Hvornår vidste du, at du var god til fodbold?”
”Jeg startede med at være forsvarsspiller og scorede tre mål i min første kamp, hvor træneren først sagde: ’Arg, okay, midtbane.’ Og lidt efter: ’Arg, okay, angreb!’ Vi var til en U15-regionalturnering på Lolland Falster. De kårede topscoreren og satte et all star-team. Jeg var med på det hele. Bagefter kom U19-landsholdstræneren over til mig. Jeg prøvede at være sådan lidt ’Ha, I don’t care.’ Men det var stort. Han sagde: ’Når du løber kontra, er du kraftsusme giftig.” Først tænkte jeg: ’Hvad betyder kraftsusme? Og hvorfor er jeg giftig?’ Men efter det troede jeg på, at jeg kunne blive til noget.”
Kan man mærke forskel på, om man spiller med mænd eller kvinder?
”Jeg spillede rigtig meget streetfodbold med mine drengevenner i Aarhus. Man ringede rundt: ’Fodbold klokken fire? Helt sikkert!’ Og så mødte man bare op og lavede hold. Jeg har altid syntes, at det var nemmere at spille med drenge. Jeg har også rigtig gode veninder, men ofte har jeg oplevet en masse bullshit med piger. Jeg kan godt lide, at mænd hele tiden er i stand til at have det sjovt. Jeg har trænet nogle drenge, hvor jeg tænkte, at de bare havde det så fucking grineren. De ’mobbede’ hinanden på en sjov måde. Det ville du aldrig kunne gøre på et pigehold. Der ville komme slåskamp. Men ikke blandt drengene. De siger nogle virkelig grove ting til hinanden engang imellem, hvor jeg tænker ’ouh’, men de tager det bare med et smil, og det elsker jeg.”
Nadia Nadim
29 år. Født i Herat, Afghanistan. Kom til Danmark som flygtning i 1999 med sin mor og to søstre, da hendes far blev dræbt af Taleban. Opvokset omkring Aalborg og senere Aarhus. Spiller på det danske kvindelandshold i fodbold. Kåret til årets spiller af DBU i 2017. Spiller for Portland Thorns – en af USA's største kvindefodboldklubber på anden sæson. Ved siden af læser hun medicin på Aarhus Universitet. Vil gerne være kirurg.
Hvordan føltes det første gang, du spillede i USA?
”Fuldstændig sindssygt. I Portland Thorns har vi i snit 17.000 tilskuere pr. kamp. FCK har omkring 11.000. Det sætter det lidt i perspektiv. Min første kamp var i New Jersey, hvor vi havde en 5.-6.000 tilskuere, det var way more end i Hjørring, hvor der var 12 tilskuere, og ni af dem var forældre. Til en udebanekamp var der 21.000 tilskuere, og de brølede og havde røg og bannere med. Jeg havde gåsehud over det hele, selvom modstandernes fans hadede mig. De buhede af mig, men jeg tænkte bare: ’Det er så fedt. Bliv ved! Jeg skal så meget spille her.’ Det var elektrisk. Man skulle ikke tro, det betød så meget, men det gør det, for man får så meget energi fra publikum.”
Hvordan kom du i gang med at spille fodbold?
”På asylcenteret i Gug gik vi i sprogskole fra 9 til 13, og vi lærte nada. Efter skole havde vi masser af tid og vidste ikke, hvad vi skulle lave. Vi havde sådan en orange høvdingebold, og så fandt vi ud af, at der var nogle boldbaner lige ved siden af. Jeg plejede at sidde med nogle børn fra Irak og Armenien rundt omkring banen. Vi kunne ikke sproget, så vi kunne kun kommunikere gennem tegnsprog og ved at lege. Jeg var 11-12 år på det tidspunkt. Efter en måneds tid gik jeg ind på banen og spurgte, om jeg kunne være med. Træneren sagde ja, og jeg var helt oppe at køre. Jeg begyndte at være med til træning og fik mine første fodboldstøvler fra genbrugsbutikken. Det blev en slags besættelse, fordi jeg gerne ville blive bedre til jonglere. Jeg blev ved med at se den reklame med Beckham, hvor han sparker nogle pomfritter henover et busstoppested og rammer en skraldespand, og jeg tænkte bare: ”Damn, det skal jeg kunne lære.”
