For tiden er hun kun nummer 34 på verdensranglisten. Men selv om Caroline Wozniacki p.t. ikke befinder sig blandt de absolut bedste i sin sport, er hendes brand ikke devalueret.

I det store udland er der stadig interesse for den blonde atlet med den perfekte amerikanske udtale. Det seneste eksempel er et interview med det amerikanske mandemagasin Esquire, der har mødt hende i Monte Carlo, hvor hun bor, og lavet en klædelig billedserie med hende i tennistøj.

Interviewet er betitlet 'The Singles Girl' og berører naturligvis det faktum, at hun ikke har haft nogen kæreste, siden bryllupet med golfspilleren Rory McIlroy blev aflyst i sidste øjeblik.

"På et tidspunkt kunne jeg virkelig godt tænke mig at finde en - måske en anden sportsmand, måske ikke - og etablere en familie, men lige nu er det langt væk. Jeg er kun femogtyve. Lige nu er der bare alt for meget at lave," siger hun.

Der er dog også et mere alvorligt perspektiv i interviewet, som går på, at selv om den danske tennisspiller kun er 25 år gammel, har hun taget hul på sidste del af sin karriere. Fra nu af er det en kamp at holde kroppen i topform og få det maksimale ud af talentet. På det seneste har en ankelskade holdt Caroline Woznizcki fra at optjene point i vigtige turneringer, French Open, blandt andet.

"Jeg var 15, da jeg begyndte at spille på den internationale tennis-tour. Dengang, når jeg sad i omklædningsrummet efter en kamp, undrede jeg mig over, hvorfor de andre fik al den behandling? Nu går der ikke en dag, hvor der ikke er et eller andet, der gør ondt. Intet varer evigt."

Det lyder dog ikke på Caroline Wozniacki, som om hun vil forsumpe i lediggang, den dag karrieren slutter. Ifølge Esquire overvejer hun at tage en handelsskoleuddannelse.

Og ellers kan hun måske tjene nogle penge som model. Ud over denne billedserie i Esquire har hun tidligere figureret i Sports Illustrated, både sidste år og i år - i rød bodypaint. Desuden har hun været med til at bygge bro mellem sportstøj og fashion med sit årelange samarbejde med designer Stella McCartney, der har resulteret i nogle af de mest kreative kjoler, tennissporten har set.