Jakob Fuglsang
Foto: Rasmus Weng Karlsen

Jakob Fuglsang

En fremmed fugl

Jakob Fuglsangs græsplæne trænger til at blive slået, og det har den gjort længe, mens han har ført sig frem på de belgiske og franske landeveje i forårssæsonens store cykelløb. Den er ellers ikke ret stor, plænen bag huset i Luxembourg, og oprindelig havde han tænkt sig at kunne klare den med en håndskubber, men motion har han ikke brug for, så han har en elektrisk.

Han har haft et godt forår. Er startet sæsonen på et højere niveau, mener han, end han sluttede sidste år, hvor hans bedrift var syvendepladsen i Tour de France. Han var godt slidt, da han den 27. april vendte hjem fra Liège og det, han troede skulle være hans sidste løb i foråret. Han glædede sig til at komme hjem til kæresten Loulou, slå sit græs og ikke røre sin cykel i en hel uge, inden han så stille og roligt kunne bygge formen op igen til Tour de France. Men sådan skulle det ikke være. Hans hold, Astana, beordrede ham på cyklen igen og kastede ham med et par dages varsel ind i det fem dage lange etapeløb Romandiet Rundt for at pine det sidste ud af hans forårsform som luksushjælper for Vincenzo Nibali. En rolle, han også skal have i Tour de France.



Nu ligger han og kører sig selv i smadder i snuskregn, kulde og lavthængende skytotter på et langt og stejlt bjerg i det vestlige Schweiz. Men han kører stærkt. Det er løbets kongeetape, og bjerge er Fuglsangs terræn. Da feltet rammer den sidste stigning med en lang og glat nedkørsel til målet i Aigle, er der kun 30-40 ryttere tilbage, og Fuglsang og Nibali snakker lidt sammen, kan man se på storskærmen i landsbyen, men selvfølgelig ikke høre. Men man kan gætte, da pokker pludselig tager ved italieneren. Han angriber, dristigt tidligt, og folk drysser af bagude. Normalt ville det være Fuglsangs mission at forestå denne første udskilning, men når kaptajnen selv gør det, må det være et signal til ham om, at han skal slå kontra, når eller hvis han selv bliver indhentet. En taktisk gave til Fuglsang, lignede det, men var det ikke. Det var dristigt, men dumt. 

”Hvordan er dine ben?” havde Nibali spurgt. ”Mnja ...” havde Fuglsang svaret. For han vidste det faktisk ikke. Det er svært at vurdere, når man sidder der og lider, hvordan man selv og de andre har det, og så havde han spurgt til Nibalis ben. ”Mnja ...” sagde han, og mere kunne Fugl-sang ikke høre pga. larmen, og så var Nibali kørt væk. 

”Jeg skulle have sagt, at benene var gode, for det viste de sig jo at være. Nok bedre end hans,” fortæller Fuglsang, efter etapen er overstået. 

Med sine lange, tynde lemmer og strittende albuer ligner Chris Froome en mand lavet af piberensere. Og det var ham, der satte efter Nibali og let overhalede ham. Det kunne de mange mennesker under storskærmen i Aigle godt lide. Der var blevet varmet op med underarmstykke grillede kalvepølser, regnslatne fritter og øl. Aigle er ikke en tilfældig målby. En stor landsby med pyntelige gamle huse langs den brolagte gågade, og det er her, UCI, den internationale cykelunion, har sit hovedkvarter og sit træningscenter for unge talenter fra den tredje verden. En kostskole med indendørs cykelbane. Chris Froome, der er født i Kenya og opvokset i Sydafrika, er skolens ypperste frembringelse. Så de klappede i Aigle, da Froome senere i selskab med sloveneren Simon Spilak sænkede Nibali og afgjorde etapen mellem sig.

Jakob Fuglsang fik nok at gøre med at reparere skader. Som en høne, der leder sin kylling, bragte han Nibali frem til et nyt forsøg, og da de kun var fem tilbage, efter Froome og Spilak, kørte han spurten for Nibali. Men da han så sig tilbage, havde sicilianeren helt opgivet ævred og var færdig. Fuglsang blev nummer fire på en etape i et løb, han slet ikke skulle have kørt, mens hans græsplæne bare blev ved med at gro.

