Prøv Euroman kvit og frit i 14 dage

Halvtomme tribuner og fattig på kultur: VM i Qatar er det perfekte billede på konform og kedelig fodbold

Foto: Getty images

Halvtomme tribuner og fattig på kultur: VM i Qatar er det perfekte billede på konform og kedelig fodbold

Engang var slutrunder en kappestrid mellem forskellige nationers forståelser af fodboldspillet. Sådan er det ikke længere. Fodbolden er ikke blevet dårlig. Den er bare blevet konform, kedelig og kulturfattig. Tydeligt kommer det til at stå frem ved det aktuelle VM.

 

 

Falske fans i gaderne. Alfaderlige Morgan Freeman prædikende om alt, der ”forener os”, og den saudiske kronprins Mohammed bin Salman på plads i beduinteltets emirloge iført Qatar-halstørklæde. VM er i gang. Og sikke en farce, vi er vidne til.

VM-slutrunden i Qatar er godt på vej til at markere sig som den kulturfattigste nogensinde. Og spejder man mod grønsværen er der ikke udsigt til noget synderligt spændende spektakel. Tværtimod. Jeg tør godt spå, at dette VM rent taktisk vil blive husket som én af de mest fantasiløse slutrunder, når vi om en måned skal gøre boet op.

En årsag til manglende taktiske strømninger og epokegørende spil er helt indlysende FIFA’s totale mangel på respekt for fodboldspillet. For selv om landsholdsfodbold nu om dage sjældent byder på store taktiske nyskabelser, så besværliggør FIFA’s kalenderplanlægning, at bare de mindste innovationer kan finde sted. Akkurat som det er tilfældet for det danske landshold, så har de fleste trupper kun været samlet i omtrent en uge, før deres indledende kamp ved dette VM. Og manglende forberedelse? Ja, det indgår sjældent i opskriften til store præstationer – uanset om vi taler fodbold, skuespilkunst eller kagebagning.

Den primære årsag til min lave sportslige forventninger skal dog findes i noget, der er langt mere grundlæggende end den aktuelle praktik. For har man gjort sig den ulejlighed at tage et kig på landsholdenes taktiske tilgange til den aktuelle slutrunde, er det bemærkelsesværdigt, at de er stort set ens. Og det hænger i høj grad sammen med den udvikling, der har fundet sted i både landsholdsfodbolden og i verdensfodbolden i al almindelighed i løbet af de seneste årtier.

Det paradoksale er nemlig, at imens fodbolden er blevet udbredt til stadig flere lande og kontinenter, så er den i sit udtryk blevet mere og mere ensformig. Boldbegejstringens rige vækst på blandt andet det asiatiske kontinent er ikke blevet efterfulgt af tilsvarende nye blikke på, hvordan fodbolden kan spilles.

Det bedste og mest kuriøse eksempel er Qatar, der i bestræbelserne på at blive fodboldmæssigt konkurrencedygtig åbnede Aspire Academy i 2004. Her var der ingen smalle steder – hverken når der skulle investeres i faciliteter eller personel. Akademiet, som er det største af den indendørs slags, er så stort, at man indvendigt kan lægge Eiffeltårnet ned i det. Siden åbningen i 2004 har man primært indhentet trænere fra særligt det europæiske kontinent. Den nuværende landstræner, Félix Sánchez, blev hentet til Qatar i 2006 fra Barcelonas akademi, La Masia, og her fik han i første omgang til opgave at oplære talenterne på Aspire Academy i den catalanske boldkunst. Akkurat som hensigten var, at Michael Laudrup og Xavi skulle bringe rislende, spansk fodboldkultur til Qatar Stars League.

Bedømt udelukkende på søndagens rædderlige qatarske præstation ser det projekt ikke vellykket ud, men det er sådan set pointen uvedkommende. Sagen er, at den europæiske spillestil, i takt med fodboldens hyperglobalisering, har slået alle andre fodboldforståelser i anseelse og popularitet. Det betyder, at et verdensmesterskab kan ikke længere hævdes at være et mødested, hvor forskellige tolkningerne af fodbolden kommer til udtryk.

