Foto: Jonas Bie

Det lange farvel: Brian Holm og Mark Cavendish

Da et af historiens største cykelhold lukkede med udgangen af sidste sæson, gik to store profiler hver til sit. Hvorfor det? Og hvorfor arbejdede netop de to så godt sammen? Tonny Vorm tog med verdensmesteren Mark Cavendish og hans mentor Brian Holm til deres sidste cykelløb sammen for at finde svarene og forklaringen på et usædvanligt makkerskab.

"HØR EFTER, DRENGE, det her er meget vigtigt," siger Brian Holm højlydt. ”Sidste år gik det helt galt.”

Han står i HTC-Highroads rytterbus med en espresso i den ene hånd og nogle papirer, der er hæftet sammen i hjørnet, i den anden hånd. Hans briller sidder i panden. Det er søndag 9. oktober, og der er en lille time til, at en af efterårssæsonens vigtigste cykelklassikere, Paris-Tours, startes på torvet i den lille franske by Voves. Udenfor småregner det fra en grå himmel, og pressefotografer, fans og journalister er stimlet sammen omkring bussen for at få et glimt af Mark Cavendish. Det er første gang, briten stiller op i et løb iført den regnbuefarvede trøje, han fik efter at have vundet verdensmesterskabet i København to uger tidligere, og ingen vil risikere at gå glip af en eventuel kommentar eller en autograf.

Inde i bussen har Mark Cavendish som sine seks holdkammerater fokus på holdets danske sportsdirektør. Han har ikke trænet siden sejren i København, og han er både træt af al opmærksomheden og spændt på, om han overhovedet kan komme gennem dagens 230 km, der hen mod slutningen oven i købet byder på flere markante stigninger.

Alt det fortalte han Brian Holm i bilen fra Orly-lufthavnen dagen inden. Holms forslag var at fingere en defekt lige inden stigningerne og derefter udgå. Det havde danskeren selv gjort engang i starten af 90’erne, da han kom hjem fra Tour de France som favorit i Stjerneløbet i Roskilde. Da Holm indså, at han ville tabe til en amatør, valgte han at stå af cyklen og fingere en punktering. Han havde stillet sig i vejkanten og viftet med et hjul for tv og fans, som om det ærgrede ham ad helvede til, at han ikke kunne få et nyt dæk af en servicebil og komme videre.

”Hellere udgå end at tabe ansigt, ikke?” havde Brian Holm sagt til Mark Cavendish, der havde grinet, men også spekuleret over, hvad han skulle stille op med et råd af den type. Var det alvorligt ment? Kan en verdensmester tillade sig den slags?                                            

I BUSSEN INDEN Paris-Tours har Brian Holm i mellemtiden drukket kaffen, sat brillerne for øjnene og fundet de informationer i sine papirer, som han har brug for.

”O.k., så er vi der,” siger han med hævet stemme.

Han beder chaufføren skrue lidt ned for musikken.

”Hører I ikke efter, så må I klare jer selv. Vi skal have fart på. Kommer vi i mål som planlagt, har vi 3-4 timer til at nå vores fly i Paris. Alle kører fra Tours kvart over fem! Det vigtigste er, at jeg flyver klokken 20 over otte. Dvs. hvis en af jer vinder, og vi skal vente på medaljeoverrækkelsen, når jeg ikke min flyver hjem til København i aften.”

Brian Holm løfter blikket uden at smile, inden han fortsætter:

”Men vinder vi, så bliver jeg med servicebil 2. I andre tager af sted. Det eneste, vi ikke venter på, er folk, der bliver sat. Jeg gider ikke miste mit fly, fordi I er dovne. Så hold jer fremme. Er det forstået?”

Enkelte på holdet griner. Sidste år gjorde Brian Holm alvor af truslen, da han og holdet kørte fra Frantisek Rabon, som ikke kom ind med hovedfeltet. Hellere lade en enkelt mand finde hjem på egen hånd end at bruge penge på hotelovernatninger og nye flybilletter til et hold, der i øvrigt gerne vil hurtigt hjem, fordi det er sidst på en lang sæson.
”O.k., så har vi også et løb, vi skal køre. I kender taktikken, ikke?”

Brian Holm kaster et blik ud over rytterne, der alle nikker. Alle undtagen Mark Cavendish, der nu piller ved sin iPod.

