FOLKEPENSIONIST KIM LARSEN. Det lyder sgu ikke helt skævt. Han er engang blevet kaldt ’Danmarks klogeste klunser’ og ville såmænd ikke vække opsigt på bænken ovre i anlægget i sit lazaron-look, der samtidig er så stilsikkert, at det kunne gå lige ind på modesiderne i dette magasin.
Heller ikke henne i ældrecentret ville han falde ved siden af. Ingen ville se op over halvbrillen fra krydsogtværserne eller strikkepindene, når han trådte ind ad døren. I hvert fald ikke, førend han ret hurtigt begyndte at brokke sig – ikke over Giro 413-repertoiret på DAB-radioen, eller over at den brune sovs bliver hængende på kartoflerne, men over, at man ikke må ryge inden døre.
65 år den 23. oktober (i 2010, red.). Det hverken kan eller vil Kim Melius Larsen løbe fra. Alder har for ham altid været en fiktion. I sig har han nemlig altid huset både en besindig voksen og en oplevelsesivrig tiårig.
LÆS OGSÅ: Euroman-klassiker: Michael Laudrup interview '93
I fredelig og alt andet end kedelig sameksistens. ’Forklædt som voksen’ har han selv kaldt tilstanden, som set udefra sagtens kan ligne en stilstand. Larsen anskuer sagen lidt anderledes. Som han engang fortalte mig:
”Jeg er måske konservativ. Af natur. Men altså ikke politisk. Jeg kan bedst lide det, jeg kender, og har svært ved at vænne mig til nye ting. Det gælder alt lige fra mit tøj og til den tid, jeg lever i. Når en købmand er røget, og der så kommer en kiosk i stedet, har jeg svært ved at forlige mig med det, og når så kiosken en dag bliver lavet om til noget helt tredje, ja, så kommer jeg til at savne kiosken … på den anden side: Hvis alt var almuemøbler, ville jeg jo også brække mig.”
Men han savner sporvognenes bagperroner, velopdragne børn, højtlæsning, togvinduer, der kan åbnes, snørede fodbolde og ismejerier, gør Larsen. Og han forbeholder sig retten til at lave sin egen tidslomme hver dag, når han nede på den lokale i Odense tager sin aperitif, en håndbajer, mens ”alle hængerøvene sidder derhjemme foran Facebook,” som han fortalte Ud & Se tidligere på året. Jo, ord har han aldrig manglet.
KIM LARSEN HAR altid forbeholdt sig retten til både at provokere og brokke sig. Han kan den ene dag give partiet som en af de knarvorne gamlinge på balkonen i ’Muppet Show’ for så den næste skridsikkert at tage rollen som noget så selvmodsigende som en dannet rod.
Det vil hans folkepensioniststatus ikke ændre på. Og nej, han vil nok ikke kunne mærke grundbeløbet på 5.448 kr. før skat. Selv om der som bekendt er mange, mange kugler, der er gået hans næse forbi, har Kim Larsen altid været blufærdig, grænsende til det krukkede, omkring det eksakte omfang af formuen og har selv slået sit danmarkshistorisk store pladesalg hen som ’en tilfældighed’.
Hvorom alting er: Alene i det ene af hans firmaer, Kim Larsen Aps, som angiver sit formål som ’kunstnerisk skaben’, var der ifølge TV 2 Finans i regnskabsåret 2008-09 aktiver i omegnen af 40 mio. kr.
LÆS OGSÅ: Euroman klassiker: Mærsk Mc-Kinney Møller '02
Man må give Kim Larsen, at det lader han sig ikke mærke med. I det hele taget er det bemærkelsesværdigt, hvor lidt han har ændret sig gennem årene. Hans seneste album, ’Mine damer og herrer’ med – som Berlingske Tidende formulerede det – ”pur poesi og brovtende bodegasnak” – kunne lige så godt have været indspillet i 1973, året, hvor han indgik et kompromis med de andre i Gasolin’: Han fik lov at indspille sin solistdebut, det nu kulturkanoniserede album ’Værsgo’.
Som modydelse genindtrådte han så i bandet, som han midlertidigt havde forladt, fordi de andre ikke påskønnede hans sange nok. Som han senere huskede: ”Dengang var enhver af mine melodier jo vidunderlige. Og jeg kunne simpelthen ikke forstå, hvis nogen ikke kunne lide det, jeg lavede, men tog det som en personlig fornærmelse og varved at græde.”
De andre i Gas var mere til Stones-inspireret ’en-to-tre-fire’-rock, mens Larsen havde en nyerhvervet højskolearv, han gerne ville udbrede. Fra Brorson til Beatles. Derfra hans verden gik.
