Cirka en gang om ugen står newyorkerne Xavier, Andrew og Taji meget tidligt op, mens resten af byen sover.

De tre venner, der alle arbejder på Vice i Brooklyn, mødes klokken 5:30 på Bedford Avenue og pakker bilen: Surfbræt, våddragter og måske en kop kaffe til lige at vågne på.

Med en slumrende mørk Manhattan-skyline på deres højre hånd kører de sydpå mod den bedst tænkelige start på dagen: surfing på Rockaway Beach i det sydlige Queens.

Hele året rundt. Selv når New York som nu ligger begravet i sne efter den næststørste snestorm siden 1869.

”Jo mere de fortæller i nyhederne, at man ikke må, jo mere VIL vi af sted,” siger 30-årige Xavier til euroman.dk.

Xavier. Foto: Mark Phillips

Forleden skrev New York Times for eksempel, at man ikke burde surfe på grund af den voldsomme vinterstorm, men drengene havde lejet en bil og VILLE af sted. Så Xavier cyklede gennem sneen hen til biludlejningen. Da han nåede frem, var den lukket. Han ringede og sagde:

”Jeg har bestilt en bil, og jeg SKAL bruge den!”

En halv time senere åbnede de kontoret, så Xavier kunne få sin minivan, fylde sine venner i den og tage til stranden.

”Det bliver en større og vigtigere mission for os at komme af sted, når det er besværligt," forklarer surferen.

Det er jo koldt at klæde om til våddragt i minusgrader ude foran bilen på en kold parkeringsplads, gå gennem sneen og mærke det iskolde Atlanterhav i ansigtet.

"Men det gør bare payoffet så meget større," siger Xavier, der efter eget udsagn ikke er en specielt god men til gengæld meget passioneret surfer.

Når han padler ind i en stor, sjov bølge og kommer op at stå på den i lang tid, er det ”som at springe ud fra et fly, samtidig med at du drikker tre espressoshots.” Et kick.

Andrew. Foto: Mark Phillips

Kulden er ikke et problem, siger Xavier. 6 mm neopren er rigeligt til at holde varmen, selv nu hvor vandet kun er nogle få plusgrader.

”Det er lidt som at spørge, hvordan man kan stå på ski i bjergene, når det er minusgrader. Det er ikke noget problem med det rette udstyr,” forklarer Xavier.

Taji. Foto: Mark Phillips

Der er flere fordele ved at surfe i hårdt vejr: Kun de mest passionerede surfere kommer af sted, så der er bedre plads i bølgerne, og alle kender de uskrevne gentleman-regler. Samtidig er det ret flot, når stranden er dækket af sne. En gang imellem tager nogle af drengenes venner med bare for at fotografere. Nogle gange til deres eget portfolio ”og andre gange fordi vi beder dem om det.”

Xavier og Andrew. Foto: forbipasserende

De når som regel at surfe i halvanden time, og må skynde sig helt militært, når de skal tilbage.

”Vi løber op af vandet, flår våddragterne af, kører hurtigt tilbage og forsøger at komme til tiden (9:30, red.),” siger Xavier.

Cheferne bakker op om drengenes hobby, selvom den nogle gange stjæler lidt arbejdstid om morgenen.

”De ved, at vi arbejder mere effektivt og er mere behagelige at omgås, når vi har fået vores thrill og energy. Der er så meget adrenalin, der kører gennem mig, jeg er totalt vågen og begejstret,” siger Xavier, der mener, at han efter en surfmorgen bedre håndterer deadlines eller egoer på arbejdspladsen.

Samtidig er det fedt at mødes med de andre ved watercooleren og snakke om, at det igen i dag var "pretty rad" at surfe.

Andrew og Xavier. Foto: Jay Kolsch

Hvornår, de skal af sted næste gang, afgøres af, hvad de forskellige hjemmesider og apps, som de religiøst tjekker og sammenligner, siger om vind og bølger.

”Så længe der er bølger, tager vi af sted. Men når de er meget store, er vi meget oppe at køre. Jo større og stærkere bølger jo bedre!”

Xavier. Foto: Cheney Orr

Andrew. Foto: Mark Phillips

Aftersurfing. Foto: Cheney Orr

LÆS OGSÅ: Surf, sprut og skønheder

LÆS OGSÅ: Manden i centrum: Mens vi venter på vinden

LÆS OGSÅ: Dansker jagter uvejr på størrelse med Fyn: ”Det er ikke noget perverst ønske om død og ødelæggelse eller adrenalinkick”