Det, der i marts 2011 begyndte som fredelige demonstrationer og ønske om reformer i Syrien, er blevet en voldsom og blodig borgerkrig, der har krævet mindst 30.000 liv og drevet hundredtusinder på flugt. Hvem kan stoppe blodsudgydelserne, hvorfor vil præsidenten ikke gå af, og hvordan ser fremtiden ud efter ham? Puk Damsgård forsøger her at besvare spørgsmålene, men er kun sikker på én ting: Bashar al-Assad er en færdig mand.

Hun stiger ind i bilen med vådt og shampoo-duftende hår. Ellers iltre krøller hænger en anelse tæmmet om et bedårende ansigt. Men badet kunne ikke vaske morgenens nyheder væk.

”Undskyld, at jeg er i dårligt humør. Min bedste ven er blevet snuppet af myndighederne,” siger Zubaida, der er flygtet fra Syriens hovedstad Damaskus til Beirut i Libanon.

”Hvordan ved du, at din ven er arresteret?” spørger jeg.

”Når nogen ikke kommer hjem i flere dage, så er de arresteret – forsvundet simpelthen. Og vi aner ikke, om vi nogensinde ser dem igen. Jeg kan ikke klare billederne i mit hoved … at nogen skulle torturere ham,” siger hun og lægger hovedet mod bilens nakkestøtte, mens hun fortæller, at forleden blev hendes fætter fængslet, og at en tredje ven forsvandt for en måned siden.

”Arrestationer og tortur er blevet en del af hverdagen – ud over bomberne selvfølgelig,” syder Zubaida, der er alawit og dermed tilhører den samme shia-muslimske gren som præsident Bashar al-Assad – et mindretal, der udgør omtrent 13 % af den syriske befolkning, men som i årtier har styret Syrien, har gjort staten til deres ejendom og placeret egne folk på topposter i det magtfulde militær og i Baath-partiet. Et mindretal, der med opbakning fra kristne og folk indefra i systemet har holdt Assad, Løven, som han kaldes, i sædet trods revolterne mod hans styre.


Støvet rejser sig i gaderne i Aleppo, efter at det syriske luftvåben har ramt ved siden af en kommandobase for Den Frie Syriske Hær og i stedet ødelagt et civilt hus og dræbt 11, deriblandt fire børn.

Syrien er ellers domineret af sunni-muslimer, der nu udgør kernen i oprøret mod regimet – både det bevæbnede og det politiske oprør. Men der er også folk som Zubaida, der på papiret – på deres ID-kort – ligner nogen, der burde bakke op om deres præsident, men som er gået over på den anden side: med oprøret.

”Når jeg viser mit ID-kort ved de militære tjekposter, kører jeg lige igennem. På kortet står, at jeg er fra en velkendt alawitisk landsby i Latakia. Og dér er alle med Assad, så soldaterne forventer, at jeg er god nok. Der venter til gengæld helvede, hvis de finder ud af, at jeg er med oprøret. Folk i min landsby er bange for, hvad der skal ske med dem og andre minoriteter, hvis Assad bliver sat fra magten. Den frygt har regimet kultiveret i dem i årevis, og folk tror på det.”

Nogle måneder tidligere, i august, begyndte luftangrebene over byen Al Bab igen efter en uges pause. Al Bab, der ligger tæt på Syriens nordlige kommercielle centrum Aleppo, var efter kampe mellem oprørere og regimestyrker blevet ’befriet’, som indbyggerne sagde. Men man skal ikke være længe i Syrien, før man finder ud af, at når et område er ’befriet’, betyder det egentlig ’under luftangreb’. Store dele af det nordlige Syrien havde – og har – været i oprørets hænder i månedsvis, men til gengæld bliver mange dræbt i de daglige angreb fra luftvåbnets gamle MIG-fly.

Jeg havde slæbt madrassen ud på altanen for at sove under åben himmel. Det var stegende hedt indenfor. Omar, som jeg mødte, havde stillet sin storebrors lejlighed til rådighed. Familien var alligevel ofte hos forældrene for at pleje Omars 11-årige lillebror, der lå i stuen med sit ene tilbageværende ben og så tegnefilm. Det andet mistede han, da han blev ramt i et luftangreb 10 dage forinden.