En cykelrytters evner måles ikke altid på antallet af hans sejre, men på kvaliteten af hans arbejde. Og han var en tilfreds mand, da han efter massagen og før middagen sad på Golf Hôtel René Capt i Astanas lyseblå træningsdragt og luftige fritidssko. Cykelryttere skal have rum til fødderne efter de stramme cykelskos omklamring en lang, våd dag. Det er et svinedyrt hotel i Montreux på kanten af Genèvesøen med krappe bølger om forårets første sejlbåde og snedækte tinder på den anden bred. Rytterne tøffer rundt i deres træningsdragter og stikker af mod hotellets andre gæster i habit og aftenkjole. Jakob Fuglsang fortæller om samtalen med Nibali i løbet, mens hans kæreste Loulou og hans svigermor Martine sidder ved et bord længere væk i den store bar med søudsigt.
De har taget en lille improviseret ferie og følger ham med rundt i hans bil.

Han er kastet så hovedkulds ind i løbet, at en mekaniker på Astanas materielmagasin i Nice bare tog den enkeltstartscykel, der stod Fuglsangs navn på, og sendte den til Schweiz. Men det var hans reservecykel fra sidste år, og i kombinationen af uvant materiel og mangel på motivation kørte han en prolog, en kort enkeltstart, under niveau. Enkeltstarten, mand alene på cykel i kamp mod uret, er Jakob Fuglsangs anden styrke. Styrke i bjerge og på enkeltstart er det, der gør en god etapeløbsrytter. Men med indsatsen på bjerget i dag, hvor han kørte lige op med nogle af de bedste i verden, kan han pludselig skimte en plads på podiet. Romandiet Rundt afgøres nemlig på en 18 km lang enkeltstart i Neuchâtel. Den må han kunne sætte sig op til, selv om kroppen er slidt.



Neuchâtel, 4. maj
Dagen for en enkeltstart er præget af faste rutiner. Det er altid en særlig dag. Stå op, spise morgenmad, pakke kuffert som enhver anden morgen før et løb. Men så vente. Få tiden til at gå. Astanas andre ryttere er allerede kørt til starten fra det fashionable kurhotel Grand Hotel des Bains et pænt stykke fra Neuchâtel. På en enkeltstart køres der i omvendt rækkefølge af stillingen i løbet, så Nibali og Fuglsang skal køre sent på dagen som de to bedst placerede af holdets ryttere. 

”I bussen fik vi så noget pasta, det skal man have små fire timer før starten, man sætter sit rygnummer på, prøver at slappe af med noget musik, og da vi så var fremme, kørte Vincenzo og jeg ruten igennem for at se, hvad man særligt skal være opmærksom på. Vurdere, hvor man kan finde sekunderne. Og godt en time før begynder man så at varme op. Allerede under opvarmningen kan man få en fornemmelse af, om det kommer til at spille.

”Nibali og Fuglsang sidder side om side på de fastmonterede enkeltstartsmaskiner og træder, så sveden springer af panden. Det er den første dag i løbet med sol og lun forårsluft, og rytternes opvarmning foran den store holdbus og materielvognen er et tilløbsstykke. Kun adskilt fra de to hårdtarbejdende ryttere af et afspærringsbånd kan publikum komme helt tæt på. Tage billeder. Tale lavmælt, ikke forstyrre, nikke vurderende. Fuglsang har et par store høretelefoner på. Beoplay H6 i lyst naturlæder. De giver ham pulserende, rytmisk dance, Cesto, i ørerne og ud i kroppen, og de lukker resten af verden og dens lyde ude. Nibali lytter ikke til musik. Når de kigger op, ser de intet, blikket er blankt, indadvendt. De er helt i deres egen verden i de næste 40-50 minutter. Jakob dribler sin cykel gennem folkemængden, den er stor denne forårssøndag i Neuchâtel, og gør sig klar til at blive sendt ned ad startrampen. Få de aerodynamiske skoovertræk på, spænde hjelmen, få kroppen i ro. Spændingsniveauet er højt.