Hvad gør du, når du scorer?
”Oftest glider jeg hen ad græsset. Sidste sæson skulle vi spille mod min gamle klub fra New Jersey. Og når man scorer mod sit gamle hold, skal man tage det heeeelt roligt af ren respekt. Jeg scorede. Og glemte alt om at tage det roligt. Jeg sprang op over bannerne op til vores fans og gik helt amok. Efterfølgende så jeg det på tv og tænkte: ”Hvad skete der lige der?”
Nadia Nadims ankomst til Danmark
"Vi var lige ankommet til landet i 1999 og var havnet i Randers. Vi var udmattede og sultne og kom op på politistationen. En betjent sagde til min mor: "Dine børn virker til at være sultne." Det var påskemorgen, og alt var lukket. Han kørte i sin politibil ned på tankstationen og købte bananer, toast og mælk. Han kunne have været ligeglad med os, men det var han ikke. Det er noget af det, der står allerklarest i mit hoved, og jeg har det altid med mig. Der skulle ikke mere til for at ændre mit syn på tingene og give mig lyst til at hjælpe andre."
Hvad så når du taber?
”Alt kortslutter. Jeg bliver virkelig indebrændt og sur, og jeg kan ikke sove hele natten. Jeg skal have det ud på en eller anden måde. Jeg kan godt finde på at gå ud og sparke 400 gange på målet. Der er nogen af de andre på holdet, der bagefter siger: ’Vi skal ud og have det sjovt nu – vil du med?’ Øh, fuck no. Vi har lige tabt.”
Har du nogensinde tvivlet på dig selv? Og på fodbold?
”På et tidspunkt havde jeg lavt hæmoglobinniveau, men det vidste lægerne ikke. Jeg havde gået med det i et halvt år, og de troede, jeg havde astma. Min krop syrede til hele tiden, og børnene på U17-holdet overhalede mig, når vi løb. Jeg syntes, det var rigtig hårdt, for nu kunne alle de andre på holdet pege fingre, fordi jeg var svag. Sådan er sportens verden. Folk vil gerne have, at du klarer dig godt, men ingen vil have, at du klarer dig bedre, end de gør. Sådan er det især blandt piger. Hierarkiet er svært for dem. Det er nemmere for drenge. De siger: ’Ok, han er god. Fint nok.’ Piger er mere sådan: ’Du skal ikke tro, du er noget.’ Den attitude er der hele tiden. Og fordi jeg er lidt ligeglad, tror de, at jeg er en arrogant type. Men det rager mig ikke, og det pissede dem endnu mere af.”
Hvad er det bedste råd, du har fået?
”Vores assistenttræner i Hjørring hed Carrie og var amerikaner. Hun sagde: ”Nadi, du skal gøre det, der gør dig glad. Når du er på banen og rigtig gerne vil udfordre to spillere – så bare gør det. Gør det ikke hver gang, men vær tro mod dig selv.’ Det havde jeg aldrig fået at vide før. Jeg tænkte bare: ’Hell yeah!’"
Hvad gør du, når det går dårligt?
”Jeg er min egen største kritiker og den første til at sige: ’Fuck, det var skidt.’ Men der har også været gange, hvor jeg har fået skældud, hvor det ikke var min skyld. Normalt tænker jeg: ’Fair nok, så gør jeg det bare bedre næste gang’ Men engang sagde min træner efter en kamp, at der var for meget ’The Nadi Show’. Jeg prøvede at være kølig, men jeg var helt rød i hovedet til sidst. Til næste træning og kamp beviste jeg, at det der skulle han aldrig have sagt. Jeg føler selv, at jeg er allerbedst, når jeg bliver sur.”
