"What the fuck is going on.” En kvinde i midt-halvtredserne kigger forvirret på sin mand. Hendes affarvede lyse hår er delvist skjult bag en postkasserød kasket med Donald Trump-sloganet ’Make America Great Again’, og hendes øjne er store som tekopper.
Ved siden af hende på kasinogulvet på Las Vegas-hotellet MGM Grand står hendes jævnaldrende ægtefælle og er ét stort, rødmosset spørgsmålstegn i skovmandsskjorte. Der går et par sekunder, før det lykkes ham at fremmumle: ”No Idea.”
Synet, der møder parret er usædvanligt – selv i en by hvor det usædvanlige ellers synes at være sædvane. På pladsen foran kendiskokken Wolfgang Pucks restaurant, der normalt er fyldt med spilleglade gæster, står to gange fem computere på række.
Bag skærmene sidder to gange fem unge mænd med headset og stirrer koncentreret på hver sin skærm. Én hånd bevæger sig i pendulfart over det neonoplyste tastatur, den anden hviler roligt på musen. Rundt om står begejstrede tilskuere, flere klædt i holdtrøjer som var det en fodboldkamp, og via en storskærm kan de se terrorister og anti-terrorister bekæmpe hinanden i korridorerne på et forladt atomkraftværk.
Spillet, der udfolder sig foran dem, er Counter Strike – ét af verdens mest populære computerspil. De ti unge mænd, de hepper på, er professionelle ’gamere’, som spiller om at vinde turneringen DreamHack Las Vegas med en præmiesum på ca. 1,3 mio. kroner.
Det ene hold, klædt i sorte trøjer med rødt logo, er danske Astralis. Det andet hold i sort og grønt er undertippede OpTic Gaming fra Canada.
På det virtuelle atomkraftværk er den sidste overlevende af canadiernes spillere oppe mod fire Astralis-terrorister. Dør han, er kampen ovre. Den enlige anti-terrorist kryber ud fra sit skjul bag en ventilationsskakt, men når knap at dreje om hjørnet, før Astralis-spillerne kommer til syne og sætter det afgørende skud ind.
”GG WP,” skriver Astralis til OpTic på Twitter få minutter senere. Det er e-sportens svar på tak for kampen: ”Good Game Well Played.”
To uger tidligere står Astralis-spillerne Lukas Rossander, Nicolai Reedtz, Peter Rothmann, Andreas Højsleth og Markus Kjærbye – blandt Counter Strike-fans bedre kendt som ’gla1ve’, ’dev1ce’, ’dupreeh’, ’Xyp9x’ og ’Kjaerbye’ – i festsalen på Københavns Rådhus flankeret af træner Danny ’Zonic’ Sørensen og CEO Frederik Byskov.
På et rundt bord midt i lokalet ligger en snes sammenrullede pandekager sirligt anrettet på tre store porcelænsfade og venter, mens kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen fra Dansk Folkeparti læser lovprisende ord op fra et A4-ark.
Normalt skal man vinde guld i OL, EM eller VM for at blive inviteret til pandekager på Københavns Rådhus, men selv om Astralis-spillerne har sorte træningsbukser og ens grå hættetrøjer på, spiller de hverken fodbold eller håndbold.
Og de har ikke vundet VM. Men det er tæt på. Astralis er netop vendt sejrrige hjem fra en ELEAGUE Major-turneringen i Atlanta, ca. 3,5 mio. kroner rigere og med en titel, som er det nærmeste, man kommer et verdensmesterskab i Counter Strike. Den bemærkelsesværdige præstation har for alvor bragt holdet i de danske mediers søgelys, og nu også til pandekager på rådhuset som det første danske e-sportshold nogensinde.
”Vi havde spøgt lidt med det i flyet på vej hjem. Men vi blev stadig overraskede, da invitationen kom,” siger Frederik Byskov, da pandekagefadene er ved at være tømt, og Carl Christian Ebbesen er blevet færdig med sin tale.
Astralis’ sejr i Atlanta er holdets store gennembrud – og et gennembrud for e-sport i Danmark generelt. Dagbladene skriver om sejren, og både DR og TV 2 er til stede i festsalen.
Men uden om de gamle mediers søgelys har sporten været i rivende udvikling. På rekordtid har e-sport bevæget sig fra interimistiske ’LAN-parties’ i dårligt belyste haller til at være en millionindustri med store turneringer i hele verden, tusinder af tilskuere og millioner af seere på streamingtjenesten Twitch.
I 2003 blev der ifølge Unibet udbetalt 10 mio. kroner i præmiepenge i e-sport på verdensplan – i år forventes tallet at runde en milliard. Udviklingen betyder, at Astralis-spillerne i dag er fuldtidsprofessionelle og tjener 1-2 mio. kroner om året – det samme som en gennemsnitlig fodboldspiller i Superligaen.
