Skuespillet er en af fodboldsportens værste sygdomme.

For os, der kigger på, er den sværere at holde ud end forsvarere, der begår voldelige frispark, og trænere, der parkerer bussen og spiller på nullet. De udviser i det mindste en åbenlyst kynisk disrespekt for skønheden i fodbold. 

Hvorimod spillere, der kaster sig, tager sig til hovedet og simulerer skader med et forurettet udtryk i øjnene, gør både spillet og sig selv til skamme.

I en sport, der lovpriser styrke og udholdenhed, virker det umandigt at overspille sin egen ynkelighed. 

Desværre er det få spillere, der holder sig for gode til feje tricks, og knebet bliver som regel anvendt, når desperationen er størst.

Det så i hvert fald ud til at være tilfældet, da Real Madrids Marcelo i går satte et af de mere usandsynlige skuespil i scene, som topfodbolden har set. Det skete i anden halvleg af Madrids Champion's League-kvartfinale mod Wolfsburg, hvor Madrid var bagud 2-0, og den brasilianske back forsøgte at tirre modstanderen Maximilian Arnold ved først at sparke ud efter ham, derefter nikke ham en skalle og til sidst falde til jorden som ramt af lynet.

Utroligt men sandt: Arnold fik et gult kort. Det bedste, man kan sige om episoden, er, at den er rig på ufrivillig komik.

I anledning af Marcelos opvisning har vi samlet 10 andre pinlige scener fra fodboldhistorien, For heldigvis snyder ingen tv-kameraerne:

- Den tøsede

 

Vi taler om en voksen mand her, som har været udsat for en herretackling eller trehundrede. Men en bold på låret er nok til at slå benene væk under Rivaldo her i VM-semifinalen mod Tyrkiet- og få ham til at tage sig til ansigtet. Hvis man filmer, må man vel beslutte sig for, hvor det gør ondt?

- Den med ekstranummer

 
Et strøg over kinden i en CL-kamp fra Milan-spilleren Ignazio Abata og Cristiano Ronaldo ruller fire gange rundt om sig selv - og så en ekstra gang til ære for dommer Howard Webb. Det skal siges til Ronaldos retfærdighed, at han almindeligvis tror så fast på sig selv, at han sandsynligvis falder for sit eget skuespil.

- Den snedige
 

Fodboldspillere skal være varsomme med, hvor de holder deres hænder for ikke at blive ofre for skuespil. Men det kan være svært at gardere sig, hvis modspillleren tager sagen i egen hånd. Kreativitetspoint til Chiles Bryan Carrasco, der i en kamp mod Ecuador slår sig selv med modstanderen Edson Montanos håndryg.

- Den fuldstændig usandsynlige

De fleste spillere søger en kontakt med modspilleren, inden de kaster sig, for at tilføre skuespillet lidt realisme. Blackburns nordmand Morten Gamst Pedersen hang sig ikke i troværdigheden, men gik direkte efter det kunstneriske udtryk, da han på behørig afstand af Arsenal-backen Sagna lavede denne mavelanding, som kommentator Gary Lineker kaldte det værste eksempel på film, han havde set.

- Den indstuderede

 
Arjen Robben er en dygtig fodboldspiller. Og en af de hurtigste i gamet. Men det er ikke kun derfor, han har fået tilnavnet Den Flyvende Hollænder. Han er nemlig også berygtet for sin faldteknik, der sætter ham i stand til at trække støttebenet baglæns opad, som om han trådte på en fjeder. Rutinen har sikret ham en del fjender, for eksempel i Mexico, der røg ud af VM efter at have fået dette straffespark dømt imod sig i 2014. 

- Den opgivende

Når man virkelig dummer sig, kan man godt få lyst til at lægge sig ned. Juventus' Leonardo Bonucci kollapser henover en spildt målchance mod Palermo. Se videoen til ende og se scenen fra mange komiske vinkler. 

- Den omdiskuterede

Robben kunne godt have afluret sin teknik fra Jürgen Klinsmann, der i sin tid var kendt for at kaste sig ustyrligt. Særligt omdiskuteret er en episode fra 1990, hvor Klinsmanns voldsomme flyvetur fik hans argentinske modstander, Pedro Monzon, vist ud som den første spiller i en VM-finale nogensinde. Monzon har senere afkrævet Klinsmann en undskyldning, hvilket tyskeren nægtede. Den nuværende landstræner for USA fastholder, at tacklingen efterlod en 15 cm lang flænge i hans skinneben. Der er ingen tvivl om, at Monzons ben ikke er, hvor det skal være, men om der er voldsom kontakt, er svært at afgøre på grund af den dårlige billedkvalitet.   

- Den insisterende

Pepe har gennem tiden fået sig selv blandet ind i nogle virkelig underlige situationer på en fodboldbane. Han giver aldrig op. Her bider han sig virkelig fast i Atletico Madrids Godin, selv efter at denne har vendt ham ryggen. Det skal ikke forhindre den portugisiske forsvarer i at modtage en skalle - baglæns.

- Den afslørende

 

Didier Drogba lavede et troværdigt fald, da Chelsea mødte Napoli i 2012's Champion's League. Han blev dog kun ramt på armen af Salvatore Aronica. Og uheldigvis fanget af en kameralinse, da han, mens han stadig smagte på græsset, skævede op til dommeren.

- Den spydige

Det er normal praksis, at fodboldspillere, der vil udstille modstanderens skuespil, krummer hænderne og laver hovedspringstegnet. Manchester United-manager Louis Van Gaal tog disciplinen i en helt ny retning under en kamp mod Arsenal, da han lod sig falde på røven foran linjedommeren for at vise, hvor let Arsenals Alexis Sanchez væltede.

LÆS OGSÅ: Efter Messi-Suarez-finten: Her er historiens køligste straffespark

LÆS OGSÅ: Den hippe, den fascistoide og den med stavefejl: Fodboldverdenen i 11 tatoveringer

LÆS OGSÅ: 90'ernes fodboldstjerner: Hvor er de nu?