Jeg var dødsenstræt, men kunne ikke falde i søvn. Hunde gøede, biler kørte forbi, naboens børn skreg. Og så: Jeg kunne høre et jagerfly i det fjerne. ”Nu får de et par bomber inde i Aleppo,” tænkte jeg og forestillede mig næste dags tur til netop Aleppo. Lyden kom dog tættere på, syntes jeg, og det blev ubehageligt at ligge udenfor. Jeg rejste mig i mørket og baksede madrassen indenfor. Jeg stod i gangen, da et gigantisk brag lød. Højt. Pludseligt. Jeg kunne ikke vurdere, hvor langt væk det var, mens jeg lå akavet sammenkrøbet halvt over madrassen. Men jeg kunne høre jagerflyet i nærheden – mine kolleger og jeg fumlede med vest og hjelme, inden vi løb ned ad trapperne, og brag nummer to fik bygningen til at ryste.

Naboens børn var blevet stille. For enden af trappen stod en mand med en lommelygte og ledte de små ned i et interimistisk sikkerhedskammer. Med uglet hår og bange øjne trådte de varsomt på de skæve trapper. En anden i opgangen tilberedte te og tilbød en slurk at trøste sig på.

Næste dag, da jeg nåede Aleppo, var ofre for endnu et luftangreb på et lejlighedskompleks det første, jeg så. To piger lå dræbt under et tæppe på fortovet foran et felthospital. Den enes hoved så ud, som om det havde været i en blender og derefter sat på halsen igen.
Jeg kunne se mit spejlbillede i blodet på asfalten. Og et regime, der i uhyggelig grad insisterede på magt, koste hvad det ville.

Det var børn på alder med de dræbte foran felthospitalet, der begyndte det fredelige syriske oprør i marts 2011, efter at revolutionerne var begyndt i Tunesien, Egypten og Libyen. 10 unger i alderen 9-15 år skrev graffiti på muren ved deres skole i den sydlige by Deraa. ”Ned med regimet,” stod der. Styrets omfattende sikkerhedsapparat rykkede straks ud og arresterede dem og – påpeger flere – torturerede dem.

Regimets behandling af børnene fik indbyggerne i Deraa på gaden i tusindtal. Og så var revolutionen i gang. I stadig flere byer begyndte syrere nu fredeligt at demonstrere for reformer. Den dårlige økonomi, den store arbejdsløshed og ulighed i samfundet var nogle af temaerne. I mange år har demografien udfordret ikke bare præsident Assad, men også hans fars regime, uden at nogen af dem gjorde nok for at afhjælpe problemerne med en årlig befolkningstilvækst, der var 3,5 % i 80’erne, og stadig er 2,5 % i dag. Samtidig voksede regimet med et absurd efterretningsapparat, der tæller ikke færre end 17 efterretningstjenester.

”Der er mange lister, man kan være uønsket på,” som syriske Jihad tørt konstaterede, da jeg mødte ham i Tyrkiet. Han var en af mange, der var wanted af regimet og var flygtet.


Medlemmer af Al-Baraa bin Malek-bataljonen, som er en del af Den Frie Syriske Hærs Al-Fatah-brigade, forsøger at få en såret mand i sikkerhed under beskydning af snigskytter i Aleppo, 20. oktober 2012.

Syriens system er lukket, korrupt og urørligt. Efter årtier med Bashars far, Hafez al-Assad, ved roret blev Bashar modvilligt bragt til tronen, efter at Bashars bror Basil, som var den naturlige arvtager, blev dræbt i en bilulykke. Bashar al-Assad boede dengang i Storbritannien, hvor han uddannede sig til øjenlæge, men pludselig skulle han hjem og gøre lynkarriere gennem de militære rækker. Forfatningen blev ændret natten over, så Syriens præsident kunne være 34 år, hvilket akkurat var Bashars alder.

