Kasper Hjulmand
Foto: Sofie Amalie Klougart

Kasper Hjulmand

Hjulmand Uncut

Debatten i tv-studiet var kun få minutter gammel, da Kasper Hjulmand smilede med lige dele irritation og overbærenhed. Han havde stadig søvnunderskud i kroppen efter udekampen i London aftenen før, hvor han havde set sit hold tabe 6-1 til mægtige Chelsea, og nu var den der igen:

”Du er naiv som træner.”

Denne gang kom synspunktet ikke fra en af landets millioner af fodboldeksperter, men fra en professionel spiller, der mente, at FC Nordsjællands spillestil havde været for risikabel i Champions League. Kasper Hjulmand havde mildest talt hørt sangen før. Både da han var rykket op i Superligaen med Lyngby og nu, hvor han var træner i FC Nordsjælland og stadig insisterede på en offensiv spillestil, hvor man ikke losser bolden ad h. til, når man er under pres.

 

41-årige Hjulmand er chefideologen i dansk fodbold. Det mærker folk, der vil diskutere med ham, og det ser man på banen, hvor han holder fast i sin plan, selv om Europas bedste spillere står på den anden banehalvdel. Mens han stod der i fjernsynet og hørte på kritikken, bladrede han mentalt i det omfattende arkiv af statistik, der er opbygget i løbet af de lange aftener og nætter hjemme i parcelhuset i nordsjællandske Allerød. Det er her, han sidder ved computeren efter hver kamp med 75 siders statistik og videoanalyser, hvor kampene er klippet i over 10.000 stykker. Materialet er et helbredstjek af holdets organisme: antal løbne kilometer for hver spiller, antal indlæg fra venstre back, antal afleveringer frem ad banen, frisparkene, duellerne, målene og fejlene.

 

 

I tv-studiet stoppede søgningen ved ’scoringer mod os i Champions League efter boldtab på egen banehalvdel’: ”Det er kun sket to gange,” lød svaret, der sendte kritikeren i defensiven. Træneren vil tale ud fra fakta, ikke fornemmelser. Det gælder, når han lægger taktik, og det gælder, når han måler og vejer spillerne, der ud over at være holdkammerater også er 26 egoister, der er nødt til at tænke på deres egen karriere. Det ved både han og alle andre trænere på eliteniveau. Alligevel er Kasper Hjulmand et særsyn i en branche, der er så konservativ, at hans gode ven, Brøndby-træner Thomas Frank, kalder det en neandertal-verden. 

 

I hvert fald er Hjulmand usædvanlig nok til, at selv spillere, der har måttet forlade klubben pga. manglende spilletid, skamroser ham. Han har også bragt fodboldtrænerfaget ind på avisernes erhvervssider, fx var han blandt de fem nominerede til at blive ’Årets leder’ 2012. Samme år gjorde han FC Nordsjælland til danmarksmester, selv om syv af de 11 øvrige klubber havde et større budget, og selv om holdets evner, med trænerens egne ord, ikke var større end modstandernes. Det var noget andet, der gjorde udslaget.

 

Spillere, der har eller har haft ham som træner, siger, at han kan noget andet og mere, end at han er dygtig til taktik og træningsøvelser og har hovedet fyldt med statistik. De fortæller om en træner, der studerer moderne ledelsesteknikker, som gerne bruger tid på at løbe en tur med en spiller, der genoptræner efter en skade, eller besøger en af sine spillere for at rådgive omkring et evt. klubskifte. ”Den bedste træner, jeg har haft,” siger flere af dem uopfordret og fortæller, at der ikke bliver talt så meget om ham i spillertruppen, og at det er et godt tegn for en træner. Og så er glansbilledet af den flinke mand heller ikke mere poleret, end at han godt kan skælde ud. ”Han er blevet bedre til det,” som den tidligere FC Nordsjælland-spiller Tobias Mikkelsen siger, ”men det foregår som regel ved, at han trækker spilleren til side og siger sin mening frem for at råbe og skrige.”

 

Alene det, at flere spillere fremhæver den arbejdsmetode, siger noget om, at den er usædvanlig, og Hjulmand bruger andre metoder, der kan overraske. Når han holder møde med en potentielt ny spiller, kan han spørge, om han har søskende eller kunne lide matematik i skolen. Det er alt sammen en del af Hjulmand-planen.

