Riyad Mahrez er måske ikke en løjser alligevel

Som nogle vil huske, var jeg i denne klumme for et par uger siden ude med riven efter Leicesters Riyad Mahrez, der virkede til at have driblet sig ind i en blindgyde i sit forhold til forrige sæsons engelske mestre.

Mahrez var gået AWOL fra klubben, nægtede at træne og forsøgte efter alt at dømme på at presse et skifte til Manchester City igennem, koste ellers hvad det ville.

Siden har han dog gået en gevaldig bodsgang, hvilket efter sigende involverede at kalde holdet sammen på eget initiativ for at forklare sig / undskylde. Det vidner alligevel om en ret stærk karakter, og algieren har fulgt op på banen, hvor han har været aldeles fremragende siden balladen blev parkeret, og han igen kom tilbage i truppen. Så jeg var nok for hurtig på aftrækkeren over for Mahrez her. Undskyld.

Det skal dog siges, at Leicesters nr. 26 på mig altid virkede som en type, der netop følte en vis loyalitet over for den klub, der sendte ham på øverste hylde, også efter de fik hentet det sensationelle mesterskab i land. Derudover selvsagt en fantastisk fodboldspiller, der i modsætning til så mange andre i en lignende situation blev hængende i Leicester og har vist en fornem arbejdsmoral, selvom de har været langt fra at nå niveauet fra 2015/16.

Så at Mahrez også skulle lade til at være en simpel ”money-grabber” i sidste ende, gjorde mig ærligt talt noget så skuffet, selvom det er ved at være hverdag i forbindelse med transfervinduer. Men det har han ret effektivt modbevist siden – og mon ikke han alligevel kan skaffe sig et lukrativt salg til sommer alligevel?

Jamie Carragher har harket sig fra førersædet ud af ekspertsædet

Liverpool-legenden og nuværende Sky Sports (og Viasat)-ekspert Jamie Carragher har –om ikke været et dydsmønster – så dog altid stået for en 'tough, but fair'-mentalitet på banen og været en glimrende analytiker efter sin aktive karriere.

Og han har på den led også været en af de førende kritikere af den tidligere Liverpool-angriber El-Hadji Diouf, der blev kendt for at lamaspytte til højre og venstre, trække racist-kortet over for alt og alle, lige fra tilfældige trafikbetjente til Steven Gerrard, og generelt bare være et frygteligt usympatisk bekendtskab.

Carragher sprang dog ud også som en imponerende præcis langspytter, da han i weekenden blev filmet på motorvejen efter Liverpools nederlag til Manchester United, og gengældte optagelserne med en harker af imponerende størrelse, der blev sendt fra den ene vejbane og over imod kameraføreren – der efter sigende er en 14-årig pige.

’Carra’ er givetvis blevet hånet gevaldigt, uden det kan høres på videoen, og det er utroligt dårlig stil af de rullende mobbere med kameraet – man skal sgu ikke finde sig i hvad som helst.

Men derfor er det - på trods af træfsikkerheden og den afsindige mængde mundvand, han får fremgylpet ud af vinduet på en Range Rover i høj fart - alligevel ret dårlig dømmekraft at reagere på den måde, når man er en af engelsk fodbolds mest eksponerede personligheder. Og et forbillede for tusindvis børn og unge, med mindre de er fra Manchester-egnen.

Foreløbigt har Viasat ladet ham ”sidde over” i midt-ugens Champions League-dækning, og det er tvivlsomt, om den gamle forsvarsklippe kommer til at få lige så mange ekspert-tjanser fremover. Sky Sports har i hvert fald før sagt solidt fra over for utidig opførsel, som den tidligere kommentator-legende Andy Gray fandt ud af i 2011, hvor han blev strittet ud for sexisme over for både kollegaer og kvindelige dommere.

HSV’s dommedags-ur tæller ned i dobbelt-tempo

De fleste, der følger bare lidt med i Bundesligaen, kender til det famøse ur i det nordvestlige hjørne af det navnkundige Volksparkstadion, der siden Bundesligaens indførelse i 1963 har angivet, hvor lang tid de seksdobbelte (tre i Bundesliga-æraen), tyske mestre har været at finde i den bedste række. Det er de nemlig stadig de eneste, der kan prale af. Selv Bayern München kom først med i ligaen i 1965.

I det hele taget er HSV syd for grænsen kærligt kendt som ’Der Dino’, da de med 130 år på bagen er en af de ældste klubber i landet overhovedet. En hel del tyder dog på, at det bliver i denne sæson, at klubben bliver reduceret til et fossil, uden der er hverken meteorer eller global opvarmning at skyde skylden på.

HSV har på skammelig vis været et regulært morads af en klub siden årtusindeskiftet, og de har været mere end almindeligt heldige med at undgå den nedrykning, der for alvor vil sende de mange tusinde fans af klubben ud i traumernes territorie.