I Syrien og resten af verden så man med optimisme på den unge mand i jakkesættet, der blev indsat 17. juli 2000. Ikke mindst efter hans tale til nationen den dag, hvor han gik langt og endda kritiserede nogle af de politikker, der var indført under hans far. Statsbureaukratiet var sågar blevet en ’kæmpe hindring’ for udviklingen af Syrien.

”Vi må frigøre os fra de gamle ideer, der er blevet et problem. Vi har brug for moderne tænkning for at være en succes,” sagde Bashar al-Assad.

Og så sent som i februar 2011 bragte det amerikanske magasin Vogue et længere portræt af Syriens moderne og fashionable førstedame under overskriften ’A Rose in the Desert’. Men – skulle det snart vise sig – man kan sagtens være diktator og diktatorens kone uden at ligne Gaddafi og hans mærkværdige harem af damer.

I begyndelsen forsøgte øjenlægen sig også med reformer. I ’Damaskus-foråret’ i 2000/01 troede både syrerne og det internationale samfund på, at det kunne lykkes Bashar al-Assad at indføre økonomiske reformer, åbne op for politisk dialog og gøre systemet mere sobert og mindre korrupt. Men bedst som syrerne begyndte at lufte deres modstand i diskussionsklubber og demokrati-fora, blev både den nyvundne spæde frihed og ’foråret’ kastet i graven. Systemet – og Assad – kunne ikke håndtere modstand, viste det sig. Det kunne præsidenten heller ikke, da oprøret begyndte i marts 2011.

Fortsætter på næste side...

De fredelige demonstranter, der gik på gaderne, blev mødt med alt andet end det, de bad om. De fik kugler og militærmagt, snigskytter på tagene og en vold, der, som månederne gik, tog til i styrke. Da jeg opholdt mig i byen Al-Qusayr tæt på Homs i februar 2012, var den omringet og belejret. Byens centrale hospital var besat af militæret, der konstant angreb med mortérgranater og snigskytter. På sit felthospital i et hemmeligt hus i Al-Qusayr grinede doktor Qassem med en slags overlevelsens galgenhumor:

”Hvis du tager på hospitalet, bliver du skudt. Om du så bare kommer for at føde.”

Og Bashar al-Assad forblev uforsonlig i sine taler til nationen. Demonstranterne blev fra første dag betegnet som terrorister under kontrol fra udefrakommende kræfter. Disse ’terrorister’ begyndte nu at kalde på Assads afgang.

Folk flygtede fra landet i takt med, at militæret blev sat ind. Også danskeren Jesper Berg, der i over 15 år har boet i Syrien, og som nu følger udviklingen intenst fra nabolandet Libanon. Han har over årene arbejdet med udenlandske medier og har en stor viden og et dybt kendskab til den syriske kultur, politik og økonomi. Om nogen kender han regimets og oppositionens tankegang og det, der ligger til grund for, at en fredelig revolution blev til en borgerkrig.

”Vesten og andre magter insisterede længe på en politisk løsning. Men der findes ingen politisk løsning på konflikten. Regimet er ikke villigt til at indgå kompromiser, det har reelt ejerskab af landet. Det vil aldrig acceptere at skulle samarbejde, eller at Syriens fundament skulle baseres på principper i stedet for ejerskab. Den eneste opposition, som regimet accepterer, er de tandløse, som ikke har en chance, og hvis ambitionsniveau for et nyt styre ikke rækker ud over det kosmetiske,” siger Jesper Berg.

Der var også syrere, der ikke flygtede. De tog i stedet en kalashnikov i hånden. Den Frie Syriske Hær (FSA) blev forholdsvis hurtigt dannet af soldater, der deserterede. I begyndelsen ville de beskytte de fredelige demonstranter, der blev beskudt af militæret. Der gik ikke længe, før FSA erklærede, at det var nødvendigt at forsvare sig mod et stadig mere brutalt styre, der angreb og dræbte civile.

I dag angriber hundredvis af brigader – store som små – regimets tjekposter, kampvogne og luftbaser. Nogle opererer under den frie syriske hær, andre uafhængigt. Den væbnede opposition i Syrien er nu blevet et uoverskueligt netværk af grupperinger med forskellige ideologiske opfattelser og mål med revolutionen. De samarbejder på kryds og tværs, men i nogle tilfælde modarbejder de hinanden. Det samme gør sig gældende i den politiske opposition, der bl.a. består af eksilsyrere, som ofte ikke har været i Syrien i mange år.