Og de lever som professionelle på alle parametre: De træner i gennemsnit otte timer om dagen, har en kostvejleder og en sportspsykolog tilknyttet, og sidste år havde de 190 rejsedage i forbindelse med turneringer.
Spillerne har hver især titusindvis af følgere på sociale medier og modtager dagligt beskeder og billeder fra fans i hele verden. I den brede offentlighed vil de færreste nikke genkendende, når de hører navne som Nicolai ’dev1ce’ Reedtz og Lukas ’gla1ve’ Rossander, men for dedikerede tilhængere af e-sport verden over er de idoler på linje med popstjerner og professionelle fodboldspillere.
”Gider du ikke lige at smide din bananskræl ud?”
Lukas Rossander kigger på Peter Rothmann, der sidder bag computerskærmen med benene oppe på bordet og sin iPhone i hånden. Kampen mod OpTic Gaming er overstået, det forvirrede amerikanske ægtepar har for længst bevæget sig videre til kasinoets all-you-can-eat-buffet, og Astralis-spillerne er i gang med at pakke deres udstyr sammen.
Anfører Lukas ’gla1ve’ Rossander og træner Danny ’Zonic’ Sørensen holder taktikmøde forud for Astralis’ kampe. Et computerprogram hjælper dem med at analysere kommende modstandere ned til mindste detalje.
Lukas Rossander er holdets anfører og som en anden storebror holder han styr på tropperne med venlige, men bestemte kommandoer. Oftest er de henvendt mod Peter Rothmann, der lige nu har travlt med at vise træner Danny Sørensen en halvlummer selfie, han netop har modtaget fra en kvindelig fan.
Ved siden af er Nicolai Reedtz i gang med at skrive en autograf til en latinamerikansk udseende kvinde, der har stået og ventet under hele kampen. Hun har sin begejstrede teenagesøn med på telefonen. Han sidder hjemme i Ohio, og derfor må mor på autografjagt i hans sted.
”Det skulle være ’dev1ce’, ikke?” spørger hun.
Nicolai Reedtz er Astralis’ største stjerne og regnes for at være blandt verdens fem bedste Counter Strike-spillere. Med sit atletiske udseende, velsiddende brune hår og skæve smil er det ikke overraskende, at det er ’dev1ce’, der løber med opmærksomheden.
Et par meter bag ham er Andreas Højsleth i gang med at pakke sit tastatur væk. Som holdets sindige nordjyde siger han sjældent mere end højst nødvendigt og lader til at trives med at befinde sig lidt i skyggen af sin ombejlede holdkammerat.
Det samme gør Markus Kjærbye, der med sine 19 år er holdets Benjamin og ét af de største talenter inden for Counter Strike. Markus har sin far med i Las Vegas, der lytter tålmodigt, mens sønnike lader frustrationerne over sin dårlige indsats mod OpTic komme ud.
Efter et par minutter kalder Lukas Rossander holdet sammen, og i samlet flok bevæger de sig ud mellem spillemaskiner, der bimler på kasinogulvet. Astralis kan se frem til en fridag, inden der skal spilles kvartfinaler, og Peter Rothmann har allerede højlydt luftet sine ambitioner om at indtage roulettebordene. Men først skal han forbi en flok håbefulde fans, der står og venter på at få signeret deres musemåtter.
På overfladen er Counter Strike et simpelt spil, hvor et hold terrorister skal plante en bombe, mens et hold anti-terrorister skal forsøge at desarmere den, inden den sprænger.
Dør det ene holds fem spillere, inden målet opnås, er runden tabt. En kamp består af ét eller tre set á 30 runder, og det første hold, der når 16, har vundet. Men selv om spillet kan virke tilfældigt og kaotisk har hver spiller på holdet vigtige taktiske roller, og de professionelle mandskaber studerer hinanden minutiøst, lægger avancerede taktikker og udvælger baner i spillet, som er til deres fordel og modstanderens ulempe.
”Der er mange flere taktiske lag i Counter Strike, end folk, som ikke kender spillet, umiddelbart kan se,” siger Lukas Rossander og peger på computerskærmen.
Unge Counter Strike-entusiaster står i kø for at få signeret musemåtter, tastaturer og andet merchandise af de fem danske stjerner.
Han sidder i backstageområdet på MGM Grand sammen med træner Danny Sørensen og holder taktikmøde forud for lørdagens kvartfinale mod svenske NIP – ’Ninjas in Pyjamas’.
Som anfører er det Lukas Rossander, der er holdets taktiske leder under kampen, og det er hans ansvar at bevare overblikket i det hæsblæsende spil. Foran sig har han en blok fyldt med noter og tal, der for det utrænede øjne ligner volapyk, men som er detaljerede informationer om modstanderens styrker, svagheder og taktik.
