TV 2 Sportens Morten Ankerdal fortryder stadig ikke, at han valgte Danish Open i badminton frem for sit søsters bryllup. Heller ikke, selv om søsteren aldrig har tilgivet ham for det. Lasse Lavrsen har mødt en ægte sportsidiot, der glæder sig til en travl tv-sommer.
Din kone var professionel håndboldspiller, og din far er sportsjournalisten Steen Ankerdal, taler I om andet end sport i din familie?
”Min kone taler aldrig om sport. Aldrig. Hun ser det nærmest ikke og brænder forsvindende lidt for det. Jeg mener: Hun var jo eliteidrætskvinde, men hun ser det nærmest ikke. Jeg ser til gengæld helt afsindig meget sport. Om morgenen, på arbejdet og i sengen med iPad’en og høretelefonerne. Og hun er ved at blive tosset af det. Bare lyden af det. Den der summende lyd fra helikopterne til Tour de France fx. Hun hader det.”
Hvad så med dig og din far?
”Det er noget helt andet. Vi kan bruge helt ufattelig lang tid på at tale om alle mulige detaljer, og jeg må altid sige til mig selv, at vi skal passe på ikke at isolere os fra resten af verden, når vi er
sammen.”
Har du kunnet bruge din far i dit arbejde?
”Ja. Helt ekstremt meget. Jeg har været omkring lærerseminariet og jurastudiet – men nu, hvor jeg er her, kan jeg godt se, at jeg har fået virkelig meget forærende. Meget af det, mange journalister slås med, har jeg bare taget for givet. Det har givet mig den banale, men meget vigtige indsigt, at man skal være inde i sagerne, hvis man skal være med. Jeg kan huske en middag hos min far med Lasse Ellegaard, Morten Sabroe og Jørgen Leth, hvor de hele aftenen sad og diskuterede Hemingway. Men jeg kunne intet sige, for jeg havde aldrig læst en linje af
ham. Jeg syntes, det var så pinligt, og næste dag gik jeg i gang med at læse Hemingway.”
Er du dårlig til at tabe?
”Ja. Virkelig, virkelig dårlig.”
Viser det sig også på dit arbejde?
”Ja, i løbet af en slutrunde får jeg altid et flip. Det ved jeg. Det er ikke bare, fordi jeg er presset, men særligt, hvis jeg ikke synes, mine kolleger gør det godt nok. Så bliver jeg helt hysterisk rasende og knalder helt ud. Jeg kan ikke styre det. Så må jeg hen at sige
undskyld bagefter.”
Og det gør du så også?
”Ikke hvis jeg synes, det har været berettiget.”
Er du kompromisløs?
”I starten af min karriere var mit højeste ønske at kommentere badminton, men det havde Jørn Mader dengang. Jeg har den klokkeklare holdning, at man skal være seriøs med sit arbejde, og det nytter ikke noget at rende rundt og drikke sig fuld og feste i tide og utide. Der var Mader af en anden opfattelse og det konfronterede jeg ham med – og til sidst også ledelsen. Det betød desværre bare, at jeg blev taget af badmintondækningen, som jeg på det tidspunkt var reporter på, mens Mader var kommentator. Men så et forår blev Mader sat af Spanien Rundt, fordi han havde været beruset på arbejde. Han blev sendt på afvænning, og pludselig fik jeg muligheden for at dække Danish Open. Det var en stor chance for mig, så selv om min søster skulle giftes samme lørdag som finalen, sagde jeg ja til at dække det. Hun skulle giftes kl. 16 i Gladsaxe, og vores transmission sluttede 15.50 i Farum, så i teorien kunne jeg lige nå det. Men finalen med Camilla Martin gik langt over vores sendetid. Da jeg kom til Gladsaxe Kirke, var der ikke et øje.”
Forstod din søster det valg?
”Nej. Og det gør hun stadig ikke. Hvis vi skal skabe dårlig stemning, skal vi bare tage den episode op igen. Der er én, der forstår mig i det valg – det er min far.”
Hvordan har du det med det valg i dag?
