”So I made a big mistake
Try to see it once my way”
Alice In Chains: ‘Would’
Der er ikke meget, der binder hele klodens befolkning sammen. Men vi er alle fælles om i hvert fald én ting – vi begår alle fejl. De fleste laver småfejl flere gange om ugen, mens andre laver én kæmpe stor fejl, der kan koste deres eget eller andres liv.
Også i de flestes arbejdsliv vil der være smuttere, der kan sætte blå mærker på cv’et. Den forkerte mail, en upassende bemærkning eller et åbent skænderi med chefen. Alt sammen noget, der kan ryste fundamentet under ellers solide karrierer.
Vi har talt med tre forskellige personer, der alle har begået store fejl i karrieren. Men som også har lært af det og blevet bedre ledere – og måske mennesker.
En af dem er Mette Østergaard, der i dag er chefredaktør på TV2 News. Hendes karrierefejl var ikke blot pinlig på arbejdspladsen. Hele Danmark kunne se den, de diskuterede den, og alle havde en mening om den. Mange mente, at hun burde sige op, og at hendes fejl var et symptom på en journaliststand, der løb for hurtigt med historier, der ikke var sande.
”Min fejl gik først for alvor op for mig om natten, da jeg kommer hjem på hotelværelset efter en meget lang dag. Det var først der, jeg havde tid til at reflektere. Tankerne strømmede igennem mig. Er al den troværdighed, jeg har gjort mig umage ved at bygge op i næsten 10 år, nu væk?”
Den store fejl, Mette Østergaard fortæller om, starter et halvt døgn tidligere, hvor hele landets øjne har hvilet på Venstres formand Lars Løkke Rasmussen. Hans politiske karriere er ved at drukne under et væld af billagssager, og der er indkaldt til ekstraordinært møde i Venstres hovedbestyrelse i Odense, hvor det eneste punkt på dagsordenen er: Skal Lars Løkke beholde sin formandspost eller skal Venstres kronprins, Kristian Jensen, overtage?
Foto: Henrik Ohsten / TV 2.
Hele Christiansborg syder, tv-stationerne sender live og enhver politisk kommentator bliver spurgt til udfaldet af mødet. Mette Østergaard er på dette tidspunkt politiske redaktør på Politiken, og hun ved, at det kun er en meget lille snæver kreds omkring formanden, der ved, hvad han vil gøre.
Det er netop fra den inderkreds, at hun får den helt centrale nyhed: Lars Løkke vil på mødet i Odense meddele, at han trækker sig som formand. Medier som TV2 News og Fyens Stiftstidende bringer nyheden, og Mette Østergaard skriver det også på Politiken.dk. Historien spreder sig lynhurtigt spreder sig ud over det danske mediebillede.
Det eneste problem er, at Lars Løkke ændrer historien på vej til Odense. Han holder ind på en rasteplads, der hedder ’Hos morfar’. Her mødes han med daværende finansordfører og nuværende forsvarsminister og minister for nordisk samarbejde Peter Christensen, og samtidigt møder han fire tilfældige personer, der alle giver deres støtte til ham. Et ægtepar siger noget i retning af ”det skal nok gå, Lars.”
De få opmuntrende bemærkninger rører Lars Løkke dybt, og han vælger at tage kampen op. Som de fleste ved, vinder han også magtkampen i Odense. Han bliver som formand. Og Mette Østergaard og en lang række af hendes kolleger står måbende tilbage med en troværdighed, hvor det lige pludselig fosser ind fra alle sprækker.
”Man kan komme med alle mulige forklaringer om, at dagen ændrede sig uforudset, men det er ligegyldigt i det store billede. Jeg havde formidlet noget forket. Det var slutfacit. Og vi stod tilbage og lignede nogle lallende amatører.”
Da det går op for Mette Østergaard og hendes redaktion, handler det om at rette fejlen og få den rigtige historie ud.
”På det tidspunkt er jeg i drift. Jeg har slet ikke tid til at begynde at overveje, hvad det kan betyde for min egen karriere. Men det kommer jeg til senere.”
I løbet af natten får de skrevet den rigtige historie, og Politiken selv laver et interview med Mette Østergaard, hvor hun beklager og forklarer, hvad der gik galt.
Den nat sover hun dårligt og kun få timer. Da hun tænder sin telefon om morgenen bimler og bamler den uafbrudt.
”Alle mulige andre medier ringer for at få en forklaring, og min Twitter-konto går amok. Folk mener, at jeg skal trække mig fra min stilling. Et enormt informationspres fra alle sider. Det er sindssygt ubehageligt. Det kommer som et chok, og det begynder at krakelere indvendigt.”
Mette Østergaard tager hjem til redaktionen på Rådhuspladsen i København. Og selv om hun mest af alt har lyst til at gemme sig og lukke ned, bliver hun nødt til at stå frem og forklare fejlen for at redde avisens troværdighed og ry.