”Hvad laver du, Cav? Er du nervøs?”

Brian Holm fortsætter med endnu mere styrke i stemmen: ”Så skulle du måske have holdt dig i form i stedet for at gå til koncert med Britney Spears, ikke? Hvis jeg var dig, ville jeg lægge det der lortemusik langt væk. Tror du, Francesco Moser lyttede til den slags? Eller Eddy Merckx? Man har aldrig hørt om en verdensmester, der går til koncert to dage inden Paris-Tours, vel? Og så med Britney Spears.”

Brian Holm ryster på hovedet, vender sig og forsvinder ud af bussen med et stort smil, inden Mark Cavendish når at svare igen. Det var Rihanna, ikke Britney Spears, Cavendish var til koncert med i London for to dage siden. Det ved Brian Holm udmærket godt, men han ved også, at Cavendish kører bedst, når han er irriteret. Når han er vred og føler, at han skal bevise noget. Det er helt bevidst, at Brian Holm har forvekslet navnene på de to popsangerinder. Man kan måske punktere sin cykel i et løb på Sjælland, men ikke som verdensmester i Paris-Tours.

MARK CAVENDISHS MANGLENDE træning var ikke det eneste, der blev talt om i bilen, da Brian Holm hentede ham i lufthavnen dagen inden. Danskeren var som det meste af cykelverdenen nysgerrig efter at vide, hvor briten skulle køre fra næste sæson. Allerede inden det blev offentliggjort, at HTC-Highroad ville lukke med udgangen af sæsonen, rygtedes det, at han havde skrevet kontrakt med det britiske Team Sky. Det var ikke tilfældet, fortalte han Brian Holm under Tour de France. Det var i hvert fald ikke endeligt besluttet.

Samarbejdet mellem de to havde udviklet sig til et venskab, siden briten som en let overvægtig og egensindig ung rytter var kommet til Team T-Mobile – som holdet dengang hed – i 2007. På holdet var Cavendish endt som Brian Holms ansvar, fordi danskeren syntes at være den eneste, der forstod, hvordan den unge rytter skulle behandles. Det erfarede ledelsen, da holdets ejer, Bob Stapleton, under en træningslejr fik fløjet en af Europas bedste og dyreste sportspsykologer, det tyske fodboldlandsholds Jan Meyer, til Mallorca for at tage en snak med holdet. Ved fyraften oplyste psykologen, at han havde haft en session med alle bortset fra den helt nye mand, 21-årige Mark Cavendish.

Bob Stapleton blev rasende og sendte Brian Holm ud for at tale med Mark Cavendish, der lå på sit værelse og så tv.

”Hvorfor vil du ikke tale med psykologen?” spurgte Brian Holm. ”Alle de andre har talt med ham. Han er ret dyr, og han skulle være dygtig.”

”Jeg har ikke brug for at tale med nogen psykolog,” svarede Mark Cavendish uden at løfte blikket fra tv-skærmen. ”Bare rolig, jeg skal nok vinde mine cykelløb.”

I forvejen havde Brian Holm det ikke godt med psykologer, så han grinede bare og sagde: ”Enten bliver du verdens bedste cykelrytter, eller også er din karriere snart forbi.”

Og så gik han tilbage til Bob Stapleton og fik at vide, at: ”O.k., det er så i orden – hvis du tager ansvaret for, at han vinder nogle cykelløb.”

Det gjorde Brian Holm. Til dato har Mark Cavendish vundet bl.a. 20 etaper i Tour de France, fem etaper i Giro d’Italia, tre etaper i Vuelta a España samt klassikeren Milano-San Remo og altså verdensmesterskabet. I de fleste af disse løb har Brian Holm lagt taktikken og siddet med i servicebilen bag Mark Cavendish, og fordi de også ses privat, troede mange, at parret ville fortsætte sammen på et nyt hold efter HTC-Highroads lukning.

Mark Cavendish havde da også svært ved at skjule sin skuffelse, da Brian Holm kort efter Tour de France fortalte ham, at han ville skrive kontrakt med det belgiske hold Quick-Step.

