ret meget mere.

Her på stedet handler det stort set kun om sikkerhed. Alt, hvad han gør her, hviler på sikkerhed. Og det er nødvendigt. For fængselsbetjentene på afdeling E håber, at futtoget bliver ved med at køre.