På skærmen er et analyseprogram i gang med at genspille NIP’s seneste kamp runde for runde. Lukas Rossander og Danny Sørensen gennemgår hver eneste sekvens, tager noter og diskuterer, hvordan de bedst griber eftermiddagens vigtige kamp an. Umiddelbart kan det være svært at forstå, hvorfor man går så avanceret til værks i et spil, der dybest set handler om at skyde modstanderen, før han skyder dig.
På fire storskærme i MGM Grand Garden Arena følger tilskuerne de afgørende kampe ved DreamHack Las Vegas. I midten af arenaen sidder de to hold foran deres computere og er afskåret enhver form for kommunikation med omverdenen.
”I professionel Counter Strike er det de små detaljer, der er vigtige. På det her niveau er forskellen mellem de enkelte spillere så lille, at kampene ofte bliver afgjort af, hvem der har den bedste taktik, hvem der kan stå for presset, og hvem der er bedst på den bane, der spilles på,” forklarer Lukas Rossander.
Astralis-spillerne fortæller alle, at det hårdeste ved at være professionel Counter Strike-spiller er det mentale pres. Evnen til at reagere hurtigst og tage den rigtige beslutning på et splitsekund betyder alt i kampene, der kan vare lige så længe som en gennemsnitlig tennismatch.
Ofte er det millimeter og millisekunder, som udgør forskellen på sejr og nederlag. Da Astralis mødte det polske hold Virtus Pro for tre uger siden i en finalekamp, der strak sig over fire timer, var Peter Rothmann bagefter så udmattet, at det sortnede for hans øjne.
Kroppens fysiske tilstand efter sådan en kamp svarer lidt til at have tømmermænd, fortæller han. Men det hjalp måske heller ikke, at han havde drukket 2,5 liter Red Bull.
Et par timer før kvartfinalekampen er der gang i merchandisesalget foran MGM Grand Garden Arena. Til de afgørende runder er turneringen rykket væk fra kasinogulvet og ind i arenaen, der har plads til 17.000 tilskuere og været scene for nogle af verdens største boksekampe. Det var fx her, Mike Tyson i 1997 bed en tomme af Evander Holyfields øre. Denne dag er det dog otte professionelle Counter Strike-hold, der indtager rampelyset.
Astralis hænger ud backstage efter en sejr. Det meste af tiden mellem kampene går med restitution og motion.
Udvalget i merchandiseboden spænder lige fra holdtrøjer til musemåtter og på bagvæggen hænger Astralis T-shirts side om side med dagens modstander fra NIP. I et hjørne er fire amerikanske Counter Strike-fans i gang med en ophedet diskussion om, hvilket slags tastatur, der egner sig bedst til gaming.
Bag dem står 25-årige Kyle Cheek, der har tilbagelagt den fem timer lange køretur fra Phoenix i nabostaten Arizona for at se dagens kvartfinaler. Han er iklædt en sort T-shirt med rødt Astralis-logo, og peger stolt på den, mens han fortæller, at han har været fan af det danske hold, siden det blev dannet i januar 2016.
”Jeg har været med lige fra starten. Jeg fulgte med i nogle af deres første kampe på Twitch, og jeg kan godt lide deres spillestil og deres spillere. ’Dev1ce’ er fantastisk,” siger han.
De fleste, der selv har spillet skydespil, vil kunne forstå fascinationen af at få lov at lege terrorist bevæbnet med et AK-47 gevær for en stund. Men hvorfor det er interessant for tusinder af tilskuere og millioner af seere at kigge på, mens andre spiller, er et større mysterium for den uindviede.
”Jeg kan godt forstå, hvis nogen synes, det er fjollet,” siger Kyle Cheek. Sådan tænkte han også selv til at starte med, da han begyndte at se Counter Strike på Twitch.
Lukas 'Gla1ve' Rossander.
”Det er meget mere end at klikke på musen. Jeg er vild med det taktiske aspekt i spillet. Og så kommer jeg for stemningen. Det er noget helt andet at sidde sammen med tusinder af vilde tilskuere, sammenlignet med at se det derhjemme på computeren.”
Kyle Cheek var også i Atlanta for tre uger siden, da Astralis vandt deres hidtil største sejr foran en propfyldt sal, der kogte af begejstring. De højder når stemningen ikke i Las Vegas. Inde i arenaen er der foreløbig ikke mødt mere end ca. 1.000 fans op, og langt størstedelen af sæderne står tomme.
Folkene bag Astralis-holdet har flere gange luftet deres utilfredshed med turneringens arrangører, som de ikke mener har gjort nok for at tiltrække tilskuere. Men måske er forklaringen også, at en stor del af målgruppen, der primært tæller unge mænd i alderen 15-25, knap er gamle nok til at opholde sig i ’syndens by’, hvor e-sport er i konkurrence med hasardspil og storbarmede showgirls.
