At Brasilien i går vandt 3-1 over Kroatien i VM’s åbningskamp, vil være de fleste bekendt. 

Hvis du så kampen, vil du også vide, at kampens mest kontroversielle moment var straffesparket, som brasilianerne fik tilkendt, da angriberen Fred smed sig, slog ud med armene og kiggede forurettet mod dommeren.

Ellers får du den lige her:

Straffesparket så ud til at gøre den forskel, der fik Brasilien helt i mål som sejrherre i hjemmekampen, men dommer Yuichi Nishimuras uheldige fløjt er selvfølgelig ikke det første af sin slags ved et verdensmesterskab.

For eksempel var det et meget letkøbt straffespark, der gav Tyskland sejren på 1-0 over Argentina i 1990 i det, der måske er historiens kedeligste finale. Rudi Völlers fald i Argentinas felt er lovlig uprovokeret:  

Endnu mindre overbevisende var det, da Fernansdo Torres kastede sig, da Spanien mødte Chile ved VM i 2010, hvilket førte til, at chileneren Marco Estrada fik sit andet gule kort:

At en letfodet angriber pludselig bliver kluntet som et spædbarn og vælter ved den mindste brise, er vi vant til.

Men når han tager sig til hovedet, fordi en modstander vil give ham bolden og rammer ham på låret, er det decideret grinagtigt. Kun dommeren synes ikke at have fanget morskaben i denne situation fra semifinalen mellem Brasilien og Tyrkiet ved VM i 2002, hvor Rivaldo demonstrerer ekstremt dårlig skuespilteknik, og dommeren straks føler trang til at gribe efter et rødt kort.

Vel at mærke ikke til Rivaldo, men til tyrkiske Hakan Ünsal :

Nej, det er ikke altid nemt at være manden med fløjten. Det ved den danske dommer Henning Lund Sørensen, der dømte kampen mellem Spanien og Jugoslavien til VM i 1982 på spansk hjemmebane.

Spanien var i problemer og skulle vinde for at gå videre fra gruppespillet. Lund Sørensen hjalp spanierne i bestræbelserne, da de var bagud 1-0, og han dømte et straffespark, der tydeligvis blev begået flere meter uden for feltet.

Ikke nok med det, da den spanske skytte Ufarte skød forbi målet, fik han et nyt forsøg fra pletten, fordi den danske dommer mente, at jugoslavernes målmand, Dragan Pantelic, gik før tid.

"Gracias Señor Sorensen" stod der på en spansk avis næste dag. 

Nogle vil mene, at England også har en mand i sort at takke for deres eneste verdensmesterskab. Et af historiens mest omdiskuterede mål faldt nemlig i finalekampen mellem England og Tyskland, da England vandt 4-2 på hjemmebane.

Om målet til 3-2 ved Geoff Hurst virkelig var inde over stregen, eller om en sovjetisk linjedommer gav England målet for at tage hævn over tyskerne for alle de faldne sovjetrussere, der faldt ved slaget i Stalingrad, er der endnu ingen, der har bevist:

Men engelske konspirationsteoretikere mener i hvert fald, at det er godkendelsen af Hursts mål i ’66, der senere skulle karma-balanceres ved at underkende Frank Lampards tydelige scoring, som ville have givet en udligning, da Tyskland og England mødtes i ottendedelsfinalen ved VM i 2010:

Et andet meget omdiskuteret resultat i VM-historien kan i hvert fald ikke lægges dommeren til last.

Ved VM i 1978 skulle Argentina vinde med mindst 4 måls difference i sin sidste gruppespilkamp mod Peru for at passere grupperivalerne fra Brasilien og nå VM-finalen.

Resultatet blev hele 6-0.

Som speakeren i dette klip siger, da den står 3-0: ”Det utrolige virker nu sandsynligt”:

Mange mente dog overhovedet ikke, at det et sandsynligt resultat, som bragte Argentina videre til finalen, hvor holdet besejrede Holland. Der gik rygter om bestikkelse af de peruanske spillerer - blandt andet med kornladninger.

Langt senere har en forhenværende peruansk senator fortalt, at kampen var fixet og led i en skummel sag om udveksling og tortur af politiske fanger mellem Peru og Argentina.

Et andet eksempel på aftalt spil finder man i VM-slutrunden 1982, hvor naboerne Østrig og Tyskland vidste, at et 1-0 resultat til tyskerne ville bringe begge hold videre fra gruppespillet foran Algeriet.

Den gensidige forståelse blev meget tydelig, da Tyskland kom foran ved Horst Hrubesch efter bare 10 minutter. Resten af kampen blev bolden varmet og tiden trukket af begge mandskaber.

Der var tilsyneladende fuld tilfredshed på banen, men ikke på tilskuerpladserne, hvor der blev buhet. En tilhænger afbrændte et tysk flag i frustration.

Som Rudi Völler, der dengang endnu ikke havde påbegyndt sin karriere på det tyske seniorlandshold, siger i dette klip: ”Det var et sort øjeblik i tysk fodbold”:

Ingen liste over snyd og skandaler ved et VM kan være komplet uden Diego Maradonas – eller var det Guds? – scoring med hånden i kvartfinalekampen mod England ved VM i 1986. Svært ikke at tilgive en mand med guddommelige fodboldevner og kommunikationstalentet på sin side: