Cricket
Foto: Lasse Bech Martinussen

Mød det danske cricket-håb Saif Ahmad: Når landsholdtrøjen kommer på, føler han sig ”mere dansk end dem, der har danske forældre”

I Danmark er cricket lilleput, men på verdensplan er sporten en af de største – og de rød-hvide farver bæres af en håndfuld spillere med forældre fra Pakistan, Indien og Sri Lanka. Mød Saif Ahmad, der drømmer om at føre den glemte sportsgren til nye højder.

Aif Ahmad tager som regel sin landsholdstrøje på i god tid, når han skal til træning. Det er nemlig, som om folk i bussen lige kigger en ekstra gang – især de ældre herrer og damer. Og han håber sådan, at de en dag kommer hen og spørger, hvad han egentlig laver. Den brune fyr i de rødhvide farver. For så vil han fortælle dem, at han spiller cricket for Danmark.

Han vil sige:

”Jeg har gjort så meget for at kunne bære trøjen. Jeg har integreret mig. Der er forskellige måder at gøre en forskel for Danmark på. Du kan gå ind i politik, du kan få dig en god uddannelse – og du skal betale din skat, selvfølgelig. Jeg føler, at jeg kan gøre en forskel ved at spille cricket.”

En kold torsdag aften i foråret har Saif Ahmad dog ladet trøjen ligge derhjemme. Fra et hjørne af Anja Andersen Hallen i Idrættens Hus et boldkast fra Brøndby Stadion overværer han den sidste og afgørende træning inden næste landsholdsudtagelse – i dag gælder det spillerne fra landets østlige klubber. Cricket er et udendørsspil, men når temperaturen sniger sig under frysepunktet uden det mindste hensyn til, hvad kalenderen siger, er man nødt til at være kreativ og rykke indenfor.

Sådan er det at være cricketspiller i Danmark.

”Skal du ikke træne med?” spørger en af de andre.

”Nej, jeg er skadet, bro,” svarer Saif Ahmad. Han har fået hånden i klemme i en bildør. Hånden er rød og hævet. Men han er sikker på, at han kommer med i truppen.

”100 procent,” siger den 19-årige Svanholm-spiller, der er trukket i sorte jeans, sort Adidas-sweatshirt, hvide sneakers og Yankees-kasket. Han blev kåret til Elitedivisionens bedste i 2017.

Rundt omkring i hallen står spillerne i deres rød-hvide joggingbukser og polotrøjer i mindre klynger og sludrer, mens de puster ud efter en løbetest. Noget foregår på dansk, andet på urdu.

Ud af de 18 fremmødte i aften ligner kun to vinterblege danskerdrenge, for en overvejende del af spillerne i det danske cricketlandsholds bruttotrup har som Saif Ahmad rødder i Pakistan. Hertil kommer nogle stykker med forældre fra andre cricketgale nationer som Sri Lanka, Afghanistan, Bangladesh og Indien – ”og så et par jyder”, griner holdleder Ole Roland fra sidelinjen.

En af verdens største sportsgrene er lilleput i Danmark. Men det er en lilleput med ambitioner, og de skal indfries af en håndfuld gutter, der ikke ligner noget andet dansk landshold.

”All right, boys!”

Landstræner Jeremy Bray kalder spillerne til sig. Han er fra Australien og er ved at gennemføre et generationsskifte på holdet. Efter korte dessiner finder kasterne (på cricketsprog: bowlerne) de hårde og 160-gram tunge læderbetrukne bolde frem. Andre ifører sig hjelm, handsker, skridtbeskytter og benskinner og stiller sig klar med battet foran hver deres gærde – den godt 70 centimeter høje anordning af tre pinde med to små dingenoter på toppen (kaldet bails), som kasteren skal forsøge at vælte. Et højt smæld giver genlyd i hallen, da den første spiller (på cricketsprog: batsman eller gærdespiller) smækker til bolden.

Der er skruet op for ambitionerne i dansk cricket, men der er stadig et stykke vej til toppen. I slutningen af august venter den europæiske VM-kvalifikationsturnering i Holland. Men denne aften har holdet en anden turnering i tankerne: World Cricket League Division 4 i Malaysia i slutningen af april, hvor der skal dystes om oprykning til cricketspillets tredje division, og modstanderne er andre lilleputter som Jersey og Vanuatu.

Set udefra er der umiddelbart heller ikke meget storhed over dansk crickethistorie. Okay, H.C. Andersen spillede faktisk engang mod Charles Dickens – det var under et besøg i England i 1857, og den fynske forfatter fik et rap over nallerne, så en af hans fingre blev gul og blå.

Der er også Ole Mortensen fra Vejle, som spillede for engelske Derbyshire fra 1983 til 1994 og bandede så meget på banen, at han fik tilnavnet ’Bloodaxe’. Mortensen med signaturoverskægget går for at være den bedste dansker på cricketbanen nogensinde.

Derudover er det småt med højdepunkterne. Cricket er en lille sport i Danmark. Men zoomer man lidt ud, er den en af verdens mest populære. VM-finalen i 2011 mellem Indien og Sri Lanka havde ifølge ESPN over 500 millioner seere. På Wikipedia er cricket ligefrem den næstmest populære sport i verden efter fodbold, og det estimeres, at der globalt er hele 2,5 milliarder cricketfans, men der findes ingen officielle opgørelser for den slags.

Sikkert er det til gengæld, at spillet nærmest har status af religion i Indien, der med sine godt 1,3 milliarder indbyggere er hastigt på vej til at blive verdens folkerigeste nation. Her blev en studerende anholdt i 2016 i landets nordøstlige Assam-provins, fordi han havde iført sig en trøje med navnet på arvefjenden Pakistans anfører, Shahid Afridi, på ryggen. 

Men også i andre tidligere britiske kolonier som Sydafrika, Bangladesh, Sri Lanka og New Zealand har cricket karakter af nationalsport eller det, der ligner. Og i Australien, der kan prale af at have verdens største cricketstadion – Melbourne Cricket Ground har plads til 100.000 tilskuere – satte en vaskeægte cricketskandale i foråret en tyk streg under, hvor mange følelser der er på spil:

”Jeg undskylder til alle dem i hele verden, der har set op til mig – især børnene,” sagde landsholdsspilleren Cameron Bancroft foran rullende kameraer i en seance, der vakte mindelser om Bjarne Riis’ berømte EPO-tilståelse.

Bancroft var blevet afsløret i at forsøge at manipulere bolden med sandpapir for at få den til at flyve mere ujævnt i en kamp mod Sydafrika. Landstræneren trak sig efterfølgende, og holdets anfører, der havde deltaget i snyderiet, brød grædende sammen under en pressekonference.

Udviklingen i dansk cricket trækker til gengæld ikke de store overskrifter.

Godt 2.000 spillere er registreret i Dansk Cricket-Forbund (DCF), og det tal har ligget nogenlunde stabilt de seneste 10 år. Men noget har faktisk ændret sig. I modsætning til dengang, Ole Mortensen var den suverænt bedste danske spiller, er cricketbanerne i Ishøj, Brøndby, Glostrup, Aalborg, Odense og på Frederiksberg i dag domineret af batsmen og bowlers med forældre fra sydligere himmelstrøg.

Ifølge DCF har omkring 80 procent af danske cricketspillere nu etnisk minoritetsbaggrund, og det afspejler sig på landsholdet. Her er det navne som Henriksen og Jørgensen, der skiller sig ud, og Shah, Uddin, Raja, Khan, Mahmood, Singh, Thanikaithasan, Ahmed, Hashmi, Hayat og Iqbal, der har domineret det rød-hvide holdkort på det seneste.

”Sporten havde næppe overlevet i Danmark, hvis ikke der var kommet spillere ind med den kunnen. I dag aner mange unge jo slet ikke, hvad cricket er,” siger Ole Helmersen, der er lektor på CBS og har spillet cricket i mere end 50 år.

