Andreas Christensen
Foto: Jasper Carlberg

Andreas Christensen

Andreas Christensen: "Det kunne være meget sjovt at være med til festerne, men jeg får lov til at spille foran 50.000 tilskuere, så jeg vil ikke bytte"

Mød dansk fodbolds stilfærdige supertalent.

Andreas Christensen slæber på fire gule mænd, to under hver arm. De mandshøje figurer af metal gør det ud for frisparksmuren, der netop har været brugt på træningsbanen.

”Det er åbenbart de unge, der skal rydde op her,” siger han lavmælt i et lidt træt, men dog humoristisk tonefald.

Selv om fansene af hans klub Borussia Mönchengladbach har kåret ham til Årets Spiller, er han stadig en af de unge i flokken, og så er man dømt til at samle overtræksveste, kegler og frisparksmur sammen, mens ældre han­elefanter i spillertruppen får forspringet til bruseren.

20-årige Andreas Christensen kender spillets regler. Han er god til dem. Halvanden times træning er slut for i dag, og inden danskeren forlader træningsanlægget, går han hen til en gruppe på ca. 100 fans, der har overværet deres helte fra sidelinjen bag en afspærring.

Mange af dem kommer her næsten hver dag og er klædt i merchandise fra den nærliggende megastore, mens en enkelt supporter er iført den klassiske ærmeløse cowboyjakke forbeholdt tyske fodboldfans med klublogo påsyet hele ryggen og dusinvis af badges, nåle og stofmærker på forsiden.

'AC'

Født 10. april 1996. Han er 188 cm høj og vejer 73 kg. Kåret til Årets Talent 2015 af Spillerforeningen og en del af U21-landsholdet, der var med ved EM samme år. Kort forinden havde Morten Olsen givet Andreas Christensen debut på A-landsholdet. For at opnå mere spilletid på klubplan blev han i sommeren 2015 udlejet fra Chelsea til Borussia Mönchengladbach frem til juli 2017. Dermed blev han den 16. danske spiller i Borussias historie, og i sommer blev Jannik Vestergaard dansker nummer 17. Andreas Christensen blev af klubbens fans kåret til Årets Spiller i sin første sæson med 54 % af stemmerne. Nummer to blev den tidligere anfører, Granit Xhaka, nu Arsenal, der
opnåede 15 %.

Håret er langt i nakken, tyndere på toppen, og ejeren af vesten har ikke holdt sig tilbage ved livets store fadølsanlæg. Fodbold betyder næsten alt i byen, der ligger en halv times kørsel fra storebror Düsseldorf til den ene side og den hollandske grænse til den anden.

Andreas Christensen skriver autografer og stiller op til selfies med teenagere i alle aldre. Til sidst når han til en mand i slutningen af tresserne, der har medbragt en hel mappe med postkort med danskerens motiv.

De veksler ikke et ord, for begge parter ved godt, hvad det drejer sig om. Manden kommer her hver dag, og hver dag skriver Andreas Christensen på alle de nye kort. 

I 2015 var Borussia tilbage i Champions League for første gang i 37 år. Også i denne sæson er klubben med i det fine selskab, med stor hjælp fra danskerens forudseende, elegante, rolige og dog hurtige forsvarsspil, der har medført sammenligninger med historiens største defensive navn, tyske Franz Beckenbauer, bl.a. fra landstræner Åge Hareide.

Det er fire år siden, at Andreas Christensen tog afsked med 9. klasse og Brøndbys U16-hold og startede et liv som fuldtidsprofessionel på London-klubben Chelseas ungdomsakademi. To år senere gav daværende manager José Mourinho ham seniordebut på storklubbens førstehold, inden danskeren blev udlejet til Borussia for at få fast spilletid.

Andreas Christensen forlader den kolossale Borussia-Park, der rummer både træningsbaner og stadion med plads til 54.000 tilskuere, og kører mod sin lejlighed i nærheden af centrum. Hans bilkørsel står i kontrast til en rolig, nærmest genert fremtoning på og uden for fodboldbanen.

”Jeg kan godt lide at køre stærkt,” siger han, mens Audi-firehjulstrækkeren accelererer i den tidlige tyske eftermiddagstrafik.