Træneren har været på arbejde siden klokken 7.30, da han åbner døren bag en tribune på Farum Park og viser op ad en trappe til sit kontor. Mens han skridter ned ad gangen, er der ingen synlige spor af den knæskade, der førte til syv knæoperationer, fra han var 19 til 26, men smerterne er der stadig indimellem. Engang var de så voldsomme, at de ødelagde den aktive karriere.


Han nåede aldrig at spille på højeste niveau, hvilket normalt er den hurtigste vej til et trænerjob på topplan, og han har nået toppen uden skyggen af en karrierekøreplan. Det tog bare mere og mere over, efter han var begyndt som ungdomstræner i Lyngby i 1998, fortæller han. Alligevel har han skabt sig et navn, som også udenlandske klubber lægger mærke til. Tilbuddene har været der, men ”jeg har det godt, hvor jeg er,” siger han med en klassisk replik fra branchen, når evt. rygter skal aflives. Han vil hellere tale om de 26 spillere i truppen.

 


 

Træningen på Farum Park med mantraer på tribunetaget.

"Hvis nogen går sine egne veje eller hævder sig selv, hiver jeg ham op på kontoret, eller jeg siger foran hele holdet, at det er ikke sådan vi gør. Min fornemeste opgave som træner er at stå på mål for vores værdier. Så kan vi vinde eller tabe, men så føler jeg, at jeg har gjort mit arbejde."


Uanset om han taler med journalister, nye spillere eller holder foredrag for erhvervsliv, uddannelsesinstitutioner og idrætsklubber, vender han tilbage til de værdier, som han mener har bragt succes til klubben – holdånd, mod, dedikation og glæde. Det står på bilerne, der er parkeret uden for stadion, det bliver terpet til nye spillere, og det er ord, der går igen i den sorte notesbog, han skriver i undervejs i sæsonen.



Holdopstillinger, tanker, peptalks og taktik. Kasper Hjulmand havde i løbet af sæsonen en notesbog til Superligaen og en til Champions League.


”Jeg er vildt fascineret af at få mennesker til at søge et fællesskab, samtidig med at de er individualistiske og tænker på sig selv. Spillerne har verdens fedeste job, men de er samtidig i en verden, hvor de har en kort karriere og kort tid til at udleve deres drømme,” siger han og lader en knytnæve daske mod bordpladen, som han gør, når han vil understrege en pointe. Lokalet indeholder ud over mødebordet nogle få elementer, der opridser trænerens seneste år i klubben: På væggen fejrer indrammede FC Nordsjælland-spillere mesterskabet i sommeren 2012, oven på skabet står to ’Årets træner’-pokaler og to bøger – en om Barcelonas tidligere træner Pep Guar-
diola og en ledelsesbog om, at virksomheder skal ”blive til bevægelser, der forandrer verden”.

På et whiteboard på væggen står der: ”Vindere har en strategi, tabere har en forklaring.” Var det ikke, fordi Kasper Hjulmand har opnået mere, end nogen troede muligt med FC Nordsjælland, kunne man være fristet til også at skrive ’jægersoldatretorik’ eller ’floskel’ på tavlen. Træneren selv forstår udmærket en evt. skepsis over for snak om værdier og leveregler. Ofte bliver det ikke til mere end netop snak.

 

”Jeg har været med til at lave mange værdi-seminarer i virksomheder, og selv om man måske har haft en fin proces, hvor man er blevet enige om fælles værdier, står de ofte i en mappe et sted, uden at der sker mere. Man skal have værdierne til at leve, og det sker gennem adfærd.”

 

Han tager fat i ’holdånd’ og fortæller om den tidligere Nordsjælland-spiller Matti Lund, der efter en skadespause havde svært ved at komme tilbage på holdet. Han spillede stort set ikke i et halvt år. Alligevel kunne Hjulmand se, at han bakkede op og jublede, når holdet scorede. Træneren havde nemlig sørget for, at et kamera var rettet mod udskiftningsbænken under kampene, så han kunne se reservernes attitude.