Sigende er det også, at VM’s to store favoritter, Brasilien og Argentina, er ankommet til slutrunden i en forfatning, der ikke ser synderligt sydamerikansk ud. De to hold er snarere bygget op som stærke kollektiver, kredsende om kunstnerne Neymar og Messi, bestående af spillere med en hverdag på det europæiske kontinent, hvor det strukturerede, positionelle spil har forrang frem for den legende, intuitive tilgang, som særligt har præget Brasiliens fodboldkultur.

Udviklingen er ikke ny, men den accelererer i de her år. Og det pudsige ved den er, at en lignende spillemæssig trend netop nu kan ses på det europæiske kontinent. Her ville det efterhånden også være svært at få øje på, hvem der var hvem, hvis ikke spillerne trak en farvet trøje over hovedet.

I Europa har vi ellers været vant til, at nationernes forskellige taktiske tilgange er blevet besunget højt som værende et udtryk for folkesjælen i landet. Skarp var eksempelvis David Winners analyse af den hollandske totalfodbolds fremkomst i slutningen af 1960’erne og starten af 1970’erne. For som Winner glimrende fremfører i bogen Brilliant Orange, så var det ikke tilfældigt, at det netop var hollænderne, anført af træner Rinus Michels og stjernen Johan Cryuff, som blev Europas fremmeste repræsentanter for den boldbesiddende stil. I kraft af Hollands lille og lavtliggende areal, har hollænderne nemlig altid været nødsaget til at tænke i rum, helt som man gør i totalfodbolden, hvor alt drejer sig om at skabe plads og overtalssituationer på banen. En tilgang, der eksempelvis har adskilt sig fra den britiske, hvor nærkampsstyrke er blevet set som midlet til at sejre.

Men selv om den slags fortællinger og analyser naturligvis ikke er blevet mindre sande, så er tilfældet bare nu, at der næppe kan tilføjes nye kapitler til historien – og formentlig slet ikke på baggrund af den nuværende slutrunde.

Michael Cox, der er taktikskribent på The Athletic, har i sin bog Zonal Marking beskrevet, hvordan europæisk fodbold gik ind i en ny fase i 2016. Den vil jeg hævde, at vi stadig befinder os i.

Efter henholdsvis den spanske tiki-taka-epoke, der løb fra 2008-2012, og tyskernes dynamiske gegenpress-indtog i 2012, overgik europæisk fodbold nemlig i 2016, ifølge Cox, til den engelske epoke. Det interessante ved denne fodboldmæssige tidsalder er bare, at englænderne i modsætning til spanierne, hollænderne og tyskerne ikke selv har skabt en ny taktisk tilgang. Æraen kaldes udelukkende engelsk, fordi man med gigantiske finansielle muskler i Premier League har formået at samle alle de idéer – repræsenteret ved trænere og spillere – som har skabt moderne fodbold gennem de seneste tre årtier.

Cox peger på Antonio Contes ankomst til Chelsea i 2016 som et udtryk for den italienske tilgang (1996-2000) og José Mourinhos ansættelse i Manchester United samme år som et symbol på den portugisiske (2004-08). Men, pointerer han også, så står Jürgen Klopps Liverpool og Pep Guardialos Manchester City alligevel tilbage som de mest definerende for den engelske epoke, og dermed europæisk fodbold nu til dags.

Det særlige ved de Guardiola og Klopp er som bekendt blot, at de også formede henholdsvis den spanske og den tyske epoke gennem deres taktiske nyskabelser i henholdsvis Barcelona og Dortmund. Så at den nuværende periode også defineres af Klopp og Guardiola – der vel at mærke er rykket taktisk tættere på hinanden gennem årene – siger en hel del om, hvor fodboldspillet lige står.

Vi befinder os i en tid, hvor ingen endnu har formået at skabe reelle alternativer til idéen om, at boldbesiddende fodbold med tilhørende højt pres er den ypperste form for fodbold. Og det vil vi også se til det aktuelle VM. Her vil de fleste store fodboldnationer lægge tryk højt på banen og styre spillets gang i forsøget på at leve op til Klopps og Guardiolas arv. Og desværre kommer man altså til at spejde langt efter tegn på nye tendenser, der bryder med tidens hegemoni.

Men sådan er fodbolden anno 2022. Den er større end nogensinde før, men centrerer sig alligevel om færre og færre aktører, der får lov til at definere spillet. Det gør ikke nødvendigvis fodbolden dårligere, bare mere konform, kedelig og kulturfattig – og det gælder i høj grad også til det nuværende VM.