En plade med hans navn bliver sat foran på bilen, der skal ligge tæt bag ham ude på ruten. Jeg har fået lov til at køre med. Det er en af Astanas sportsdirektører, Gorazd Stangelj, der sidder ved rattet og via radio skal give sin rytter informationer og opmuntringer undervejs. Indtil for to år siden var han en habil rytter på holdet, og han har ikke taget på siden. Han er slovener med høje, brede kindben og opretstående sort plyshår. Han taler italiensk som Jakob og de andre på holdet. Pengene og holdets chef, Vinokourov, kommer fra Kasakhstan, men holdets kultur, sprog og manager, Martinelli, er italiensk. I mikrofonen ud til Jakob taler han engelsk isprængt franske og italienske brokker.”Allez, Jakob, stay in position, allez!” Stangelj multitasker. Han får over en anden radio skrattende besked om de vigtigste konkurrenters mellemtider på et sprog, der lyder slavisk, og på instrumentbrættets tv-skærm holder han sig orienteret om, hvordan det går hans landsmand Simon Spilak, der skal forsøge at forsvare sin førertrøje mod Chris Froome. ”Allez, Simon!” råber han ud i bilen og lukker ned for lyden ud til Fuglsang.

Der blæser en strid modvind de 8 km frem til rutens stigning, og Fuglsang har svært ved at finde ind i en glidende rytme. Flytter sig rundt på cyklen og rejser sig på et tidspunkt i pedalerne for at få mere fart. Stangeljs dessiner bliver mere sparsomme, blidt opmuntrende, han skal ikke tage modet fra ham inden stigningen. På kortet ligner den en overkommelig knold på bred vej. Det er den ikke, havde Fuglsang og Nibali konstateret tidligere om eftermiddagen.

Efter et skarpt venstresving drejer vejen smal og krøllet op ad en mur, som skal forceres de næste 2 km. Vejen er kantet af folk, der råber rytterne opad. Det er svært at finde rytmen her. Fuglsang slider sig op, og Stangelj genfinder noget af optimismen ved meldingen om, at de nærmeste konkurrenter til en podieplads blot er et par sekunder bedre ved første mellemtid inden stigningen.

”Come on, Jakob, we are fighting for podium. Full gas, it’s your terreno now!” Fra toppen går det nedad på lige vej i medvind, og Fuglsang finder fart og rytme, speedometernålen strejfer 100 km/t.

Men det er ikke nok. Da han kører over mål inde på fodboldklubben Xamax Neuchâtels stadion, må han se sig slået med meget lille margin. Men kører i nøjagtig samme tid som Nibali og slutter Romandiet Rundt på en 7. plads. Græsset vokser derhjemme, Loulou og hendes mor har tanket bilen op med sandwich og snacks inden turen de 400 km fra Neuchâtel til Luxembourg.



Det er Loulou, der kører. Jakob sidder ved siden af og fylder sukkerdepoterne op. Han har ikke sko på, men hvide sokker. Fødderne skal have luft. Endelig fri. Han strejfer lige den overståede enkeltstart. Det spillede ikke helt, og han havde allerede fornemmet det under opvarmningen. Havde håbet, at rytmen ville komme ude på vejen, men kroppen ville ikke mere. Kroppen er ingen maskine, siger han. Bilen er. Hvid, kraftfuld, smuk i linjerne, rummelig og luksuriøs. En Audi A6. Men alligevel ikke helt så vild, siger han. En treliters turbodiesel Van. Fornuftig. Den spejler hans egenskaber som cykelrytter og måske også som menneske. Måske.

Loulou kører den som en Ferrari. Skubber solbrillerne op i panden og accelererer uden om en bus i en søndagstrafikeret by i et rum til de modkørende, som sikkert kun hun kan se og ved, at bilen kan magte. Jakobs hånd strejfer kærligt hendes på gearstangen. Lidt senere tager hun den forbudte vej inden om en trafikkø på motorvejen og finder en afkørsel. ”Det ville jo tage en evighed,” siger hun. På engelsk. Det er det, Jakob og hun for det meste taler sammen. Når hun taler med sin mor, er det på luxembourgsk og som med en veninde. Jakob er passager hos mor og datter på tur, men han svarer på samme sprog, der hverken er tysk eller fransk, men helt sit eget, og han bliver bedre og bedre til det, siger de.

På grænsen mellem Schweiz og Frankrig er der stikprøvekontrol af pas. Da Jakob boede i Norditalien og kørte til Danmark gennem Schweiz, mødte han ofte mistænksomme miner, når han viste sit danske pas med fødestedet Genève angivet. ”Så skulle de lige ind og tjekke mig på computeren, inden de lod mig køre videre.” Men ikke denne gang. Vi kører lige igennem til Luxembourg.