 

”Jeg kunne godt finde på at sige til holdet, at Matti var man of the match, selv om han var reserve, og en anden måske havde scoret to mål. På samme måde bakkede vores tidligere anfører Henrik Kildentoft holdet op, selv om han blev sat på bænken. Til sidst ønskede han at skifte klub, og i sådan en situation vil jeg gøre alt for at hjælpe en spiller videre, hvis han har vist den rigtige indstilling. Der er nogle lidt usynlige helte, som måske ikke spiller særlig meget, men som er guld værd. Det er ud fra dem, man skal vurdere sundheden på et hold. Ikke ud fra, hvordan de bedste agerer.”

 

Det er her, Kasper Hjulmands diskrete detektivarbejde med at observere spillerne kommer til sin ret. Går reserverne rundt inden kampen og giver holdkammeraterne et klap på skulderen? Bliver der ryddet ordentligt op i omklædningsrummet, eller viser nogen ligegyldighed over for holdet på den måde? Hvem i truppen taler mest sammen, og er der grund til at gribe ind, hvis der er tegn på problemer? Og så analyserer han ikke mindst spillere, der måske skal have et kontrakttilbud. Hjulmand griner en smule forlegent over, at han kan finde på at spørge, om de kunne lide matematik i skolen, men der er alvor bag.

 

”Svaret kan give et indtryk af, om han er rationel og arbejder systematisk, hvilket er en fordel, hvis det er en forsvarsspiller, vi har med at gøre. Jeg vil finde ud af, hvordan han kan lide at arbejde, og hvad han er drevet af. Jeg har haft samtaler med nogle, der måske er gode spillere, men hvor jeg kan mærke, at de tænker mest på penge eller bare vil have en kontrakt et sted. Det bliver mere og mere sådan, at vi ikke ligger på knæ for nogen. Vi fortæller, hvordan vi gør tingene, og så må han gøre op med sig selv, om han vil være her.”

 

Han rejser sig fra mødebordet, åbner et skab og hiver en stak sammenrullede flipover-papirer ud. Hver spiller har noteret mål for sin udvikling og analyseret egne styrker og svagheder, og ”når det er sket, er det bare at køre på,” siger han. Og så alligevel ikke, for analysemetoder og grundige samtaler er én ting, hverdagen kan vise noget helt andet. Der var fx den spiller, som træneren troede var en ledertype, og som bl.a. derfor fik en kontrakt med klubben.

 

”Men det, han havde fortalt, krakelerede stille og roligt,” fortæller Hjulmand. ”Der var ikke så meget forståelse for fællesskabet. Han havde fokus på sig selv, og hvad han tjente. Det blev til en kort levetid i klubben.”

 

Hjulmand kan fremstå utålmodig, mens han sidder og fortæller. Han klapper sig indimellem let på lårene med en ikke-mere-at-sige-om-den-sag-attitude, og hans øjne søger ofte væk, mens han formulerer sig. Men han genoptager øjenkontakten med et blik, der signalerer ’næste spørgsmål’, når han mener, svaret er udtømmende. Han befinder sig tilsyneladende fint, selv om der er tavshed i nogle sekunder. Det er den form for afdæmpet autoritet, som spillerne nævner, og som betyder, at han kan sætte sig i respekt med andre metoder end de skideballer, de gennem tiderne har fået så mange af fra så mange andre trænere.

Træningen på Lyngby Boldklubs anlæg nord for København var netop overstået, da træneren hev den unge spiller til side. Kasper Hjulmand havde gennem længere tid været opmærksom på spilleren, som var ved at smide det hele på gulvet. Talentet fejlede ikke noget, men det, som trænere kalder life skills – som grundlæggende er at spise sundt og få sin søvn – stod mere fjernt for Mikkel Beckmann. 