”Hvis jeg venter længere, bliver alle sportsdirektør-stillinger besat,” forklarede Brian Holm, der også argumenterede for, at han reelt set ikke havde fået et tilbud fra Sky – efter at han havde takket nej til dem året forinden – og i øvrigt glædede han sig til at komme tilbage til Belgien, hvor han selv startede som professionel i midten af 80’erne. Cavendish havde tilbudt at betale Holms årsløn, hvis Sky ikke ville, men det brød Holm sig ikke om. Så ville rollefordelingen mellem sportsdirektør og rytter blive alt for skæv, forklarede danskeren.

Efter et par dages surmuleri, hvor de ikke talte sammen, kunne Cavendish godt se det fornuftige i Holms beslutning, og han spurgte oven i købet danskeren lidt ud om det belgiske hold, som flere af HTC-Highroads andre ryttere allerede havde skrevet kontrakt med.

”Hvad med Quick-Step? Er der plads til mig der, tror du?”

”Det kan godt være, men lad din manager om at klare den,” svarede Brian Holm, der også opfordrede ham til at lade være med at skrive kontrakt inden VM: ”Uanset om du vinder eller ej, er du garant for Tour de France-sejre, så det er dem, der har brug for dig. Ikke dig, der har brug dem. Og det skal koste.”

Det gik som forventet. Mark Cavendish endte hos Team Sky, der er næsten identisk med det britiske landshold, og selv om han stadig er en smule nervøs ved valget – for bliver det ham, der skal køres for under Tour’en på et hold, der også tæller klassementshåb som Bradley Wiggins og Chris Froome? – så understregede verdensmesterskabet i København, at sammenholdet mellem de store britiske ryttere er i orden. Det er vigtigt i den kommende sæson, hvor et af sæsonens allerstørste mål for de britiske cykelryttere trods alt er OL i London med landsholdet.

Artiklen fortsætter på næste side...I BILEN PÅ VEJ mod Chartres, hvor HTC-Highroad forbereder sig til næste dags Paris-Tours, fortæller Mark Cavendish Brian Holm om sine spekulationer og om, hvad det vil koste Team Sky at få hans underskrift.

”På torsdag inden Lombardiet Rundt skriver jeg under,” siger han, og da det går op for dem begge, at Paris-Tours er det sidste løb, de skal køre sammen, bliver der stille i bilen.

Efter en stund tænder Mark Cavendish for radioen, finder en kanal, hvor der bliver spillet Rihanna, og fortæller, at han var til koncert med hende i torsdags.

”Så har du altså ikke fået trænet siden VM?” spørger Brian Holm.

”Lidt. Jeg stod op hver dag klokken otte, og Peta lavede hjemmelavet mysli til mig og smurte en madpakke, jeg tog med,” siger Mark Cavendish med reference til sin kæreste. ”Så jeg har fået rullet et par gange. Jeg skulle lige prøve den nye trøje. Der var seks fejl i den, og bukserne er hvide, så dem har jeg ikke prøvet.”

De er enige om, at hvide cykelbukser ikke er cool, og Cavendish fortæller detaljeret, hvad der var galt med den første regnbuefarvede verdensmestertrøje, han fik tilsendt – bl.a. var et sponsornavn trykt under regnbuen, hvilket ikke er tilladt.

”Men jeg kørte alligevel en tur i den,” siger han med et skævt grin. ”Jeg kunne ikke lade være.”

”Kunne du passe den? Har du ikke taget lidt på?” driller Brian Holm.

”Den trøje passer mig perfekt. Helt perfekt.”

SENERE SAMME eftermiddag sidder Mark Cavendish på værelse 312 på Novotel Chartres og løser sudoku. Når han bor med Bernie Eisel eller Mark Renshaw, spiller de indimellem lynskak, men når han er alene, laver han sudoku. Men ligesom med lynskak skal det gå hurtigt. Det øjeblik, han skal bruge tid på at tænke over næste tal, dropper han det. Sådan træner han det instinkt, han også bruger, når han kører en finalesprint. Begynder han at spekulere over, hvor han skal ligge i feltet, har han tabt. Det skal komme af sig selv, helt instinktivt. For et par sæsoner siden, da Mark Cavendish og holdets daværende anden sprinter, André Greipel, skændtes om, hvem der var HTC-Highroads hurtigste mand, blev de to rytteres sejre analyseret af Brian Holm og holdets andre sportsdirektører og trænere. Tallene på rytternes watt-målere viste, at Greipel var den stærkeste af de to, men videooptagelserne viste, at Cavendish næsten altid kørte den direkte linje mod mål. Briten vidste instinktivt, hvor han skulle lægge sig i feltet, hvem han skulle følge, og hvornår han skulle træde spurten.

