Jose Mourinho går sjældent af vejen for en provokerende udtalelse.

Men i går, efter at Chelsea havde tabt 5-3 til Tottenham, forsøgte han at sno sig uden om de direkte fornærmelser.

I et interview efter kampen blev han spurgt, om han mente, at det var en retfærdig måde, nederlaget havde fundet sted på, eller om han mente, at dommeren eller andre officials havde truffet forkerte beslutninger.

"Ser du, først og fremmest har jeg ikke lyst til at blive straffet. Jeg vil gerne være der for mit hold til den næste kamp. Så jeg foretrækker bare at sige, at vi tabte," sagde Mourinho og lænede sig listigt op ad væggen.
 
Så megen diplomatisk tungebidning præsterede Mourinho ikke tidligere på ugen. Efter at hans hold havde spillet uafgjort mod Southampton, talte han om en sammensværgelse mod Chelsea.

I årenes løb har der været mange teorier om, at portugiserens ofte udfarende verbale stil er en gennemtænkt strategi, der går ud på at tiltrække sig opmærksomheden og samtidig fjerne noget af mediepresset fra sine spilleres skuldre. 

Det var måske også derfor, at Mourinho oven på den uafgjorte 1-1-kamp mod Southampton, prøvede at vende kritikken væk fra Chelsea-spillerne og mod en bredere gruppe af modstandere end bare dem på banen.

Mourinho talte om en omfattende kampagne mod Chelsea, der skulle være skyld i, at Chelsea-spilleren Fabregas ikke havde fået et straffespark men derimod en advarsel i en bestemt situation.

"Det er en kampagne, det er helt klart en kampagne. Folk, kommentatorer, trænere for andre hold - de reagerer anderledes over for Chelsea end mod andre hold. Det lægger meget pres på dommeren, og så kommer han til at lave sådan en fejl," sagde han til Sky Sports. 

Men i går, efter at Mourinho for kun anden gang i sin trænerkarriere havde oplevet at få scoret fem mål imod sig, var han klar over, at han havde trukket sin sammensværgelsesteori lige til grænsen, hvis han ikke skulle få en karantæne eller lignende af fodboldforbundet.

Her kan du se, hvordan han forsøger at lægge bånd på sig - for så alligevel at tale om det straffespark, som han mener Chelsea blev snydt for ved stillingen 1-0 til Chelsea, og som han mener kunne have ændret afgørende på resultatet.


LÆS OGSÅ: Kaiser Hjulmand - stort interview om trænerjobbet i Mainz

LÆS OGSÅ: Fodboldinsideren afslører: Stor handel gik i vasken på grund af krav om penge under bordet

LÆS OGSÅ: Gary Neville sammenligner United og Liverpool med to pub-hold