”Hvorfor kommer de ikke hjem og kæmper med os? Vi giver vores blod og liv hver eneste dag, mens de bare sidder i Paris og spiser croissanter og venter på, vi bliver færdige,” lyder den hårde kritik fra den væbnede opposition i Syrien.

Splittelsen i oprøret har længe været så udtalt, at det har givet det internationale samfund en plausibel grund – eller undskyldning, alt efter øjnene, der ser – til ikke at gøre mere ved Syrien, før man har en reel samarbejdspartner som alternativ til Assads regime.

Mange – i forvejen dødsdømte – løsninger har ellers været forsøgt. Sanktioner og FN’s og Den Arabiske Ligas gentagne forsøg på våbenhvile og fredsaftaler har kun gjort ondt værre ligesom de talrige opfordringer til ham om at gå af. Verden taler for døve øren, og de mange tiltag har ikke hjulpet de syrere, der virkelig har brug for hjælp.

Da EU’s udenrigsministre mødtes for gud ved hvilken gang og besluttede at begrænse den syriske førstedames køb af dyre sko og tasker over nettet, sad jeg med en flygtet 17-årig knægt i en frodig græsmark i Tyrkiet på grænsen til Syrien. Hans underben havde mørke, runde ar efter den tortur, han havde været udsat for, mens han sad fængslet tre måneder. Han havde intet imod Asmaas dyre indkøbsvaner – så længe han bare kunne rejse hjem uden at blive skudt eller arresteret.


Den dansk-syriske kriger Ahmed Samsam, der er taget til Syrien for at kæmpe.

Krigen i Syrien tiltrækker i stigende grad aktører udefra. Ikke blot i form af indsmuglede våben givet af rundhåndede sunni-muslimer fra Saudi-Arabien eller Qatar, af shia-muslimske Hizbollah-krigere, der rejser over grænsen fra Libanon for at støtte Assad, eller af andre, der enten ønsker Assads hoved i galgen eller det modsatte. Folk kommer langvejsfra for at kæmpe i Syrien – af mange årsager – hvilket mudrer billedet yderligere og bekræfter til dels præsidenten i det verdensbillede, han hele tiden har haft: Det er udlandet, der blander sig og skaber kaos i Syrien. Den splittede opposition og det grumsede billede af den er med til at holde Bashar al-Assad ved magten.

Dansk-syriske Ahmed Samsam er en af dem, der er rejst fra Danmark for at kæmpe i revolutionen. Ikke for at mudre billedet, men for at hjælpe dem, der har brug for det.
”Jeg kæmper for frihed for mit folk,” siger han, da jeg møder ham i Tyrkiet, efter at han har forladt Syrien og sin base på en skole i nogle dage for at samle rationer. Han har bl.a. købt camouflage-veste.

Ahmed Samsams far flygtede engang ud af Syrien fra en massakre, der de seneste mange måneder er blusset op igen og nu ligger latent i de oprørske syreres baghoveder. I 1982 gik Bashars far amok på de overvejende sunni-muslimske indbyggere og på Det Muslimske Broderskab i byen Hama, hvor han beordrede at dræbe et sted mellem 10.000-40.000 syrere. Sådan endte Ahmeds familie i Danmark, hvor Ahmed voksede op i Vollsmose og som teenager kom ind på en kriminel løbebane.

”Jeg har været inde og ude af danske fængsler mange gange, men nu er det nok. Jeg gider ikke det liv mere,” fortæller Ahmed, der i fængslet fik ideen om at rejse til Syrien – og gøre noget.

”Jeg kunne ikke holde ud bare at sidde og se, hvad der skete på tv.”

