Jeg er en fodboldromantiker, der har det med at synes, at alting var lidt bedre i gamle dage. På trods af det vil jeg fremhæve Mikkel Damsgaards mål mod England ved EM i 2021. Jeg stod ude på Ofelia Plads med nogle venner, og der var jo en elektrisk stemning under den slutrunde. Corona havde hærget hele verden, og det føltes den sommer, som om vi var igennem det. Der var derfor en forstærket følelse af frihed.
Derudover er jeg halvt skotsk, så jeg kan godt hygge mig med at se England tabe. Og så var der selvfølgelig den nationale fællesskabsfølelse, der var opstået oven på Eriksens kollaps. Der var så mange elementer, der gjorde det hele ret H.C. Andersen-agtigt. Vi stod i den ydre del af publikum, og da Damsgaard lagde bolden til rette, havde jeg en følelse af, at han ville hamre den ind; at noget specielt var ved at ske.
Jeg sagde faktisk til en af mine venner, at han skulle stille de øl, jeg lige havde købt til os, fra sig, for nu ville det altså ske. Og hvilket spark!
Jeg kendte ikke Mikkel Damsgaards sparketeknik, som jeg gør nu, men han lavede jo et hårdt indersidespark, lidt David Luiz-agtigt, som egentlig ikke sad så yderligt. Nogle vil nok mene, at Pickford skulle have taget den, men bolden knækkede så voldsomt og sad så tæt under overliggeren, at han ikke kunne stille noget op. Et sublimt mål.
Da vi havde jublet færdigt, 10 minutter senere, stod de kolde, friske øl stadig op som de eneste, eftersom tidens trend den sommer var at kaste med dem, og det bidrog jo kun til følelsen af, at det her var noget ekstraordinært.
Det tæller lidt ned, at Danmark ikke endte med at gå videre. For lige så lykkelig jeg var, da Damsgaard scorede, lige så ulykkelig var jeg, da de tabte. Det var jo decideret tyveri i sidste ende. Men lige i det øjeblik var det ren eufori.
