Når man kigger en efterladt til et drabsoffer i øjnene, kan man se ængsteligheden og det dybe behov for afklaring. Desperationen efter at vide hvad de er sket, og ikke mindst hvorfor…

Som drabsefterforsker har man et kæmpe ansvar, for man er den eneste, som kan hjælpe den dræbte med at fortælle sin historie. Det gælder både, når man skal afdække, hvad der er sket op til drabet, og allervigtigst, hvem gerningsmanden er. Man er det sidste talerør, som er ekstremt vigtig for den afdødes familie og pårørende, når de skal have den afklaring, de så desperat har brug for.

Og i Dansk Politi er man heldigvis gode til at opklare drab og give de pårørende en afklaring. Så gode, at dansk politi igennem de seneste mange år har ligget med en opklaringsprocent på omkring de 90. Til sammenligning er opklaringsprocenten i vores broderland Sverige på omkring sølle 25. Sverige har dog også nogle bandekonflikter, som er løbet helt løbsk, men når det er sagt, er vi stadig foran i Danmark.

Selvom det er vigtigt ikke at tage det som et personligt nederlag, så er det svært og en kæmpe skuffelse, når det en sjælden gang ikke lykkes at finde morderen til et drab. Det nager både den faglige- og en personlige stolthed. Den personlige skyldes, at man som efterforsker ikke er i tvivl om, hvor meget en opklaring og afslutning på efterforskningen betyder for de pårørende til den dræbte.

Det er et ansvar, som der ikke bliver taget let på. Derfor bliver stort set alt, hvad man har eller måtte have i hænderne smidt, når der sker et drab, og alle sejl sat til for at fange morderen.

Da det heldigvis hører til sjældenhederne, at drab i Danmark ikke bliver opklaret, har jeg ikke været inde over særlig mange drabssager, som endnu er uopklaret. Men der var dog en drabssag fra Københavns Nordvestkvarter, jeg arbejdede med, der endnu ikke er opklaret.

Jeg blev en varm sommerdag sammen med min kollega sendt ud til en mand, der var fundet død i sin lejlighed. Han havde ligget i sin lejlighed i noget tid, og liget var ikke længere det man kan kalde et ”flot” lig.

Da liget på grund af varmen og den relativt lange liggetid allerede var begyndt at gå i forrådnelse, var det svært at afgøre, hvad dødsårsagen var. Der var tomme ølflasker over det hele i lejligheden og liget bar præg af, at manden havde levet et hårdt liv med meget alkohol, hvilket gjorde det endnu sværere at se, om skaderne på hans krop skyldtes en kriminel handling.

Vi var på dette tidspunkt ikke helt sikre på, om dette var et drab, men for at være på den sikre side, blev gerningsstedet fra start behandlet som et drabssted, mens liget blev sendt til en obduktion.

Den efterfølgende obduktion slog fast, at han var blevet myrdet ved stump vold. Forrådnelsen gjorde, at han umiddelbart var svær at identificere, men hans fingreaftryk, som var blevet sendt til Finland, slog fast, at det drejede sig om en 54-årig finsk mand. Hans fingeraftryk matchede nemlig et sæt fingeraftryk fra det finske kriminalregister, som fortalte, at den 54-årige var kendt for noget små-kriminalitet i sit hjemland.

Når man forsøger at opklare et drab, er det en konstant kamp mod tiden. I politiet siger man som hovedregel, at hvis ikke man har fundet morderen inden for de første 48 timer efter drabet, så falder chancen for en opklaring betydeligt. Sådan er det, fordi sporene forsvinder, og vidnerne glemmer. I denne sag var vi derfor på bagkant, da obduktionen viste, at den finske mand havde ligget i sin lejlighed i cirka to uger.

På gerningsstedet og på liget blev der fundet DNA og fingreaftryk, som formodentligt tilhørte gerningsmanden. Problemet var bare, at disse spor ikke matchede nogen person, som var i DNA- eller fingreaftryk-registret.

Gerningsstedsundersøgelsen viste, at ofret tilsyneladende frivilligt havde lukket drabsmanden ind i sin lejlighed. Entreen og lejligheden generelt bar ikke præg af kamp, så alt pegede på, at ofret kendte gerningsmanden. Konklusionen var derfor, at der var tale om et nærdrab… Så gerningsmanden skulle findes i hans bekendtskabskreds.

Selvom det fra starten var en svær sag at opklare, lå følelsen af at give op et meget fjernt sted. Ansvaret for at få sammensat brikkerne og få fortalt den dræbtes historie, vejede ekstremt tungt.

For at finde ud af, hvad der var sket i denne sag, blev efterforskerne nødt til at tage udgangspunkt i den døde. Hvem var han? Hvem havde han haft kontakt med, og hvor havde han færdes? Efterforskningen bredte sig som ringe i vandet, men det blev hurtigt konstateret, at denne finne holdte sig meget for sig selv, og tilsyneladende ikke havde noget socialt liv. Det gjorde sagen meget vanskelig at opklare.

Efterforskere begyndte at lede i det finske alkoholiker-miljø, som rent faktisk findes i hovedstadsområdet. På byens herberger blev der indsamlet spytprøver, i håb om at gerningsmanden var blandt de undersøgte. Resultaterne af prøverne hjalp dog ikke efterforskerne tættere på en opklaring.

Da det stod klart, at denne sag blev svær at opklare, blev offentligheden bedt om hjælp. Det er noget man ofte gør, når det står klart, at politiet ikke kan løse sagen alene. Billeder af den 54-årige finne blev offentliggjort med ønsket om oplysninger, som kunne hjælpe politiet til en opklaring af drabet. Intet hjalp, og sagen er i skrivende stund stadig uopklaret.

Men et drab bliver i strafferetsligsammenhæng aldrig forældet. Så næste gang gerningsmanden kommer i kontakt med politiet, og hans DNA bliver sikret, klapper fælden. Derudover skal det også nævnes, at hvis da ikke gerningsmanden siden selv er død, så er der minimum én, der ved, hvad der skete i den lejlighed i Nordvest. Og personer har med tiden en underlig tendens til at fortælle andre om deres ugerninger, så måske bliver han fældet på den måde. Man kan i al fald håbe på, at sagen på et tidspunkt bliver opklaret.

Selvom denne sag ikke er et højtprofileret mordmysterie som for eksempel drabet på den unge pige Emilie Meng, så går de samme tanker igennem hovedet på efterforskerne. Når det drejer sig om et hvilket som helst drab, er man som efterforsker ekstremt dedikeret og ønsker ikke at gå hjem, før drabet er opklaret. Alle liv er lige meget værd, og alle har ret til at få fortalt deres historie.

 LÆS OGSÅ: Krimiklumme: Lugten af lig

LÆS OGSÅ: Krimiklummen: Sådan fanger du en løgn

LÆS OGSÅ: Krimiklumme: Sådan laver du en profil af en morder