Dette er den ’fornuftige’ af Andreas Christensens biler, som han kører i til og fra træning og kamp. Traditionsklubben er berømmet i hele Tyskland for sin høje grad af ansvarlighed, den lægger vægt på ordentlig opførsel, ikke mindst økonomisk, at man udviser respekt.

Måske var det derfor, klubben ved danskerens ankomst advarede ham mod at føre sig frem i dyre, opsigtsvækkende køretøjer. Det kan man til nød gøre, når man har bevist, at man er stor nok. På banen.

Andreas Christensen åbner hoveddøren. Lejligheden er stor, tom og skinnende ren som i en tysk reklame på den store fladskærm, der dominerer stuen. Den minder om en hotellejlighed af bedre standard.

”Det er første gang i mit liv, jeg bor for mig selv,” siger værten. Han flyttede direkte fra drengeværelset i Blovstrød og ind hos en værtsfamilie i London, da han skiftede til Chelsea. Da han kom til Tyskland, blev han via klubben installeret i det nybyggede, funkisinspirerede velhaverkompleks bygget lige oven på det sted, hvor Borussia Mönchengladbachs gamle, mytologiske stadion Bökelberg lå.

Det var her, Borussia fejrede store triumfer som et af Europas stærkeste klubhold i 70’erne, og her hans landsmand Allan Simonsen modtog Ballon d’Or, prisen som Europas bedste fodboldspiller, i 1977.

Det er her, Andreas Christensen, årgang 1996, sidder i sin stue med direkte udsigt til det gamle stadions tribuneplateauer, som nu er tilsået med græs. En del af betontrappernes ståpladser og gelænder er bevaret. Her fortæller Andreas Christensen sin historie, som starter med hans unge livs største nedtur i august 2015.

”Jeg havde fået min debut for Borussia i pokalturneringen mod St. Pauli ugen forinden, og det var gået rigtig godt. Min gamle ungdomstræner i Brøndby, John Ranum, sendte en sms efter kampen: ’Dejligt at se Franz Beckenbauer tilbage i tysk fodbold.’

Sammenligningen har jeg hørt flere gange siden, og jeg kan egentlig godt lide det. Det giver lidt mere pres, når folk roser mig, men jeg tænker ikke: ’Nu skal jeg være Beckenbauer.’

I sæsonpremieren i Bundesligaen mødte vi så Borussia Dortmund, og jeg spillede over for Aubameyang, der har den højeste topfart, jeg nogensinde har set i fodbold. Han er blevet målt til at være hurtigere end Usain Bolt på de første 30 meter.

Jeg gik ind og kiggede på statistikkerne efter kampen, og han løb 37 km/t, hvor jeg blev målt til 34. Det er virkelig nemt at komme til at se dum ud over for ham. Jeg syntes selv, jeg løb vildt hurtigt, men han forsvandt bare.

Jeg kunne ikke engang se hans rygnummer til sidst. Vi tabte 4-0. Jeg vidste, at jeg havde begået fejl, og jeg havde aldrig følt mig så langt nede før. Da jeg kom hjem, ringede jeg til min familie i Danmark og sagde, at de skulle komme herned.

Jeg havde det ikke godt og havde virkelig behov for at snakke om noget andet end fodbold. Jeg havde ikke engang lyst til at gå ned i byen og handle og vise mit ansigt. Men jeg kom over det. Det er nok sådan, jeg er. Jeg tænker: ’Sket er sket, jeg har begået en fejl, så må jeg bare vise næste gang, jeg får chancen, at det var en engangsforestilling.’

Det var rigtig hårdt, men på den anden side vidste jeg, hvilke fejl jeg havde begået, og hvordan jeg skulle rette op på det. Men de næste fire kampe blev jeg sat på bænken, og det er noget af det værste, jeg har prøvet.

Det var noget andet, da jeg sad på bænken i Chelsea, hvor der stod en masse etablerede stjerner foran mig. Her følte jeg ikke, at de andre var bedre end mig.
Endelig fik jeg chancen igen, i derbyet mod Köln, som er vores lokalrivaler, og så lavede jeg faktisk den samme fejl.

