"Samuelsen har en langt bedre kropsholdning og er lidt James Bond i sin fremtoning"

"Samuelsen har en langt bedre kropsholdning og er lidt James Bond i sin fremtoning"

Derfor ser partilederne ud som de gør.

"Likeability er vigtigt i valgkampen. Det er langt fra nok, at politikken er i orden, vælgerne skal også synes om dig. Derfor er det vigtigt, at du er god til at kommunikere dit brand." Sådan siger politisk kommentator Peter Mogensen. Han er en af de tre eksperter, Euroman.dk har fået til at analysere de skjulte budskaber, politikerne i disse dage sender via deres officielle pressefotos.

Bliv ven med Euroman på Facebook

Tiden op til valget d. 18. juni har politikerne nemlig planlagt ned til mindste detalje, for ofte kan et slips signalere mere end bare et slips. Har du fx tænkt på, hvorfor nogen politikere altid har slips på, mens andre har ærmerne smøget op? Hvorfor nogle partiledere har løst hår, mens andre har det bundet stramt op i nakken?

Vi har kigget på partiledernes officielle pressefotos og har forsøgt at opfange de bagvedliggende motiver. Til det har vi fået hjælp fra tre forskellige mennesker, der fra hver deres felt kommenterer på alt fra lyssætning til tøjvalg og politiske mål.

Helle Thorning-Schmidt



”I min bog en vinder – altså rent grafisk. Der er helt klart taget stilling til farverne, og især den røde skjorte springer i øjnene. Den støvede grønne baggrund er komplementærfarve og sæsonens nye farve. Jakken hjælper med at gøre hende lidt mindre damebladsagtig og lidt mere lederagtig. Stadig appellerer fotoet mere til bymennesket end Hr og Fru Kakkelbord, selvom smilet giver noget nærhed,” siger Julie Katrine Andersen (JKA), der er selvstændig grafiker med eget bureau (Lil’Ol’Lady) og underviser i grafisk design på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

LÆS OGSÅ: Guide: Sådan bliver du statsminister

”Når man møder Helle Thorning-Schmidt, er hun behagelig og rar, men befolkningen har en opfattelse af hende som en isdronning. Hun virker mere loose end tidligere, dog uden at det kammer over. Alle kender Thorning-Schmidt, men de færreste kender Helle. Hende skal de nu møde," siger Peter Mogensen (PM), der er direktør i tænketanken Kraka og derudover har været politisk rådgiver for daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen.

”Jakken er i en grå mandefarve, og skjorten er i en koralrød, som er en typisk kvindefarve. På den måde taler hun til både mænd og kvinder. Håret er slået ud, men det er stadig pænt og friseret, så det bliver ikke sexet, hvilket heller ikke er meningen, men det får hende til at se mere tilnærmelig ud," siger Nancy R. Nickerson (NRN), der har arbejdet 25 år i DR som kostumier og stylist, hvor hun bl.a. har stået for tøj til utallige studieværter foruden tv-serier som ’Rejseholdet’ og ’Borgen’.

Uffe Elbæk



JKA: ”Det er et virkeligt kedeligt og ikke særligt flatterende billede. Farvekombinationen er fin nok, men hans ansigt går næsten i et med baggrunden. Derudover ser han rar ud, og han prøver ikke at ligne noget, han ikke er. Munden er fanget lige inden, han skulle til at sige noget. Hvis en person er for genert til at smile på kommando, kan man som fotograf få ham til at tale om noget, der interesserer ham, for at han skal slappe af. Det er sikkert gjort her.”

NRN: ”Skjorten er ikke et dumt valg. På den ene side er den i noget kraftigt stof i modsætning til de andres, og det gør ham lidt arbejderklasse. Det er heller ikke sådan én, der kræver at blive grundigt strøget hver morgen. På den anden side gør button-down kraven, at den gør ham lidt college-akademiker-agtig.”

LÆS OGSÅ: Morten Vammen: Liberal Alliance virker som en bande casino-kapitalister der lefler for alle de CBS-jyder, der ikke kan få det blåt nok

PM: ”Han har et intellektuelt projekt og er som sådan ikke interesseret i indpakningen. Hans vælgere er også trætte af de politikere, der er for fake. Han er sig selv - på det her billede og på tv. Oftest har han bare en T-shirt på, men det ville også være for casual på sådan et foto.”