DEN, DER SKRIVER dette, mødte første gang Kim Larsen i Enghaveparken den 4. juni 1970. Jeg var der, fordi jeg var femte, sangtekstskrivende medlem af et håbefuldt, selvbevidst og nu aldeles glemt band ved navn Hair.
Han var der, fordi han fuldskægget som en byggelegepladspædagog var barfodssanger i et nyt orkester, der hed Gasolin’. Vi var der begge, fordi vi skulle i fjerneren – Danmarks Radios monopol-tv. Hair havde sit debutalbum ude den sommer.
Gasolin’ var endnu halvandet år fra deres og lignede (og lød som) røv og nøgler, blev vi andre rørende enige om, mens vi stillede grejet op til koncerten, der blev optaget live. Vi hilste pænt på hinanden. Larsen gav hånd. Det kendte jeg ikke nogen på min egen alder, der gjorde. Og det gør han stadig. En svajer med gode manerer. I Hair syntes vi selv, vi var ret gode på tv. I hvert fald sammenlignet med den rodebunke, Larsen var Valby-engelsk forsanger for. Inden året var omme, var Hair på vej til at blive fortid. Gasolin’ var først ved at tanke op.
All Over Press
I Anders Østergaards dokumentarfilm om gruppen er jeg med. I et håndrystet klip fra hin overskyede sommerdag kan man lige akkurat skimte fligen på det ene ærme af min nyindkøbte læderfrynsevest.
LÆS OGSÅ: "Jeg lagde øret til hans mund og lyttede. Ingenting. Det var slut. Skikkelsen i sengen var ikke længere min far, men en krop, der langsomt blev stiv og bleg"
Bare fordi man var hippie, kunne man godt være velklædt, ikke? Den slags sked Larsen højt og flot på. Indtil videre. Batikfarver stod til det meste i de år – i det mindste, når undertrøjerne havde været udsat for en tur i møntvasken.
Gasolin’ er den dag i dag en mere levende del af den danske bevidsthed end både Kierkegaard og HCA, selv om Larsen vil være den første til at beklage og benægte det. Ikke desto mindre var Gasolin’ den sidste rockgruppe, der kunne samle familien Danmark, uden at de unge skulle krumme tæer samtidig.
Sådan var det ikke fra starten, men allerede tidligt gik Kim Larsen & co. efter at ’gøre refrænet frit’ for så mange som muligt. Mens nogle af os slikkede sårene efter EF-afstemningen den 2. oktober 1972, søsatte Gasolin’ måneden efter deres andet album i hælene på en debut, som kun lige var nået over Langebro – til at begynde med.
Samtidig trådte deres pladeselskab PR-pedalerne i bund i hidtil uhørt grad herhjemme. Det kunne vi ikke høre, men den første sang på den plade ville have gjort det udholdeligt selv for Henrik Nordbrandt at komme igennem den danske november. ’På en sommerdag’ er en fanfare af en ørehængende rockrundgang over en ’det ene tager det andet’-tekst, som viser, at den nyuddannede skolelærer Kim Larsen kunne sin Benny Andersen og de andre hverdagsmodernister:
og en dejlig tøs med en grøn paraply
vrikked med næsen i sky
og jeg kyssed hende af kærlighed
men tænk dig, hun bed … på en sommerdag
I virkeligheden sker der ikke mere i de fire vers, som fremkalder små billeder af et Danmark fra før globalisering og internet, ja, det er stadig et åbent spørgsmål, om det Danmark, Kim Larsen besynger, nogensinde har eksisteret.
Det har altid lydt som en nænsom blanding af Morten Korch, Rifbjergs barndomserindringer og Jan-bøgerne, men Larsens Danmark er et land, der bærer en fælles historie, ja, sågar en fælles fremtid. Selvfølgelig var det allerede dengang løgn, men ingen kunne som Gasolin’ få lytteren til at overgive sig til en danskhed, som måske kun levede i deres tekster, men så til gengæld også der for fulde hammer.
Og så stammer sangen fra dengang, hvor ingen ordentlig sangskriver offentliggjorde en melodi uden et mellemstykke. Dét fyldte Franz Beckerlee ud med en guitar, der som altid nærmest lød spejlvendt, en solo mellem kontrol og kaos, og måske en indirekte kommentar til teksten, som var suspekt enkel i en tid, hvor parolerocken regerede.
LÆS OGSÅ: Anders Samuelsen: "Jeg kan se symptomerne på en alkoholiker på 1.000 kilometers afstand"
Og hvor man i ramme alvor talte om, at rocken kunne redde verden. Det var ikke kun solen, der var rød, lille mor, men Gasolin’ lod sig kun spænde for én vogn – deres egen mennesketrukne ladvogn, som de i starten Mutter Courage-agtigt transporterede deres grej på.
