Hauke Bruhn har været på jagt over det meste af verden. Nu vil han køre i bil til Kirgisistan på grænsen til Kina og nedlægge en stenbuk med bue og pil. Du kan følge turen på euroman.dk.

Hauke Bruhn, også kendt som Max Hunt, er 39 år, er tidligere  sergent i Livgarden og tidligere indehaver af et tømrerfirma. Efter at have rejst og jaget i det mesteaf verden har Hauke Bruun nu begivet sig ud på et eventyr af de større: Han vil køre i bil til Kina for at skyde en stenbuk med bue og bil.

Ekspeditionen til Kina er netop begyndt og turen går gennem Tyskland, Tjekkiet, Ukraine, Rusland, Kasakhstan og Kirgisistan, inden han går på jagt efter en stenbuk i 4.500 meters højde. Du kan løbende følge Hauke Bruuns blog her på euroman.dk. Læs her om hans bedste tips til en ekstrem rejse:

Alt handler om forberedelse

”Situationer bliver først farlige, når der sker noget uforudset. Fx er det en del af forberedelsen, at vi ikke skal køre gennem Rusland i en bil, der ser ny ud. Vi har valgt en gammel Land Rover, der bliver gjort klar rent teknisk, men uden at den ser prangende ud.”

Dyr er – som regel – ikke farlige

”Dyr er ikke farlige, medmindre de føler sig truet. I Grønland nedlagde jeg engang en moskusokse, men havde overset, at der var endnu en okse, som jeg var kommet for tæt på. Jeg stod i en lille slugt, og da oksen angreb, skød jeg og ramte den angribende moskus i panden. Pga. dens kraftige pande og kranie trængte kuglen ikke ind til hjernen. Det skete også med næste skud. Tredje skud ramte på næsebenet, gik videre ind i brystet, og den faldt om otte meter fra mig. Jeg gik hen og gav den endnu et skud for at være helt sikker. Så satte jeg mig op på skrænten og rystede. Det var en brøler af mig at komme i den situation!”

Bliv inspireret

”Det er vigtigt med godt udstyr, når man er i minus 18 grader i 4.000 meters højde, men det er også fascinerende at se nogen, der klarer sig på en anden måde. Første gang jeg var i Kirgisistan, brugte vi flere dage på at finde og skyde en stenbuk. Om aftenen, da vi var kommet ned fra bjerget og fik en lille sjus, spurgte en af jagtførerne, om det var o.k., han lige løb op og skød en mere. Inden turen havde jeg købt de dyreste støvler, jeg kunne finde, men ham her havde noget, der lignede klip-klappere, på fødderne, og han havde en lille salonriffel uden kikkertsigte, som næppe kunne slå noget ihjel på over 30 meters afstand. To timer senere kom han tilbage og havde skudt en buk. Der gik det op for mig, hvor gode jægere de lokale er, og hvor meget de ved om det vildt, de jager.”

Følg Hauke Bruuns blog her.

FACEBOOK Bliv ven med Euroman