Det er kun otte måneder siden, jeg mødte Bjørn Frost første gang. Vi mødtes i hans lejlighed på Nørrebro, hvor han havde invilliget i at fortælle om den leukæmi, der havde ramt ham to år tidligere.
Der midt i det danske forår var han på vej tilbage til et normalt liv efter utallige kemo-ture og pendeleri mellem det Rigshospital, der lå ikke mange kilometer fra hans hjem.
Han lavede kaffe på sin nye espresso-maskine, og jeg måtte bede ham skrue ned for den hårde rockmusik, der bølgede ud af højtalerne.
Han havde fået en knoglemarvs-transplantation af sin søster, og han var efterhånden klar til at begynde at arbejde igen.
Sygdommen viste sig aller første gang som træthed og med så vage symptomer, at hans egen læge først anslår, det er halsbetændelse. Da feberen bliver ved, begynder de at tage nogle prøver, og da først svarene på dem kommer, går det hele meget hurtigt. Han kommer i behandling. Det lyder betryggende, men når det handler om kræft er behandling et alt for venligt ord for det, mange patienter må igennem. Bjørn Frost fortæller om de første kemo-kure således:
”Kemoen slår ikke kun de syge celler, men alt i kroppen ihjel….Jeg laver ikke andet end at kaste op. Og jeg får meget høj feber. Hvis jeg drikker et glas vand, kaster jeg det op igen. Mit forhold til min krop bliver mærkeligt. Først og fremmest føler jeg, at den har svigtet mig. Hvorfor prøver mine egne celler at dræbe mig? Jeg har altid godt kunnet lide at føle mig i kontrol, men nu har jeg overhovedet ingen kontrol over min krop, eller hvad de gør ved mig.
Da jeg begynder at tabe håret, er det det eneste, der bliver hængende, mit skæg. Jeg ligner Walter White.”
Den sidste sætning blev også overskriften på den første artikel, jeg skrev om Bjørn. Den blev hurtigt en af vores mest læste, og da vi deler artiklen med bt.dk og b.dk kommer historien om hans kamp endnu længere ud. 
Bjørn var en god fortæller. Han var reflekteret, intelligent og så var han nærmest nådeløst usentimental, hvilket er det, der i første omgang gjorde størst indtryk på mig. Og den nøgterne tilgang til hele den modbydelige sygdom og situation fastholdte han gennem hele forløbet, hvor mange andre (i hvert fald jeg) ville have forbandet guderne, systemet eller skæbnen.
”Undervejs er der mange, der spørger, hvorfor jeg ikke sætter mig ned og begynder at råbe ad verden. Men det er slet ikke mig. Jeg er ikke sur, og jeg synes heller ikke, det er uretfærdigt. For det er det jo ikke for nogen. Jeg prøver at gribe det rationelt an,” fortæller Bjørn Frost i det første interview.
Efter den første artikel aftaler vi at holde kontakten. Jeg vil gerne følge hans forløb og fortælle om, hvordan det er som tidligere kræftpatient at komme tilbage til den normale tilværelse. Desværre sker det uventede (og jeg fristes til at skrive uretfærdige, men det ville Bjørn ikke have, ved jeg). Sygdommen vender tilbage.
Bjørn har dog i sommerens løb været ude på sin motorcykel og til heavy rock-festivalen ’Copenhell’.
De går i gang med kemo igen, og hvis han kommer under et vist tal, kan han få en ny transplantation. Desværre viser det sig, at sygdommen har udviklet resistens over for kemo.
”På trods af jeg har fået så meget kemo pumpet ind, har det ikke bidt på kræften. Sådan noget kan ske. Når først cellerne har oplevet kemo før, kan de genkende den og bare kaste den af sig.
Nu er der ikke så meget at gøre. Jeg er ikke blevet erklæret terminal. Men det bliver næste skridt.”
Sådan fortæller han i midten af august. Artiklen har overskriften: ”Det er hårdt at tænke på, at jeg aldrig kommer til at opleve gløden i øjet på en pige, der er nyforelsket”. Det resulterede i, at Bjørn får massevis af henvendelser fra søde piger, der gerne vil mødes med ham.
Men som Bjørn ikke lod sig overrumple af kemoens isende kemi, lod han sig heller ikke her rive med, for som han sagde, vil han helst ikke være et velgørenhedsprojekt. Hvor velment det ellers var ment. Bjørn ved også godt, han måske ikke har lang tid igen.
”Hvordan min tid ser ud nu? Jeg har ingen anelse, måske uger, måneder eller år. Men en ting er sikker, min tid tæller ned.”
I løbet af efteråret tager han med en ven til Tyskland for at deltage i et forsøg med ny medicin, der muligvis kan have en god effekt på hans sygdom. Undervejs får han mange bivirkninger, bliv syg, taber vægt, og da svaret fra forsøget endelig kommer til København ca. tre uger efter, er det ikke med opløftende svar. Det har ikke haft nogen effekt på Bjørn.
Inden jul er mulighederne ved at være udtømte. Hans krop kan ikke klare mere kemo. Den kan ikke klare mere forsøgsmedicin, og store smerter forhindrer ham i at spise, drikke og oven i købet tale. Han lover sin niece, at han vil holde jul med hende. Og det løfte holder han.
Til bt.dk kunne hans søster i dag 3. januar så fortælle, at Bjørn Frost døde lørdag morgen. Med sin familie omkring sig. Blot 32 år.
For mig, og formentlig for mange andre, var Bjørn et storslået eksempel på menneskelig værdighed, når alt ellers omkring én er nederdrægtig nedværdigende.
Det har været en ære at få lov til at følge hans sidste år, og den store interesse, der har omgærdet historierne viser, at han har rørt ved noget alment menneskeligt i os alle.
I mit første møde med ham fortalte han dette, som jeg personligt tager med mig.
”Man kan ikke leve sin dag, som var det den sidste. Det er det dummeste, man kan gøre. Det burde nogen fortælle Nik & Jay. Men jeg kan leve hver dag, som var det min bedste. Jeg kan sørge for at gøre alle de ting, jeg har lyst til. Være sammen med venner, familie og køre på motorcykel.”
UPDATE: På Twitter samlers der ind til en gave. Se her.
LÆS OGSÅ: "Da jeg begynder at tabe håret, er det kun skægget, der bliver tilbage. Jeg ligner Walter White."
LÆS OGSÅ: Bjørns kamp mod kræften: "Forsøgsmedicinen virker ikke"