Der er ingen, der laver sange som ’På en sommerdag’ mere. Det var der ved nærmere eftertanke heller ikke dengang. Oppe i Hellerup hørte Shu-bi-dua godt og grundigt efter.
SELV OM GASOLIN’ gav sin sidste officielle koncert i 1978, i Malmø, passende nok i Folkets Park, er det gruppen, publikum nægter at lade dø. Gasolin’ er stadig leveringsdygtig, når det gælder om at tjene penge på den nostalgi, om hvilken Kim Larsen har udtalt:
”Jeg drømmer mig ikke tilbage til de gode, gamle dage, men jeg kan godt blive træt af en tid, der hele tiden gemmer sig bag billige grin og ironiske ord. Jeg foretrækker rene ord for pengene.”
Salgstal på Gasolin’-cd’er og -film taler deres tydelige sprog om et band, der ikke kun satte musik til sin egen drøm, men den dag i dag er lydspor til en fortid, der for flere generationer står så lyslevende som netop en sommerdag.
Det var nu ikke florlet gang på jorden at være med i Gasolin’. Selv om det i den grad var imod tidsånden, tolererede man, som bandets krønikeskriver Peder Bundgaard har formuleret det, ikke musikalsk udenomsbolleri.
Der var ingen over, under eller ved siden af Gas. Det indebar en konstant udfordring for Larsens anti-autoritære virketrang. Han er spillemand, og spillemænd spiller med dem, der nu engang vil spille.
Så selv om succesen for ’Værsgo’ ironisk nok betød, at de ellers meget engelsk-mindede medlemmer af Gasolin’ fremover satsede på det danske sprog, lurede to ting stadig i Larsens baghoved: drømmen om at prøve lykken i rockens fædreland, USA, og behovet for ikke konstant at få stækket de kunstneriske vinger i plenum.
Det første først, for den drøm delte han især med Franz Beckerlee. Gasolin’ i både England og USA blev som bekendt en fiasko. Bandets eksempelløse succes i Danmark og resten af Skandinavien betød, at pladeselskabet CBS ikke turde sige nej til bandets krav om at gå efter et internationalt gennembrud.
Nogen burde have anet uråd, allerede da en amerikansk anmelder om lp’en ’What a Lemon’ skrev, at han kun kunne fornemme en vis originalitet i de sange, man ikke havde nået at ekspresoversætte til rimordbogsengelsk.
LÆS OGSÅ: Daniel Agger: ”Jeg blev nødt til at komme væk, for ellers ville jeg sprænge i luften. Jeg befandt mig i det røde felt"
Men pressen med Ekstra Bladet som alt for villige klakører gjorde Gasolin’ til verdensberømtheder og fik taget billeder af bandet på Time Square, der syntes at bekræfte historien. Den holdt bare ikke. Gasolin’ tog hjem fra USA med en bitter fornemmelse af, at landet havde levet op til sit tilnavn United Bluff, selv om det var Larsen & co., der bluffede – sig selv.
All Over Press
OVEN PÅ DEN oplevelse kan det undre, at Kim Larsen siden forsøgte at gentage ’succesen’ som solist, men stædighed og uforfærdethed er andre af mandens egenskaber. Han vil gøre sig sine egne erfaringer. Denne gang flyttede han regulært til New York City, ’town without pity’, som han senere besang den. Han havde i 1979-80 tjent godt på den såkaldte personnummerplade, ’231045-0637’. Nu skulle pengene forrente sig. Næsten koste hvad det ville.
Larsen har engang kaldt sig selv ’lykkejæger’: ”Du kender de øjeblikke, hvor du bliver forelsket og glemmer dig selv og forfængeligheden, de øjeblikke går jeg efter, for det er der, lykken ligger …” Amerika var Larsens lykkeland.
Men eventyret endte som med Gasolin’. Han kom hjem efter en hel del ensomhed, skamløs frokostavis-hype iblandet mekanisk musik, der forsøgte at løbe den stadig mere computerstyrede tidsånd op. Alt i alt en skuffelse, der for en mand, der kan finde på at citere Camus ved en koncert, nærmest må kaldes eksistentiel.
I ’Så mange var ordene’, Thomas Thurahs 2006-samtalebog mellem dansk kulturs to største kasketkarle, Klaus Rifbjerg og Kim Larsen, taler de om drømmen om og flugten til Amerika, og Larsen fortæller, at han tog ”over og se det land, hvor halvdelen af min kulturarv var kommet fra … det der med at komme kørende i en taxa ude fra lufthavnen og så se den dér skyline for første gang og tænke: ’Derinde skal jeg finde et band’. Det er jo Klodshans på vej ud med gedebukken. Lad mig erobre verden! Og ’Be-Bop-A-Lula’, det kan enhver vel finde på, men det kunne han bare ikke …”
LÆS OGSÅ: Pierre-Emile Højbjerg: Manden i trodsalderen
Hans mangeårige producer, Poul Bruun, analyserede i 1982 fiaskoen sådan: ”Fra første færd skulle Kim aldrig have prøvet at tilnærme sig USA. Han skulle have ladet USA tilnærme sig ham … Kim skal finde sig selv, lave musik, som er mere ham i stedet for at blive ét med omgivelserne.”