Vi tabte 1-0. Det værste er, at hvis man tager den ene situation væk, er det en af de bedste kampe, jeg nogensinde har spillet. Jeg tænkte: ’Det er noget lort, det her.’ Men så sagde træneren op. Næste kamp, mod Augsburg, var jeg i startopstillingen. Efter 20 minutter var vi foran 4-0. Siden har jeg spillet fast.”

I sit soveværelse har Andreas Christensen et billede stående. Det er taget efter en træningskamp med Chelseas førstehold i 2013 og forestiller hans daværende holdkammerat, brasilianeren David Luiz, der peger på danskeren.

Luiz lagde billedet på Twitter og skrev ”Stor fremtid” om Andreas Christensen. I soveværelset står også et pokalskab med guldmedaljen fra Champions League for U21-hold og Premier League-mesterskabsmedaljen, begge fra 2015.

Han tager sin danske mesterskabsmedalje fra U17-holdet i Brøndby ud og siger: ”Den her betyder lige så meget for mig.” Den stammer fra en tid, hvor Andreas Christensens mor ofte gav ham en seddel med i skole: ”Han skal til lægen,” stod der. Det var løgn. Han skulle spille fodbold. 

”Da jeg kom på kontrakt i Brøndby, var det, som om skolen begyndte at acceptere, at jeg skulle have fri, men i starten var de ikke glade for, at jeg valgte skolen fra. Jeg ville da også gerne bestå, men fodbold er bare … Jeg har ført mig frem i det, det har bare altid været øverst.

Da jeg begyndte at spille i Skjold Birkerød, var jeg et år yngre end de andre og måtte egentlig ikke være med. Min far var træner for holdet, og vi sagde ikke til nogen, at jeg kun var fire år. Siden har jeg altid spillet med dem, der var et år ældre. Jeg tænkte ikke over, at det måtte være, fordi jeg var god.

Jeg spillede bare. Første gang, jeg tænkte, at jeg nok var god, var, da Brøndby blev interesseret i mig. Jeg var 10 år. Min far blev målmandstræner i klubben, og så passede det hele sammen. Han hentede mig fra skole kl. 14, og så kørte vi direkte til Brøndby.

De dage jeg ikke trænede, spillede vi altid os drenge sammen, fem mod fem, hjemme på vejen. Vi boede i et grønt område, et meget stille og roligt parcelhuskvarter. Jeg havde altid en lille bold med mig. Det har jeg også i dag. Jeg går stadig og sparker til en bold, når jeg laver mad, snakker i telefon og sådan noget. Hele tiden.

Alt handler om fodbold i min familie. Min far var målmand i 1. og 2. division og Superligaen for bl.a. Hvidovre og Brøndby. Han spillede på hold med sin tvillingebror. Jeg var altid med ude og se min far og hans bror spille på samme hold.

Det er helt sindssygt, så meget temperament de har, men jeg har overhovedet ikke fået noget af det. Da min far var træner for mig, råbte han altid lidt mere efter mig end de andre, og dengang syntes jeg ikke, det var så fedt, men nu sætter jeg pris på det, fordi han har presset mig til at blive bedre.

Jeg har aldrig været ked af det, og han har altid vidst, hvor mine grænser var. Med min far har det altid været fodbold, og sådan er det også i dag. Hvis jeg skal snakke om noget andet, er det med min mor. Jeg tror, det er bedst på den måde, så er det lidt delt op.

Min mor er selvfølgelig altid så sød: ’Nej, hvor spillede du godt.’ Min far er lidt mere kritisk: ’Du lavede en fejl dér.’ Men presset har jeg lagt på mig selv. Da jeg var mindre, spillede jeg for at have det sjovt, og jeg elskede at lave mål. Nu skal vi bare vinde, og jeg er ligeglad hvordan.

Det ligger til familien

Familien Christensens fodboldrødder går endnu længere tilbage end til Andreas’ far, der spillede i Superligaen: ”Min farfar spillede på førsteholdet i OB, og jeg hørte historierne om min fars onkel Kurt, der havde været professionel i Lazio i 60’erne i Italien. Det ville jeg også være.”