I år ser det dog ud til at være sæsonen, hvor det sker. Selvom 0-6 imod rivalerne (i hvert fald historisk) fra Bayern München er en nådig omgang efter at være blevet massakreret med 8-0 og 9-2 i de senere sæsoner, så virker det ikke længere til, at nogen omkring klubben sådan for alvor tror på, at de kan redde sig denne gang.

Der er otte kampe igen og syv point op til Mainz på den play-off kvalificerende 16. plads, men med kampe imod bl.a. Frankfurt, Hoffenheim og Schalke på programmet bliver det ikke nogen walkover at indhente nogen som helst.

Det vil være trist, om klubbens stadig levende über-ikon Uwe Seeler, der var topscorer i HSVs første sæson i Bundesligaen, skal opleve at se sin hjerteklub tage turen ned i 2. Bundesliga, men det er svært at forestille sig andet lige nu.

Det bliver dog interessant at se, om det kommer til at være et sæt startkabler på den gamle dinosaurus’ brystvorter at stifte bekendtskab med den næstbedste række, eller om det sender klubben ud i en endnu værre krise.

De kan trøste sig med, at de sandsyligvis får en anden falleret storklub, FC Köln, der ligger sidst netop nu, som selskab dernede. De har til gengæld prøvet det før.

Ny Superliga-struktur gør det svært at udskyde kampe – uanset forholdene

Ganske vist kan mange af os huske at rende rundt og spille fodbold i sjap, mudder og til tider deciderede snedriver som knægte, men der har alligevel været nogle ret kvalificerede bud på kampe, der burde være blevet udsat i den forløbne uge.

I forrige spillerunde var det aggressive snebyger, der gjorde blandt andet Horsens og AGF til en rædselsfuld gang fodbold, og i denne runde var det så Stephen King-agtige tågebanker, der rullede ind over de jyske stadions (bl.a. igen Horsens) og gjorde det rimeligt umuligt at følge ordentligt med i kampene, men netop Horsens har tilsyneladende gjort vejrliget til en del af taktikken på linje med lange indkast og snedige dødboldkombinationer.

Ærtesuppen var muligvis mere gennemsigtig nede på banen (selvom det ikke lød sådan på spillerne), men for en seer var det rimeligt hårdt for øjnene at sidde og knibe dem sammen i 90 minutter. Superligaen er ved gud ikke altid for køn at se på i forvejen.

Men med den nuværende Superliga-struktur er der dårlig plads til at om-arrangere udskudte kampe, og det spiller muligvis en rolle for dommerne i forhold til vurderingen af en konkret kams mulighed for at blive afviklet. Så længe, det ikke strækker sig til kampe i tordenvejr, så giver det da lidt kolorit til kampene. Hvis man ellers kan se, hvad der sker.

Napolis jagt på guldet er mere eller mindre ovre

Ja ved Maradona er det da en tilsnigelse at dømme Napolis jagt på det første, italienske mesterskab siden 1990 for ovre, når der stadig kun er et point op til Juventus på førstepladsen og små 10 spillerunder tilbage.

Men de gamle mænd fra Torino har en kamp imod Atalanta i hånden og en hjemmekamp imod netop Napoli den 22. april at se frem til, og med al ære og respekt for Napolis sublime, offensive tilgang til det smukke spil, så taler Juventus’ meritter i de sidste 7-8 sæsoner (og i det hele taget) for sig selv.

Hvor Napoli virker til at have fået gummiben på det mest afgørende tidspunkt i sæsonen med først et 2-4 nederlag imod Roma på hjemmebane og senest 0-0 imod Inter, så var de to kampe imod Lazio og Tottenham åbenlyst et vendepunkt for Juventus.

De begyndte nemlig omvendt sæsonen i ubalance, men med magikeren Paolo Dybalas tilbagevenden og afgørende scoringer af argentineren imod både Lazio, Tottenham og Udinese har de nu fundet kursen imod det syvende mesterskab i træk.

Og det kapløb tvivler jeg på, at de taber. Fraset det indbyrdes opgør er de to klubbers slutprogram nogenlunde lige svært/nemt, og hvis det som forventet bliver til tre point for Juventus imod Atalanta på onsdag, så er det fire meget solide point, Juve har som forspring.

Der er vel ikke noget mere erfarent mandskab på topplan i Europa, og i det, der (måske?) er halvguden Gigi Buffons sidste sæson for klubben, vil man nok kunne grave nogle ekstra reserver frem i de afgørende momenter af de tætte kampe. Duoen Buffon/Chiellini virker i hvert fald til at få lidt hjælp fra oven, når deres egne evner knirker lidt.

LÆS OGSÅ: Drux og Flam fra ’Sat Af’: ”Vi møder spillerne i øjenhøjde, mens mange andre journalister forsøger at udstille dem"

LÆS OGSÅ: Bendtners tre trodsige trøjeskift: ”Sommetider må man prikke til systemet for at få det til at virke"

LÆS OGSÅ: Guardiola i strid med FA om gul sløjfe: ”Jeg bliver ved"