Nogenlunde samme historie fortæller Mark Cavendish selv kort efter nede i en lukket lounge til den belgiske avis Het Nieuwsblad, der har fået et af dagens tre interview med den nye verdensmester.

”Spurten gik ikke helt, som vi havde regnet med,” siger han, da han bliver spurgt til sin sejr i København. ”Planen var, at jeg i det sidste sving ikke skulle have nogen hurtige folk bag mig. Hvis jeg gik for tidligt, så risikerede jeg at blive hentet, fordi det var op ad bakke på en bred vej. Så det gjaldt om at have tålmodighed og nerver til at lade sig falde lidt tilbage. Samtidig erfarede vi undervejs, at der ville være medvind på det sidste lige stykke op ad bakken mod målet, og derfor regnede vi med, at feltet ville lægge sig til venstre. Inden sidste sving skulle jeg derfor lægge mig i højre side af feltet, så jeg kunne bruge det som lead-out. Problemet var bare, at feltet ikke lagde sig til venstre, da jeg havde regnet med det. Derfor frygtede jeg på et tidspunkt, at jeg ville blive spærret inde. Jeg bandede og svovlede indvendigt. Det kunne lige passe, ikke? Nu har holdet udført deres opgave hele dagen, og så svigter jeg til slut. Med 200 meter tilbage skete det så, og selv om vi havde regnet med, at hullet først ville være der med 150 meter tilbage, vidste jeg helt instinktivt, at jeg skulle træde til. Det var nu eller aldrig.”

Mens han fortæller, rører han indimellem ved den regnbuefarvede trøje, der ligger hen over sofaens armlæn. Han er tydeligvis stolt af den, og det indrømmer han også, da journalisten spørger:

”Jeg vil gerne gøre den ære. Det synes jeg, den trøje fortjener. Man diskuterer, om det er den gule trøje eller den regnbuefarvede, der er størst inden for cykelsporten, men jeg kommer aldrig til at vinde den gule trøje, så for mig er det her det største,” siger han og fortsætter: ”Men det forpligter. Jeg vil ikke køre rundt i den i et år uden at bestille noget. Jeg vil vinde i den her trøje, som Thor (Hushovd, sidste års verdensmester, red.) har gjort. Så folk kan se, at det var den rigtige mand, der vandt i København.”

BELGIERNE FÅR en halv time med Mark Cavendish, inden han bliver præsenteret for et australsk tv-hold, der får ti minutter, og derefter en journalist og en fotograf fra det britiske månedsmagasin Cycle Sport. Over for dem gentager han historien om, hvordan det var det britiske hold, der vandt VM med ham som sprinteren, der gjorde arbejdet færdig.

Udenfor er solen næsten gået ned, og da den britiske fotograf prøver at lokke Mark Cavendish med udenfor til en fotosession, forsøger han at undvige. Han er træt. Selv da han var ude at træne et par timer ved middagstid, kunne han ikke få fred for motionisterne, der lå på hjul af ham. Der er langt flere journalister og fans under Tour de France, men ved den begivenhed er de mange om at dele fokus. Ved Paris-Tours er det kun verdensmesteren, folk vil se og have en autograf af og lægge en arm om og fotograferes sammen med. Mark Cavendish har aldrig oplevet noget lignende.

Men han lader sig overtale til at gå gennem mængden af mennesker ude i lobbyen en gang til og derefter ud på græsplænen, hvor han stiller sig op på en cykel og lader sig fotografere til forsiden af decemberudgaven af Cycle Sport.

I baggrunden følger HTC-Highroads pressechef, Kristy Scrymgeour, optrinnet.

”Har du min trøje?” spørger Cavendish.

Hun vifter med regnbuetrøjen, og mens fotografen tager billeder, spørger journalisten hende, om hun vil savne at arbejde med Mark Cavendish. Hendes smil er ikke til at tyde.

”Han kan være vidunderlig at arbejde med. Men han kan også være en udfordring,” siger hun. ”Man skal nok kende ham, og det er der ikke mange, der gør.”