Lars Løkke Rasmussen



NRN: ”Det er tydeligt, at han gerne vil have os til at tænke på ham som ’statsministeren’. Her har vi statsmanden, en vaskeægte verdensspiller. Modsat Helle Thorning-Schmidt er der ikke noget blødt ved ham, udover det lillebitte smil. Der er næsten intet pjat og pjank at spore.”

JKA: ”Det er en fototeknisk god beslutning at tage billedet foran Christiansborg. Det siger ’jeg hører til her’ og det siger ’hugget i sten’. Han smiler ikke, men ser meget seriøs ud med stramt knyttet slips. Inden for branding arbejder vi med arketyper, og her er Lars Løkke en ruler. En leder, der udstråler styrke, power og stabilitet.”

PM: ”Der er ingen tvivl om, hvad han er ude på: Han spiller på sin politiske troværdighed og lader sin personlige troværdig stå i baggrunden. Det er noget, han slås rigtigt meget med, og han skal slet ikke prøve at virke jovial eller som ’Lille Lars fra Græsted’. Jo mere han kan ligne en dygtig politiker jo bedre.”

Pia Olsen Dyhr



PM: ”Jeg synes, hun rammer ved siden af. Det er alt for stylet og slet ikke SF-agtigt, hvilket er farligt. Kerne-SF-vælgere vil ikke have en mini-Thorning, men hellere en leder i islandsk sweater for nu at sætte det på spidsen. Hun burde også have signaleret noget mere miljøbevidsthed, end det er tilfældet her, da det er en af partiets mærkesager.”

LÆS OGSÅ: Derfor er det næsten umuligt for de kendte at få succes i politik

NRN: ”Hun er ligesom os: Helt almindelig og kunne bo i et parcelhus. Hun er meget tilgængelig og ligner en, man både kan og vil tale med. Dog skræmmer hun måske de konservative og erhvervsfolkene væk, fordi hun ikke ser spor autoritær ud. Det er ikke den typiske politiker.”

JKA: ”Billedet her kunne lige så godt have været bragt i ’Alt for damerne’. Hun er en dame, der ikke er 25 længere, men som stadig er smart. Det er lyst, sommerligt og med feminine pudderfarver. De sorte negle giver det lidt kant, men ikke for meget.  De krydsede arme bryder også med det feminine, og får hende til at ligne en leder. Det er et power pose. Håret er løst, og det gør hende tilgængelig for folk i stedet for at ligne en stram tante. Fotoet kan virke afskrækkende for ikke-bymennesker, men som vi siger i branchen: Man kan ikke tale til alle på samme tid.”

Kristian Thulesen Dahl



JKA: ”Det kunne lige så godt være taget i ’95. Det er håbløst umoderne, både hvad angår lyset, farvetonerne, hans hår og tøj. Men hvis jeg skulle have taget det, ville jeg gøre det på præcis samme måde. Det taler til målgruppen, for de vil typisk reagere imod, at det bliver for moderne. Nogle af mine elever kunne godt finde på at tage et foto af dem selv i denne her stil til deres profilbillede på Facebook, men de gør det ironisk, fordi det er så kitsch. Her fungerer det perfekt. Det er snedigt nok.”

NRN: ”Det er en gammelmandsjakke, han har på. Den brede revers og nålestriberne passer bedre i en gangsterfilm fra 30’erne end på én i grunden ungdommeligt udseende fyr som ham, men det er måske netop meningen, at han skal se lidt ældre ud, end han er.”

PM: ”Thulesen Dahl har intet at vinde med et vovet foto, for han har maxpoint på alle hylder, så han skal dybest set bare kigge ind i kameraet. Angående tøjet er det rigtigt godt ramt. Han ved godt, at hans vælgere ikke findes blandt café latte-segmentet med de røde bukser. Han klæder sig som sine vælgere, og ved i det hele taget, hvad de gerne vil have. Det er han rigtigt god til.”

Søren Pape



JKA: ”Her har vi en glad mand. Han smiler stort og ser venlig ud. Dette billede kunne også være et medarbejderbillede for en IT-sælger hos IBM. Hans påklædning er meget iøjefaldende og signalerer, at han har styr på tingene, men ikke er bange for at knappe lidt op og gå ud i det fri.”

