I bussen sidder vi tavst og kigger ned i gulvet, som marinesoldater i en helikopter i en eller anden Vietnam-krigsfilm. Forbereder os mentalt. Nu er det nu, det gælder. En manddomsprøve. Turen til IKEA, den endelige bekræftelse på, at vi nu er flyttet hjemmefra.

Alle er på samme alder, alle skal vi til at begynde på en af de videregående, der behændigt er placeret tæt på en af landets fem IKEA’er. Man bor ikke rigtigt sit eget sted, før man har været i IKEA og finde sig selv. Det er den rigtige konfirmation:

’Forsager du ILVA og al hans gerning?’ ’Giv os i dag vor daglige grödsovs’ og ’husk at komme hviledagene i varehus’.

At finde sig selv i IKEA er en smal sag. De, der tager på autentiske backpacker-ture i Fjernøsten på lejet knallert med American Express og forudbestilte hoteller, spilder deres tid. Det er først i IKEA, man virkelig forstår, hvem man selv er, også selvom man havde et tydeligt billede af det, før man kom.

LÆS OGSÅ: 9 eksempler på at kontaktannoncer er det bedste

Jeg kender folk, der afskyr IKEA. Nærmest gør det til en æressag ikke at eje noget derfra. De siger, at der ikke er noget personlighed i at hente i IKEA. At vi bliver for ens af den slags. Intet kunne være mindre rigtigt.

IKEA er netop stedet, hvor man kan være sig selv. Du kan selv vælge, hvor højt skabet skal være, og hvor mange hylder der skal i. Vis mig den antikvar, der giver sådan en mulighed for at sætte vores eget, specielle præg på dit hjem.



Bagefter går housewarmingerne på rundtur. Pokalglassene er de samme, der er selvfølgelig det samme, regelmæssige Bravur vægur. Man kender først rigtigt sine venner, når man har været hjemme hos dem, og set, hvordan dér ser ud. Hvordan synes de, skabet skal stå? Med Chuck Palahniuks ord, hvilket kaffebord definerer så dem som personer?

LÆS OGSÅ:
Den lydløse mand på racercykel og 8 andre irriterende typer på cykelstierne

Er det Stockholm, det stilfulde, retro i valnøddetræsfiner, det moderne, hvidbejdsede Vejmon, eller er vi ude i en diskret Hemnes for den prisbevidste forbruger? Tre forskellige kaffeborde til tre forskellige mennesker. Kald aldrig nogen for din bedste ven, før du har set dem post-IKEA.

På samme måde kender du heller ikke din kæreste, kone, din samlever eller dit ”parforhold”, pre-IKEA. Mange med et på overfladen lykkeligt samliv har dumpet i stresstest en søndag eftermiddag i jagten på den rette reol. 

Det går egentligt meget godt i starten. Man har lånt svigermors bil, og man begynder næsten at nyde det. Man synes, det kører, at man har styr på sig selv, sit liv og sit shit. Lige indtil man kommer derhen. Først og fremmest er der ingen parkeringspladser, til gengæld er der kaotiske tilstande i en grad, så selv tibetanske munke ville rive sig i deres ikke-eksisterende hår.

LÆS OGSÅ: Forsvar for den bløde mand

Man møder først dem, der har opgivet at finde en plads og derfor har parkeret, hvor det passer dem. Gerne midt i alting. Der er dem, der har fundet verdens korteste biler frem til turen og så parkerer helt inde, sådan at man lige når at blive optimistisk og tror, man har fundet en plads.

Der er dem, der vandrer granatchokerede rundt med vogne fyldt med svensk dekor, netop ude af forretningen, forskræmt tittende til hinanden:

"Mente jeg, hvad jeg sagde?"

"Kan vi nogensinde se hinanden i øjnene igen?"

Indenfor, hvis man da kommer så langt, skilles fårene fra bukkene, soul mates fra sommerferiekærester. Det er valgmulighederne, larmen og fristelserne, der gør det; river selv de stærkeste mænd midtover. Man prøver at gemme sig i restauranten, men der er bare endnu flere valgmuligheder:

LÆS OGSÅ: 7 ting der er langt bedre end deres ry

"Er jeg 10 eller 20 kødboller? Er jeg veganer, pescetarianer eller til dessert? Er jeg måske mere typen, der køber frosne kødboller med hjem, eller er jeg i virkeligheden typen, der tager en hotter til en 10’er i Bistroen? Er jeg overhovedet typen, der kan sige nej til en hotter til en 10’er?"

Og møblerne! Stil, størrelse og farver. En IKEA-tur er en personlighedstest så dyb og grundig, at selv psykologer og Scientology nikker anerkendende. Slipper man ud i den anden ende, vil man for alvor kende sig selv og gå videre i livet som et helt andet menneske: Fuldbyrdet IKEA Family-medlem.



IKEA forstår at samle alle verdens folkeslag bedre end EU og FN nogensinde har formået. Alle fra Strandvejen til Padborg og Kairo kan finde noget, de vil have, i IKEA. Det er som forretning den ultimative succes, fordi de kender os og vores ønsker.

Glem bryllupper, dåbsfesterne og alle andre markeringer af ændringer i livet. Man ender alligevel i IKEA, når livet skifter karakter, og man har brug for at skulle redefinere sig. Derfor er det uhyre sundt at komme i IKEA så tit som muligt, ligesom for at få slået fast – hvem er jeg?

LÆS OGSÅ:
Derfor skal jeg ikke på Roskilde

LÆS OGSÅ: I teatret i T-shirt og til begravelse i klipklappere

LÆS OGSÅ: Kokainsmugler: Jeg skal sluge 20 kapsler på størrelse med små golfbolde