Vi har nærmet os hinanden igennem en række år. Mick Øgendahl og Euroman. Komikeren fra Falster kunne vist ikke rigtig se sig selv i det glittede magasinformat. Og vi, på vores side, gik og lurede på, om han og hans historie var stor nok til at bære forsiden.

Nu er tiden kommet, vi har fundet hinanden. Mick Øgendahl har omsider fået sit coverinterview med den udgave af Euroman, der lander på en kioskhylde nær dig i dag. Han og hans historie er stor nok.



I interviewet fortæller Mick Øgendahl bl.a. om den dag det hele styrtede sammen mellem ørerne på ham – en vinkel, der allerede er blevet citeret vidt og bredt i andre medier. Han brød sammen under indspilningerne af Zulu-serien ’Tomgang’. Han var stresset, han begyndte at blande fiktion og virkelighed sammen, og i et kort klarsyn bad han sin ven om at køre ham til psykiatrisk afdeling i Hillerød.

LÆS OGSÅ: Mick Øgendahl: "Kør mig til psykiatrisk afdeling"

Det er det liv, og arbejdsliv, i dag 41-årige Mick Øgendahl reflekterer over i interviewet, hvor vi også er med ham under en ikke helt vellykket standup-generalprøve i Odense og ser tilbage på det, han i dag kalder et ”forfejlet retfærdighedsopgør” med hjemstavnen Lolland-Falster.



Den danske fotograf Robin Skjoldborg har vist nok aldrig fotograferet Mick Øgendahl, men det må så også være en af de eneste store danske mænd, Skjoldborg ikke har haft fat i. Det er den fornemmelse, man sidder med, når man blader igennem månedens tillæg på 36 sider med fotografens bedste mandeportrætter. Skjoldborg begyndte sin karriere som D-A-D’s hoffotograf i første halvdel af 1980’erne, og tillægget tager dig med på en tidsrejse fra Lars von Trier og Michael Strunge i 1985 til Kasper Eistrup i 2014.

Fototillægget, der følger helt gratis med Euroman nr. 251, er en smagsprøve på Robin Skjoldborgs bog ’Mænd’, der udkommer 3. november på Gyldendal. Tre dage senere åbner hans udstilling med samme motiver i Bredgade Kunsthandel i København.

LÆS OGSÅ:
Brad Pitt er ikke for fin til at slås i mudderet

I Euroman nr. 251 finder du også interview med bl.a. filminstruktøren David Fincher, kendt for ’House of Cards’ og helt aktuelt ’Kvinden der forsvandt’, og med den verdenskendte danske producer og dj Rune RK. Du får ydermere en personlig historie om, hvordan du kan investere dig rig, eller i hvert fald mindre fattig, og du får selvfølgelig det sædvanlige veloplagte udbud af mode, gadgets og anbefalinger.
God læselyst!