’Gud er italiener’

’Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har måttet mægle mellem danske venner og italienske restauratører, der har nægtet at servere parmesan til visse pastaretter eller har været fornærmede over anden maltraktering af deres kulinariske frembringelser.’ Sådan skriver journalist og korrespondent Eva Ravnbøl i bogen ’Gud er italiener’, hvor hun med gelinde humor og stort vid udpensler italienernes kultur, mad, politik, vaner og væremåde, så det bliver lidt lettere for os danskere at gøre bella figura, når vi trasker rundt i Milano eller slænger os på en solstol på Sicilien. Skal du til Italien denne sommer, er bogen et absolut must til at læse, og skal du ikke afsted, kommer du helt sikkert til at booke en smuttur til Rom, efter du har læst den.

’Gud er italiener’ af Eva Ravnbøl, Forlaget 28B, 265 kr.

 

’Farvel til Atocha’

Ben Lerner er blandt de mest hypede amerikanske forfattere lige nu, og i 2020 var han med romanen ’Topekaskolen’ blandt finalisterne til Pulitzerprisen. Lerner skriver om mænds (svære) jagt på at finde deres identitet i det moderne samfund, og hans debut fra 2011 er langt om længe nu kommet på dansk. Her møder vi alter egoet Adam Gordon, som er på stipendieophold i Madrid, hvor han efter planen skal undersøge Den Spanske Borgerkrigs indvirkning på litteraturen. Alt går dog ikke efter planen. Gordon bruger nemlig langt det meste af sin tid på at ryge den fede og på at slentre omkring i den spanske hovedstad. Gordons usikkerhed på sig selv, både som menneske og som poet, gør, at han begynder at opfinde vilde røverhistorier. Men selvfølgelig bliver han fanget i sine løgne. Ben Lerner skriver suverænt, og hans hylende morsomme dannelsesroman har klare tråde til både Jonathan Franzen og Paul Auster.

’Farvel til Atocha’ af Ben Lerner, Gads Forlag, 250 kr.

 

’Ingen som dig’

Nick Hornby er en af Englands største nutidige forfattere med store værker som ’Fever Pitch’ og ’High Fidelity’ på CV’et. Nu har han begået endnu en genistreg med ’Ingen som dig’, som er en historie om modsætninger, der mødes. Om kærligheden mellem 41-årige Lucy, der er engelsklærer og Shakespeare-aficionado, og 21-årige Joseph, der bijobber som slagter, fodboldtræner og børnepasser. Vanvittig humoristisk og frisættende i dens ærlige skildring af to menneskers indre følelsesliv, hvis hjerter og hjerner kæmper en kamp med at forstå hinanden, dem selv og verden omkring dem, som i et Brexit-chokeret Storbritannien anno 2016 synes mere kompleks end nogensinde. Tag den med på ferien, forelsk dig i kærligheden, og dyk ned i Hornbys vittige dialoger og relaterbare karakterer, der tager dig med gennem to liv på utilsigtet kollisionskurs.

’Ingen som dig’ af Nick Hornby, Forlaget Hr. Ferdinand, 200 kr.

 

’Oh La La – Hvorfor er de så franske i Frankrig?’

Franskmændene er om nogen et af de mest karakteristiske folkefærd i Europa. Deres meninger er markante, kulturindflydelsen er stor, og så er de ikke bange for at holde fast i deres gamle, franske dyder og madtraditioner. Hvis du planlægger en tur til Macrons eget land, så skal du huske at pakke Weekendavisen-journalisten Aske Muncks bog ’Oh La La – Hvorfor er de så franske i Frankrig?’ med i tasken. Her gør han dig blandt andet klogere på, hvorfor der kindkysses så meget, hvad reglerne er for, at noget må betegnes som en baguette, og hvorfor franskmændene altid går på gaden og demonstrerer imod alting.

’Oh La La – Hvorfor er de så franske i Frankrig?’ af Aske Munck, Forlaget 28B, 300 kr.

 

’Brænd alle mine breve’

Alex Schulman imponerede stort med både den selvbiografiske ’Glem mig’ om relationen til sin alkoholiserede mor og ’Overleverne’, en rystende fiktionshistorie om tre brødre. Den svenske forfatters seneste autofiktive roman tager sin begyndelse ved, at Schulman opsøger en terapeut, fordi han har en voldsom vrede i sig. En vrede, der er ved at ødelægge ham. Langsomt indser han, at denne vrede er sivet ned gennem hans slægt. Ved hjælp af 80 år gamle breve og dagbogsuddrag opruller han på skarpeste vis historien om sin families tragiske skæbne, som har sin rod i en hændelse i sommeren 1932, der involverer hans morfar, den anerkendte litteraturprofessor og forfatter Sven Stolpe, hans mormor, Karin Stolpe, og endnu et kendt navn i svensk kulturliv, Olof Lagercrantz. Resultatet er en både smuk og sørgelig fortælling om, at vi på godt og ondt er summen af alle de mennesker, der lever og har levet i vores familier.

’Brænd alle mine breve’ af Alex Schulman, Lindhardt og Ringhof, 250 kr.

 

’Paradis’

At Abdulrazak Gurnah, professor emeritus ved universitetet i Kent, vandt Nobelprisen i litteratur i 2021 kom som en overraskelse for de fleste. Faktisk var det vel de færreste, der overhovedet vidste, hvem Abdulrazak Gurnah var. Men det ved vi nu. Gurnah er født på Zanzibar og emigrerede til Storbritannien, da han var 20. Han bor i Canterbury i England, og samtlige af hans 10 hidtidige romaner handler om imperialismens brutalitet. Eller som Det Svenske Akademi skrev i deres begrundelse ved Nobelprisuddelingen, så har Gurnah ’kompromisløst og medfølende gennemlyst kolonialismens virkninger og flygtningens skæbne i kløften mellem kulturer og kontinenter.’ Således også i ’Paradis’, hvor vi følger 12-årige Yusuf, der af sin far sendes til den afrikanske østkyst for at arbejde hos en rig købmand, ’onkel’ Aziz. Gurnah beskriver sansemættet og legelystent den afrikanske natur, og gennem den unge gældsslave Yusuf får vi på fascinerende vis et indblik i den brutale slavehandel.

’Paradis’ af Abdulrazak Gurnah, Forlaget Gutkind, 210 kr.

 

’Febertræet’

Knud Brix, Ekstra Bladets (næsten) nye chefredaktør, har tidligere i Weekendavisen skrevet historien om General Butt Naked, en berygtet krigsherre og massemorder under borgerkrigen i Liberia i 1990’erne, som siden mødte Jesus og satte sig for at prædike forsoning. Nu folder Brix historien yderligere ud i et længere format. Bogen begynder med følgende fantastiske sætninger: ’Der sidder en massemorder, en missionær og en bladsmører omkring et bord i Monrovia. Og vi lyver alle tre.’ Derefter fortsætter rejsen til Sierra Leone i en autofiktiv og faktisk ret nervepirrende fortælling, hvor den nu kendte danske journalist ser sig nødsaget til at tage et opgør med sine egne løgne. Og det er ikke helt let.

’Febertræet’ af Knud Brix, Politikens Forlag, 270 kr.

 

’Arvestål’

Tobias Bukkehave beviste med ’Kongetro’ i 2020, at vi herhjemme har en krimiforfatter fra øverste hylde, når man måler på internationalt niveau. Opfølgeren er ude, og ’Arvestål’ lægger forrygende fra land med en mission i Schweiz, der går helt i sort for agenten Tom Cortzen og efterretningsenheden Sektor 7. Siden udfoldes et sindrigt og vidt forgrenet plot, som blandt andet indbefatter mineralforekomster i undergrunden i Arktis, en forsker, der lækker statshemmeligheder, russiske stormagts-interesser og en dansk forsvarsminister, som står midt i orkanens øje. Replikkerne står knivskarpt, og stoffet er fornemt doseret. Alt i alt er Bukkehaves svære toer en ambitiøs page-turner, der cementerer hans navn som et, der virkelig er værd at holde øje med.

’Arvestål’ af Tobias Bukkehave, Politikens Forlag, 136 kr.

 

’Karolines kærlighed’

Kim Leine har været vidt omkring i sit efterhånden omfattende forfatterskab. Selvfølgelig mest kendt er hans trilogi i og om Grønland, ’Profeterne i Evighedsfjorden’, ’Rød mand/Sort mand’ og ’Efter åndemaneren’, men han er også tidligere dykket ned i den finske borgerkrig (’Afgrunden’) og har skrevet om den moderne mand i ’Valdemarsdag’. Med sin spritnye roman ’Karolines kærlighed’ går den folkekære forfatter dog i en helt ny retning. Her er genren ’spændingsroman’ i den klassiske forstand, og hovedpersonen er den unge diplomat Karoline Blicher, som pludselig finder sig midt i et politisk dobbeltspil. Der er action for alle pengene og handlingen udspiller sig både i Rusland, på Krim-halvøen og i Danmark.

’Karolines kærlighed’ af Kim Leine, Gyldendal, 300 kr.

 

’Jeg er her ikke’

Belgiske Lize Spit slog stort og bredt igennem med sin debutroman, ’Det smelter’, der blev solgt i over 180.000 eksemplarer og vandt adskillige priser. En uafrystelig bog om dysfunktionelle familieforhold og med et grusomt hævnmotiv. I ’Jeg er her ikke’ fortsætter hun sin overlegne fortællestil i historien om et ungt par, Leonie, kaldet Leo, og hendes kæreste Simon. Sidstnævnte kommer sent hjem en nat og har fået lavet en tatovering bag sit ene øre. Det lyder måske ikke som det helt store, men tatoveringen medfører, at Simon pludselig ændrer sin kurs i livet. Det er som om, at nogen – eller noget – har taget bo i ham. Lize Spit mestrer fuldstændig suspensen, og i hver eneste, ildevarslende scene bliver det mere og mere uhyggeligt. Indtil alt begynder at ramle.

’Jeg er her ikke’ af Lize Spit, Forlaget Gutkind, 300 kr.