Det var aldrig oppe at vende, at jeg skulle i gymnasiet. Jeg tænker da nogle gange på de ting, man går glip af, når jeg ser, hvad andre har oplevet. Den dér studenterhue.

Mange lægger billeder op af fester og galla og fine kjoler og studenter. Det med at gå i byen sker kun en gang imellem i ferierne. Når jeg ligger og skal til at sove på et hotel fredag aften, inden jeg skal spille kamp dagen efter kl. 15.30, kigger jeg på snapchat og ser alle de videoer med folk, der går ud og har det pissesjovt.

Så tænker jeg: ’ Ja, det kunne egentlig være meget sjovt at være med.’ Men på den anden side får jeg lov til at spille foran 50.000 tilskuere, så jeg ville ikke bytte.”

Sengen er uredt, han skulle skynde sig ud ad døren til træning i morges, men ellers er her ryddeligt og nydeligt. For nogle måneder siden skete der dog noget ret vildt på adressen, fortæller Andreas Christensen og viser en video på sin telefon.

Den er taget fra lejlighedens altan og viser havebordets store glasplade, der ligger på jorden, ca. 6 meter nede. Under en kraftig storm havde bordpladen revet sig løs og var fløjet ud over gelænderet og landet – uskadt – på jorden. Andreas Christensen fortæller anekdoten med en ikke løssluppen, men dog drenget begejstring, som minder om, at han kun er 20 år.

Det kan man nemt glemme, for det meste af tiden er stemmeføringen ældre. Han har aldrig prøvet andet end at være fodboldspiller. Alle historierne om unge spillere, der får for mange penge og for meget fritid og falder igennem på eller uden for banen, kender han selvfølgelig også.

Men Andreas Christensen kan tydeligvis ikke lide at sige noget dårligt om nogen. Han drejer i stedet samtalen tilbage til bordpladen og siger, at han stadig ikke fatter, hvordan pladen af glas overlevede faldet. Han bar den op igen, og bordpladen ligger igen, hvor den lå før stormen. Sådan har han lært at klare tingene selv, siden han som 16-årig skiftede til Chelsea i London.

”Inden vi skrev under med Chelsea, satte jeg sammen med min far alle de interesserede klubber op mod hinanden og besøgte blandt andre Liverpool og Ajax. Jeg var også i Arsenal og havde et møde med Arsène Wenger (klubbens manager, red.), som sagde til mig: ’Hvis man er god nok, får man også spilletid i Arsenal.’

Så kaldte de Jack Wilshere og Kieran Gibbs ind som eksempler på unge spillere, der var på holdet. Jeg var genert, men min far var ligeglad og stillede en masse spørgsmål. Han ved godt, hvad jeg har brug for.

Han har prøvet nok som spiller til, at han godt kan følge, hvad jeg siger, og derfor er det nemmere at have ham som rådgiver. Jeg gider ikke have en agent, der skal have 10 % og ringer hele tiden og spørger: ’Nå, hvordan går det? Hvordan går det til træning? Skal du spille i weekenden?’

Jeg valgte Chelsea, fordi det var der, jeg følte mig bedst tilpas. Jeg havde hørt mange historier om unge danske spillere, der ikke havde mentaliteten til at være i en udenlandsk klub og måtte vende hjem igen, men det var nok min mor, der tog det hårdest, at jeg skulle rejse.

Jeg fik indføjet 12 årlige hjemrejser i min kontrakt, og det tror jeg var ret usædvanligt. Aston Villa, som jeg besøgte flere gange, ville ikke tilbyde det.
Forskellen mellem Brøndby og Chelsea var kæmpestor på alle områder.

I Brøndby er det mere som en familie, hvor det i Chelsea er topprofessionelt det hele. Jeg faldt ret hurtigt til og boede hos en værtsfamilie, hvor vi var fire drenge, der gik på akademiet, og det holdt mig i gang. Jeg nåede ikke engang at tænke på, at jeg havde hjemve.

Jeg har ikke altid været så disciplineret, som jeg er nu. Det begyndte først, da jeg kom til Chelsea. Da jeg boede hjemme, ville jeg helst i seng så sent som muligt og blive oppe til midt om natten, men det fik jeg selvfølgelig aldrig lov til.

Så da jeg flyttede til London, gik jeg lidt for sent i seng i begyndelsen og følte mig udmattet efter de første uger, men jeg kunne godt selv se, at jeg nok havde brug for mere søvn. Nu får jeg altid 9-10 timers søvn.

Bygningen for de unge spillere på akademiet og førsteholdets bygning er adskilt af en vej. ’Det gælder om at komme over vejen,’ sagde trænerne tit til mig. ’Du skal kæmpe dig over vejen, Andreas.’

Da jeg lige var kommet til Chelsea, kom jeg gående på vej hjem fra træning på akademiet, da Chelseas anfører John Terry kørte op på siden af mig og rullede vinduet ned. Jeg havde ikke langt hjem fra klubben, men han spurgte, om jeg ville have et lift.

Jeg havde ikke talt med ham før, kun sagt hej, og da jeg sad der i bilen, var jeg lidt genert. Lidt starstruck. Mit engelsk var heller ikke så godt endnu, men det var stort for mig, at han talte med mig og kørte mig hjem. John Terry har altid sagt til mig, at hvis jeg havde brug for ekstra træning, skulle jeg bare sige til.

Han var også rigtig god til at motivere. ’Du skal ind og tage min plads,’ sagde han, også selv om han måske ikke ønskede, at det skete. Inden jeg kom derover, havde jeg kun hørt dårlige historier om ham, men når man møder ham personligt, er han den flinkeste mand, der hjælper rigtig meget.

Overgangen til førsteholdstruppen var ikke så svær, som den kunne have været. Det er stadig et stort skridt, men det gjorde det nemmere, at jeg havde trænet med dem nogle gange allerede.

På førsteholdet bliver man bedømt efter sine faglige evner. Det er et godt hold, så bare ved at være der ved de andre, at du kan spille fodbold. Det er mere på ungdomsniveau, at man lige skal accepteres, og nogen sætter sig igennem både på banen og i omklædningsrummet.

Det er et machomiljø. Jeg har hørt en del om spillere, der er rejst for tidligt ud og har haft det svært i miljøet. Der har jeg den modsatte indstilling. Jeg tror, det hjælper at tage tidligt af sted. Det hjælper at blive lidt mere fast i det. Blive stående.

Mourinho gav mig debut. Han er en god træner. Meget detaljeret. Inden for væggene var han egentlig ret normal, men selvfølgelig har han sin personlighed. Han er svær at beskrive. Han er ikke stille som sådan, han snakker meget, men han taler meget lavt.

En lidt underlig type faktisk. Når man ser ham i kampe, står han og råber og sviner folk til. Det sker ikke til træning. Men han ved, hvordan han vil have tingene, og man får det at vide, man ikke gør det godt nok. Han var rigtig god for mig.

Hvis jeg lavede en fejl, sagde han ’vågn nu op, nu er vi i gang!’ Spillerne siger ikke noget til hinanden til træning. Hvis man laver en fejl, siger de bare ’kom igen’ og den slags. Jeg kan godt lide, at træneren siger det, som det er.

Min første kamp på førsteholdet var en FA Cup-kamp mod Shrews-bury i oktober 2014. Jeg var rigtig nervøs. Det lå langt væk, det regnede, banen var dårlig, og derfor var det nemt at lave fejl.

De første 20-25 minutter var jeg virkelig nervøs, men da jeg fandt mine ben, blev det bedre, og jeg kom også lidt frem ad banen. Når jeg er nervøs inden en kamp, går det meget langsomt, når jeg skal spise. Det er lidt irriterende, men det er blevet meget bedre. 

Jeg får tit at vide, at jeg er meget rolig på banen. Sådan er jeg også uden for banen. Det har jeg efter min mor. Jeg tror, min personlighed hjælper mig på banen. Du ser aldrig mig lave nogle hårde, aggressive tacklinger, jeg går mere ind og ’nipper’ lidt til den og tager bolden og spiller mig ud af det.

