Peter Øvig Knudsen 



Journalist og forfatter til bl.a. ’Blekingegadebanden’ fra 2007. 

"Når jeg arbejder hjemmefra, arbejder jeg efter den regel, at jeg kun må skrive tre timer hver dag, men jeg må heller ikke gøre andet i de tre timer. Derfor lægger jeg telefonen ud i køkkenet og slår mail-notifikationerne fra på computeren. Uanset hvordan det går, skal jeg stoppe, når tiden er gået. Det kan lyde mærkeligt, men tricket er, at når jeg har skrevet tre timer, så er jeg i et godt gear, hvor jeg skriver løs. Fortsætter jeg med at skrive, indtil jeg er flad, så er der ikke noget at starte på næste dag. Stopper jeg, mens det går bedst, har jeg en enorm lyst til at gå i gang igen. Samtidig giver det mig følelsen af at have fri efterfølgende, hvilket man som forfatter godt kan have svært ved at give sig selv lov til.”

______________________________

Per Wimmer



Indehaver af Wimmer Financial, forfatter til bogen ’Den grønne boble’.

"Når du tager en beslutning, skal du ikke være bange for at tage kalkulerede risici. Stor risiko kan opvejes af en potentiel gevinst. Og når du har truffet en beslutning, så vær disciplineret, og få den udført. Lad være med at gå rundt og snakke om den. Der er for mange, som træffer en beslutning, men opgiver efter et par måneder, fordi det bliver lidt for besværligt. Jeg har en lille liste med de beslutninger, jeg har truffet. Når noget kommer på den liste, fjerner jeg det ikke, før det er udført. Fx min bog ’Den grønne boble’, som jeg havde forventet ville tage ni måneder at skrive, men i stedet tog 18.”

______________________________

Peter Mühlmann 



Stifter og CEO hos forbrugersitet trustpilot.com.

"Jeg prøver at holde mange af mine møder, mens jeg går en tur. Fx hvis jeg skal lære en ny ansat at kende, hvis der er en person, som vi overvejer at ansætte, eller hvis jeg skal snakke om strategi eller strukturelle forandringer. Hjernen tænker bedre, når man bevæger sig. For et par dage siden havde jeg gående møder udenfor i tre timer. Da dagen var slut, havde jeg stadig enormt meget energi, fordi jeg havde holdt mig i gang og fået frisk luft. Mange synes, det er lidt atypisk, men de bliver ret hurtigt glade for det. At gå tillader også de små pauser, fordi det ikke er akavet, hvis der ikke er nogen, der siger noget. I New York går jeg rundt om blokkene, og når jeg er i København, går jeg rundt om Søerne. Én sø tager 14 minutter, to tager 26, og tre tager en time. Så kan jeg dreje af, alt efter om jeg ønsker at gøre snakken længere eller kortere.”

______________________________

Frederik Preisler



Stifter og partnerhos reklamebureauet Mensch.

"Da jeg fik børn, fandt jeg ud af, at jeg ligesom de fleste andre arbejdede alt for mange timer. Eller rettere tilbragte alt for mange timer på arbejde. Så jeg måtte komprimere dagens arbejde så meget som muligt. Forskning viser, at man ikke kan være koncentreret i mere end 20-25 minutter ad gangen. De fleste ved det godt, men hvordan siger man det højt i et samfund, hvor en undervisningslektion varer 45 minutter, og en PowerPoint-præsentation ofte varer 60 minutter? Hvis opmærksomheden er væk efter 20 minutter, er resten af lektionen eller præsentationen måske ligefrem spild af tid. Jeg arbejder i sæt og lader være med at stirre på komplekse problemstillinger længere tid ad gangen. Jeg stopper, når koncentrationen er ved at svigte. Henter noget vand, printer det papir, jeg arbejder på, eller noget tredje, og går så tilbage til arbejdet efter et par minutter. Hvis jeg overholder det, kan jeg komme på et high af koncentration i flere timer, hvor det virkelig kører. Og så tænker jeg om mine opgaver, at de tager den tid, jeg har til dem, og ikke omvendt. Mange mennesker arbejder simpelthen for mange timer, men du kan jo ikke arbejde koncentreret i 12 timer. I stedet for at sutte på sin Facebook burde man tage hjem tidligere.”

______________________________