”Det er ret afgørende, at man i de timer tager de kampe, selvom man slet ikke har lyst til det. For det er i efterspillet, at hele opfattelsen af sagen bliver dannet, og der er det vigtigt, at man er med. Det handlede ikke kun om mig. Det handlede også om, at jeg var redaktør for et politisk dagblad og skulle redde trådene ud. Jeg skulle samle redaktionen op, som heller ikke synes, det var sjovt.”
Hele dagen går med at forklare fadæsen og forsøge at lappe. Om aftenen skal hun i en times live-tv på TV2 News også ind og forklare sig.
Var der nogen på redaktionen, der så skævt til dig, da du kom ind?
”Nej, det synes jeg slet ikke. Jeg tror, alle kunne se, at jeg havde det elendigt. Jeg var rigtig ked af det, der var sket.”
Kan man lære af sådan en fejl?
”Man kan i hvert fald lære, at man ikke skal konkludere noget, der ikke er sket endnu. På det personlige og ledelsesmæssige plan fik jeg også det ud af det, at man bliver nødt til at være åben overfor sine fejl og erkende dem. Stædighed og stolthed gør kun problemerne større.
Det med at prøve at forklare alle omstændighederne kan man godt glemme. Man kan godt inderst inde føle, at det er uretfærdigt, og at der var mange grunde til at du gjorde, som du gjorde. Men det er fuldstændig ligegyldigt. Det er kun facit, der tæller.”
I dag er Mette Østergaard skiftet fra Politiken til at være chefredaktør på TV 2 News. Her skal hun dagligt tage store og afgørende beslutningen i dækningen af verdens vigtigste begivenheder.
Er du blevet en bedre leder af denne historie?
”Jeg tror, man bliver mere bevidst om, hvordan man kommer videre efter fejl. Og man får en større forståelse af, hvor store konsekvenser det kan have på en enkel person at havne i sådan en situation. Jeg bryder mig stadig ikke om fejl, og jeg vil ikke sige, at jeg har en større tolerance over for dem. Men man bliver bedre til at håndtere, når de opstår. ”
Dommeren og de kampafgørende fejl
Hvor Mette Østergaard indtil videre kun må notere sig denne ene fejl, er der andre, der begår fejl hver eneste dag på arbejde. Den internationale fodbolddommer Kenn Hansen må leve med, at 20 kameraer, 10.000 tilskuere og en million tv-seere ser hans fejl – ofte i langsom gengivelse.
”Det er en rigtig skidt fornemmelse at lave fejl, for man ved, at det kan have store konsekvenser. Sportsligt, økonomisk og for mange fans følelsesmæssigt. Vi bliver også målt på antallet af fejl, så det føles også dårligt for mig personligt. Jo bedre resultater, jeg skal have som dommer, jo færre fejl skal jeg have.”
Har du det i baghovedet, når du går gennem spillertunnelen ud til en kamp?
”Det er ikke anderledes end spillerne, der også inderst inde også håber, de ikke scorer selvmål eller skyder forbi mål i dag. Jeg render dog ikke rundt inde på banen og tænker: Åh nej, nu må jeg ikke begå fejl. Så ville jeg ikke kunne fungere. Men det er da klart, at når der er de store kampe, hvor det gælder mesterskabet eller nedrykning, så håber jeg, at jeg ikke trækker nitten i ’store-fejl-tombolaen’.”
Efter en fejl skal Kenn Hansen ofte ikke kun stå til regnskab for sin arbejdsgiver DBU. Ofte står medierne også parat for at kræve en forklaring. I foråret måtte Kenn Hansen over for blandt andre BT erkende, at AGF i en kamp mod Brøndby var blevet fejldømt og snydt for et straffespark. Men han mener ikke, at der går noget af ham ved at indrømme en fejl. Det er uundgåeligt, og han er også selv blevet bedre til at acceptere det.
”Alle dommere laver fejl ud over året. Man kan have et helt år uden én kampafgørende fejl, og så kan man have en periode, hvor man laver fire store fejl hen over halvanden uge. Sådan som mediebilledet er nu, handler det heller ikke kun om fejl, men absolut også i hvilke kampe, man begår fejl. Jeg ved godt, at hvis jeg har lavet en stor fejl i en uge, og jeg også laver det ugen efter, så begynder der at køre et tema i medierne. Det kan være ubehageligt.”
Der er jo situationer, der kan afgøre en kamp. Tænker du over, at du hellere må dømme rigtigt, når en falder i feltet, der kan udløse straffespark?
”Jeg tror, mange bliver forbavset over, hvor intuitivt man handler som dommer. Når jeg hører kommentatorer eller fans sige, at nu har han dømt straffe til den ene, så gør han det nok også snart til de andre – det er totalt misforstået. Når jeg dømmer, skal jeg reagere enormt hurtigt, og jeg kan slet ikke nå at tænke alle de tanker.”
Du er gået fra at være dommer i de lavere rækker herhjemme til international topdommer. Har det ændret dit syn på fejl?
”Man får perspektiv af at deltage i de store kampe. Jeg arbejder hårdt på at undgå de store fejl. Men jeg ved også, at de kommer. Bedre dommere end mig begår også fejl. Såvel som en topangriber må acceptere at skyde forbi en gang i mellem, må vi også acceptere fejl.