Modsat mange andre, der rejser illegalt ind i Syrien for at kæmpe, har Ahmed en tilknytning til landet. Og han forudser, at flere ’hellige krigere’ vil dominere borgerkrigen, jo længere tid krigen varer uden indgriben fra det internationale samfund. Han kender mange folk, der er kommet fra andre lande for at kæmpe. Nogle af religiøse eller ideologiske årsager, andre, fordi de vil hjælpe Syrien til frihed.

”De kommer til at sætte deres præg, fordi ingen andre hjælper syrerne,” siger Ahmed Samsam.
At islamistiske jihadier skal få indflydelse på en i forvejen speget krig, er ikke lige det, Vesten ønsker. Bekymringen drejer sig især om de såkaldte salafister, de ultra-konservative, der ønsker at leve i overensstemmelse med Koranen og Profetens liv, som det så ud for efterhånden mange, mange år siden. Deres projekt har ikke meget med den syriske revolution at gøre, de kæmper for deres eget islamiske projekt. Og i deres verdensbillede er det svært at se, hvordan der skulle blive plads til alle Syriens forskellige minoriteter, hvis de fik indflydelse. Selv om de selv stadig udgør en minoritet i det syriske samfund.


En oprører fra Den Frie Syriske Hær i landsbyen Al-Shatouria nær den syrisk-tyrkiske grænse, 16. marts 2012.

Jeg sad en aften i doktor Qassems felthospital i Al Qusayr i februar 2012. Mortérgranaterne hamrede i jorden og husene omkring. I rummet, hvor jeg opholdt mig, sad flere langskæggede mænd. Nu er langt skæg ikke lig med, at man er salafist, men dog et kendetegn for netop den gruppe.

Vi sad i en farlig situation. Hvert øjeblik kunne en granat slå ned, livet kunne være ovre næste sekund. Og hvis nogen var i tvivl, kunne de kaste et blik i værelset ved siden af. Med samme hyppighed, som bus 5A passerer Nørrebro i myldretiden, blev – stadig levende – lemlæstede kørt ind sammen med dem, der ikke stod til at redde. Men situationen lod ikke til at genere salafisterne. De var mere optagede af et enkelt hår, der stak ud under mit tørklæde. En fyr pegede mod min pande og sagde:

”Du skal tage håret ind under tørklædet.”

En anden fyr belærte mig om traditionerne.

”Du må ikke give hånd til en mand. I islam rører vi ikke ved kvinder på den måde,” irettesatte han mig på trods af, at jeg ikke havde været i nærheden af nogen af herrerne med én eneste hilsende hånd. Et par granater røg ned. Samtidig havde en tredje fyr noget at sige til min kameramand, der udmattet satte sig på gulvet et øjeblik:

”Dine fodsåler peger mod mig. Det må de ikke.”

Og så var vi jo også fra Danmark – ’tegningelandet’. Det kunne vi også diskutere, mens folk blev dræbt ved siden af.

I det øjeblik gik mine tanker til de mange minoriteter i Syrien. Til de kristne og alawitterne. Det var ikke svært at forestille sig, hvor svært de ville få det under ledelse af uforsonlige folk som disse, der kun kunne se deres egen fanatiske virkelighed. I skrivende stund er de uforsonlige kun et fåtal – men angsten for dem hos de kristne er der. Mange frygter, at Syrien vil blive splittet, når borgerkrigen engang slutter.

I nabolandet Libanon er Jesper Berg dog fortrøstningsfuld.

”Hvis landet skal forblive intakt – hvad langt størstedelen mener – bliver man nødt til at leve med hinanden. Der er i Syrien en meget klar bevidsthed om, at man lever med andre.”

Men ser det sådan ud i øjeblikket, hvor begge sider i krigen slagter hinanden, og hvor det sekteriske aspekt tager til?

”Der er naturligvis en opsparet vrede og frustration, og fordomme får frit løb, fordi de ikke blev konfronteret, mens tid var. Samtidig er regimet bygget op om vold – fx går 70 % af syrerne eller mere ind for dødsstraf. Det gjorde menneskerettighedsorganisationer ikke sidste gang, jeg tjekkede. Så der er en forklaring på, at det går, som det gør i øjeblikket. Det er jo ikke Dansk Arbejdsgiverforening og LO, der sidder og forhandler. Det er krig, det her. Ikke desto mindre er det vigtigt at huske, at oprøret var fredeligt de første seks måneder.”