”De her gutter er flasket op på cricket,” siger Alex Olsen, der er generalsekretær i DCF.

”Og selv om jeg er fra den gamle generation, må jeg indrømme, at de har hævet niveauet. Fra de var helt små, har de set kampene mellem Pakistan og Indien med deres fædre, de er nærmest programmerede til spillet. Det er nok også derfor, at det er så meget nemmere for os at rekruttere spillere fra etniske minoriteter.”

For landsholdets unge stjerne Saif Ahmad begyndte det på græsplænerne ved Albertslund Stadion, hvor hans far hver lørdag spillede cricket med de andre pakistanske mænd. Ungerne så på, mens kvinderne, ”der var arbejdsløse på det tidspunkt, men stjerner i køkkenet”, lavede butter chicken og biriyani.

Selv spillede Saif Ahmad og brødrene cricket med en tennisbold i gården eller i gangen derhjemme, indtil hans mor blev så træt af flækkede vaser og smadrede spejle, at hun fik ham installeret i Glostrup Cricket Club. Fireårige Saif skulle være en del af Foreningsdanmark.

”I lang tid var jeg en o.k. spiller, ikke det helt store, men 2016 var mit år. Du ved, ligesom hvis du sætter bilen i gear og tænker, okay, jeg vidste ikke, jeg kunne køre så hurtigt,” siger Saif Ahmad, der i løbet af sommeren 2018 får sin studentereksamen fra Team Danmark-linjen på Albertslund Gymnasium.

På landsholdet er størstedelen af spillerne i gang eller færdige med længere videregående uddannelser.

Saif Ahmad ser batting som sin spidskompetence, men han er også en ganske habil spinbowler. Som kaster er han altså bedst til at skrue bolden. Alternativet er at kaste hårdt, eksempelvis som pakistaneren Shoaib Akhtar, der har hastighedsrekorden med 161,3 km i timen.

Spørger man til Saif Ahmads største forbillede, svarer han efter lidt betænkningstid: ’mig selv’. Han er ikke typen, der sætter sit lys under en skæppe.

”Det er ikke for at lyde arrogant eller noget, men jeg føler bare, at hvis jeg yder mit bedste, så er jeg den bedste til at gøre det, jeg gør."

Drømmen er at spille professionelt i en af de store ligaer i England, Pakistan eller Indien. Ligesom idolet Virat Kohli fra Royal Challengers Bangalore, der ifølge ESPN scorer i omegnen af en million dollar om året alene på sin klubkontrakt. Og ja, han er inder – ”men jeg er ligeglad, manden er et geni. Crickets svar på Cristiano Ronaldo,” siger Saif Ahmad.

Han er overbevist om, at hvis blot landsholdet fik lidt mere kærlighed fra danskerne, ville man se det på resultaterne.

”Giv os en kamp i Parken, og så er jeg 100 procent sikker på, at vi kan hamle op med hvem som helst.”

Indtil videre har han dog ikke oplevet meget mere end 50 tilskuere til en landskamp herhjemme, og ved siden af sin sport – Saif Ahmad træner også Svanholms lilleputhold – arbejder han i den lokale Albertslund-Netto. Sådan er det også at være et af de største talenter, dansk cricket har set i lang tid.

Selv hepper Saif Ahmad på Pakistan: ”Det er ren natur.” Men når Netto-trøjen ryger af, og landsholdtrøjen kommer på, føler han sig ”mere dansk end dem, der har danske forældre.”


I samarbejde med Red Barnet styrkede Danmarks Idrætsforbund i december sidste år indsatsen for at få børn fra etniske minoritetsfamilier ind i foreningslivet.

Her er cricket allerede foran på point. Og bevæger man sig nogle kilometer syd fra Albertslund og Brøndbyvester, finder man en af grundene til hvorfor: En lille gåtur fra Ishøj Station sidder 70-årige Asmat Ullah i sit klubhus og spiser jalebi – en friturestegt kage med safransirup.