 

 

”Den dag sagde Kasper: "Du har nogle evner, men hvis du ikke begynder at være seriøs, gider jeg ikke arbejde med dig. Du kommer til at fortryde det, hvis du sidder som 35-årig og har pisset på det hele,’” siger den i dag 29-årige Mikkel Beckmann, der i januar blev solgt til Apoel Nicosia på Cypern. ”Det gik op for mig, at enten skulle jeg gøre noget ved det eller fortsætte med at lalle lidt rundt og gå i byen. Der var stadig nogle episoder efterfølgende, men han skældte mig aldrig ud. Han virkede mere skuffet, og det gjorde større indtryk, end hvis han havde råbt mig ind i hovedet om, hvad jeg skulle gøre med mit liv. Så ville jeg sandsynligvis gøre det modsatte, og det kunne han se. Han ved, at der er forskel på mennesker. Det beundrer jeg ham for.”

 

Tre år senere sagde Mikkel Beckmann ja med det samme, da han fik tilbud om at skifte fra Randers til Hjulmands nye klub FC Nordsjælland, ikke mindst pga. træneren. Men der var trods alt sket noget med ’flinke Kasper’.

 

”I Lyngby var han lidt for grøn efter nogles mening. Lidt for sød og rar. Han kunne godt give en spiller en ekstra chance, hvis spilleren var rigtig skuffet. Men da jeg fik ham som træner igen, var han blevet mere kold over for, om nogen var sur på ham. Sådan skal en træner også kunne være.”

 

Hjulmand har hørt sig beskrevet som en træner, der er for blød, men der er mange måder at være hård og stille krav på, mener han. Hvis en skideballe er nødvendig, kan han godt levere den, men en spiller, der har brug for den behandling, har ingen fremtid på hans hold.

 

”Nogle kan have så simpelt et menneskesyn, at de mister respekten for lederen, hvis ikke de får tæsk. Hvis en spiller er drevet af at få en over nakken, må jeg jo give ham det, men det er ikke holdbart i længden. Så gælder det om, at han skal hurtigt videre til en anden klub. Jeg har endnu ikke mødt en spiller, der har været så dygtig, at han kunne gøre, som det passer ham, men jeg har tit leget med tanken, om vi fx kunne rumme en type som Zlatan Ibrahimovich. Svaret må være, at vi kan rumme rigtig meget, hvis spilleren arbejder hårdt.”

Kasper Hjulmand taler sig baglæns gennem tiden til idrætsstudierne på Københavns Universitet for at skyde sig ind på årsagen til, at han blev træner. Det var her, de andre især lærte to ting om ham: Han var god til at lede på en måde, som blev accepteret af gruppen. Det var fx ham, der tog initiativet til at dele hold, fordele rollerne og sætte gang i spillet, når de skulle lave øvelser i basket, volley eller en anden holdsport. Og så var der altid noget med knæet. De kaldte ham ’Kalle Glasben’, og mens han nok kunne tage drillerierne, kunne de andre godt se, at det nagede ham med det forbandede knæ. Han havde ondt stort set hver morgen. Meniskskader blev til bruskskader, der senere blev til slidgigt.

De sidste par gange af de syv, han blev opereret, sagde kirurgen, at det var på tide at tænke sig om. Til sidst var beslutningen uundgåelig. Han meddelte Østerbro-klubben B93, der på det tidspunkt lå i Superligaen, at han ikke længere stod til rådighed. Den dag i dag er han misundelig på spillerne, men det var alligevel nemt at stoppe i den forstand, at han allerede havde et nyt fokus. Især var han inspireret af nogle iagttagelser, han havde gjort sig på idrætsstudiet. Hvordan kunne det fx være, at de studerende, inklusive ham selv, mistede noget af gejsten, hvis underviseren bevægede sig ned i den anden ende af sportshallen? Så var han der med alle sine spørgsmål til underviserne om teorierne bag motivation og coaching, og hvordan mennesker fungerer i en gruppe. De samme spørgsmål, han beskæftiger sig med i dag, når han aflæser spillernes opførsel: Hvor kommunikerende er spilleren? Hvem taler han med ved frokostbordet? Er han introvert eller ekstrovert? Hvad er det, der driver ham? 

 

 

”Jeg lægger mærke til mange ting og arbejder med nogle simple modeller af personlighedstests. Det er et felt, hvor vi først lige er startet inden for fodbolden. Der er stadig en lukkethed og konservatisme i fodbolden om, at spillerne bare skal møde op og gøre, som der bliver sagt,” siger Hjulmand og lader igen hånden falde mod bordet.


