Da jeg kom til Danmark, forstod jeg slet ikke, hvor mange muligheder man har i dette land. Jeg kom fra Afghanistan, et krigsplaget land, og jeg havde ingen uddannelse. Alt handlede om overlevelse. I Danmark blev jeg taget godt imod, og jeg fik hjælp fra kommunen til at starte et nyt liv for mig og min familie. Jeg følte pludselig, at hele verden lå åben for mig.

Jeg har altid haft en drøm om at blive selvstændig. Men før jeg kunne blive det, var jeg nødt til at lære, hvordan en succesfuld virksomhed i Danmark fungerer. Jeg begyndte at studere på Niels Brock, og ved siden af fik jeg et job i Føtex. Min plan var at suge så meget viden som muligt til mig om, hvordan man driver et supermarked i Danmark, så jeg en dag kunne åbne mit eget. I 2009 blev min drøm til virkelighed.

Jeg fik dansk statsborgerskab for tre år siden. Inden prøven købte jeg en bog om det danske samfund og dets kultur og historie. Jeg lærte meget af at læse den, og da jeg var færdig, sagde jeg til min kone: ’Du burde også læse den.’ I dag har hun også dansk statsborgerskab.

Debatten om indvandrere i Danmark er meget hård. Dengang jeg kom hertil, følte jeg mig velkommen, men sådan tror jeg ikke, at flygtninge har det i dag. Jeg fornemmer, at mange danskere opfatter flygtninge som en trussel for samfundet. Jeg kan godt forstå deres bekymring, når man ser hvor mange flygtninge, der kommer til Europa i disse år. Men danskerne må også forstå, at de fleste af disse flygtninge ikke har noget alternativ. Skal de blive i deres land og risikere at blive slået ihjel?

Euroman_Ghais Sangari_0287.jpg

I min familie fejrer vi både eid og jul. Jeg har taget imod de danske værdier og traditioner, men jeg vil ikke glemme det, jeg har fået med mig fra mit hjemland. Jeg tror både på islam og på det danske demokrati – for mig er det ingen modsætning. Så længe man overholder dansk lovgivning, synes jeg, at man som indvandrer skal have ret til at dyrke de traditioner, man vil.

Jeg spiser eksempelvis ikke svinekød, og jeg drikker ikke alkohol. Det har jeg aldrig gjort. Hvis det betyder, at jeg ikke er rigtig dansker, er det fint med mig. Jeg har lagt mærke til, at flere og flere mennesker i Danmark bliver vegetarer. De spiser heller ikke svinekød. Er de så pludselig heller ikke rigtige danskere?

Jeg synes, det er godt, at man stiller krav til indvandrere. Når man kommer til et nyt land, skal man lære sproget og forstå kulturen, så man kan få et arbejde og bidrage til samfundet. Men hvis man stiller krav til indvandrerne, må man også hjælpe dem. Især dem, der er flygtet fra krig. Jeg er selv krigsflygtning, og jeg savner større forståelse for vores situation.

Mit ældste barn gik på Blågårdsskolen. Der går mange indvandrerbørn på den skole, og en dag skulle vi til forældremøde med hele klassen. Da jeg ankom, var der fire tolke – men kun tre forældre. Jeg var i chok. Hvordan kan man engagere sig så lidt i sine børns skolegang? Da jeg kom hjem, besluttede jeg mig for at finde en ny skole til mit barn. For mig er den oplevelse et eksempel på, at nogle forældre af anden etnisk herkomst ikke tager nok ansvar for at integrere sig selv og sine børn.

Mange indvandrere snakker negativt om Danmark. Jeg vil hellere tale om alle de positive ting ved det danske samfund. Jeg siger altid til mine børn: ’Hvis du arbejder hårdt, læser og får gode karakterer, kan du blive, lige hvad du vil i Danmark.’ Det er det vigtigste.

Blå bog

Født i Afghanistan, men flygtede med sin familie til Danmark i 1997. Uddannet fra Niels Brock og har arbejdet i Føtex samt som konsulent for danske virksomheder, der eksporterer til Mellemøsten. Driver sin egen virksomhed, Kakshidi Food Trading, et asiatisk supermarked i Kødbyen på Vesterbro, der også forsyner en lang række restauranter i København med importerede fødevarer. Bor på Amager med sin kone og deres fire børn, hvoraf de tre yngste er født og opvokset i Danmark.