Det er tirsdag, udenfor er græsset grønt, og Ishøj Cricket Clubs spillere har taget hul på sæsonens anden udendørstræning. I weekenden skydes sæsonen i gang.

”Man kan selvfølgelig ikke undgå, at et par stykker falder igennem, men de fleste pakistanerdrenge her i Ishøj laver ikke kriminalitet, de kommer og spiller cricket i stedet,” siger han.

Hvis 19-årige Saif Ahmad er dansk crickets fremtid, så personificerer Asmat Ullah den udvikling, som sporten har gennemgået herhjemme de seneste 50 år.

Ullah – eller ’onkel’, som spillerne kalder ham – kom til Danmark i 1971 og stiftede tre år senere Ishøj Cricket Club med nogle pakistanske venner. Det var dengang, dansk cricket var en sport for hvide mennesker, og hvid var den påkrævede farve på cricketuniformerne. I takt med at etniske minoritetsspillere begyndte at fylde mere og i de danske klubber i løbet af 1990’erne, begyndte han aktivt at hive de unge ind.

”Vi kender hinanden herude, så hvis jeg hører om en dreng, der ikke går til sport og måske render rundt og laver hærværk eller stjæler i Bilka, så ringer jeg til hans far: ’Hallo, hvad laver Mohammed? Tag ham med til cricket.’ Alle ved, vi har en flot bane hernede, og det er nemt for os at lokke, for familierne elsker cricket.”

Og hvis de unge ikke kommer forbi, trasker Asmat Ullah selv ned i centret og henter dem. I dag har Ishøj Cricket Club – udover seniorholdet, der vandt den danske pokalturnering i 2017 – både miniputhold, lilleputhold, drengehold og juniorhold.

Det er derfor, at Alex Olsen i Dansk Cricket-Forbund kalder Asmat Ullah en ”ulønnet socialarbejder” og ”en af dansk crickets største ildsjæle”.

Saif Ahmad tager et kort tilløb, drejer overkroppen og slynger en skruebold afsted med et overarmskast. Modstanderen svinger battet ud efter den, men forgæves. Bolden rammer gærdet, batteren er ude.

Det er blevet weekend, og sæsonens første kamp er i gang. Det gælder pokalturneringen, hvor der – efter cricketstandarder – spilles korte kampe af tre timer i det såkaldte Twenty20-format. Med Brøndby Strands ikoniske højhuse og bilernes summen fra E20-motorvejen i baggrunden tager Svanholm imod Nørrebro Cricket Club, og det ligner en walkover for sidste års vinder af Elitedivisionen.

Batteren forlader slukøret banen, og en ny spiller i hjelm, handsker, skridtbeskytter og benskinner løber ind til opmuntrende tilråb fra Nørrebro-bænken:

”Take your time, boy!”

Rundt om den cirkelformede bane har tilskuere taget plads på bænke og plastikstole: et par gråhårede herrer, et par fuldskæggede gutter i hættetrøjer og en taxachauffør.

Et øjeblik efter har Saif Ahmad kastet endnu en lumsk skruebold. Nørrebro må skifte ud igen, og Svanholm-spillerne samler sig i en rundkreds i deres gule, langærmede polotrøjer og vinrøde bukser og giver hinanden highfives.

Saif Ahmads tanker er dog allerede et andet sted: Malaysia.

Der er under en uge til, at landsholdet rejser fra dansk forår til 30 graders fugtig varme og skal forsøge at sikre sig en af de to pladser, der giver oprykning til World Cricket League Division 3. Ved de seneste to turneringer – i 2014 og 2016 – er oprykningen glippet i allersidste kamp. Det må ikke ske igen.

Nørrebro når at skrabe 95 point sammen i første innings. Det bliver ikke den store udfordring for Svanholm at vinde kampen, når de i anden og sidste innings skal batte, og Nørrebro skal bowle og forsøge at gribe bolden ude i marken.