DAGEN INDEN MARK CAVENDISH skulle stille op i Paris-Bourges – der køres onsdagen inden Paris-Tours – meldte han afbud. Han ringede til Brian Holm og forklarede, at han var nødt til at tage til en stor olympisk middag i London den aften, og dagen efter var han inviteret til koncert af sin kæreste. Holms første tanke var at insistere på, at Cavendish skulle køre Paris-Bourg, men hvad ville det nytte? Efter en sæson som denne og med de forventninger, der har været til Mark Cavendish om at vinde både Tour de Frances grønne trøje og den regnbuefarvede verdensmestertrøje, er der ikke noget at sige til, at rytteren mentalt er gået på ferie nu. Så Holm endte med at give Cavendish fri, mod at han lovede at dukke op i tide til søndagens løb.

Det gjorde han også, men han havde glemt sin UCI-licens fra den internationale cykelunion, og ved indskrivningen i Voves – der foregår samtidig med, at Cavendish bliver interviewet på hotellet i Chartres – spekulerer Brian Holm over, hvordan han skal få overtalt arrangøren, ASO, til at lade verdensmesteren stille op alligevel. Det er ikke første gang, Cavendish rejser hjemmefra uden det vigtige dokument, der så godt som beviser, at han er sund og rask og pålidelig nok til at køre cykelløb på topniveau. I forvejen er ASO ikke glade for hverken Cavendish eller HTC-Highroad efter onsdagens afbud. Holm modtog flere vrede mails fra dem, og der blev buhet ad holdet ved starten.

Men alle vil se den regnbuefarvede trøje, og arrangørerne er blot lettede over, at Cavendish overhovedet er dukket op til morgendagens løb, licens eller ej. Da Brian Holm har forklaret situationen for de seks ASO-kontrollanter, der sidder ved et langbord i byens medborgerhus iført helt ens jakkesæt, får han udleveret løbets regelsæt, et lille kort over ruten til alle rytterne samt rytternumre og klistermærker til servicebiler. Alting foregår lige så anonymt og effektivt, som når danskerne går til valg. 

Udenfor er det koldt. Brian Holm har ikke travlt. Der er endnu halvanden time til, at alle sportsdirektørerne skal råbes op i samme medborgerhus og derefter briefes om regler og eventuelle ændringer i forhold til den udleverede plan. På byens egen hjemmeside kaldes Voves ville fashionable, men det har Brian Holm svært ved at genkende. Hvor er modetøjsbutikkerne og de gode cafeer? Det lille brolagte strøg byder på en slagter, en boghandel og et supermarked samt to beværtninger, hvoraf den ene ligner noget for cykelfans.

Her sætter Brian Holm sig ind og bestiller en kop kaffe og en Twix-chokoladebar. Et stort tv viser travsport, som cafeens få gæster åbenbart spiller på. Bartenderen sælger lodsedler fra Française des Jeux, der også sponserer et af de cykelhold, der pryder væggene.

Brian Holm skriver med små bogstaver HTC-Highroad-rytternes navne bag på rygnummeret, på nummeret til cyklen og på kortet med rutens detaljer. Han tjekker en ekstra gang, at alle har fået alt, og at det hele stemmer overens, inden han omhyggeligt pakker det ned i sin skuldertaske. Så tager han et blankt stykke papir og skriver ”11.25”. Det er starttidspunktet fra Voves i morgen. Derfra regner han baglæns, indtil han har en plan.

Den sender han på en mail til hele holdet:

”Paris-Tours 230 km

8:30 Egg n begg’s
9:45 Suitcase
10:00 Off
11:10 Team presentation ALL
11:25 Start
Florence Nightingale drives Bakman’s BMW to Tours (via Bordeaux)

17:00 Race done
17:20 Skoda 80 with Jan, Cav and Velits
17:20 Skoda 78 with Achim, Tonny and Brian

All lazyboys hurry up unless you wanna sleep in Tours. Bus drives rest till TGV trainstation. It’s about 4 km from finish.

Vive la France, das Vaterland und Johnny Depp.”

Florence Nightingale er den af holdets chauffører, der er bedst til at køre om natten, Bakman er Lars Bak, der kører i egen bil fra hjemmet i Luxembourg, og Johnny Depp er John Degenkolb. Det er ham, der skal køres for i morgen. Ikke Mark Cavendish, som Holm frygter vil stå af undervejs.