Hvis du var alawit, ville du så være bange?

”De har grund til at være bange. Anarki er et plusord blandt den kreative elite i Vesten, men i Mellemøsten betyder det blod i gaderne. Alawitternes leder er landets leder, og de har nydt relativt godt af Assads voldssystem og de fordele, det har givet dem som gruppe. De var underdanige og undertrykte i tidligere politiske systemer, og de frygter nu, at andre skal komme til og favorisere med modsat etnisk fortegn. Plus afregne for de sidste 40 år,” siger Jesper Berg.

Men før et nyt system overhovedet kommer på plads i Syrien, skal præsident Assad forlade posten, ligesom det system, som han og hans familie har skabt, skal ændres. Men han kommer næppe til at gå frivilligt.

”Jeg vil leve og dø i Syrien,” har Assad proklameret, efter at forskellige lande har tilbudt ham frit lejde for at få ham vristet ud af præsidentpaladset.

Præsident Assad har advaret om, at det vil skabe ragnarok, hvis udlandet intervenerer. Præsidentens fortælling om krigen handler netop om udlandet – at det er en udenlandsk skabt konflikt, at USA, Israel og andre onde magter er ude på at destabilisere Syrien.

Så Assad spiller på tid, på at stormen blæser over. Og det er lykkedes ham før – fx under Irak-krigen.

Dengang stod Syrien på listen over det næste sted, amerikanerne kunne finde på at besøge militært. Spørgsmålet var, om han skulle smide sig på ryggen eller signalere, at det ville være for stor en mundfuld at gå ind i Syrien. Assad valgte det sidste og lod sit ’pastorat’ være gennemgangsland for jihadister og for de mange våben, der holdt USA beskæftiget i Irak, et land, der forblev en meget stor mundfuld for amerikanerne.

Tiden har indtil videre hjulpet Assad, takket være europæisk og amerikansk uvilje til at engagere sig i endnu en dyr krig og takket være Ruslands beskyttelse af sine allierede i Mellemøsten. På den måde er han indtil videre sluppet af sted med uhyrligheder af den slags, som Moammar Gaddafi i Libyen blev straffet for af NATO.


I takt med at sammenstødene mellem Assad-regimet og oprørerne eskalerer, bliver Bashar al-Assad (her med sine generaler) mere og mere isoleret i den arabiske verden. I december var der forlydender om, at Bashar al-Assad ville forlade Syrien og i stedet bosætte sig i Sydamerika.

Allerede tidligt i oprøret forholdt USA’s udenrigsminister Hillary Clinton sig til, om USA skulle blande sig, som landet havde gjort i Libyen med luftbombardementer og beskyttelse af civile mod Gaddafis militærapparat. Dengang gjorde Hillary Clinton opmærksom på, at der i Libyen var tale om en mand, der bombede sin egen befolkning fra luften, og det ikke var tilfældet i Syrien.

Men det er det blevet. Hver dag er jagerfly og helikoptere på vingerne. Folk, der står i kø for at købe brød, folk, der ligger på hospitalet, folk, der går på markedet eller bor i lejligheder – der er ingen af dem, der bliver skånet. Samtidig vokser frustrationerne blandt oprørerne, der er godt i gang med at begå selvtægt. De arresterer, torturerer og dræber i flæng.

Jeg har været vidne til helt tilfældige arrestationer af forbipasserende i Aleppo, blot fordi de havde et udløbet medlemskort til Baath-partiet og lugtede af alkohol. De fik bank med en baseballkølle og blev sat ned i en fangekælder.

Det er den slags hændelser, der betyder, at det kan betale sig for præsidenten at spille på tid. Og medmindre han bruger giftgas, kan Vesten tilsyneladende godt leve med daglige luftbombardementer, synes ræsonnementet at være.

”Vi ønsker ikke tropper på jorden,” fortalte syriske Omar mig i Al Bab, ”Vi ønsker flyveforbudszoner, så vi får beskyttelse af vores familier. Hvorfor er vores liv mindre værd end en libyers?”