”Fodboldspillere er ikke vant til at blive inddraget. Alle skal ikke være enige, og en spiller skal kunne tage imod en ordre, men han skal bidrage med noget til fællesskabet. Det handler om, at spillerne skal være villige til at finde ud af, hvad de står for, og hvad der driver dem. Og de skal lære, at det kan være anderledes for sidemanden. Nogle mennesker kommer langt, hvis de får en lille smule anerkendelse, nogle kan lide systematik, mens andre bliver låst af systematik. Nogle spillere kan sidde i timevis her på kontoret og kigge på statistikker, mens det ville tage livet af en type som Mikkel Beckmann. Han præsterer bedst, hvis han har en følelse af frihed: ’Du er skidego’, Mikkel, bare gå ud og spil.’ Selv er jeg en type, der bliver drevet af at gå hurtigt frem og afprøve nye ideer. Derfor skal jeg være ekstra opmærksom på de mere systematiske typer, for jeg kan få lyst til at smide dem ud på dybt vand.”


 

Hollandske Joshua John får instrukser af sin træner.

 

Hjulmand taler sig igen væk fra kontoret og tilbage til opvæksten i Auning mellem Grenå og Randers. Det var her, drengen Kasper voksede op i et lokalsamfund, der roterede om idrætsklubben og forsamlingshuset og det, han kalder danske dyder, som at hjælpe hinanden og søge fællesskabet. Han hang på taget af den lokale idrætshal og rensede tagrender, han malede blomsterkummerne og kantstenene foran bygningen og forsøgte sig tidligt som træner for unge badmintonspillere.
 

Det var foreningsånd kombineret med vindermentalitet. Når han havde tabt en fodboldkamp, gik han grædende hjem og – når han havde sundet sig – hen til træneren med en tribunefuld af spørgsmål om taktik og spillestil.

Da han blev ældre, rykkede han rundt på kilovis af ølkapsler, når han sad med holdkammeraterne og talte holdopstilling, taktik og spillestil, og han opdagede, hvor meget en god træner kan betyde for motivationen og sammenholdet.

Fx den dag i Randers Freja, hvor ynglinge-træneren tog et garnnøgle frem foran spillerne. Han valgte et enkelt stykke garn ud, holdt det mellem hænderne og hev det over. To stykker garn hev han også over, men 11 stykker var for stærke. Det var en tyk symbolik om 11 fodboldspillere, men det ramte holdets anfører lige i smasken som et hårdt vristspark.

Det er det sammenhold omkring sporten, der tiltrækker ham, men han har også nået en erkendelse omkring balancen mellem foreningsånd og elitesport. Det er derfor, han gerne skaber en konflikt eller to, hvis det hele bliver lidt for hyggeligt.


Folk, der kender ham, havde aldrig set noget lignende. FC Nordsjælland-træneren snurrede omkring på sidelinjen som en duellant klar til at trække sit våben, og med knyttede næver stirrede han på ukrainernes træner nogle meter væk.


 

Adriano fra Shaktar Donetsk scorede et kontroversielt mål mod FC Nordsjælland i Champions League. Han slap med én karantænedag fra fodboldforbundet UEFA. Det viser, at snak om værdier ofte er varm luft, mener Kasper Hjulmand. "De har 'respekt' som værdi, men de er nogle slipsemæn, der ikke efterlever det, de taler om. Det er ren facade."
 


FC Nordsjælland havde netop scoret til 2-1 mod Shakhtar Donetsk tre minutter efter, at det ukrainske hold havde scoret et kontroversielt mål, hvor de ifølge de uskrevne regler burde have overladt bolden til modstanderne.

I pausen var vreden i omklædningsrummet ved at blæse væggene ud. Selv om Hjulmand også var vred, var der alligevel noget ved den stemning, han havde savnet. Der kan blive for pænt og stille i en fodboldklub.

 

Mikkel Beckman scorede, da FC nordsjælland spillede 1-1 i parken mod Juventus.

 

”Hvis vi skal ændre noget her i klubben, skal der være lidt mere kant. Jeg kan lide, når spillerne viser, hvem de er, også i forhold til at sige tingene ligeud. Man skal vise respekt, men det må ikke betyde, at man” – han klapper hænderne sammen – ”ikke må gå til hinanden. De bedste venner er jo også dem, der kan sige tingene helt ærligt til hinanden.”


