Indtil 1960’ernes ungdomsoprør var der kun en tænkelig måde at bære sin skjorte på: stramt stoppet ned under bukselinningen. 
 
I dag er grænserne for, hvordan man klæder sig godt, heldigvis mere udflydende. Alligevel er der visse regler, der kan være nyttige at have på fingrene, når man afgør, om man vil stikke skjorten ned i bukserne eller lade den hænge løst.  

1. Vær korrekt og velklædt eller bryd reglerne med konsekvens
Under en jakke har du traditionelt skjorten ned i bukserne. Det kan se lidt pubertært og useriøst ud at have skjorten slaskende under en nydelig jakke, ja stilforvirret.

”Men det kommer an på, hvor afslappet et udtryk, du ønsker. For eksempel, hvis du har sneakers på til jakkesæt, kan du også sagtens vælge en løsthængende skjorte. Når du nu har brudt et regelsæt, kan du lige så godt bryde et til,” siger Euromans moderedaktør Frederik Lentz Andersen.


Det kan komme til at se lidt børnevoksent ud, hvis både jakke og skjorte hænger og flagrer. Her er det Adam Sandler, der ser ud til at have held i sprøjten på trods af manglende elegance.  Foto: Moviestore Collection/Rex


Ingen regel uden undtagelser. Kinaflippen på skjorten her er i forvejen med til at give et afslappet look, så hvorfor ikke køre det igennem med cool, løsthængende bondestil. Foto: Mads Stigborg og Magnus Ekstrøm.

2. Ingen diskussion med slips
Når du har slips på, er der kun en ting, der skal hænge løst – og det er ikke skjorten. 

”Det er en alvorlig sag, hvis du har skjorten uden på bukserne og slips på samtidig. Jeg vil sige, at det er grund nok til at blive kastreret med en rusten hækkesaks,” siger Frederik Lentz Andersen.


Cary Grant kunne holde skjorten og sideskilningen på plads gennem ild, vand og menneskejagt. Foto: GTV Archive/Rex

3. Det afhænger af snittet
Der er forskel på skjorter, og nogle er mere velegnede til at stoppe ned i bukserne end andre. Så det kan du være opmærksom på, allerede, når du køber skjorten. Den skal selvfølgelig have en vis længde, så du ikke skal kæmpe mod en skjorte, der kravler op af bukselinningen dagen igennem. De mest velegnede skjorter er figursyede og smalle i taljen for ikke at give for meget bildækseffekt rundt om maven, hvorimod stykket, der stikkes ned i bukserne, er lidt bredere. 

4. Hold øje med kanten
Generelt har skjorter, der er lavet til at bære uden på bukserne, en mere lige kant for neden, mens skjorter til jakkesæt er længere bagtil, så de ikke kravler for meget op, når du sidder ned.

5. Oxford og tweed er gode venner 
Jo tyndere kvalitet, skjorten er i, jo mindre fylder den omkring livet, og jo nemmere er det at holde den nede i bukserne. Med den amerikanske designer Thom Browne har oxfordskjorten fået en større plads i modebilledet. De er af et grovere stof end de skjorter, der normalt sammensættes med et jakkesæt, og derfor mere tilbøjelige til at kravle op. 
”Stilmæssigt passer oxfordskjorten godt til en tungere, ulden jakke, som er velegnet til at holde skjorten på plads,” anbefaler Frederik Lentz Andersen. 


En robust oxfordskjorte holdes godt nede af en tweedjakke med tyngde.
Foto: Sergei Sviatchenko

6. Glimt i øjet og skjorten udenpå
Der er en række skjorter, der stilmæssigt fungerer bedst udenpå. For eksempel kan det understrege det afslappede i en opsmøget eller kortærmet skjorte. Der går hurtigt lidt revisor i den korte, hvis den er stoppet ned i bukserne. Stormønstrede skjorter gør sig som regel også bedst løsthængende. Og så er der selvfølgelig silkeskjorten, der også går dårligt sammen med et meget korrekt look.

”Den kan nemt blive fimset. Den skal bæres med et smil, hvis man skal undgå, at den bliver for feminin,” siger Frederik Lentz Andersen.


Bill Murray har charme nok til at kunne dele ud af den. Generelt må man også tage hatten af for hans excentriske tøjstil. Men i dette tilfælde gør det ikke noget godt for hans figur at stikke skjorten ned i bukserne. Foto: Canadian Press/Rex

Sådan holder du den på plads
Hvis du først har besluttet dig for, at din skjorte skal sidde ned i bukserne, er der forskellige måder, man kan gøre det på. Hvor meget, du vil gøre ud af det, afhænger af, hvor store prøvelser din dag og aften byder på:

- De fleste af os har nok siden barndommen været vant til at tage skjorten på ud over vores underbukser, knappe den og tage vores bukser på yderst. Det er en udmærket måde. I hvert fald nem og hurtig. Hvis man vil tilføje den lidt finesse, kan man vænne sig til at kontrollere, at skjortens knapper flugter med dit bæltespænde og gylpen i dine bukser. Med sådan en symmetriakse får din krop et ligevægtigt udtryk.

Linjen fra øverste knap ned til bæltespændet og gylpen giver balance og dynamik til Elvis' figur i filmen 'Flaming Star'. Foto: Snap/Rex

- Hvis du vil undgå, at det poser om taljen, kan du gøre som i militæret og folde det overskydende stof stramt ind og fæstne det i buksekanten. Gør det trinvis: 1. Tag bukserne på ud over din knappede skjorte uden at knappe dem. 2. Tag det overskydende stof midt på taljen mellem to fingre og fold det baglæns, så det danner en fold. Lad det bageste af folden flugte nogenlunde med det bageste af din armhule. Gentag det på den anden side. 3. Knap dine bukser, så folderne holdes stramt på plads.



- Hvis du har undertrøje eller t-shirt på inden under din skjorte, kan det ekstra stof være med til at få skjorten til at krybe op og ud over buksekanten.  Risikoen bliver mindre, hvis man holder undertrøjen på plads ved at stikke den ned i underbukserne. Derefter tager du skjorten på og derefter bukserne, som du plejer.
 
- Den allermest konsekvente måde at holde skjorten nede er med gammeldags skjorteholdere. De er ufejlbarlige, men de  kræver også, at du har en humoristisk tilgang til din påklædning.
  Skjorteholdere kan blandt andet købes hos Marc Wallace

LÆS OGSÅ: Sådan investerer du dig rig igen

LÆS OGSÅ: 10 gode råd til pleje af denim

LÆS OGSÅ: Frisøren anbefaler: 7 klassiske herrefrisurer