Ikke en eneste gang har jeg hørt en syrer ønske amerikanske støvler på syrisk jord, men derimod ofte et ønske om et minimum af beskyttelse mod kampfly.

I mangel på en sådan er oprørerne selv gået i gang med at angribe luftbaser, ofte i det nordlige Syrien og ofte med held.

Men, som jeg svarede Omar, så handler det ikke om liv. Det handler om strategi. Vil russerne gå i væbnet krig mod USA, vil iranerne mobilisere Hizbollah mod Israel eller lancere andre angreb på amerikanske interesser i Golfen, hvis NATO, USA eller andre blander sig?

”Vestens frygt er overdrevet,” siger Jesper Berg. ”Iranerne har ikke råd til sådan et eventyr, og Syrien er ikke strategisk vigtig nok for russerne til ligefrem at gå i krig med USA.”

Men er frygten blot en bortforklaring, der dækker over, at både USA og EU har travlt med at redde egne økonomier, og over, at Vestens befolkninger ikke vil have mere krig? Under alle omstændigheder er det kaos, som EU og USA frygtede ved indblanding, allerede til stede i Syrien. Det koster også at blande sig udenom, som nogen vil sige.

Zubaida med det iltre hår, der er flygtet fra Damaskus til Beirut, tilsluttede sig oprøret fra begyndelsen. Hun deltog i fredelige demonstrationer i Damaskus, indtil hun måtte løbe for livet, fordi militæret skød efter hende. Ofte foregik demonstrationerne i kvarterer, hvor hun sjældent kom, kvarterer, hvor hun måske ikke passede helt ind med sine stramme jeans og utildækkede fremfærd. Men når hun gemte sig for militæret, skete det i hjem, hvor hun mødte langt mere konservative, tildækkede kvinder, der også deltog i revolutionen. Som hun siger:

”Pludselig kom vi sammen på tværs af religion, kultur og livsstil. Det var simpelthen fantastisk at opleve. Jeg lærte kvinder at kende, jeg ellers aldrig ville have mødt. Det blev mere ligegyldigt end nogensinde, hvor vi kom fra. Vi ville det samme. Derfor er det også så trist at se, at krigen nu splitter folk. Assad har fået det, som han ville have det, og jeg ved desværre, at jeg ikke kommer til at kunne vende hjem før om lang, lang tid.”

Zubaidas navn er af sikkerhedsmæssige årsager ændret. Hendes rigtige navn er redaktionen bekendt.

Puk Damsgård er DR’s korrespondent i Mellemøsten.

Krigens aktører
Bag det væbnede oprør står Den Frie Syriske Hær, FSA, sammen med et væld af mindre oprørsbrigader, der ligeledes er væbnede. Oppositionen i Syrien er kendetegnet ved stor splittelse. 11. november 2012 blev National Coalition for Syrian Revolutionary and Opposition Forces dannet. Den består af 60 medlemmer, der repræsenterer alle dele af og grupper i Syrien. Den tidligere gruppe Syrian National Council (SNC), der var præget af interne magtkampe, har sæder i det nye råd. På den anden side står det syriske militær og et omfattende efterretningsapparat.

Historie og økonomi
Den Syriske Arabiske Republik grænser mod Libanon i vest, Tyrkiet i nord, Irak i øst, Jordan i syd og Israel i sydvest. Syrien er skabt af kolonimagterne efter første verdenskrig og det ottomanske riges fald. Syriens politiske orientering har fra begyndelsen været pan-arabisk. Magten fra kolonimagten blev overtaget i 1963 af Baath-partiet ved et kup. Bashars far, Hafez Al-Assad, overtog magten i partiet og Syrien i 1970. Olie har stået for en fjerdedel af landets indtjening, turisme omkring 10 %. Derudover kommer landets indtjening fra industri, bl.a. tekstil, handel, service og landbrug. Ingen ved, hvor meget Assad-familien ejer.

LÆS OGSÅ Er du der, Kim Bodnia?

LÆS OGSÅ Euromans leder: Du skal ikke tro, at janteloven er noget