anthony joshua

Anthony Joshua er ny verdensmester vil være verdens rigeste

Milliard-ambitioner: Nykåret verdensmester vil være verdens rigeste bokser

I weekenden knockoutede Anthony Joshua sig til verdensmesterbæltet og en pæn pose millioner. Men det er langt fra nok for den britiske bokser, der har lagt en fortid som bad boy bag sig.

11 runder, én knockout, ét tronskifte, 90.000 tilskuere og en samlet præmiesum på godt 400 millioner kroner.

Der er nok af historier at udlede af tallene omkring lørdagens episke kamp mellem Vladimir Klitchsko og Anthony Joshua, hvorfra den yngre engelske udfordrer kunne tage hjem fra Wembley med den forsvarende ukrainske veterans mavebælte.

Men lad os tage udgangspunkt i pengene. Det er lidt usikkert, præcis, hvor meget Anthony Joshua fik for sejren og titlen, men ifølge flere medier skulle de to boksere deles om de 20 millioner pund, kampen var værd.

LÆS OGSÅ: Manden bag Minecraft blev mangemilliardær - og ensom

88 millioner for under en times arbejde lyder jo ret lukrativt. Men for Anthony Joshua er det kun en begyndelse. Den nye sværvægtskonge vil have honorarerne endnu højere op.

”Da jeg begyndte at bokse, var målet at blive multimillionær. Men der er jo almindelige mennesker, bedstefædre og bedstemødre, som er millioner værd bare på grund af ejendomspriserne. Så den nye tankegang er, at jeg bliver nødt til at blive milliardær,” siger Joshua i denne måneds udgave af britisk GQ.

Når Joshua lufter lønningsønsker, taler han i pund. Det vil sige, at man skal gange milliarden med lige under 9. Med andre ord drømmer han om at blive den rigeste bokser i verdenshistorien. Den mest indtjenende nogensinde er Floyd Mayweather, der har vundet for lidt over 4 milliarder kroner.

Som for så mange andre af boksehistoriens stenrige mestre er Anthony Joshuas baggrund blakket. Han voksede op i Watford nord for London som søn af nigerianske immigranter, og da han blev teenager, begyndte den høje dreng at hænge med ballademagerne og forsømme skolen.

Hans ungdom var præget af druk og rygning og gentagne episoder med slåskampe og anklager om vold. Joshua var et hoved højere end mange af sine modstandere på gadehjørnerne og let for politiet at få øje på og udppege som ham, der startede slåskampen.

Det var først, da han var 18, og hans fætter en dag hev ham med til træning i sin bokseklub, at Joshua fandt en samfundsmæssigt accepteret kanal for sine kræfter og aggressioner. Det viste sig hurtigt, at han havde talent, og i 2010 blev han indlemmet i det engelske bokselandsholds trup.

Men snart var hans karriere ved at køre af sporet, da Joshua blev stoppet af politiet i sin bil med over 200 gram cannabis. Med landsholdets træningsdragt på.

Bokseren blev sigtet for besiddelse med henblik på videresalg, en anklage, der nok havde uppercuttet den sidste milliondrøm ud af hovedet på ham, men sidste del af sigtelsen blev frafaldet, og han slap med 100 timers ulønnet arbejde i de lokale kommunale nyttehaver.

Episoden fik tilsyneladende luget ud i de sidste af boksetalentets unoder. Siden hen er det kun gået opad for det fysiske pragteksemplar. Den 198 cm høje og 115 kg tunge brite blev olympisk mester i 2012 i London og IBF-forbundets mester i 2016.

Og siden debuten som professionel i 2013 har han vundet alle sine 19 kampe på knockout – under 2 timer havde han sammenlagt brugt på at slå sine modstandere i gulvet, inden han i går brugte længere tid end vanligt på at tage mesterskabstitlerne hos WBA og IBO fra Klitchsko.

Gadedrengefortiden til trods er det lykkedes Joshua at profilere sig som en afdæmpet og livsglad sværvægter, en atypisk boksechamp.

”I årevis har boksesporten anvendt Hollywoods tilgang, når den skulle promovere sig selv: Machopositurer, tilsvininger, teatralske pressemøder – alt det kunne Joshua sagtens gøre, men han har valgt ikke at gøre det. Han er rolig, tilbagelænet og respektfuld. Det er meget klogt, og det er blevet hans USP (unique selling point, marketingkoncept, red.),” siger Steve Martin, der er global CEO for sportsmanagement hos marketingvirksomheden M&C Saatchi til GQ.

Men lige med hensyn til pengene gør Joshua sig altså ikke nogen anstrengelser for at holde lav profil. Som han siger til GQ:

”Det er fint at være millionær, men du bliver nødt til at sætte dine ambitioner højere. Jeg tjener 10 millioner på min næste kamp (den mod Klichsko, red.), så det næste mål må være at tjene ti gange så meget. Og hvis jeg tjener 100-150 millioner pund af gangen, hvorfor så ikke satse på milliarden? Jeg kender folk, der har tjent en milliard på egen hånd. Det er hårdt, men det kan lade sig gøre.”

Spørgsmålet er så bare, hvor mange store sværvægtsstjerner, der er i puljen af kommende modstandere, som kan være med til at presse indtægterne op. Han kan jo ikke bokse mod Klitchsko hver gang.

LÆS OGSÅ: Dennis Ceylan er dansk boksnings største håb i mange år

LÆS OGSÅ: Michael Knudsen skal cykle verdens hårdeste cykelløb: "Jeg er villig til at ofre 10 år på kontoen sidst i min levetid"

LÆS OGSÅ: Guide til effektive maveøvelser: Sådan får du en flad mave