Khalid Boulahrouz Fodboldspiller i Brøndby. Deltog i VM for Holland i 2006 og 2010.

Under VM-finalen i 2010 sad jeg på bænken igennem hele kampen. Normalt, når man sidder derude, snakker man lidt med de andre, men i den kamp var vi helt inde i os selv.

Man råbte, man vendte sig konstant i sædet og næsten bad til, at chancen skulle opstå, så vi kunne få det vigtige første mål (Spanien vandt 1-0, red.). Det hele dirrede simpelthen fra første fløjt.

VM er næsten umuligt at beskrive. Du render rundt med gåsehud konstant i kampene, og du fornemmer virkelig, at dit land står bag dig, uanset hvor på kloden turneringen foregår.

Du løser dine opgaver, for du er jo professionel, men alligevel er du hele tiden bevidst om, hvad det er for en turnering. Alt bliver mere betydningsfuldt: Hver eneste spilsituation, hver eneste tackling, hver eneste bevægelse.

Jeg spillede fx hele semifinalen i 2010, og midt i al euforien over at vinde den kunne jeg alligevel ikke lade være med at tænke på, om jeg nu fik chancen for at spille igen i finalen.

Det fik jeg ikke, og jeg glemmer aldrig det øjeblik, hvor Iniesta scorede i den forlængede spilletid. Det var, som om al luften blev slået ud af mig, og en vrede steg op i min krop.

Jeg havde lyst til at smadre et eller andet, men samtidig var vi alle sammen så adrenalinramte ude på bænken, at vi var sikre på, at kampen kunne vendes, og efter scoringen opildnede vi gutterne på banen.

Der var stort sammenhold trods modgangen, og det er for mig fodbold, når det er bedst.

Den finalekamp var noget af det vildeste, jeg har oplevet.