Nørgaard og landsholdet
Brøndby slog FCK 0-1 i Parken søndag. Det er er der i sig selv ikke noget underligt i. BIF har længe været stærkere end FCK, der fraset et par enkelte kampe, har været decideret svagt spillende denne sæson.
Efter kampen indrømmede Ståle Solbakken, at det var et stort knæk at tabe til Brøndby. Han sagde også, at ”vi har spillet mange gode kampe og præsteret ganske godt over længere tid.” Jamen, det sagde han!
Mon det er nederlagene til OB, Lyngby og FCN, han mener, når han siger, at FCK har spillet godt? Eller er det de tre dødkedelige uafgjorte kampe i en højst ordinær europæisk pulje, der bliver hentydet til? Det er ikke nyt, at Ståle taler business as usual, når tingene ikke kører i FCK. Men FCK har efterhånden været svage længe.
Brøndby har nu slået FCK to gange ud af to i Superligaen denne sæson, og de er 11 point foran FCK. Kampens bedste spiller var, ikke uventet, målscorer Christian Nørgaard – ikke for første gang denne sæson. Eller sidste sæson, hvor han også var fremragende.
Nørgaard er teknisk god, han er blevet fysisk robust, og han er nærmest aldrig skadet.
Hvorfor er der ingen debat om Christian Nørgaard på det danske landshold? Danmark må forvente at starte med William Kvist i vores altafgørende kampe mod Irland om nogle få dage. Kvist var tæt på at være kampens dårligste spiller søndag. Nørgaard spiller samme plads som Kvist, men er ikke engang i truppen. Er det ikke lidt mærkeligt, at vi ikke engang taler om det?
I øvrigt var Kvist ikke den eneste, der var dårlig for FCK. Som sædvanlig var FCK’s angribere undervældende. Pavlovic var nærmest fornærmende ringe og ligeglad, mens Sotiriou viste lidt mere initiativ, men bare generelt heller ikke virker skarp, når han får chancen.
Det store problem med FCK’s angribere er, at de skaber utroligt lidt selv. Hvis man ser Sørloth og Onuachu i FCM, Kirkevold i Hobro, Marcondes og Assante i FCN, Pukki og Kliment i Brøndby, så behøver de ikke at blive sat op konstant. De kan faktisk noget på egen hånd engang imellem. Når Pavlovic og Sotiriou ikke har Verbic med, og han havde jo karantæne søndag, ser de helt lost ud.
Kaos i toppen i Italien
I Italien er der kaotiske tilstande i toppen. Napoli og Inter spillede uventet uafgjort mod Chievo og Torino i weekenden, og da alle andre vandt, er toppen nu vanvittig tæt. Hvis Lazio og Roma vinder deres udsatte kampe, der ikke ser skræmmende ud, er der to point mellem nummer et, Napoli, og nummer fem, Roma.
Bundproppen Benevento var faktisk foran 0-1 i pausen over mægtige Juventus, men måtte indkassere endnu et nederlag. Efter 12 kampe har oprykkerne stadig nul point og nu en målscore på 5-31. Det må være nogle hårde mandage i klubhuset i Syditalien.
Sisto og Wass assisterer
Danskerklubben Celta Vigo fik en tiltrængt sejr i weekenden over Malaga, hvor både Daniel Wass og Pione Sisto leverede en assist. Pione Sisto er nu alene i spidsen af den spanske assist-liste med hele syv styks, mens Wass er nummer fem. Daniel Wass er højt respekteret i Spanien, men han er vel nærmest ikke i spil til den danske startopstilling mod Irland. Go figure.
I Norge er Nicklas Bendtner og Mike Jensen blevet norske mestre. Bendtner bliver rost overalt i Norge, hvor der ellers var stor skepsis overfor danskeren, da han blev hentet. De havde også læst historierne om Bendtners problemer på og udenfor banen. Der er ikke skepsis mere.
”Den Nicklas Bendtner vi har set, er gradvist gledet ind i rollen hos Rosenborg. Der er blevet flere og flere detaljer, som ingen i Eliteserien kan gøre ham efter, og danskeren har lignet en spiller, der nyder at spille fodbold. Sådan har det ikke hele tiden været, og i starten var det ikke knirkefrit. (...) Der er ikke længere nogen, der er i tvivl om, at det var klogt at hente Bendtner. Han svinger fortsat i niveau i kampene, men topniveauet er så højt, og det totale bidrag er så vigtigt for totalen, at projekt Bendtner er en stor fjer i hatten for mestrene.”