Jeg har aldrig lavet svinestreger for at sætte mig igennem, men i Chelsea skulle jeg lige vise mit niveau, før de andre ville spille mig. Det viste jeg ret hurtigt, og så var jeg accepteret.

AC og landsholdskollega Pierre-Emile Højberg der har spillet på hold sammen siden u14-årgangen i Brøndby

Da jeg kom op på U21-holdet i Chelsea, havde vi en træner, der hed Dermot Drummy. Han forlangte, at jeg skulle råbe mere på banen, og han satte en mikrofon fast på min trøje under træningen.

Hvis jeg ikke snakkede nok, trak han mig til side og sagde: ’Du har kun sagt, at du ville have bolden, du skal snakke meget mere.’ Om det så var nødvendigt eller unødvendigt, så skulle jeg bare råbe. Det er blevet meget bedre, efter han lavede det trick, og jeg har også indset, at det hjælper, så jeg bedre undgår at komme i dårlige situationer.

Men da han gjorde det, var det ikke rart. Det falder mig ikke naturligt at råbe. Jeg vil jo rigtig gerne vinde, men det ligger bare ikke til min personlighed at råbe til andre og sige: ’Gør lige det der!’ I omklædningsrummet er jeg også en af de stille. Jeg har mest de faste, jeg snakker med.

Nogle gange ville jeg ønske, jeg selv var den type, der satte mig mere igennem og markerede, at jeg ville bestemme. Jeg har ikke rigtig turdet udfordre hierarkiet. Men jeg har det sådan, at hvis jeg skal vise en medspiller, der ligger højt i hierarkiet, respekt, skal han også vise mig respekt.

Det kan fx være til træning, hvor vi laver øvelsen med fire mand og to i midten, der skal forsøge at erobre bolden. Hvis der er en fifty-fifty-situation, hvor det både kan være mig og en ældre spiller, der har mistet bolden, og jeg så går ind og stiller mig i midten, viser jeg respekt.

Når jeg gør det, skal min ældre medspiller også vise mig respekt, ellers gør jeg det ikke igen. Det kan også være i forbindelse med at bære ting ind og samle kegler efter træning.

Jeg brokker mig aldrig, men når jeg gør de ting, forventer jeg også respekt den anden vej. I Chelsea var der mange, der så sig selv som stjerner. Det er en af de gode ting ved at være her i Borussia. Der er ingen superstjerner.” 

I Andreas Christensens soveværelse ligger der en hestesko på et bord ved siden af pokalskabet. Den er omgivet af medaljer og prisen Årets Talent i Danmark 2015. Hesteskoen har han fået af sin mormor. Den fik han med, da han rejste ud.

Den skal ligge på en bestemt måde, som den gør nu, og der er ingen andre, der må røre den. Andreas Christensen tager en nål frem fra pokalskabet. Det er en DBU-landskampsnål, som han fik efter debuten mod Montenegro på Viborg Stadion 8. juni 2015.

To uger inden optrådte han for første gang i Premier League i 3-1-sejren over Sunderland. Selv om danskeren kun spillede 12 minutters Premier League-fodbold, insisterede José Mourinho på, at Christensen skulle have en mesterskabsmedalje for sit bidrag til truppen gennem sæsonen.

Professionelle fodboldspillere, især unge professionelle fodboldspillere, fremstilles ofte som forkælede og overbeskyttede børn. Måske er der noget om det.

Og måske er det ikke så nemt og forkælet, som det ser ud, at kæmpe sig igennem nåleøjet blandt tusindvis af kandidater og dernæst levere uge efter uge med et vist pres fra holdkammerater, trænere, medier og tusinder af tilskuere på tribunen, på gaden, foran fjernsynet og på de sociale medier.

Flere professionelle fodboldspillere på højeste niveau nævner i fortrolige øjeblikke det næsten konstante pres, de er under, som noget, man umuligt kan sætte sig ind i, hvis man ikke selv har været der.