Græsset har vokset sig en uge længere i den lille have bag lejligheden i to planer i et nyt dobbelthus. Det er på landet, men ikke langt fra byen. Indenfor er der minimalistisk stilfuldt og sirlig orden. På væggene, selv på toilettet, hænger billeder af Kristian Hornsleth. De fleste plakater. Det lille i stuen er en original. Pænt stablet ligger magasiner og bøger om arkitektur fremme. Hans far var ingeniør, fortæller Fuglsang. Efter sin uddannelse fik han i nogle år job på Cern, det store kerneforskningslaboratorium uden for Genève på grænsen til Frankrig. De boede i Frankrig, men Genève var det nærmeste, så der blev Jakob født på et amerikansk privathospital. Hans forældre har fortalt, at han og broderen, der er to år ældre, talte fransk sammen, når de legede, men Fuglsang kan ikke selv huske noget derfra. 

Han er vokset op i Silkeborg. Gik på Kornmod Realskole, en af de ældste og bedste i byen, og blev matematisk-fysisk student fra Silkeborg Amtsgymnasium på en Team Danmark-ordning, som tager fire år. Da han blev student som 21-årig, havde han været professionel mountainbike-rytter, siden han var 18. En profession, som var helt fremmed for hans forældre. Hans far spillede lidt tennis, men ellers var sport ikke noget, de gik op i. Mange cykelryttere er vokset op med cykelsport. En far, en onkel, en bedstefar, der har kørt. De samme familienavne præger generation efter generation af ryttere overalt i Europa. Fuglsang er kommet til helt udefra, og det har præget hans karriere siden. På mange måder en ousider.

Siden 1982 har der været afholdt Skolernes Motionsdag over hele landet fredag før efterårsferien. På Kornmod Realskole kunne eleverne vælge 5 eller 10 km, og om de ville løbe eller gå.

”Jeg har vel været 12 år, og jeg valgte at løbe de 10. Men da jeg var godt i gang, tog jeg en omgang mere. Og en til. Men da jeg havde løbet tre omgange, altså 30 km, syntes de, at nu måtte det være nok, og sendte mig tilbage til skolen.

”Gjorde du det for at vise dig?”
Nej, sådan har jeg aldrig haft det, men jeg har altid godt kunnet lide at komme ud og bruge mig selv. Sådan har jeg det også, når jeg træner i dag. Jeg er god til at træne, det er nok min bedste kvalitet som cykelrytter, og det er en rigtig god følelse at komme hjem og vide, at jeg har gjort det. Brugt mig selv.

”Det var omkring denne tid, at Jakob begyndte at køre mountainbike for sjov med sin storebror og nogle kammerater. ”De var nogle år ældre end mig, men jeg kunne godt følge med, og selv om jeg var fuldstændig smadret, når jeg kom hjem, og tænkte: ’Hvorfor gør jeg det her?’, stod jeg der alligevel torsdagen efter og kørte med. Så fandt vi ud af, at der også var en mountainbike-klub i Silkeborg, så der fortsatte jeg. Min bror holdt hurtigt op. Fysisk var han stærk, men havde slet ikke disciplin til at træne.”

Talentet var til juniorlandshold og placeringer blandt de allerbedste i klassen ved europa- og verdensmesterskaber, men den største sejr var verdensmesterskabet i 2007 for ryttere under 23 år. Han lyser op, når han fortæller om det i dag. Han vandt foran Nino Schurter fra Schweiz, der senere blev professionel verdensmester flere gange, og tjekken Jaroslav Kulhavy, der blev olympisk mester i London 2012 ved at slå netop Nino.

”Ved vores holdpræsentation var der en schweizisk journalist, der spurgte, hvad mit mål var, og så sagde jeg, at det var at vinde VM. Det grinede han ad og spurgte, hvordan jeg mente, det kunne lade sig gøre, når Nino også stillede til start ... Jamen, så måtte jeg jo tro på, at jeg kunne slå ham, og det er noget, jeg har taget med mig. Hvis ikke jeg selv tror på det, hvem skulle så? Også selv om det ikke umiddelbart virker superrealistisk, er det første step på vejen til, at det kan lade sig gøre. Det samme med Tour’en sidste år. Mange var da skeptiske, da jeg sagde, at jeg kunne køre i top-10, men det troede jeg på. Jeg var glad, da det lykkedes at blive nummer syv, men jeg er mere stolt over måden, det skete på. Jeg havde forestillet mig at kunne liste med i et udbrud, der vandt noget tid, jeg kunne tære på, men jeg kom jo til at skulle slås for det hver eneste dag med de allerbedste.”

Gennem hele sin gymnasietid kørte Jakob rundt i verden til løb med sin mountainbike bag i bilen. Han havde kontrakt med det hollandske hold Cannondale-Vredestein for en begyndelsesløn på 1.000-1.500 euro om måneden, og hans store mål var OL i Beijing i 2008. Men meget skulle gå anderledes. På holdet kørte også svenskeren Fredrik Kessiakoff, der også er hans kammerat nu på Astana. I 2007 tilskyndede Kessiakoff ham til at flytte til landsbyen Cuasso al Piano nord for Varese i Italien, bare 2 km fra grænsen til Schweiz, hvor han selv havde boet. Smukt er der nær Luganosøen, et ideelt sted for træning, men også ensomt. Han trænede alene, gør det for det meste stadig, og han boede alene med et 56K modem, som brugte en time på at hente fire nyheder fra nettet, som han siger. En kukkeluretilværelse, når han ikke trænede eller var ude til løb.



Han overvejede at flytte til Lucca i Toscana, hvor der er en koloni af danske landevejsryttere, men som mountainbiker kendte han dem ikke rigtig. Han trænede på landevej og havde også kørt nogle få løb for det Silkeborg-baserede Team Designa Køkken, så han var ukendt for de fleste, også i miljøet, da han i Post Danmark Rundt i 2007 (etapeløb for landevejsryttere, red.) blev nummer syv og klart den bedste af de ryttere, der ikke kørte på et Pro Tour-hold. Året efter – i samme løb – skabte han sensation ved at vinde det som den eneste nogensinde fra et lavt rangeret dansk hold. Som ’amatør’, kan man sige. Men ambitionerne og målet i årevis var OL i Beijing på mountainbike blot 20 dage senere.

”Efter Danmark Rundt var jeg supermotiveret, og det spillede bare. Der skulle bare trænes hårdere og mere, det kunne ikke blive nok. Men på sidste hårde intervaltræning inden jeg skulle rejse til Beijing, var der ingen power tilbage, fuck, jeg havde kørt mig selv fuldstændig i smadder, og det var bare at redde, hvad reddes kunne.

”Det rakte til en plads som nr. 25. En drøm var knust, men en ny født, for allerede inden Post Danmark Rundt havde Kim Andersen ringet til ham. Bjarne Riis’ næstkommanderende, som Jakob selvfølgelig vidste, hvem var, men ikke kendte. Om han kunne tænke sig at blive professionel landevejsrytter og skrive kontrakt med CSC for de næste to år?

Han skrev kontrakt og slog øjeblikkelig igennem som en af verdens bedste landevejsryttere, men traf samtidig en kontroversiel beslutning. Han flyttede fra Varese over til Michael Rasmussen ved Gardasøen og lejede en lejlighed af ham i nabolaget. Det er et mekka for både mountainbikere og landevejsryttere, og med Rasmussens fortid som verdensmester på mountainbike var det på den led et naturligt valg. Men Michael var ved at afsone to års karantæne efter at være blevet smidt ud af Tour de France året forinden.

”Jeg er blevet overrasket over alt det, der siden er kommet frem, og der er mange, der har sagt, at det måtte jeg da have vidst. Jeg var da godt klar over, at han ikke trænede i Dolomitterne pga. problemer med konen, og havde en mistanke om, at alt ikke var, som det skulle være. Men jeg sagde til ham, at jeg ikke ville vide, hvad han havde lavet, eller have noget med doping at gøre. Jeg har min holdning til doping, det er forkert, og jeg vil køre som ren rytter. Jeg har ikke villet vide noget, for så undgår man dårlig samvittighed ved at skulle lyve om ham, hvis journalister spørger. Og jeg har slet ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at han dopede sig, mens vi lå og trænede. Han havde ikke noget hold og kørte ikke nogen løb, så han var en skidegod træningsmakker, for han var der altid. På et tidspunkt tænkte jeg: ’Det er li’ godt satans, så stærkt han kører,’ men slog det hen med, at han jo kunne træne og restituere hver dag, mens jeg kom smadret hjem fra løb. Det kom der jo så en anden forklaring på senere. Meget kan man sige om ham, men han kan træne hårdt. Og når man lærer ham at kende, er han en venlig, flink og sjov mand, og det er jo ikke lige det billede, pressen har givet af ham.”