Artiklen fortsætter på næste side...DA ALT DET PRAKTISKE ER KLARET, kigger Brian Holm på uret og bestiller en kop kaffe mere. Der er endnu en lille time til mødet for sportsdirektørerne. I tasken har Holm det seneste nummer af det britiske ugeblad Cycling Weekly, der i anledning af verdensmesterskabet fortæller ’The Inside Story’ om Mark Cavendish. Han finder artiklen og kan hurtigt se, at det meste af indholdet stammer fra Mark Cavendishs selvbiografi ’Boy Racer’ fra 2009.

Heri fortæller englænderen om første gang, han stillede op i et cykelløb. Han var 12 år gammel og endte på en absolut sidsteplads. Det var et landevejsløb, og han kørte på sin nye mountainbike. Året efter vandt han på en rigtig racercykel, og året derefter holdt han op med at gå til dans og besluttede sig for at blive cykelrytter. Han elskede alt, der havde med landevejscykling at gøre: Legenderne, der lignede filmstjerner fra Hollywood, trikoterne med deres smarte design, cyklerne, han kunne pille ved i timevis, løbene, hvor adrenalinen pumpede, og selvfølgelig spurterne, som det hurtigt viste sig, at han kunne køre langt bedre end alle de andre på hans alder.

Han vandt flere løb som junior, men fordi han ikke orkede at stille op til samtaler med psykologer eller ikke gad give sig fuldt ud, når landets mest lovende ryttere skulle testes på kondicykler, kom han aldrig på noget ungdomslandshold. I stedet arbejdede han i en bank, og det var først, da han var et af de seks talenter, der i 2003 blev udtaget til det nyoprettede British Cycling Academy, at han blev cykelrytter på fuld tid. Også her hæftede trænerne sig i starten ved de test, som Cavendish aldrig klarede sig særlig godt i.

Den slags har han det stadig ikke godt med: ”Hvis du vil sætte mig op til et løb, skal du enten rose mig, så jeg får masser af selvtillid, eller også skal du bare gøre mig rasende ved at fortælle mig, at jeg ikke kan vinde,” plejer Mark Cavendish at sige, når journalisterne spørger til, hvorfor han ikke har respekt for psykologer eller trænere, der tror, at de kan tale eller læse sig til, hvornår en rytter er i form til at vinde et løb.

Det kan Brian Holm godt lide, og han elsker historien om den dyre sportspsykolog fra Bayern München. Ham havde Holm også selv problemer med. I forbindelse med etapeløbet Niedersachsen Rundfart i 2007 blev Jan Meyer atter hyret til at trimme rytterne mentalt, og en dag ved morgenbordet inden 3. etape hev han Brian Holm til side og fortalte, at den ærlig talt var helt galt på holdet.

”I er alt for glade. Prøv at lægge mærke til Milram,” sagde Jan Meyer og pegede på morgenbordet, hvor det tyske hold sad og spiste uden at sige et ord til hinanden. ”Det er krigere, de er onde og klar til kamp. I er bare glade drenge.”

”Ja, de er jo uvenner,” bemærkede Brian Holm. ”Det er vi ikke. Vi har en god stemning på holdet, det er rigtigt.”

Brian Holm tænkte så ikke mere over det, indtil psykologen satte en dvd med ’Gladiator’ på i bussen på vej til starten af etapen.

”Nu skal I ud at præstere noget. I er krigere!” buldrede den tyske psykolog og skruede helt op for volumen.

Brian Holm rejste sig fra sin plads bagest i bussen, kantede sig forbi de måbende ryttere og slukkede for dvd’en.

”I er ikke krigere, før jeg siger til,” sagde han roligt. ”Tag jer en cola, og slap af. Der er en time, til I skal ud at køre væddeløb.”

T-Mobile – som de hed dengang – vandt etapen, da Gerald Ciolek kørte fra Milrams Erik Zabel i spurten. Herefter så Brian Holm ikke mere til Jan Meyer.