På træningsbanen kan man se ham lave sine diskrete manøvrer, der skal sætte handling bag ordene. Måske sætter han to spillere, der konkurrerer om den samme plads, til at spille over for hinanden. Han siger: ”Der er én spiller, som skal starte ude i næste øvelse, I må selv afgøre hvem,” eller han dømmer med vilje forkert, når han er dommer under træningen.

 

”Vrede og arrigskab kan være en fantastisk motivation. Nogle spillere skal helst være vrede. Fx hurtigt søge en nærkamp med en modstander for at finde den der tænding. Som spiller havde jeg tendens til at være lidt for afbalanceret, men hvis en modstander skrællede mig efter tre minutter, skete der noget. Jeg blev vred, og så spillede jeg med alt, hvad jeg havde. Det optimale er selvfølgelig, hvis man selv kan flytte sig hen til den tilstand.”

 

Det er den slags erfaringer og anekdoter, som hele Danmark hiver og flår i ham for at høre mere om. Der er så mange forespørgsler, at han kunne tage ud stort set hver anden dag og fortælle om sit arbejde, hvis han havde tid. Den ene gang er det et erhvervsseminar i Aalborg, næste gang lokale idrætsledere. I dag er det et arrangement for gymnasielever i Ballerup, som skal motiveres til at gå efter en karriere som leder, forklarer han, da han har startet bilen foran stadion.

 

At fange opmærksomheden hos 150 gymnasieelever med mobiltelefoner er vel nok den største udfordring for enhver oplægsholder. Den første på scenen – en forsikringsmand i jakkesæt – skærper ikke vinderchancerne ved at tale om ’værdiskabelse’ og ’departementer’.

Da en anden taler om at ’udvikle mennesker’, læner Kasper Hjulmand sig som den eneste i salen opmærksomt frem i sædet. Da det er trænerens egen tur, får eleverne fortællingen om, at han som toårig, hvor familien boede i Grønland, stod op om natten, fordi han ville spille fodbold, om hvordan han som leder må skuffe en masse spillere hver uge, men alligevel skal have dem til at arbejde for holdet, og om hvor meget det giver at samarbejde.
 

”Det er en fantastisk rejse, og den stopper aldrig,” siger han, får dagens største klapsalver, skriver et par autografer og er på vej videre. I bilen funderer han over, hvordan nye generationer tager imod synspunkter om fællesskab og samarbejde.


 



”Der er opstået et mere individuelt mindset gennem 15-20 år, men jeg tror på, at de stærke fællesskaber kommer tilbage. Man kan godt være liberalt tænkende og ville have sin frihed, men man kan jo bruge den frihed til at forpligte sig over for andre. Der er bare ikke noget bedre end at være i et fællesskab og arbejde igennem.”
 

Det er der, han har det bedst. Når reserverne bakker holdet op, når Mikkel Beckmann efter at have scoret mod Juventus i anerkendelse peger ud mod staben på bænken, eller når spillere med modgang knokler for sagen i stedet for at brokke sig.


Hans egen modgang med knæskaden skubbede ham i en ny retning, og han lyder overbevisende, når han siger, at han er klar til at genopfinde sin karriere, hvis det bliver nødvendigt.
 

”Hvis det hele blev taget fra mig i morgen, ville jeg være ærgerlig, men hvis man ved, hvad man står for, er det nemmere at rejse sig, når man får en over nakken. Det gælder for organisationer og for mennesker. Hvis du fx oplever en krise i dit liv – hvis alt andet ramler – hvad er det så, du gerne vil have, skal stå tilbage? For mig er det relationerne til familie og venner. Alt andet er ligegyldigt. Næstekærlighed i bund og grund. Nogle kalder mig naiv, og det er jeg i den forstand, at jeg måske tror mere på andre, end de selv gør. Men det vil jeg holde fast i. Jeg vil hellere have, at folk kender mig som et godt menneske end som en god træner.”


 


Se, hvad vi ellers skriver om: Fodbold og Danmark