Jeg er blevet bedre til at håndtere fejl. I mit første år i Superligaen kunne jeg efter en fejl sidde og stirre ind i fjernsynet i flere dage. Det er ikke en sund måde at være dommer på. Nu kommer jeg mig hurtigere. Ikke at det er blevet mindre vigtigt, for scenen er jo blevet større. Men jeg er blevet bedre til at leve med den risiko.”
Hvad kan andre ude på arbejdsmarkedet lære om fejl af en, der har det så tæt på kroppen?
”Accept af risikoen er vigtig. Der er altid fejl. Jeg kan ikke huske, at jeg har dømt en fejlfri kamp. Det er kun et spørgsmål om, hvor tydeligt det. Man skal tænke på de utallige beslutninger en dommer tager i løbet af en kamp. Det er jo ikke kun antallet af frispark. Det er jo også alle de situationer, der kan ligne, hvor man netop skal afgøre, om man skal fløjte eller ej.
Det handler om at have et højt selvværd. Det kan være, selvtilliden ryger efter et par dårlige weekender, men selvværdet – at man tror på, at man er OK – det skal forblive intakt. Begynder man at tvivle på sin berettigelse i kampene, så er man færdig. Som dommer bliver jeg nødt til at stole på mig selv og ikke på 50.000 frådende fans. Halvdelen synes altid, jeg tager fejl. Til gengæld går jeg også op i at minimere de mindre fejl, hvor medierne kun interesserer sig for dem, der ændrer kampenes udfald.”
Advokatfirmaet er din nye ’parrringspartner’
Fejl kan ødelægge en karriere, hidse nationer op og ødelægge forhold. Men de kan også vendes til en fordel. En af dem, der har oplevet det, er Michael Valentin, der i dag er administrerende direktør for Akademikernes A-kasse.
Tidligere har han været ansat som Forretningsudviklingschef i advokatfirmaet LETT, hvor han var ansvarlig for marketing og kommunikation. Her skulle de sende en annonce ud, der skulle trække nye klienter til. Men noget går galt.
En ny grafiker er blevet sat på sagen, og selvom teksten til annoncen har været i korrektur, er der alligevel sluppet en lille fejl igennem. Den lille fejl får dog først katastrofale og siden komiske konsekvenser.
I teksten skulle der stå, at firmaet er erhvervslivets foretrukne sparringspartner, men da annoncen bliver ombrudt til et andet format ryger der et S ud, så der nu stod, at de var erhvervslivets foretrukne parringspartner.
”Denne grafiker har været ansat i en uge, og hun er ved at skide grønne grise. Men skaden er sket. Og jeg beroliger hende. Men jeg er i tvivl. På det tidspunkt kender jeg heller ikke advokatbranchens dna nok til at vide, hvordan de ville reagere. Det er en ret indspist branche, hvor alle kender alle, og i løbet af et døgn var den også ude overalt. Og alle griner af os.”
Kort inden fejlen har man i firmaet i en ny omstilling klargjort sine værdier, og her er værdien uformel også kommet med. Det er firmaets målsætning ikke at gøre det som de andre, og det kommer til at spille en rolle lidt før, de havde regnet med.
”Vi ville gøre op med det billede, mange har af advokaten, der sidder i sin Chesterfield-stol og venter på klienterne. Vi begynder at kalde dem kunder i stedet og sendte mange af advokaterne på salgskursus. Og generelt hjalp det os, at vi præcist havde valgt ikke at skulle følge alle normerne.”
I stedet for at gå i defensiven og forsvare fejlen, sender Michael Valentin den selv ud til blandt andet kommunikationsforum.dk, hvor mange journalister og kommunikationsfolk kigger forbi. Det fører til, at P3 ringer Michael Valentin op, og firmaet får langt mere omtale, end den rigtige annonce nogensinde ville have gjort.
”Der går på et tidspunkt rygter om, at jeg har gjort det med vilje. Og at jeg er genial,” fortæller Michael Valentin og griner.
Sammen med flere andre tiltag, som virksomheden gør i det år, er håndteringen af den pinlige sag senere med til, at de vinder advokatbranchens innovationspris.
”Det var nok ikke gået i alle firmaer, men for os var det virkelig godt. Der er også en vigtig lektie i det, som jeg har taget videre. Nu sidder jeg i en A-kasse, og hvis der er sket en fejl i fx sagsbehandlingen af en ledig, så siger jeg altid, man skal skynde sig at lave en ’puddel’.”
”Det vil sige, læg dig på ryggen, og sig undskyld. Grib telefonen og ring personen op. På den måde kan man vende et utilfreds medlem til en tilfreds, og det kan oven i købet blive bedre end hvis, der bare har fået en fejlfri behandling.”
”I dag hader jeg selvfølgelig stadig fejl. Men når det sker – hvilket det altid gør – må man grine af det. Det er afvæbnende at lave og indrømme fejl. Også når du er chef. Det har jeg lært, og det har jeg brugt dem til siden.”
