Som maskot er jeg klubbens største fan, og jeg er et spejl af publikum. Når det går dårligt inde på banen, når vi brænder et straffe, eller de andre scorer, viser jeg min ærgrelse, så alle kan se det. Jeg hepper på spillerne og forsøger at få gejsten tilbage på tribunen. Det er en udfordring at trække publikum op, når de er langt nede og trætte af at tabe. Min opgave er at vise dem, at vi kan nå det endnu. Håbet er ikke ude.
Jeg har altid godt kunnet lide at underholde, danse og få folk til at grine. Derfor søgte jeg jobbet, da jeg så AGF’s annonce i avisen. Jeg har tidligere været cheerleader, og jeg har arbejdet som maskot for ASV, Aarhus Studenternes Volleyballforening, hvor jeg var delfin. Vi spillede for mellem 100 og 200 mennesker, så det er lidt af et spring at skifte til superligaen, hvor der er tæt af mennesker på tribunen.
På kampdagen møder jeg ind to timer før start og klæder om. Jeg går ud i loungen, hvor folk sidder og hygger og får en øl inden kampen. Jeg laver lidt sjov, skriver autografer og danser. Få minutter inden kampen går jeg ind for mig selv, tager hovedet af og drikker en masse vand. Så går jeg ned i spillertunnelen og går ind sammen med spillerne.
Når jeg under kampen kommer forbi udebaneafsnittet, driller jeg lidt og vender bagdelen til og viser, at jeg ikke giver noget for modstanderholdet og signalerer, at de skal tie stille. Det er en balance. Jeg går ikke over stregen. Publikum råber efter mig, og nogle kaster fadøl efter mig. Når jeg har kostumet på, er jeg immun over for den slags.
I pausen går jeg uden for, tager hovedet af, får en sodavand og sidder et par minutter, inden jeg går ind igen. I resten af pausen deler jeg T-shirts ud til børnene og laver sparkekonkurrence på banen. Jeg tumler rundt og dummer mig lidt og børnene synes, det er sjovt. Ind imellem går sprinklerne i gang, inden jeg når at komme væk. Jeg bliver gennemblødt, og det synes folk er sjovt.
Det sker, at jeg bliver skubbet til, når jeg går rundt blandt publikum på tribunen. Jeg er blevet sparket til af børn, andre har prøvet at rive mine handsker af. Så viser jeg på en ordentlig måde, at det vil jeg ikke finde mig i. Jeg henvender mig til deres forældre, eller viser med fagter og hænderne op foran øjnene, at nu bliver bamsen ked af det. Hvis de ikke forstår det, vender jeg ryggen til og går videre.
Enkelte mænd synes, det er sjovt at nappe maskotten i numsen. Når jeg løfter pegefingeren, ved de som regel godt, hvad det betyder. Hvis jeg stod en aften i byen uden kostume og oplevede det samme, ville jeg sikkert give fyren en lussing eller losse ham i bollerne. Men det går selvfølgelig ikke, når jeg står foran børnene til en fodboldkamp. Jeg holder raseriet inden i. Men nu har jeg jo ret store sko på, og jeg kan selvfølgelig komme til at stikke foden for langt frem, så man snubler over den … Sådan lærer mændene, at man ikke klapper maskotten i røven.
Som maskot taler jeg både til børn og voksne. Mange voksne mænd elsker, at der kommer en stor bamse hen til dem. Det er barnet i dem, jeg taler til. Så spørger de, om de må få taget deres billede sammen med mig. Som maskot får jeg ekstremt meget kærlighed, fordi jeg er en stor krammebamse, bogstaveligt talt. Det sker også, at jeg besøger alvorligt syge børn på hospitalet på vegne af klubben. At se et lille smil på deres læber, når jeg kommer ind på stuen … det er det hele værd.
LÆS MERE: Fem ting vi lærte om fodbold i weekenden
LÆS MERE: Nicklas Bendtner: ”Det koster 1.000 kroner at gå i byen med mig”
LÆS MERE: Zanka Claus hyldes i England: Giver omgang til alle Huddersfield-fans