Kollega i kontrol

Andreas Christensen skiftede til Brøndby som 10-årig, hvor han siden U14-årgangen kom på hold med den nuværende landsholdskollega Pierre-Emile Højbjerg, som derfor kender Chri­stensen godt:
”’AC’ har det største potentiale i hele landsholdstruppen. Han er så rolig, at man skulle tro, han var på noget. At han havde røget en ’pind’, haha. Han er altid i kontrol, det er så vildt. Folk siger, han ikke har temperament, men det er løgn. ’AC’ har masser af temperament, han viser det bare ikke. Det kommer ud på en anden måde end den sædvanlige. Du skal ikke tro, han er konfliktsky, selv om han er så rolig. Han har en stærk personlighed, og det er det, det handler om. At være sig selv.”

”Jeg har det fint nok med at være alene efter træning, for nogle gange er jeg så udmattet, at jeg bare ligger med fødderne oppe og ser fjernsyn. Jeg har fire forskellige serier i gang. I Tyskland kan man spørge træneren om en ekstra fridag, hvis man ikke har været på toppen eller har været syg.

Hvis jeg spurgte, ville de 100 % sige ja, fordi de mener, jeg er så professionel, får min søvn, spiser rigtigt og ikke ville gå i byen eller lignende. Når de kigger på andre typer, tænker de: ’Arh, ham der er nok ikke lige en, vi skal give fridage.’

Jeg løber ikke så langt, men laver mange sprint under kampe. Min position som forsvarsspiller er ikke den hårdeste for kroppen, men måske den hårdeste oppe i hovedet. Jeg skal læse spillet. Mit job er at have styr på, hvor angriberne løber.

Når sæsonen er ved at være slut, og folk spørger: ’Har du brug for ferie?’ svarer jeg: ’Nej, min krop kunne egentlig sagtens blive ved, men mit hoved er træt.’ Hvis jeg som forsvarsspiller får en hjerneblødning, er der stor risiko for, at modstanderen får et mål.

Hvis man får en hjerneblødning oppe i angrebet, har man stadig 10 spillere, der kan nå at redde én. Derfor skal jeg være topkoncentreret.

Det er hårdt for hovedet, at man skal lytte så koncentreret til trænerens instrukser, som kan være meget detaljerede. Når vi sidder og ser videoer, og træneren gennemgår dem, kan jeg være ved at falde i søvn.

Jeg vil jo gerne se, hvad min modstander på lørdag egentlig gør, for angriberne har mange gange de samme mønstre, men det er en lang video inden træning, og du skal virkelig være fokuseret.

Jeg kan godt forstå, hvis folk, der arbejder hele dagen, ikke synes, det lyder som hårdt arbejde at træne to timer om dagen, og jeg tænker også, jeg er pisseheldig, at jeg kan sidde her på min altan og nyde solen og udsigten om eftermiddagen.

Men hvis man ikke selv har prøvet det, er det nok svært at forstå, at man som professionel fodboldspiller på højt niveau oplever rigtig meget pres udefra. Folk kommenterer på dig konstant, og det er hårdt mentalt at prøve at lukke det ude.

Jeg siger altid til mig selv: ’Lad nu være med at gå ind og læse alle kommentarerne på nettet.’ Men der er altid en, der sender et link: ’Har du set det og det?’ Jeg kan heller ikke lade være. Jeg går ind og kigger på, hvad folk skriver om mig på Ekstra Bladet, BT, bold.dk osv.

Jeg går også på Twitter, og der kommer mange opslag. Det er tit de samme mennesker, der kommenterer. Sådan noget med: ’Han kommer aldrig i nærheden af Franz Beckenbauer.’ Nogle gange tænker jeg: ’Hvad får de ud af at skrive det, de gør?’ Jeg forstår bare ikke helt behovet for at sige det.”

Andreas Christensen kigger på sin iPhone. Der kan han læse alle nyhederne, spekulationerne og Twitter-kommentarerne om sig selv. Om hvorvidt han skal tilbage til Chelsea, London og Premier League med det markant større pres, når lejeperioden udløber.

Han kan også læse, at han som den eneste dansker er blandt de 40 nominerede til UEFA's Golden Boy-pris 2016, der går til årets største U21-talent (prisen gik til Bayern Münchens Renato Sanches, red.).