”Facit er, at Bendtner har en stor del af æren for, at Rosenborg vinder igen i år. (...) Tillykke med guldet, Lord Bendtner. Det har du virkelig fortjent.”
Sådan skriver sportsjournalist Leif Welhaven fra VG i en kommentar, der hedder: ”La oss bukka for ”Lordan.”
Måske betyder det ikke så meget, om Nicolaj Jørgensen har fået en håndskade. Vi har jo Lord Bendtner, der har tur i den. Om så Bendtner skal spille fra start eller skiftes ind, kan han blive den store trumf mod Irland. Et råd til Åke herfra: Lad Bendtner starte inde i Parken og på bænken i Irland.
Dalsgaard er et stort, stort tab
Apropos vores vanvittigt vigtige landskampe lørdag og tirsdag, så er det altså en mindre katastrofe, at vores højre back Henrik Dalsgaard ikke kan spille. Dalsgaard er blevet en meget vigtig del af vores hold, og han har haft en stor andel i det glimrende 2017.
Dalsgaard, ikke ligefrem Maradona med bolden på fødderne, er stor og robust, og med vores nye, lad os være søde og kalde den pragmatiske, spillestil, sparker vi jo nærmest konstant bolden op i hovedet på Cornelius/Poulsen og Dahlsgaard i højre side, og så tager vi den ligesom derfra.
Det kan vi altså ikke med Peter Ankersen, der sikkert bliver Dalsgaards afløser. Ankersen er en udmærket spiller med mange gode kvaliteter, men fysik og hovedspil er ikke blandt dem. Det bliver interessant at se, hvad Åke og Jon Dahl finder på af nye koncepter, når så vigtig en komponent ikke er med mod Irland.
Pirlo stopper karrieren
For mange stoppede Andrea Pirlos karriere, da han i 2015 flyttede til New York og valgte at spille i MLS for New York FC. Mange mente, at Pirlo var for stor til at skulle slutte på den måde. Pirlo var ligeglad. Han kan gå på gaden i New York uden at blive genkendt – det har han ikke kunnet i mange, mange år i Italien.
Nu stopper Pirlo så for alvor. Knæene vil ikke mere, og den lille magiker er også blevet 38 år gammel. Han er en af de største spillere overhovedet i min fodboldverden i de sidste 20 år. Jeg har kommenteret et væld af kampe med ham, og når man elsker italiensk fodbold, er det svært at komme uden om Pirlo. I min verden er han helt oppe ved siden af Maldini og Baggio.
Da Italien vandt VM i 2006, var det Cannavaro, der vandt Ballon d’Or, og det var såmænd fint nok. Sympatiske Cannavaro spillede en god turnering og var i øvrigt den første og eneste forsvarsspiller, der har vundet titlen. Men Pirlo var arkitekten bag det VM i 2006. Sådan var det, og alle i Italien vidste det. Pirlo har aldrig brokket sig over den manglende titel. Han har det fint udenfor rampelyset.
Lille Mozart, et af Pirlos mange øgenavne, har haft en fantastisk karriere med nogle interessante drejninger. Han spillede ti år i Milan og vandt CL to gange der, men i 2011 syntes Milan-ledelsen, at midtbanegeneralen var blevet for langsom, og så lod de ham gå til ærkerivalerne fra Juventus. Pirlo kvitterede ved at være en af de vigtigste spillere i Juventus’ genkomst og vandt fire mesterskaber på stribe, før han gik på aftægt i New York. Helt færdig var han åbenbart ikke.
Seks italienske mesterskaber, to Champions League-titler og et VM. Det er vel en ok karriere. Hvis man ser et par lækre youtube-videoer og kniber en lille tåre i aften, før man går i seng, kan jeg sagtens følge det. Pirlo tager nok selv bare et glas vin og går en diskret aftentur på Manhattan.
LÆS OGSÅ: Liam Barker: Engelsk fodbolds sjoveste 'analytiker
LÆS OGSÅ: ’Nice in Krakow’: Kvindelig polsk dommer er gået viralt
LÆS OGSÅ: Nu springer spillere i computerspillet Football Manager ud som homoseksuelle
