Ståle Solbakken

Deny, deny, deny: 5 ting vi lærte om fodbold i weekenden

Salah tager Liverpool med storm, FCNs forsvar er elendigt, Kvist er cool as a cucumber på landsholdet, og FCK rammer – selvforskyldt - bunden i Sønderjylland.

Deny, deny, deny!

Hvad er der dog sket med FC København? Søndag tabte de igen, næsten uden modstand, til Sønderjyske, der ikke tidligere har slået FCK i Superligaen - nogensinde. FCK er nummer seks á point med OB, og hvis AaB vinder over FCM mandag, har de også 22 point. FCK kan ende med at misse slutspillet. Det vil være en katastrofe.

Men hvad er det, der er gået galt i FCK? Hvorfor ligger en klub med et lønbudget, der er langt, langt større end alle andre danske klubber så langt bagefter topholdene i tabellen? Der er flere faktorer i det spil. For det første har FCK solgt deres allerbedste spillere de sidste to sæsoner. Nicolai Jørgensen, Thomas Delaney, Andreas Cornelius, Ludwig Augustinsson og Mattias Zanka Jørgensen. De har også nogle af deres bedste spillere i Erik Johansson og Federico Santander skadet.

Men det er jo ikke sådan, at FCK ikke har købt ind det sidste års tid. Problemet er, at scoutingen i FCK virker til at være helt væk. De nyindkøbte har slet, slet ikke slået til. Lüftner og Vavro har bare ikke særligt højt niveau, og i Sotiriou og Pavlovic har FCK den måske svageste angrebsduo i mands minde inde i Parken.

Derudover må man også sige, at spillere som Kasper Kusk, Nicolaj Thomsen, Rasmus Falk, William Kvist, Pierre Bengtsson, Youssef Toutuh og Robin Olsen slet ikke har leveret varen i denne sæson. Vi er vel derhenne, hvor man kan sige, at der ikke er en eneste spiller på FCK’s hold udover Benjamin Verbic, der kunne spille sig i startopstillingen for FCM eller Brøndby. Det kan jeg slet ikke huske er sket tidligere. Kun én spiller, der kunne komme i Brøndbys startopstilling. Det er ret vildt.

Men hvorfor er denne transition gået helt i vasken for FCK og Ståle Solbakken? En del af problemerne ligger i selvopfattelsen i FCK og i den danske presse. Som en konsekvens af de mange mesterskaber og succeser, har FCK og især Ståle Solbakken en tendens til ikke at ville indrømme, når der er rene spillemæssige problemer på banen. Det handler altid bare lige om få de nye folk på plads, få et par mand tilbage fra skade, få banen i ordentlig stand, få nogle bedre pølser på stadion (find selv på et par stykker), så kører FCK-maskinen igen.

Problemet med den approach er, at man så ikke får gjort noget ved problemet, fordi man ikke rigtigt erkender problemet. Da FCK blev udspillet af Horsens 12. august og alligevel mirakuløst fik 1-1, talte folk om, at alting blev anderledes, når Rasmus Falk kom tilbage fra skader. Rasmus Falk? Altså, den tidligere OB’er er da en fin spiller, men ... really? Rasmus Falk?

Utallige gange har man hørt eksperter i podcasts og avisrubrikker udtale sig om, at det bare var et spørgsmål om tid, før ’FCK-maskinen bare kværner løs igen’. Sidst i forbindelse med den heldige 4-3-sejr over FCM, hvor FCK spillede lige op med et hold, der spillede et helt nyt system for før første gang.

Dernæst efter 4-0-sejren over AGF – ja, AGF! -, hvor der også blev skræppet op om, at ’normale tider er på vej igen for FCK’. Siden AGF-sejren har FCK spillet uafgjort med Horsens, tabt til BIF og fået røvfuld i Sønderjyske. Nogle gange er det som om, at pressen – især den københavnske - ikke ser FCK’s kampe, men bare sætter, ikke Vedbæk-pladen, men Superliga-pladen på, når de taler FCK.

Indadtil i organisationen kan det blive dyrt for FCK, at man stort set aldrig vil indrømme, at spillet bare ikke kører. Ståle mener – ihvertfald udadtil – sjældent, at der er noget i vejen, og da assistenttræner Brian Priske tillod sig at antyde, at der var noget fundamentalt galt i begyndelsen af sæsonen, og man måske skulle prøve noget nyt, måtte han ud af vagten. Ståle er chefen, og der er ikke noget i vejen. Fordi jeg siger det!

På søndag har FCK Lyngby på hjemmebane. Mon en sejr mod Superligaens nr. 10 med et budget på omtrent 5 procent af FCKs og det dårligste forsvar i ligaen igen vil få eksperterne til at forudse, at ”FCK nu fejer al modstand til side’, eller er man måske endelig begyndt at indse, at FCK’s spillere bare ikke er særligt gode i øjeblikket og måske heller ikke bliver det?

Salah er en revolution i Liverpool

Mohammed Salah scorede to mål for Liverpool lørdag i endnu en sikker sejr for de røde fra Anfield. Han har nu scoret 14 mål i 18 kampe, og hans 300 millioner-prislap fra Roma denne sommer begynder at ligne en kanonhandel for Liverpool.

Da Salah kom til Liverpool denne sommer, vidste alle, at man ville få en hurtig - meget hurtig – pågående spiller, der ville være fantastisk i omstillinger. Men man havde nok ikke forventet, at han ville score så mange mål så hurtigt. Salah er ikke kendt for at være den bedste afslutter på kloden, og han har da også brændt en del chancer for Liverpool. Han er næsten konsekvent den mest afsluttende spiller for de røde.