”Jeg har været i aviserne flere gange, end jeg har lyst til, og derfor siger jeg nogle gange til klubben, at jeg gerne vil have en periode, hvor de svarer: ’Prøv lidt senere,’ når journalister spørger om interview.

Heldigvis er det meget nemmere at fokusere på fodbold her i Tyskland end i England, hvor medierne er langt mere nærgående og aggressive. På min 18-års fødselsdag skrev Daily Mail en historie om, at jeg tjente 20.000 pund om ugen i Chelsea.

Jeg skulle udstilles som et eksempel på en ung, forkælet spiller, der tjener kassen uden at spille. Jeg tjente overhovedet ikke i nærheden af, hvad der stod. Vi havde en meget vigtig FA Cup-semifinale mod Arsenal dagen efter, men pludselig var alles øjne rettet mod mig, og da jeg kom over i klubben, følte jeg mig lidt dum.

Alle spurgte: ’Har du læst det?’ Jeg blev vækket af BT, der ville have et interview. Alt sådan noget. Chelsea sagde til Daily Mail, at hvis de ikke rettede op på det, fik de ikke adgang til spillerne i fremtiden, så næste dag skrev avisen, at jeg havde spillet verdens bedste kamp mod Arsenal, og at jeg fuldt ud havde fortjent at tjene alle de penge.

Jeg gik ind og læste kommentarerne og kunne se, at avisen blev svinet til af folk, der skrev, at journalisterne opfandt historier uden kilder, så på den måde var det egentlig meget fedt.

Her i Mönchengladbach bliver man genkendt på gaden, men folk er ikke så aggressive som i England, det er mere ’god kamp på søndag’ og den slags. Folk kommer ikke hen til mig, hvis jeg sidder og spiser på en café, for fansene kan bare komme og se træningen, de kan næsten komme helt hen til omklædningsrummet.

I England er det hele så lukket for almindelige mennesker, så når folk endelig ser dig, vil de helt tæt på og have billeder med dig. Her i Tyskland er det virkelig intenst med tilskuerne, når man spiller kampe, men ellers er det ikke hysterisk.”

Andreas Christensen tager elevatoren ned i kælderen og åbner døren til fyrrummet. Det var her, han måtte ned i vinter, da varmen var gået, og han forsøgte at tænde for den igen.

Han skyndte sig at sige til klubben, at hvis han blev syg, var det altså, fordi hans lejlighed var en dybfryser i tre dage. Længere inde i kælderen har han et opbevaringsrum.

Her står håndværkerens værktøjskasser: kassevis af fodboldstøvler fra sponsoren. Han åbner en af dem og viser en sjældenhed i moderne fodbold: støvler i ægte læder.

”Jeg kan bedst lide at spille i læder. Jeg fik engang neglen revet af, og der gik betændelse i det, og så gør det ondt at spille i kunstmateriale.”

Lidt efter tilføjer han: ”Men jeg har det faktisk bedst, når jeg har ondt. Der skal være noget, der holder mig i gang. Jeg ved ikke helt hvorfor, men min krop har det bedst, når det gør ondt et sted.”

Han åbner døren til parkeringskælderen og fremviser nærmest lidt undskyldende en grå, matlakeret Audi RS7 og skynder sig at sige, at den altså er billigere i Tyskland end i Danmark.

Han forstår ikke fodboldspillere, der kaster rundt med deres penge og ”kører i camouflagefarvede Bentley’er.” Han vil ikke have noget, der flasher, siger han.
Andreas Christensen sætter sig ind og starter bilen. Han gasser op med et uskyldigt ansigtsudtryk. Motoren brøler øredøvende.

LÆS OGSÅ: Christian Eriksen: "Forskellen på landsholdet og Tottenham er, at bolden er blevet puttet i kassen på mine afleveringer i Tottenham"

LÆS OGSÅ: Pierre-Emile Højbjerg: "Jeg spurgte Ryan Giggs om jeg måtte få hans trøje. Han sagde: 'Here you go, lad.' Det var kæmpestort"

LÆS OGSÅ: Mikkel Hansen: "Tror du, jeg fik stryg til træning, da jeg kom med langt hår og pandehår?"