Engang var jeg på date med en datter til en legende fra 80’er-landsholdet, og da jeg kom hjem til hende i deres lejlighed omkring Kongens Nytorv og så billederne, der hang på væggen, gik det op for mig, hvor lidt jeg egentlig vidste om det. Jeg vidste selvfølgelig, hvem hendes far var, men jeg kunne ikke tænke på andet end, hvor akavet det ville blive, hvis jeg en dag skulle sidde med ved frokostbordet, for jeg ville slet ikke kunne være med i deres fodboldsnak.
Nu er jeg tvunget til at forholde mig til det, fordi det virkelig er noget, der er populært hos mine følgere – særligt når det går landsholdet godt. Før så jeg oftest fodbold på den klassiske måde med mine venner, mens vi drak øl og spiste pizza, men det var mere det sociale, jeg var der for. Men da Danmark røg ud til Kroatien ved den seneste slutrunde, spillede Kasper Schmeichel en fremragende kamp. Jeg vidste godt, det ikke var hvilken som helst kamp, men jeg så den alene i min gule veloursofa, og det siger vel også en del om, hvor lidt fodboldmand jeg er, at jeg ikke så den i selskab med mine venner.
I dag arbejder jeg under kampene. På mange måder er det ret stressende, for min indbakke bliver i løbet af sådan en kamp fyldt, og jeg skal koncentrere mig for at følge med. Men det er også her, det virkelig går op for mig, hvor mange der egentlig følger landsholdet, og som bliver påvirket af deres resultater og fællesskabsfølelsen, de skaber.