Men der er sket meget med Salah, siden han var et flop i Chelsea. Klopp siger, at Salah ikke længere er en lille dreng, der ryger tre meter væk, hvis han får en skuldertackling, og alle der har prøvet at spille fodbold ved, at der er stor forskel på at skubbe til en stærk spiller og en, der bare giver sig, når man rører ved ham.

Det er sikkert en god pointe, men man bliver nødt til også at kreditere Roma og især deres tidligere træner – måske den mest undervurderede cheftræner i Europa – Luciano Spalletti.

Hvor Salah tidligere flagrede rundt og tog sig en slapper, når de andre havde bolden, er han nu en helt anden, langt mere komplet spiller. Hvis man ikke er med i presset og giver sig selv defensivt under Spalletti, så kan man lige så godt finde et rart, komfortabelt sted på bænken, fordi der kommer man til at sidde en del. Salah er bare en langt mere komplet spiller, end han var i Chelsea.

Spændende hvad Salah og Liverpool kan drive det til sammen. Liverpool har vundet deres sidste fire kampe mod Huddersfield, Maribor, West Ham og Southampton 13-1. Ikke store hold, selvfølgelig, men det var jo netop de små hold, de havde så store problemer med sidste sæson. Nu har de så Sevilla og Chelsea på tirsdag og lørdag. Så får vi at se, hvor langt Salah og de røde virkelig er kommet.

FCNs manglende forsvar

Brøndby har nu vundet syv superligakampe i træk og har ikke tabt på hjemmebane i ni kampe i træk. Pukki er begyndt at lave mål igen, og når den dygtige finne, Superligaens bedste, spillende angriber, rammer målet, plejer det at komme i stimer.

Søndag kunne FCN måske godt have fået uafgjort. De havde i hvert fald et væld af chancer. Problemet er bare, at FCN lukker en frygteligt masse mål ind. 11 i de sidste tre kampe, og det altså svært at vinde sine fodboldkampe, når man ved, at man nok skal score to eller tre for at vinde hver gang.

FCN har en målscore på 39-31. Brøndbys er 34-14, FCM’s 36-22, Hobro og Horsens’ er 24-18 og 22-16. Der er faktisk kun Lyngby med 33 mål mod sig, der har et dårligere forsvar i hele Superligaen. Hvis FCN skal vinde mesterskabet, skal de have styr på defensiven.

Kvists Dr. Jekyll and Mr. Hyde

William Kvist var i startopstillingen søndag mod Sønderjyske. Det slap han – ligesom de andre FCK-spillere - ikke godt fra. Når man ser ham i FCK, ligner han en spiller, der ikke rigtigt kan være med mere. På landsholdet spiller han til gengæld virkelig godt. Kvist er selvfølgelig heldig med, at vi i Danmark bare ikke har en særlig god, defensivt tænkende 6’er. Men han spiller faktisk for det meste ret godt for Danmark, selvom pressen er hård ved ham.

I begge kampe mod Irland var han blandt de bedre på holdet, og generelt har han holdt et pænt niveau i kvalifikationsturneringen. BIF’s Christian Nørgaard er givetvist en langt bedre spiller end Kvist lige nu, men der er altså noget med Kvist og landsholdet. Han hører bare til på en eller anden måde. Et hold består ikke altid af de 11 bedste spillere. Nogle gange er der bare nogle komponenter, der skal være der.

Var der andre end mig, der lagde mærke til, at William Kvist pjattede lidt med de irske tilskuere i starten af kampen sidste uge? Kvist tog et langt indkast, og da han startede sit tilløb helt ude ved tilskuerne, kom der et par smarte bemærkninger. Kvist svarede igen og grinede lidt til folk. Den vigtigste landskamp i ti år, og Kvist står derude og joker med modstandernes tilskuere? Det er sgu meget koldt. Det kunne jeg godt lide.

Jeg tænker, de andre på landsholdet nyder at have noget rutine og noget lederskab på banen. Så kan de sikkert godt se gennem fingre med, at William Kvist efterhånden løber en 100 meter på lige omkring tre kvarter og ikke kunne drible forbi Claus Hjort Frederiksen, om han så fik 50 forsøg.

Ikke Spanien, tak!

Danmark har kvalificeret sig til VM, og hvor bliver det en fed sommer med fester i parker og grill i haven og helt sikkert 25 grader i snit hele maj og juni! Glem blæsten og regnvejret, de elendige superheltefilm i biograferne, letbanevrøvlet i Århus, skyderier på Nørrebro, og manglen på en ordentlig pølsemix i København. Danmark er nu til VM, og alt er godt.

Der er kun lige én ting, der kan slå lidt skår i glæden. Når Danmark om en ti dages tid trækker tre modstandere ved lodtrækningen til VM, skal vi pinedød undgå Spanien. Selvfølgelig ville det være dejligt at trække Polen, Peru og Panama, men selv med Brasilien, Mexico og Japan eller endda Argentina, Uruguay og Serbien, selvom Serbien er med afstand den grimmeste firer, vil vi have en nogenlunde chance.

Vi skal bare undgå Spanien fra det andet seedningslag. Så er der linet up til den dejligste sommer i mands minde.

LÆS OGSÅ: Thomas Delaney kåret til Danmarks bedst klædte mand

LÆS OGSÅ: Zlatan lavede verdens smukkeste mål i 2013: Nu sælges saksespark-støvlerne

LÆS OGSÅ: Sven-Ole Thorsen overrasket med karatehæder: ”Jeg er 73 år, og jeg kan stadig kick ass”