Kontroversielt var det også, da Jakob Fuglsang efter to år på Bjarne Riis’ dream team forlod det til fordel for det nystartede Leopard i Luxembourg sammen med brødrene Andy og Fränk Schleck og hele kernen af holdet. Nærmest landsforræderi. Han er af generationen, der som barn er flasket op med Riis’ bedrifter.

”Han havde skabt holdet, var styrmand, igangsætter og indpisker. Som Stuart O’Grady (en af holdets erfarne ryttere, red.) sagde til mig i mit første år: ’Læg mærke til, at når Bjarne taler, bliver der helt stille, og alle lytter.’ Andre steder bliver der mumlet rundt omkring. Han skabte respekt og seriøsitet, men gav også plads til sjov og ballade, og det gav den særlige stemning på holdet. Men året efter var han helt fraværende. Han havde problemer med at finde en ny sponsor, havde det personligt svært, har man siden kunnet forstå. Men hovedårsagen var, at han ikke var til stede. For brødrene var det naturligt at køre for et hold fra deres hjemland, og hvis der er en arbejdsgiver på den anden side af gaden, som giver lige så gode vilkår eller bedre, hvorfor så ikke? Men vigtigst for alle var det, at Bjarne holdt op med at være der. Det var ånden og kulturen, vi tog med os, alt kunne lade sig gøre, men vi blev hurtigt for familiære på Leopard, lidt for glade for os selv, og det kunne ses på resultaterne. Det andet år gik det så helt i opløsning.

”En af dem, det er gået i opløsning for, er Andy Schleck. Et af de største talenter i dette århundrede. Jakobs så gode ven, at de både trænede sammen og boede i samme hus. Det gør de ikke mere.

”Han har fået kone og barn, og det tager noget af hans tid. Da jeg skiftede til Astana, så han mig måske mere som en konkurrent end som en ven, og når jeg ringede til ham om træning, skulle han altid lige noget andet. Han blev skadet, og det havde han aldrig prøvet før, så vejen tilbage var lang. Men han har heller ikke lyst. Han vil hellere fiske eller gå på jagt. Hans far var rytter, og så blev sønnerne det automatisk også, og Andy er født med det her helt usædvanlige talent. Men hvis du havde spurgt ham som barn om, hvad han gerne ville være, ville han have svaret skovfoged eller skytte. Han gider ikke mere og kommer aldrig tilbage, tror jeg.”



Hvordan ser du dit liv forme sig?
”Som karriere skal det nå sit højdepunkt om 2-3 år, og min drøm er at vinde Tour’en en dag. Ikke som en fantastisk rytter, der skrives tykke bøger om, men én gang vil være rigeligt for mig. Jeg er ikke en af dem, der kender cykelhistorien og fortidens store helte, men der er løb, jeg gerne vil køre. Da jeg sad sammen med Loulou og så brostensklassikeren Paris-Roubaix her for nylig, sagde jeg: ’Det her er for fedt, det skal jeg prøve en dag, selv om jeg nok ikke egner mig til det.’ Der er løb, som enhver rytter skal have udfordret sig med. Jeg vil gerne slutte som en respekteret rytter på et højt niveau. Gerne sent. ’Hov, nu er jeg blevet 40’ – som Jens Voigt – ’jeg tager lige en sæson mere’. Det er tendensen, og jeg har også en fordel af at være begyndt sent.

Og hvis vi tager det andet, så vil jeg gerne have en familie og leve med hund, stationcar og børn. O.k., det har jeg, bortset fra børn, men det passer ikke ind lige nu. Jeg vil nødig komme hjem fra et cykelløb eller en træningslejr og se, at knægten eller tøsen er blevet 10 år, uden at jeg har opdaget det. Men det må komme, som det vil.