CEO Frederik Byskov fortæller, at Astralis er vant til at spille i udsolgte arenaer. Om bare få uger venter en turnering i Katowice i det sydlige Polen, og de knap 12.000 billetter er for længst væk. Han har også et bud på, hvorfor Counter Strike er blevet en støt voksende publikumssport:
”Man kan sammenligne Counter Strike lidt med fodbold. Det er et avanceret spil, men alle kan forstå de basale regler. Andre computerspil som Dota 2 og League of Legends tager meget længere tid at sætte sig ind i. Når en spiller laver et ’headshot’ (rammer en modstander i hovedet, red.) i Counter Strike, svarer det til at score et flot langskudsmål.”
Med benene solidt plantet på bordet sidder Peter Rothmann og udveksler spydige bemærkninger med modstanderen fra NIP, der sidder lige over for Astralis-spillerne i warm-up området inden kampen. Svenskerne varmer lettere alternativt op ved at spille et helt andet computerspil end Counter Strike.
”Jävla rötter!” lyder det fra den anden side af forhænget.
Peter Rothmann ligner en, der er klar til at sende en kæk bemærkning retur, men han når ikke at svare, før Danny Sørensen kalder sine spillere hen til den obligatoriske rundkreds og peptalk.
”Hvad kæmper vi for?”
”SEJR!”
Kampritualet er som taget ud af et dansk Serie 4-opgør. De to hold træder ind i MGM Garden Arena til stor jubel fra tilskuerne, hvor af mange har bevæbnet sig med oppustelige klappepølser. Langt størstedelen af de fremmødte er unge mænd og drenge, men en enkelt fyr har lokket sin kæreste med til kampen. Hun synes dog at være mere interesseret i sin burger og pommes frites end i dét, der foregår på storskærmen foran hende.
Hver gang skærmterroristerne lykkes med at detonere en bombe, skyder fire flammekastere tre meter høje stikflammer op fra hjørnerne af scenen, så folk på forreste række næsten får svitset øjenbrynene. Publikum jubler, klappepølserne flyver gennem luften, flere flammer, mere jubel.
Oppe på scenen gør Astralis kort proces med NIP og lever op til favoritværdigheden. Tilskuerne klapper af det danske hold, men spillerne selv nøjes med at udveksle beherskede high-fives. Deres tanker er allerede på semifinalen, hvor Virtus Pro, som Astralis slog i den dramatiske finale i Atlanta, venter på at få revanche.
”Han er den hotteste Counter Strike-spiller i verden.”
En asiatisk udseende teenagedreng peger småforelsket i retning af Nicolai Reedtz, der netop har sat sig til rette ved langbordet ved siden af sine holdkammerater. Den begejstrede fan hedder Jacob, er 18 år gammel, og sammen med omkring 100 ligesindede står han i kø for at møde Astralis-spillerne efter kvartfinalesejren.
I deres hænder holder de T-shirts, musemåtter og tastaturer klar til at blive signeret, mens andre blot har medbragt deres smartphone i håb om at få en selfie med deres helte. Der er to piger i køen, resten er drenge. Én efter én får de lov til at bevæge sig frem til bordet, hvor de danske Counter Strike-stjerner venter. En overlykkelig fan har taget roser med til Nicolai Reedtz og co., mens en anden vil have signeret sin parfumeflaske.
Astralis-spillerne er vant til hysteriet. I Atlanta for tre uger siden stod folk to timer i kø bare for at få en autograf. Alligevel virker alle fem en anelse ukomfortable med situationen. De smiler let akavet, men venligt til fansene, som går forbi.
”Den idolisering, der er opstået, er helt surrealistisk for mig,” siger
Nicolai Reedtz.
”Jeg får beskeder fra piger, der gerne ville møde mig, og unge drenge, der beder mig om råd, fordi de har problemer med at få deres forældre til at acceptere, at de gerne vil spille computer. Det er meget overvældende, at der sidder folk derude, som ser mig og de andre som rollemodeller.”
Han svinger tuschen taktfast i indøvede kruseduller. Ingen genstand er for mærkelig til at blive signeret. Først da alle er tilfredse, rejser de udmattede Astralis-spillere sig og lusker stille væk.
Søndagens semifinale bliver dog endestationen for Astralis i Las Vegas. I revanchekampen mellem de to finalister fra Atlanta er polske Virtus Pro for stor en mundfuld for de danske spillere, der taber med 2-1. Lukas Rossander bider tænderne sammen:
”Vi ramte ikke vores niveau. Nu er det os, der har revanche til gode.”
LÆS OGSÅ: Top 10: Så meget tjener verdens største professionelle gamere
LÆS OGSÅ: Nu springer spillere i computerspillet Football Manager ud som homoseksuelle