Ved pausetid får Saif Ahmad overleveret en lille kasse med bagels, som han deler med fire holdkammerater i klubhusets restaurant med udsigt til banen.

Et par borde derfra sidder Jørgen Jønsson – eller bare Mr. Cricket, som han bliver kaldt i det danske cricketmiljø. Han figurerer på en god del af de sort-hvide holdfotos, der pryder klubhusets vægge, han er æresmedlem af Dansk Cricket-Forbund, modtager af DIF’s æresnål, tidligere anfører og træner for Svanholm, og så var han landsholdstræner i begyndelsen af 1990’erne, da Danmark som nummer 12-13 i verden for alvor bankede på til det fine selskab.

78-årige Jønsson misser aldrig en Svanholm-kamp.

”Medmindre jeg er på ferie,” siger han og hiver sin madpakke op af et stofnet: en leverpostejsmad med rødbede på og en multifrugtjuice.

”Men Jønsson, du er jo aldrig på ferie,” lyder en joke oppe fra baren.

Mens han spiser sin rugbrødsmad, føler mr. Cricket sig en smule nostalgisk på sportens vegne:

”Jeg kan godt savne stemningen i de gode gamle dage. I dag er den tredje halvleg jo mere eller mindre udraderet,” siger han med henvisning til traditionen om, at holdene deler en kasse øl og taler kampen igennem, efter den er slut. I 2018 er mange danske cricketspillere muslimer og drikker ikke alkohol. Men den største udfordring for dansk cricket lige nu er faktisk, at politikerne har begrænset indvandringen, mener Jørgen Jønsson:

”Der foregår en eksplosiv udvikling i europæisk cricket, hvor lande som Tyskland og Sverige ånder os i nakken på grund af alle de cricketspillende afghanere, de har taget imod. I Danmark har vi stadig det gode ungdomsarbejde, men der bliver færre spillere at tage af.”

Asmat Ullah er netop kommet ind ad døren, formentlig for at spionere lidt på Ishøjs kommende modstandere i Elitedivisionen.

Han så også gerne, at der kom lidt flere hvide danskere ud på banerne igen.

”Når det kun er brune, der spiller cricket, så tror folk, at cricket er en sport kun for brune. Mange etnisk danske forældre tænker, at cricket ikke er noget for deres børn. Svanholm, KB, AB … alle de gamle klubber er fyldt med pakistanere i dag, og det er faktisk lidt kedeligt, for cricket burde jo være en sport for alle danskere.”

Er der egentlig forskel på, hvordan en hvid og en brun dansker spiller cricket?

”Den hvide dansker vil vinde, men kan også godt tåle at tabe. Vi vil vinde og kan ikke tåle at tabe,” siger Asmat Ullah med et smil på læben.

Men selv om dansk cricket i dag er domineret af børn af indvandrere, er der måske alligevel et par nye Ole Mortensen’er på vej op gennem gelederne. I den unge trup til Malaysia har australske Jeremy Brays for første gang i sine fire år som dansk landstræner fundet plads til hele fem hvide danskere ud af 14 spillere.

Saif Ahmad spiller ikke meget i anden innings mod Nørrebro. Han har stadig bøvl med højre hånd – den er brækket og skal have ro inden Malaysia, siger lægen. Svanholm vinder alligevel uden problemer.

Saif Ahmad er netop hjemvendt fra en træningstur til Lahore, Pakistan, med fem andre landsholdsspillere, hvor han fik mulighed for at teste sig selv mod de frygtede pakistanske skruebolde og en mere aggressiv spillestil.

Danskerne spillede mod pakistanske U17-landshold – vandt én kamp, fik klø i en anden.

”Det var fedt at være dernede. Jeg så noget af min familie og fik ikke madforgiftning ligesom sidst,” siger Saif Ahmad, inden han skifter Svanholm-uniformen ud med den traditionelle indisk-pakistanske klædedragt kurta og smutter til Taastrup for at modtage årets Excellence in Sports-pris fra Dansk Pakistansk Råd.

