Vi kender det alle sammen: lyden af helikopteren, der hænger over rytterne, blandet med en Rolf Sørensen-anekdote, vi hører for 15. år i streg, er en søvncocktail uden lige. Inden du ved af det, har øjenlågene givet op, savlet flyder, og du er midt i det, der kan betegnes som en vaskeægte Tour-lur. Det er lige, som det skal være.
Hvad du ikke ved er, at mens du lurer den, har Tadej Pogacar angrebet med over 50 km til mål, feltet er sprængt i atomer, favoritterne sidder forskudt én og én, og du vågner perplekst til lyden af en skrigende Dennis Ritter, der konstaterer, at han aldrig har set noget lignende. Etapens vigtigste moment har udspillet sig, og du missede det, fordi du sov.