”Har du været i situationer, der fik dig til at tvivle?”
Ikke pga. nedture, for dem har jeg aldrig rigtig haft, men der kan være dage, hvor det bare er surt og hårdt ... Paris-Nice fem dage i regnvejr, og ingenting ruller, som det skal, der kan jeg godt kigge op og sige: ’Nu kan I kraftedeme rende mig, hvorfor finder jeg ikke et andet job?’ Otte til fire og alt det is, chokolade og pizza, jeg har lyst til. Men hvad skulle det være for et job? Jeg ved det ikke. Der er så meget, der kunne være spændende. Noget med huse, måske. Da jeg var yngre, ville jeg gerne være arkitekt, og som du har set, ligger der boligmagasiner og bøger om huse rundt omkring. Arkitektur har altid interesseret mig, og når jeg engang stopper, kunne det være spændende at gå i den retning, selv om det nok ikke er nemt uden særlig uddannelse. Jeg har en kammerat, der er bygningskonstruktør, og ham ringede jeg til og spurgte, om han ikke havde et godt tegneprogram, og det fik jeg, så jeg har tegnet huse og tegnet huse på computeren. Ikke noget særlig fancy, men da jeg viste ham dem, sagde han, at det kunne jeg godt bestå en adgangsopgave på. Generelt er det jo ikke svært for sportsfolk at finde job, når de holder op, fordi virksomheder ser på den arbejdsmoral og evne til at strukturere sit liv, som man har opbygget. Men jeg har svært ved at se mig selv gå tilbage på skolebænken, når jeg engang holder op.

”Skal man også have et godt hoved for at være rytter på dit niveau?”
Det kræver, at man er psykisk stærk, og det hjælper også, at du har noget mellem ørerne. Medmindre du kører så stærkt og er så god, at du altid har nogen til at fortælle dig, hvad du skal gøre, og til at støtte dig. Nibali er sådan.

”Må jeg skrive det?”
Ja, det må du godt. Han er en fantastisk rytter og en fin fyr, men når vi op til en træningslejr får tilsendt en træningsplan, skal han have den forklaret personligt igen, når vi står der, og nærmest have det skrevet ned på et stykke papir foran snuden på ham. Han har sin massør, Pallini, som sørger for alt. Hvis han bliver spurgt, om han skal have dessert, så er Pallini der: ’Nej, ingen til ham.’ Ellers ville han have sagt: ’Ja tak, gerne.’ ’Jeg er lidt for tyk,’ siger han om morgenen, men om aftenen vil han køre ned og spise pizza. Hvad fanden foregår der oppe i hovedet på dig? Er der ingen hjemme? Du ved, du er for tyk, og du skal være klar til Tour’en om to måneder, og indtil nu har du ikke lavet huller i jorden, vel. Nej, jeg siger det ikke til ham, men jeg tænker det. Hvis han ikke havde Pallini om sig hele tiden, ville det hele sejle i øst og vest.

”Vincenzo Nibali er ingen ledertype. Han forventer hjælp, men er fedtet med at sige tak, når han får den. Jakob Fuglsang skal sætte egne ambitioner til side og hjælpe ham til at vinde Tour de France. Han sætter en ære i at være loyal, samtidig med at han aldrig selv har været god til at bede om hjælp.

”Det er noget, jeg arbejder på, og som er blevet bedre. Nar jeg står af for at tisse, skal jeg kunne sige til en holdkammerat, at nu bliver du ved mig og trækker mig op til feltet igen. Tidligere har jeg altid gjort det selv og tænkt hvad fanden, det koster ikke noget. Jeg vil stadig være loyal, men jeg skal også lære at køre mere egoistisk og tage flere chancer, uden at det bliver hovedløst. Tro mere på mig selv i situationen. Som den i Romandiet, hvor Nibali spørger, om jeg har gode ben. Der skal jeg ikke trække på det, men bare sige ja, for det havde jeg. Der kan jeg lære af hans italienske selvsikkerhed og ikke tage forbehold og køre på det sikre. Det har jeg været for tilbøjelig til.”

Han har slået sit græs og trimmet kanterne. På vejen til lufthavnen siger jeg det med Audien, at den ligner ham selv. Han nikker. Smiler. Så speeder han uventet op: ”Men den har dobbelt turbo,” siger han. ”Den kan godt flytte sig."

Hvilket mærke han bruger i plæneklipper, ved jeg ikke. 

Se, hvad vi ellers skriver om: Portræt, Cykling og Tour de France