Velkommen til det nye Euroman Premium – mere originalitet til dig

Integratuion
Foto: Tobias Selnæs Markussen Mohammad Kafsheh havde aldrig fået sin uddannelse, hvis ikke han havde fået hjælp. Her er hans niece på besøg.

Integrationstema: "De siger, at jeg ikke kan få dansk pas på grund af en trafikbøde"

34-årige Mohammad Kafsheh kunne ikke et ord dansk, da han kom hertil fra Irak. Siden uddannede han sig til automekaniker og arbejdede som vagt, før han sparede penge nok sammen til at åbne sin egen butik.

Jeg var 15 år, da mine brødre, min mor og jeg flyttede til Danmark. Det var i 2001, et par måneder før 11. september. Pludselig skulle vi til at forholde os til Bin Laden, islam og terror. Jeg kan huske det fra sprogundervisningen, hvor jeg blev spurgt, hvad jeg var. Pludselig betød det noget.

Jeg er muslim og araber, men før jeg kom til Danmark, var det ikke noget, vi gik særlig meget op i. Jeg vidste for eksempel ikke noget om sunni eller shia. I min by var alle én stor familie – kristne, arabere, kurdere. Alle børn legede med hinanden.

I Irak boede vi i en by på størrelse med Hillerød, og min familie havde et gult hus på to etager. Når jeg tænker tilbage, husker jeg mest menneskene. Irakere er meget åbne. Som barn kunne man altid gå med en ven hjem og få serveret brød og agurker.

På et tidspunkt under krigen mod Iran var der ikke meget gas, så vi byggede en ovn i haven. Alle naboerne kom over og sad rundt om ilden og bagte brød. Som barn tænker man jo ikke over, om man er fattig eller rig, der er det bare hyggeligt, at alle naboerne er på besøg. Men min far var modstander af Saddam Hussein, og han flygtede til Danmark et par år, før vi kom herop.

I Danmark var alt anderledes. Man skulle trykke en kode for at komme ind i vores nye hjem. Jeg kan huske en kvinde, som skulle tage imod os. Det var mærkeligt at sidde og se på en person og ikke kunne forstå, hvad hun sagde. Man sad bare og tænkte: ’Hvad handler det om?’ ’Hvordan kommer vi til at leve her?’

Euroman_Mohammed_0188.jpg

I dag er jeg automekaniker. Men jeg havde ikke haft en uddannelse, hvis jeg ikke havde fået hjælp. Min drøm var at arbejde med biler. Jeg elsker motorer, og heldigvis havde jeg en dansk kæreste, som tog mig i hånden og gik med op på teknisk skole. Hun sagde, ’nu går vi derover, og vi giver ikke op, før du kommer ind.’ Der mødte vi Line. Hende glemmer jeg ikke. Hun var meget engageret i at hjælpe mig, og jeg kom ind i sådan en multiklasse, som det hed, og derfra kunne jeg komme i gang med uddannelsen. Det er sådan nogle mennesker, som man bare må være taknemmelig for at have mødt.

Der er selvfølgelig også de andre oplevelser. Jeg har fået afslag på min ansøgning om dansk statsborgerskab, selv om jeg har boet her i flere år, end jeg har boet i Irak. Jeg har en uddannelse. Jeg har arbejde. Jeg har to børn, som er født her. Og de siger, at jeg ikke kan få dansk pas på grund af en trafikbøde. Helt ærligt. Da jeg fik det brev, var der et par dage, hvor jeg ikke kunne sove. Jeg tænkte: ’Hvad fanden er det for noget?’ ’Hvorfor sker sådan noget?’ ’Hvorfor kan jeg ikke bare få lov til at være en del af samfundet?’

Nogle gange føler jeg, at folk ser på mig, som om jeg er en mulig terrorist. I medierne er det som om, alle muslimer er terrorister eller bandemedlemmer, men jeg oplever det slet ikke sådan i virkeligheden. Vi er seks brødre i min familie. Ingen af os har haft noget at gøre med den slags. Hvor er alle de muslimer, som ikke er integrerede? Jeg ved godt, der er nogle dårlige mennesker derude, men bare fordi én skyder, så tror folk, at jeg også gør det. Men nej, jeg passer bare mit arbejde.

Måske er det, fordi jeg har skæg. Mine venner driller mig i hvert fald og spørger, om jeg er blevet fundamentalist, og mine forældre synes, jeg skal klippe det af. Men at have skæg er på mode. Alle har skæg. Det er mit valg, og jeg vil have lov til at leve lige som alle andre.

Jeg har selv sparet pengene sammen til min cykelbutik. Da jeg blev færdiguddannet, var der ikke mange jobs som mekaniker på grund af finanskrisen, så jeg arbejdede som vagt, indtil jeg havde penge nok til at åbne mit eget. Biler er det, jeg bedst kan lide, men jeg tænkte, at hvis jeg kan reparere en bil, kan jeg også reparere en cykel. Og nu sparer jeg sammen til en motorcykel, en Suzuki VZR 1800, så jeg kan gå og bygge lidt på den bagerst i butikken.

Blå bog

Født i Irak, men kom til Danmark i 2001 og boede til at begynde med i Allerød. Er uddannet automekaniker og driver i dag sin egen cykelbutik på Frederiksberg. Er far til to børn, en datter på ni år og en søn på syv år. Bor i Hillerød.