Larsen lyttede eller rettere: Sammenligner man de plader, han lavede, før han tog til USA, med dem, der kom, efter han vendte hjem, virker det, som om han aldrig har været af sted.
Han var ikke uimodtagelig for synspunktet, da jeg interviewede ham i 1986: ”Før jeg tog af sted, var jeg forblændet af Amerika, men så fandt jeg ud af, at de er lige så store bonderøve som alle os andre, og at jeg havde været offer for et stort angelsaksisk selvbedrag med James Dean, rock og rul, John Wayne og Kirk Douglas. Musikalsk prøvede jeg at fedte mig ind, hvor jeg ikke hørte hjemme. Jeg hørte musik derovre, som fik mig til at tænke: ’Kim, du er gammeldags!
Det løber sgu fra dig.’ Så jeg løb efter det og var så forhippet på at være moderne og ’gå i det rigtige tøj’, at jeg glemte at tage humøret med. Mine amerikanske plader har ikke det irrationelle, der skal være over musik. Det kan jeg høre nu.”
DET KUNNE RESTEN af Danmark også. 1983-albummet ’Midt om natten’ blev lunkent modtaget, men kun af anmelderne, som hørte afsmitningen af rytmeboksrocken fra newyorker-pladerne. Pladen havde en svær fødsel, men da den omsider kom ud, solgte den som pebernødder ved juletid i Larsens barndom – og sælger stadig.
Den står i dag i hvert femte danske hjem. Først i august i år slog Rasmus Seebach det albums rekord som indehaver af førstepladsen på hitlisten i 23 uger i træk. Vel har ikke alt, hvad Kim Larsen har lavet siden, holdt samme standard – skæverter er til for at blive slået, og Larsen har også de sidste ti år slået sine – men en del af hans plader har faktisk været bedre end den i virkeligheden ret usammenhængende ’Midt om natten’.
Og selv om man med nogen ret og pedantisk hørerør kan indvende, at Larsen altid synger de samme sange, er og bliver de dog hans. Jeg mener, vi bebrejder jo heller ikke havregryn, at de finder sammen med mælk på den specielle måde, de gør, som et levende bevis på, at 50’erne stadig varer ved. Larsens sange har grundlæggende altid været mundrette børneremser i voksenregi, en slags LEGO-rock. Det vil sige få klodser og uanede muligheder, men hele tiden med et håndfast greb om fantasien.
Salget af ’Midt om natten’ tog bestemt heller ikke skade af at få et efterliv som lydspor til Erik Balling-filmen af samme navn. I denne naivistiske, såkaldte storby-western om de onde, de gode og de folkekomedie-grusomme mødte Larsen sin fremtidige legekammerat Erik Clausen i en forbrødring af det fandenivoldske og politiske korrekte, som holder den dag i dag, fordi de er lige gode til at få charme og varme til at rime på harme.
De kaldte siden sig selv ’dem, de andre ikke vil lege med’. Sjældent har en offerrolle været mere indbringende. En del af overskuddet blev dog uegennyttigt kanaliseret ud gennem Himmelblå-fonden. Med sine ’multimangemillioner’ kæmpede Kim Larsen i det stille for, at samfundet kunne blive blødt som en krop; en undtagelse i de år, hvor man gerne skulle bære alt som et logo på trøjen.
I midten af 80’erne fyldte han mediebilledet helt ud. De år virkede Larsen som en gavflabet protest mod tidens grasserende smartness. Han spiste sgu ikke sushi, men marinerede sild. Og drak kolonihavesnaps til. Kim Larsen fulgte ikke moden. Han var sin egen mode.
Og på ’Forklædt som voksen’ skiftede den danske sang køn. Den var ikke længere en ung, blond pige, men en kortbukset lømmel, som sang simple, slidstærke sange om det simple liv, om familiesammenhold, elverpiger og drenge- og strengelege. Og det ganske land sang med.
I DE ÅR profiterede Larsens profil af, at tidens holdningsløshed, selvspejling og karrierejag satte dagsordenen. Det var, som om overfladiskheden æggede ham til mod.
LÆS OGSÅ: Sex, mord og ensomme mænd i provinsen
LÆS OGSÅ: "Det føles, som om motorcyklen knækker under mig. Jeg når at tænke: ”Satans. Det her går galt.”