NRN: ”Sweateren er en mellemting mellem en jakke og ingen jakke. Den er casual men ikke for casual, og det look taler til det ældre ægtepar og folk i provinsen. Det blå sæt, han har på her, er hverdagsuniformen for ejendomsmæglere, revisorer eller bankansatte, der ikke skal til møde, men stadig være pæne.”

PM: ”Han har begået en fejl her. Han spiller på, at de Konservative også er runde og bløde, og ikke kun er de her jakkesæt-typer. Problemet er, at han som ny formand burde slå sig fast som ærkekonservativ, hvilket han utvivlsomt er, før han begynder at lege med folks forventninger. Sweateren er fin nok til søndags-tv, men på det officielle billede burde han være trukket i jakkesættet.”

Morten Østergaard



PM: ”Hans mission er at vise, at han er den nye leder hos Radikale Venstre, hvilket han bl.a. har gjort ved altid at have slips på og opsmøgede ærmer, fx på busreklamer. Han har også kæmpet med, at han så meget ung ud. Det her er et godt billede i forhold til hans mission. Han ser vågen, beredt og voksen ud.”

JKA: ”Øjnene er redigeret godt, og de er klart hans bedste feature. Udover det, er det et ret kedeligt billede. Han ser lidt kejtet ud, munden er snøret underligt sammen, og håret er pjusket. Det er et foto, det appellerer til de vælgere, der synes, at politikere er for grå og stive i det. Her er der ingen dikkedarer og heller ingen forfængelighed.”

NRN: ”Man forestiller sig, at ærmerne er smurt op. Det er det samme trick, Obama bruger, når der er krise. Så tager han jakken af og smøger ærmerne op inden et pressemøde. Det viser, at han er hands-on og ikke er bange for at tage fat.”

Johanne Schmidt-Nielsen



NRN: ”T-shirten kan være H&M eller Bruuns Bazar, og på den måde bliver prisen usynlig. Man skal faktisk slet ikke tænke på T-shirten. Den er sort, da det er mere alvorligt end fx rød eller grøn. At den ikke er hvid gør, at hun ikke er så sexet, og fokus dermed ville blive fjernet fra hendes ansigt og blik.”

PM: ”Det vigtigste for hende er, at hun ikke ligner Helle Thorning-Schmidt. Folk på den yderste venstrefløj ville stejle, hvis hun gjorde. For dem skulle hun allerhelst have håndværkertøj på. Hvis hun gerne vil være de svages beskytter, går det heller ikke at være for pyntet.”

LÆS OGSÅ: Buschaufføren i 5a: Jeg får fingeren mange gange i løbet af en dag

JKA: ”Her bliver jeg overrasket. Ansigtsudtrykket er utroligt blødt og feminint, hvilket står i skarp kontrast til hende, vi kender fra debatterne. Billedet spiller meget på, at vi skal føle sympati med hende. Tøjet er ’non described’, for vi skal kigge på hende.  Det er ikke Johanne Schmidt-Nielsen, der er på billedet, men Johanne.”

Anders Samuelsen



JKA: ”Det skægge med billedet af Samuelsen er, at det lidt er efter samme opskrift som Løkkes. Det er bare mere flatterende, fordi Samuelsen har en langt bedre kropsholdning og er lidt James Bond i sin fremtoning. Når jeg nu ser det her, er det en virkelig dårlig idé at tage Løkkes i bredformat, fordi han bliver endnu mere rund og sammensunken på den led.”

NRN: ”Farverne på tøjet fremhæver hans øjne, så de er det første, vi lægger mærke til. Både den smalle revers og stoffet jakken er lavet af, der har lidt tekstur, gør ham yngre end fx Lars Løkke Rasmussen, men han tager stadig tingene alvorligt.”

PM: ”Han rammer lige i målgruppen, og det er de 6-7%, der synes, de betaler for meget i skat. Det er både de ultraliberale i byerne, men bestemt også folk ude på landet. Der er det helt uhørt ikke at have slips på, hvis man skal noget vigtigt eller på anden måde skal præsentere sig som en seriøs mand. Derfor slipset.”

LÆS OGSÅ: Guide: Sådan bliver du statsminister

LÆS OGSÅ: Husk det nu unger. Folketingsalget er total opperen

LÆS OGSÅ: Valgkampen er skadelig for valget