PARIS-TOURS GÅR SOM forventet. Uden radiokontakt til rytterne og med en lodtrækning ved sportsdirektørmødet dagen inden, der er resulteret i, at HTC-Highroads servicebil starter som nummer 23 ud af 25, har Brian Holm svært ved at følge med i feltet. Hvem er med i udbruddene? Hvilke hold hjælper til med at sætte farten? Et par gange lader Lars Bak og Tony Martin sig falde tilbage for at hente vandflasker og orientere Holm om udviklingen. Efter feedzonen i Vendôme bliver feltet som forventet uroligt, men alle HTC-Highroads ryttere sidder som aftalt med i første gruppe, indtil en gruppe på omkring 20 mand stikker af 60 km før mål. Kun Zak Dempster kommer med i udbryddet, men han når ikke at blande sig i topstriden, der bliver vundet af Van Avermaet fra BMC.

Bagefter tømmer holdets ene soigneur servicebilerne for cykeldele og mekanik og deler samtidig vandflasker og madposer ud til de mange fans, der har belejret HTC-Higroads biler og bus. 

”Giv alt væk,” kommanderer Brian Holm, der hjælper til med at hive kufferterne fra bussen og ud i de to servicebiler. Efter at have sat passagererne af i deres lufthavn skal holdets mekanikere køre bilerne videre til Stuttgart, hvor de dagen efter skal rengøres og sælges til et mindre hold, der mangler biler til næste sæson. Det samme skal bussen, og det samme skal holdets bilpark i Italien og i USA de kommende uger.

PÅ TUREN MOD Paris 300 km nordpå tager Brian Holm sig tid til at sms’e til alle rytterne med en personlig opmuntring og et tak for i dag. Han sidder i servicebilen med kurs mod Charles de Gaulle; Mark Cavendish i den anden, der kører omkring Orly-lufthavnen. Mekanikerne ved rattet i begge biler kører hurtigt, og udenfor forandrer det franske landskab sig hele tiden. Først efter en halv times kørsel løfter Brian Holm blikket fra sin mobiltelefon. Han åbner en cola og kigger på de flade marker og den tidlige aftenhimmel, hvis lyse horisont brydes af spredte grå siloer. Han er træt efter en lang dag.

På et tidspunkt fanger de to servicebiler hinanden på motorvejen. Men Cavendish har travlt med at sms’e til sin kæreste om, at det lader til, at han når sin flyver og er hjemme i London til tiden. I den anden bil forsøger Holm at få gps’en til at regne den hurtigste vej gennem Paris’ sene og tætte søndagstrafik ud. De to ser ikke hinanden.

”Hvornår kommer du til Italien?” skriver Mark Cavendish lidt efter på en sms.

Brian Holm spekulerer over, hvad han skal svare. Hver morgen inden et løb går han rundt på rytternes værelser og gennemgår taktikken og tjekker, om rytterne er i godt humør, og han havde samme morgen sagt til Cavendish, at han ville tage med ned til Lombardiet Rundt, hvis Cavendish ikke kom gennem Paris-Tours.

”Vi kan sgu ikke slutte med, at du udgår,” havde han sagt.

Det skete ikke, Cavendish imponerede med at komme ind blandt de 30 bedste, men rytteren lægger ikke skjul på, at han godt vil have sin ven og sportsdirektør med, når det ved en pressekonference lige inden den italienske klassiker bliver offentliggjort, at han har skrevet kontrakt med Team Sky. Det skriver han i en sms, som Brian Holm sidder længe og kigger på. Danskeren overvejer, hvordan han skal formulere, at det ikke er passende, at han er med der. Han og Cavendish har valgt hvert sit hold, og de skal nu vise, at de også kan klare sig uden den gode stemning og det strømlinede setup på HTC-Highroad. At de kan klare sig hver for sig, ganske enkelt.

”Sorry. Har set, at jeg har foredrag i Cph. Lad os ses i London om et par uger,” svarer Holm med reference til invitationen fra designeren og cykelentusiasten Paul Smith, som næsten hvert år, når cykelsæsonen er ovre, inviterer Holm og Cavendish ud at spise og ind at se sin kommende tøjkollektion.

Mark Cavendish svarer ikke, og Brian Holm lægger mobilen fra sig. Drikker resten af sin cola. En lille time efter drejer bilen mod Orly fra, mens bilen mod Charles de Gaulle fortsætter lige ud ad motorvejen og ind mod Paris, der lyser den mørke aftenhimmel op.

Så kommer der en sms fra Cavendish:

”Ok. Vi ses.”

FACEBOOK Bliv ven med Euroman

CYKELLØB Deltag i Euromans cykelløb

Se, hvad vi ellers skriver om: Cykelløb