”Saif er en god rollemodel, han er en god træner for de unge her i Svanholm,” forklarer Jørgen Jønsson.

”Og så er han det, jeg vil kalde en champagnespiller. Han kan vinde en landskamp for os på en god dag. Men han skal også lære at sortere lidt mere i sit spil og ikke altid forsøge at klaske den allerførste bold op i æteren, for så bliver man bare grebet ud.”

At være god til cricket handler ikke kun om at have boldøje og teknisk kunnen. Når der gået 30 minutter af kampen, og du stadig står alene ude i marken og ikke har været i nærheden af bolden, skal du kunne holde alle distraktioner ude, forklarer Jørgen Jønsson.

For pludselig kommer bolden, ”og så skal du fandme gribe den.”

Som cricketspiller skal du være tålmodig og årvågen – uanset om du bowler, batter eller spiller i marken.

”Og det arbejder Saif også rigtig godt med,” siger Jørgen Jønsson.

Det danske landsholds deltagelse i turneringen i Malaysia i maj skal vise sig at blive præcist så nervepirrende som forudset.

Efter en fremragende start med sejre over Bermuda, Jersey og Malaysia, taber Danmark med sølle ét point til Uganda. Og da Saif Ahmad og holdet heller ikke formår at vinde over Vanuatu i en kamp, der ligesom mange andre i turneringen bliver afbrudt af voldsomme regnskyl, er de pludselig afhængige af andres resultater på sidste spilledag, fortæller Saif Ahmad et par uger senere, da han atter er tilbage i Danmark.

Sammen med nogle af sine holdkammerater sad han på hotellet i Kuala Lumpur og tjekkede de andre kampe på livescore.

”Alt skulle gå vores vej. Hvis det havde været fodbold, så svarer det til, at et af de andre hold skulle vende 1-5 til 6-5 og et andet hold på samme tid skulle vinde deres kamp med lige præcis to mål.”

Det burde næsten ikke kunne lade sig gøre. Men det gjorde det. Alle resultaterne flaskede sig ”og så gik vi fuldstændig amok,” siger Saif Ahmad.

På videoen, han optog på hotellet, ses ekstatiske danske landsholdsspillere, der omfavner hinanden, hujer med løftede, knyttede næver og kaster Dannebrog op i luften.

De kommende dage i Saif Ahmads program dikterer hvile. Det er ramadan, og lige om hjørnet venter de sidste eksaminer i gymnasiet, som ”seriøst bare skal overstås”. Desuden er der stadig problemer med den brækkede hånd, som måske skal opereres.

”Hvis han sætter alt ind på det, er Saif den danske spiller, der har de bedste chancer for at bryde igennem til det højeste niveau,” vurderer Jørgen Jønsson.

”Var han opfostret i Pakistan, havde han med garanti være blandt de få, for talentet er der. Problemet i Danmark er, at du ikke får nok af de dér kampe, hvor du rigtig får øretæver og bliver bedre af det.”

Næste stop for landsholdet hedder Holland og kvalifikationen til VM i slutningen af august.

Senere på efteråret venter kampene i World Cricket League Division 3. Avancerer Danmarks lilleputter, går Saif Ahmads drøm om at teste sig selv mod de fuldtidsprofessionelle stjerner i opfyldelse.

Måske skal han være med til at kaste et skær af storhed over dansk cricket. ■

LÆS MERE: Livet efter fodboldkarrieren: "Jeg var tom, identitetsløs og ikke tilstedeværende"

LÆS MERE: Lewis Hamilton er ved at genopfinde sig selv som modeskaber og musiker med kendisvenner i Hollywood. Han skal bare lige vinde sit femte verdensmesterskab i Formel 1...

LÆS MERE: Dansk indkasttræner er gået verden rundt: "Liverpool skal ikke være Stoke 2.0"

Se, hvad vi ellers skriver om: Landsholdet