”Det har jeg ikke fortrudt. Jeg drømte jo om at få den position, Morten Stig og Flemming Toft havde, og det fik jeg. Nu kan jeg vælge mellem de største sportsbegivenheder, og det skyldes i høj grad hårdt arbejde.”
Kan du fortælle om et kiks, du har lavet for åben skærm?
”Den allerførste gang, jeg var på live igennem til hele Danmark, var til EM i kvindehåndbold i Rumænien. Jeg skulle lave en præsentation af den kamp, det danske kvindelandshold skulle til at spille, og et hurtigt interview med Christina Roslyng, der stod ved siden af mig i vores lille studie i hallen. Morten Stig lavede et oplæg til mig, jeg er igennem til hele Danmark, og så kunne jeg ikke huske, hvem de skulle spille imod. ’Nu hvor I skal møde …’ begyndte jeg, og så gik jeg helt i sort. Jeg kiggede lidt hjælpeløst på Christina Roslyng, ned på banen og op på lystavlen, hvor der stod et eller andet på rumænsk, indtil Roslyng til sidst sagde: ’Hviderusland’. Det var ikke den heldigste start, hverken på kampen eller min live-karriere.”
Er der nogen fra dit fag, du ser særligt op til?
”Jeg er vokset op med Claus Borre og Svend Gehrs, og hvor nogen har musik som deres livs soundtrack, har jeg kommentatorerne fra sportsbegivenhederne, og her er de uomgængelige. De lavede fjernsyn for mig, og det vil jeg også gerne give mine seere en følelse af, at jeg gør for dem. Men jeg har aldrig drømt om at være dem – kun at have deres plads.”
Hvordan kommer din sommer til at se ud?
”Den 7. juni pakker jeg bilen med en masse tøj, kører den ind på Kvæsthusmolen og flytter så nærmest ind i Skuespilhuset. Der er jeg groft sagt i tre uger under hele EM. Så holder jeg lidt ferie og pakker så mit tøj igen og tager til OL i London i tre uger. Det er fra 8 om morgenen og så frem til kl. 23 om aftenen.”
Hvad glæder du dig mest til?
”Jeg er sikker på, at det her OL bliver det, jeg kommer til at se tilbage på som det største. Jeg kan ikke forestille mig noget bedre sted i verden at holde OL. Wembley er det ypperste fodboldstadion, Wimbledon er det største inden for tennis. Spiller man badminton, er All England det største, roning er for mig også noget mellem Cambridge og Oxford, og hvis jeg skulle løbe et maraton, skulle det være i London. Jeg tror, det bliver det største.”
Kan du virkelig brænde for alt det?
”OL er jo de store følelsers holdeplads. Der er ikke noget sted, hvor du ser forskellen mellem succes og fiasko så udtalt. I 2004 sad jeg og kommenterede badminton, hvor verdens bedste, Lin Dan, røg ud i første runde. Jeg sad to rækker fra ham, da han kommer derfra, og en mand, man ellers aldrig havde set fortrække en mine nogensinde, sad og hulkede. Tårerne løb ned ad kinderne på ham. Det kan kun OL gøre.”
Får du aldrig lyst til en sommer,hvor du bare selv sidder og zapper fra EM til Tour de France og OL?
”Næ. Jeg vil hellere være midt i det.”
Bliver du aldrig træt af sport?
”Nej.”
Om Morten Ankerdal
Er født i Brøndby i 1973 og søn af sportsjournalisten Steen Ankerdal. Han har med undtagelse af en enkelt kort afstikker på fem måneder til ’Aftenshowet’ på DR været på TV 2 Sporten som autodidakt journalist og vært siden 1998. Her har han ikke bare dækket de store sportsbegivenheder, men også stået for en mere kritisk og konfrontatorisk journalistik med programmer som ’Lige på og sport’ og dopingdokumentaren ’Det magiske vand’. Men ”sport er først og fremmest underholdning,” mener han. ”For mig vil begivenheden altid være større end den journalistiske historie. Det er mit udgangspunkt.”
Morten Ankerdal er gift og har to børn med den tidligere norske landsholdsspiller i håndbold, Vibeke Nesse. De mødtes til en julefrokost i 2001.
LÆS OGSÅ Dybe spor: Tæt på Tue Track
